Slendre gennem tiden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2013
  • Opdateret: 18 jun. 2013
  • Status: Igang
*HISTORIE OMHANDLENDE SPILLET "SLENDER"*


Efter 27 sekunders stående mit ude på gulvet går jeg hen mod min seng, hvor computeren står tændt og klar. Høretelefonerne er sat i stikket og telefonen er slukket. Jeg giver mig god tid til at sætte puderne godt tilrette i min ryg. Lidt for god tid måske. Derefter er det mine bens tur til at skulle lægge absolut perfekt under dynen; Tæerne på højre fod stikker ud, mens alt andet er skjult i mørket og varmen under dynen. Om fem minutter sveder jeg sikkert som en gris på grund af den varme vinterdyne, men hver ting til sin tid.

5Likes
6Kommentarer
367Visninger

3. Three

Mit blik begynder at blive utydeligt - som et gammelt fjernsyn, der har svært ved at finde signalet. Jeg klemmer mine øjne sammen og prøver at finde fokus igen. Prøver at få min baglåste krop til at reagere på én eller anden måde. Få den til at løbe, skrige, falde. Et eller andet! Men den er som forstenet. Det halvudtydelige udsyn begynder at bevæger sig mod mine øre, der føles som om, at de er ved at blive revet i stykker af en vred ravns klør. Jeg ved, at jeg stadig har én chance til at give mig selv mere tid. Èn chance, jeg bliver nød til at gribe. Bider min hårdt i underlæben, for at komme til mig selv igen. Komme ud af min paniske bobbel.

Det virker. Kort efter kan jeg igen mærke mine rystende ben og de svedige hænder. Jeg lukker øjnene i fire sekunder, for at orienterer mig om, hvor lyden kommer fra. Da jeg stadig kan fornemme en skrattende lyd i mit baghoved, vælger jeg at gå lige ud langs hegnet. Måske lige ind i skæbnes vidt opspilede gab, der grådigt venter på mine dumheder og fejltrin. De dumheder og fejltrin, jeg bliver nød til at undgå.

Området på den anden side af hegnet er opslugt af mørket akkurat ligesom skovens dybde ved min højre side. Jeg ved, at intet udenfor hegnet kan skade mig, så jeg har én side i sikkerhed. Men hvis der derimod sker noget ligefremme, har jeg kun to flugt muligheder. Min hjerne arbejder på højtryk for at gennemskue den mest logiske taktik, men det virker umuligt i situationen. Det eneste jeg kan fokusere på, er, at jeg måske gå lige ind i det uundgåelige.

Jeg stopper op. Mine øjne er vidt opspilede, men jeg har svært ved at se. Det er som om, at omgivelserne bliver slørede. Min vejrtrækning bliver uregelmæssig og kraftig, nærmest desperat.

Jeg drejer skarpt til højre. Går direkte ind i skoven. Rystende hæver jeg min lommelygte, så jeg nu kan se ligefrem og ikke skovbunden. Træerne er store, tætte og mørke. Perfekte til at gemme sig bag og blive fundet bag. Min hjerne skriger, at jeg skal dreje 360 grader rundt for at sikre sig, at der intet er skjult, men alle mine sanser og nerver trækker mig væk fra at gøre det. Trækker mig væk fra måske at finde overraskelse, der er umulige at løbe fra.

Græsset under mine sko larmer i natten og vinden suser gennem træerne. Måske larmer vinden nok til at skjule støjen fra græsset og mine sko? Måske den endda bærer min svedte lugt med sig? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...