Love Game

Det hele startede den aften med legen sandhed eller konsekvens og nu skulle hun altså tilbringe 2 uger som Harry Styles' kæreste. Det skulle nok blive godt!

Du har sikkert hørt om hende. Emma Johnson, den landskendte model, der er bosat i London? Hende der er så skør og altid er med på den værste? Hun er altså lige blevet Harry Styles' kæreste i 2 uger.

Men hvad sker der i de 2 uger? Vil alt gå efter konsekvensen? Vil de bare slå op efter de 2 uger er gået? Vil de blive sammen? Eller vil der ske noget helt tredje? Read to find out.

1Likes
2Kommentarer
537Visninger
AA

10. Kapitel 9

Da jeg trådte ud af lufthavnen, blev jeg straks ramt af en meget kold luft. En uge var gået siden jeg sidst havde været her og for at være ærlig, havde jeg ikke glædet mig til at komme hjem igen. Jeg havde selvfølgelig glædet mig til at se Amanda og de andre igen, bortset lige fra Harry. Ham havde bestemt ikke glædet mig til at se igen.

Jeg havde endnu ikke fundet ud af, hvad jeg havde sagt til ham den aften, og det pirrede mig inderligt. Jeg havde ikke snakket med ham siden, og det var jeg kun glad for. Misforstå mig nu ikke, jeg havde stadig følelser for ham, men jeg vidste bare ikke, hvad jeg skulle gøre, når jeg mødte ham igen. Det ville bare blive så akavet.

Jeg gik hen over den øde parkeringsplads, hen til min bil og kort efter var jeg på vej hjem. Det var vel forståeligt, at der ingen biler var, eftersom klokken var et om natten på en torsdag. Ikke mange er oppe på dette tidspunkt, og det ville jeg heller ikke selv være, hvis det ikke havde været for den lange tur hjem.

Men siden det er Denise, eller rettere sagt Charles, chefen over det hele, der betalte turen til og fra New York, så er det vel også dem, der bestemmer, hvornår jeg skal rejse.

Jeg fik hurtigt parkeret bilen og taget mine tasker ud af bagagerummet. Jeg fik mig bevæget op ad trapperne, så hurtigt man nu kan i zombie-tilstand, og smed taskerne inden for døren med det samme, og gik videre ind i soveværelset.

Jeg lagde mig straks på sengen og prøvede at falde i søvn, men mine tanker holdte mig vågen. Lige siden aftenen, hvor jeg ringede til Harry, havde jeg haft svært ved at sove. Mine tanker blev ved med at føre mig tilbage til aftenen, hvor jeg genoplevede det hele, men lige meget, hvad jeg gjorde, kunne jeg bare ikke huske det. Jeg ville så gerne, men jeg kunne bare ikke.

Det sidste jeg husker, er mig, der var på vej hjem sammen med en eller anden fyr, som jeg heller ikke engang kan huske, hvad hedder.

Jeg lagde mig på siden og krøllede mig helt sammen. En tåre faldt ud af mit øje og landede på min seng, og inden længe var min seng gennemblødt.

***

”Emma?” Jeg vågnede ved en, der råbte mig mit navn igennem hele lejligheden. ’Så hold da kæft’, var det eneste, der gik igennem mine tanker, men det hjalp åbenbart ikke kun at tænke det.

”Emma?!” Lyden kom igen, denne gang højere. Jeg rullede om på ryggen og lagde og kiggede op i loftet, mens jeg prøvede at tage mig sammen til at svare personen, der bare var gået ind i min lejlighed. Jeg var egentlig ikke så bekymret for, hvem det var. Da personen kendte mit navn, var det nok ikke en vildt fremmed.

”Emma!” sagde stemmen igen, denne gang uden at råbe, da personen havde fundet vej ind til mit soveværelse. Dejligt. ”Der var du.”

”Ja, Amanda. Gider du ikke og dæmpe dig lidt? Jeg har så ondt i hovedet,” peb jeg og vendte mig om på siden.

”Er du ok?” spurgte hun bekymret og satte sig på sengen. ”Du lugter som et helt værtshus,” fortsatte hun med et lille grin.

Jeg krøllede mig helt sammen og hev min dyne langt op over hovedet, mens jeg begravede hovedet i min pude, så hun ikke kunne høre, at jeg faktisk græd.

Der var helt stille i hele lejligheden, mens jeg tog mig sammen til at svare hende. Selvom hun nok godt vidste, at jeg græd, ville jeg stadig prøve at holde et skjult for hende.

