Love on two legs [DaeJae FF]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2013
  • Opdateret: 19 jun. 2013
  • Status: Igang
Yoo Youngjae er en helt almindelig dreng, fra en helt almindelig familie, i en helt almindelig verden. Men en dag vendes hans liv på hovedet, og han kan ikke længere leve, som han gjorde engang. Kærlighed findes de særeste steder, men er det virkelig muligt at man kan skabe sin egen sjæleven?

3Likes
0Kommentarer
618Visninger
AA

2. Rød Hyundai

Sikken en "fantastisk" morgen det havde været. Det hele startede ved morgenbordet, hvor Youngjaes mor var begyndt at brokke sig over sin yngste søns faldende karakterer. "Jeg HAR fattet det. Jeg gør det så godt, jeg kan!" Råbte han højt ad sin mor, som råbte tilbage, at det ikke var nok, og at han ikke skulle regne med at blive til noget stort, med de karakterer han fik. Hans svar til det var, at han ikke havde nogen intentioner om at blive til noget stort ved hjælp af sine karakterer.

Deres skænderier kom oftere og oftere nu. Og de råbte højere og højere ad hinanden. Hun var begyndt at sammenligne Youngjae med sin storebror, som altid fik topkarakterer på stribe, som var i gang med at uddanne sig til læge. Ham som Youngjae havde levet i skyggen af hele sit liv. Men det slog ikke Youngjae ud. Han skulle nok få sat sin familie på plads en dag, hvor han ville opnå mere succes end sin storebror. Han ville være sanger. En eller anden dag skulle det nok lykkedes for ham at blive opdaget. Det var bare et spørgsmål om tid.

Skænderiet sluttede først, da Youngjae forlod huset for ikke at komme for sent i skole.

 

Han fandt sine beats frem, startede sin musik og trak hætten op.

20 minutter før han skulle være på skolen. Første to timer bestod af matematik. Kedeligt. Tænkte Youngjae imens han skyndte sig af sted.

Han stoppede ved fodgængerfeltet, da der var rødt. Bilerne susede forbi i en sådan fart, at man skulle tro jordens undergang var nær. Youngjae stod og trippede lidt på stedet, imens han ventede på, at det røde lys ville skifte til grønt. 20 sekunder gik, og lyset skiftede endelig. Youngjae trådte ud på de hvide striber, sammen med resten af de personer, som også skulle over på den anden side. Han var ikke nået længere end tre skridt, før han blev væltet omkuld af flere skrigende mennesker. Og inden han kunne nå at se hvad der var sket, mærkede han en ubegribelig smerte. En høj knasen kunne høres og det fik ham til at skrige højt inden alt blev sort.

De hvide beats lå, ødelagte, ved siden af den besvimede Youngjaes hoved. Blod flød under ham, og et virvar af mennesker havde omringet ham. Ambulancen nærmede sig hurtigt, læger kom styrtende imod den unge dreng, som lå på asfalten.

 

Der gik flere timer før Youngjae vågnede. Hans mor sad på stolen, ved siden af den hvide seng. Hendes øjne var blodskudte, og hendes makeup hang langt ned ad hendes kinder. Den røde læbestift var tværet ud. Hun snøftede. Youngjae prøvede at bevæge sig, men han kunne ikke røre sig. Hans hoved dunkede, men føltes alligevel let som en fjer. Det var en ubehagelig følelse. Han havde en iltmaske på, drop i hånden og der var op til flere monitors på den anden side af hans seng. Hvad fanden var der sket?

 

 ”Mor,” hviskede Youngjae lavt. ”hvor er jeg?” Hun kiggede med det samme op på sin yngste søn. Han kunne ikke helt afgøre hvad blikket i hendes øjne fortalte hvilket humør hun var i. De så sørgmodige ud, men også utroligt vrede. Men så smilte hun. ”Åh Gud! Du er vågen!” Hun hev i et rødt håndtag, som hang over sengen, Youngjae lå i. ”Der kommer en sygeplejerske nu. Hun kan nok fortælle, hvad der er sket, og hvad, der skal til at ske.” sagde hun med en sørgmodig stemme. Så forlod hun værelset, og efterlod Youngjae alene. En sygeplejerske tråde ind kort tid efter. Hun havde den hvide og blå uniform på, som alle kender fra film. Hendes navneskilt sagde Lee Sohee. Hendes hoved var hjerteformet og hendes øjne var venlige. Allerede nu følte Youngjae at han bedre kunne lide hende, end han kunne lide sin mor.

 

”Nå. Yoo Youngjae? Korrekt?” Hun stod med hans papirer i hånden, imens hun læste dem igennem. ”Kan du huske noget af det, som er hændt i dag?” Sohee kiggede på ham med et venligt blik. Youngjae rystede på hovedet og sagde: ”Nej, ikke andet end at jeg blev væltet omkuld, da jeg skulle til at gå over vejen.” Han kiggede op i loftet, imens han forsøgte at huske hvad, der var sket.

”Vil du have at jeg fortæller dig det hele? Eller kun hvad vi har gjort?” Hun satte sig på stolen ved siden af sengen, som hans mor lige havde siddet i. ”Det hele.” Mumlede Youngjae som svar. Sygeplejersken lagde hans papirer på sengebordet. ”Klokken var ca. 10 minutter over syv, da du blev kørt ned. Kan du huske det?” Han rystede på hovedet, så hun fortsatte. ”Et uregistreret køretøj, det var en rød Hyundai uden nummerplade, hvis jeg husker rigtigt, kørte begge dine ben over. De stod ikke til at redde. Der var flere åbne brud, knuste knogler og ledbånd, som var revet itu.” Youngjaes øjne blev store. Han trak vejret dybt og sukkede. ”De forsøgte at lappe dig sammen, men dine knogler var for kvæstede til at tage imod metalplader og skruer. Så, desværre, er begge dine ben blevet amputerede.” Hun kiggede på Youngjae med medfølende øjne. ”Hvad? Nej? Nej vel? Er det her en eller anden syg joke? Hvem fuck laver sådan en klam prank?” Han forsøgte at sætte sig op, men hans krop adlød ikke hans hjernes vilje. ”Jeg er ked af at sige det, men det er ikke en joke. Lige nu er du pumpet med smertestillende medicin og meget, meget mere. Jeg er ked af det.” Sagde hun så. ”Men du bliver på hospitalet til du er frisk igen. Heldigvis er du forsikret. Jeg, og et par andre sygeplejere, skal stå for din genoptræning. Du vil få en fast psykolog og privat underviser.” Sohee lagde en trøstende hånd på hans og forlod derefter lokalet.  

 

Youngjaes mor kom ind igen, men han sendte hende ud, så snart han hørte hende snakke. Han ville ikke være sammen med nogen. Han ville være alene. Alene med sine tanker. Helt alene.

Der gik ikke lang tid, før han blev træt. Han kæmpede for at holde sig vågen, men forgæves. Søvnen vandt, og han fald direkte i den, med åbne arme. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...