How long will i go? #SOS

Den 17 årrige Lucinda Brown, lever et ganske normalt liv, hun bor lige uden for Hollywood, sammen med sin mor og Lillesøster Madison. De fleste af dem fra hendes skole er meget rige, og lever det meget luksuriøse liv. Hendes bedste veninde Kassie, er en af de få, som ikke lever i luksus, det vil sige ligesom hende selv.
En dag møder de bandet 5 Seconds of summer. Drengene synes godt om dem, og pigerne begynder at bruge dem, for at kunne leve i luksus og berømmelse. Men hvad sker der når Lucinda får følelser for den ene af dem, som hun starter med at have et kæmpe had til?

21Likes
23Kommentarer
2498Visninger
AA

13. Back to the start

Calum var lige ankommet, og vi var gået op på mit værelse for at tale sammen. Lige så snart vi var kommet ind på mit værelse, var jeg brudt sammen. Jeg havde fortalt Calum alt, om hvad det var jeg havde opdaget, og han var kommet med små kommentarer der hvor det var nødvendigt. Han havde ladet mig græde på hans skulder, imens han blidt havde strøget mig over ryggen. Han havde bare været der for mig, ligesom han havde været dengang vi var små, før vi mistede kontakten.
”Jeg forstår det bare ikke, hvorfor ville han dog gøre det?” jeg græd, tårerne ville bare ikke stoppe med at strømme ned af mine kinder, ikke at jeg prøvede at forhindre dem, da jeg vidste at det alligevel ville være umuligt. ”Det ville han heller ikke.” Calum mumlede det stille ned i mit hår, og jeg forstod ikke helt hvad det var han mente med det.  Jeg kiggede op på ham, for at se at han allerede kiggede ned på mig. ”Det var ikke hans skyld, jeg var selv til stede, det er hans eks, hun nærmest angreb ham, og han kunne ikke gøre noget.” Jeg kunne se på Calum, at det var sandheden han fortalte til mig.
Jeg kiggede overrasket på ham. Hvorfor havde han ikke sagt det noget før, i stedet for at høre på mit klynkeri, for det måtte da højst sandsynligt have været irriterende. Det var som om han kunne læse mine tanker, for han sagde ”Jeg ville lige have dig til at falde lidt til ro først, ellers ville du højst sandsynligt ikke have troet på mig” han strøg mig blidt over håret, imens han kiggede på mig.
”Cal, jeg vil gerne ringe til ham, vil du ikke række mig min mobil?” mumlede jeg snøftende til ham. Han nikkede blidt, og stak mig mobilen. Jeg fandt hurtigt Ashtons nummer, og ringede op, før jeg lagde mig tilbage mod hans brystkasse.
”Det’ Ashton” lød en meget træt stemme i den anden ende af røret, det lød som om han var ved at bryde sammen. Jeg kunne ikke klare tanken om, at jeg måske var den skyldige i det. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige, jeg følte mig helt akavet.
”Hallo? Er der nogen” lød hans trætte stemme igen fra den anden linje. Og der gik ikke lang tid, før jeg kunne høre at han var ved at lægge telefonen fra sig, fordi han ikke troede at der var nogen alligevel.
”Ashton?” spurgte jeg stille, og det var først der det gik op for mig, at min stemme var hæs, den var også grædefærdig, ligesom Ashtons var. Jeg var bange for at han bare ville ligge på, når det gik op for ham, at det var mig han talte med.
”Lucinda?!” udbrød ham, jeg kunne nærmest høre smilet i hans stemme. Bare det at høre han blev glad for at høre fra mig gjorde mig glad. Jeg begyndte stille at snøfte, for jeg vidste at det var uacceptabelt, at jeg ikke havde stolet på ham, at jeg bare havde dømt ham til at være utro før jeg overhovedet havde hørt hans side af historien.
”Undskyld Ashton. Undskyld for at bare have bestemt mig for at du var utro. Calum fortalte mig, hvad det var der i virkeligheden var sket.” tårerne løb ned af mine kinder, og jeg kunne slet ikke forstå at jeg havde været sådan en idiot. Calum strøg mig blidt over håret, før han stille tog min mobil ud af hånden for at tale med Ashton.
