Love on two legs [DaeJae FF]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2013
  • Opdateret: 19 jun. 2013
  • Status: Igang
Yoo Youngjae er en helt almindelig dreng, fra en helt almindelig familie, i en helt almindelig verden. Men en dag vendes hans liv på hovedet, og han kan ikke længere leve, som han gjorde engang. Kærlighed findes de særeste steder, men er det virkelig muligt at man kan skabe sin egen sjæleven?

3Likes
0Kommentarer
591Visninger
AA

3. Bænkeven

Jeg sad på en bænk, et stykke fra byen, imens jeg sad og tænkte over hvad der var sket. Mine øjne var fikset på mine ben, som ikke manglede mere. Mine øjne sveg og mit syn blev slørret. Jeg græd. Om det var af glæde eller vrede vidste jeg ikke. Nok mest en blanding. Mine hænder lå foldet i mit skød. Mine føder trippede forsigtigt. Mine ben virkede rent faktisk. Var det en drøm? Eller ville det udvikle sig til et mareridt om lidt? Jeg kunne høre en komme imod mig, fra stien bag bænken. Jeg tørrede hurtigt mine øjne og kiggede bagud. Det var en dreng. Omkring min egen alder. Han havde mørkt hår og solbrun hud. Han stoppede op og kiggede på mig. Så hævede han sin hånd og vinkede en enkelt gang, imens han smilede skævt. ”Hej,” kom det fra ham. ”må jeg sidde her?” spurgte han. ”Fri verden.” svarede jeg blot, og han satte sig.

Vi sad der i et stykke tid uden at sige noget. Men så begyndte han at snakke til mig. ”Mit navn er Jung Daehyun. Hvad med dig?” startede han. Jeg lænede mig tilbage i bænken og svarede: ”Yoo Youngjae.” Han kiggede mærkeligt på mig. ”Du er ikke herfra, vel?” spurgte Daehyun, og jeg trak på skuldrene. ”Jeg ved ikke rigtig, hvor jeg i det hele taget er henne. I går mistede jeg begge mine ben. Nu er de så tilbage. Jeg faldt i søvn på hospitalet, og jeg kan ikke huske at jeg er gået herud.” Daehyun kiggede på mig og smilte. ”Så antager vi bare at det er en drøm, og at du vågner om et par timer!” Jeg kiggede op i den blå himmel. ”Hvad nu hvis jeg ikke gør? Hvad nu hvis jeg er død?” Det fik Daehyun til at grine. Det er sgu da ikke sjovt? Tænkte jeg. ”Slap af med entusiasmen!” Hvis du er død, betyder det bare at det her er livet efter døden, og at du har fået dine ben tilbage. Det er da positivt. Og hvis du drømmer, vågner du op igen. Nothing to worry about.” Jeg kiggede på ham. Jeg kendte ham ikke. Havde aldrig mødt ham før. Men alligevel følte jeg mig godt tilpas i hans selskab.

Vi sad og snakkede i lang tid, før Daehyun kom med et forslag. ”Har du overhovedet prøvet at gå på dem?” Jeg rystede på hovedet. ”Nope. Hvis jeg kollapser er det ikke det værd.” Daehyun rystede på hovedet, rejste sig op og hev mig med. Jeg faldt ikke. Mine ben forsvandt ikke under mig. Jeg stod, stabilt, på mine ben. ”Og så går vi!” Sagde Daehyun. ”Hvor går vi hen?” Spurgte jeg.  ”Jeg er sulten.” Og af sted gik vi. Han fandt en bod på gaden. Vi spiste der og afsted gik vi igen. Vi gik ikke noget bestemt sted hen. Men vi endte foran hospitalet i Seoul. Det hospital jeg lå på. ”Skal vi se om jeg ligger derinde?” Spurgte jeg, for sjov. Men Daehyun hev mig indenfor alligevel. ”Hvilket værelse?” Spurgte han. Jeg tænkte lidt, men ærligt talt havde jeg ingen idé. Jeg havde kun været derinde, ikke set det ude fra. ”Jeg her INGEN anelse.” Så vi gik rundt og tjekkede alle værelser. Indtil jeg så min mor sidde på en stol ude foran et værelse, som højst sandsynligt var det jeg lå på. Jeg for om bag Daehyun inden hun nåede at se mig. ”Fundet!” hviskede jeg. Daehyun kiggede på min mor og så på mig og så på min mor og på mig. Mor, mig, mor, mig. ”Hun kan ikke se os. Ellers havde hun kigget på os.” Jeg tittede frem bag hans skulder og kiggede på min mor.

Vi skubbede døren ind og der lå jeg så. Jeg sov. Jeg kunne se mit hoved stikke op fra en hvid dyne. Jeg kunne se hvor min krop lå, men da jeg nåede til hofterne, var der et stort hul, hvor mine ben skulle være. Min skoletaske lå for enden af sengen. Mine ødelagte beats lå på den. Daehyun gav mig et trøstende dunk i ryggen. ”I det mindste er du da ikke død endnu!” Jeg fnøs. ”Iih! Fedt at komme til at leve som invalid resten af sit liv. Det er helt vildt positivt, det kan jeg godt se.” Daehyun rystede på hovedet. Jeg foldede armene på brystet og lænede mig op ad væggen. Døren åbnede, og jeg så den kvindelige sygeplejerske gå ind. Lee Sohee. Hun havde hans fil i armene, gennemgik dem en enkelt gang. ”Youngjae. Youngjae vågn op.” Det flimrede for mine øjne. Jeg kunne ikke fokusere. ”Hvad fanden sker der?” Råbte jeg. ”Hun vækker dig bare. Vi ses måske senere?” Sagde Daehyun med et smil, hvorefter han gik ud ad døren. Det sortnede og jeg faldt ned i et uendeligt mørke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...