***
Calum havde lige kørt mig hjem til Ashton, for det viste sig, at det var det han skulle tale med ham om. De havde aftalt at Calum kørte mig herover. Jeg bankede på døren, og lidt efter stod en Ashton med morgenhår der. han så utrolig sød ud, og der gik det endnu mere op for mig hvor meget jeg savnede ham, og hvilken en stor idiot jeg havde været. Tårerne begyndte igen at strømme ned af mine kinder. Ashton træk mig hurtigt ind til sig, og hviskede beroligende ord I mit øre om, at det nok skulle gå.
”Jeg har været sådan en stor idiot, hvorfor stolede jeg ikke bare på dig?” græd jeg. Jeg kunne bare ikke tage skyldfølelsen. Han strøg mig blidt over håret, og kyssede mig i håret.
”Jeg skulle bare have skubbet hende væk selvom jeg var kommet til at fremstå dårligt i medierne, men det viste sig at det kom jeg alligevel til i sidste ende. Det er ikke dig der skal have dårlig samvittighed, det er mig.”
Vi sad og talte det igennem, og kom frem til den konklusion, at det var os begge, der var skyldige, og at vi havde savnet hinanden lige meget.
Ashton fandt en film frem, som vi kunne se, og da han havde sat den på, satte vi os godt til rette, så han sad op ad en bunke puder, og jeg lå med hovedet på hans brystkasse. Hele vejen strøg han mig blidt overhåret, og holdte små pauser, hvor han lige kunne plante små blide kys rundt i mit ansigt.  Jeg var så glad for at vi havde fundet ud af noget.
Jeg vendte mig om, for at kysse ham, og han kyssede stille mig tilbage, før han trak sig væk, og kiggede mig blidt ind i øjnene. ”Hvad siger du til at blive her natten over?” han smilede genert til mig, men da jeg smilede stort tilbage, blev hans smil straks mere selvsikkert. Gud hvor jeg elsker det smil.
”Det vil jeg meget gerne” fniste jeg, før jeg plantede et blidt kys midt på hans næse. Det her kunne jeg godt vende mig til. Jeg var glad for at vi var blevet gode venner igen!
***
Da jeg næste morgen vågnede, var det fordi jeg kunne mærke et blik, brænde sig fast i mig. jeg åbnede stille øjnene, og kiggede direkte ind i Ashtons flotte lysebrune øjne. Da han så jeg var vågnet, gled det kæreste smil ud på hans perfekte læber.
”godmorgen smukke, har du sovet godt?” hviskede han stille, før han sendte mig et af sine søde smil, jeg nikkede stille som svar, men i virkeligheden var jeg glad for at jeg var vågen, for så kunne jeg bedre mærke hans tilstedeværelse. Han kyssede mig blidt på næsen, for bagefter at trække mig ind til sit bryst.  Jeg synes det var så dejligt, at være alene, bare Ashton og jeg.
Jeg kiggede stille op på Ashton, som allerede lå og kiggede ned på mig. ”Ash? Jeg er sulten” jeg ved godt, at det er uhøfligt, for det er jo nærmest det samme som at sige ’du har bare at give mig mad’ Men når jeg er sulten, er jeg sulten, og så skal jeg have mad, så må jeg undskylde for at være uhøflig efterfølgende.
”så kom, lad os få noget at spise.” han virkede ikke som om han tænkte yderligere over, at det var uhøfligt, han rejste sig bare op, og trak mig med ud mod køkkenet.  Ude i køkkenet, fandt han nogle æg frem, og lidt andet, til at lave morgenmaden med. Men sendte mig ind i stuen, da jeg skulle til at hjælpe ham, jeg ved ikke om det var ment som en fornærmelse mod mine madlavnings evner.
***
Efter morgenmaden, var vil gået ned i byen, for at se os lidt om, da Ashton pludselig stoppede op. ”Kan du huske det her sted?” han kiggede på mig mens han spurgte, og jeg kiggede lige en ekstra gang efter. Det var stedet, stedet hvor vi bogstaveligtalt var stødt ind i hinanden.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...