”Jeg har det fint.” Enhver kunne høre, det var en løgn, men det vel forsøget værd. Jeg ville ikke have nogen til at have ondt af mig. Det var jo min egen skyld. Der var ingen, der kunne gøre noget ved det. Ingen. Ikke mig, ikke Amanda, ikke Harry.

”Hold nu op. Enhver kan se, at du har det elendigt,” sukkede hun. Hun var sikkert skuffet over, at jeg prøvede at lyve for hende, men jeg kunne ikke gøre for det. Det var bare som om, at min krop ikke ville lade nogen komme tæt på.

”Tak for komplimenten,” sagde jeg spydigt, hvilket jeg fortryder. Det var ikke meningen, at jeg skulle lyde så sur, som jeg ved, jeg gjorde. ”Undskyld,” var jeg hurtigt til at sige, mens jeg vendte mig om for at kigge på Amanda.

”Det er okay. Jeg ved godt, at du har det svært,” svarede hun hurtigt, mens hun lagde sig ned ved siden af mig. Hun tog min hånd, og sådan lagde vi i et stykke tid inden nogen sagde noget.

”Kom,” sagde hun pludseligt, mens hun satte sig op.

”Hvad skal vi?” spurgte jeg mistroisk, mens jeg alligevel satte mig op. Jeg havde godt af at komme ud af sengen. Jeg tog mig dog hurtigt til hovedet, da det hele begyndte at snurre rundt. Vodkaflasken fra i går var blevet godt og grundigt tømt, men jeg fortryder det ikke. Hvert sekund jeg kan slippe af med smerten, nyder jeg.

”Vi skal ud og gå en tur.” Og med det stoppede jeg.

”Jeg skal ikke ud i offentligheden, mens jeg ser sådan her ud,” sagde jeg hurtigt, mens jeg skulle til at ligge mig ned igen, men jeg nåede det ikke, inden Amanda tog fat i min arm og rev mig op.

”Kom nu! Vi frisker dig bare lige lidt op, og så kan du bare tage solbriller på. Du har godt af at komme lidt ud.” Hun lød lidt sur og kommanderende, men det var nok også det, jeg havde brug for lige nu.

***

Det var faktisk rart at komme lidt ud og få noget frisk luft. Jeg have været inde på Starbucks og hente noget kaffe til os, mens Amanda ventede udenfor. Hun skulle åbenbart lige ringe til nogen, men jeg måtte ikke vide hvem.

Jeg var vel egentlig også ligeglad, men hendes svar irriterede mig endeløst. ”Det finder du ud af,” havde hun svaret. Jeg mener, hvad er det for et svar. Det finder jeg ud af. Det var da noget mærkeligt noget at sige, men hun fik da ret, for da vi sad i Hyde Park, så jeg pludseligt Niall komme gående hen imod os.

Jeg regner i hvert fald med, at det var ham, hun snakkede med.

”Hej Emma,” sagde han forsigtigt, efter han havde sat sig ned på bænken ved siden af mig. Vi havde fundet et godt sted i parken, hvor vi kunne se det hele, men det var ikke så nemt for andre at se os.

”Hej,” svarede jeg stille. Jeg kiggede over på Amanda, som sad på den anden side af mig, og prøvede at sende hende dræberblikket, men fordi jeg havde solbriller på, gik det ikke så godt. Derfor kiggede jeg igen ud over parken.

”Hvad så?” spurgte jeg og prøvede at få samtalen i gang, så vi bare kunne få det overstået. Jeg vidste, at Amanda havde ringet til Niall af en grund, og den grund gættede jeg på, var at få mig i bedre humør. De skulle bare vide, hvor elendigt jeg havde det.

”Ikke så meget,” svarede han, men da blev jeg lige nødt til at tage solbrillerne af, så jeg kunne sende ham et ordentligt dræberblik. Jeg havde nok bare ikke lige overvejet, at mine øjne stadig var røde og puffede, efter at have grædt i morges. Han kiggede ned i sit skød, hvor hans hænder lagde.

Jeg tog solbrillerne på og kiggede igen ud over parken, hvor jeg fik øje på et kærestepar, der sad på en bænk og holdt om hinanden. Det mindede mig om den dag mig og Harry sad her i parken og snakkede om vores familier. Vi havde haft det så sjovt, og det var også det, der fik mine øjne til at blive våde igen.

Jeg var blevet enig med mig selv om, at jeg ikke ville græde mere, i hvert fald ikke i dag, derfor skyndte jeg mig at blinke tårerne væk igen, men mine tanker blev ved med at gøre mig mere og mere ked af det og til sidst rendte tårerne ned af mine kinder.

”Harry siger, at du ringede til ham, mens du var i New York.” Ordene, der pludselig kom fra Niall, overraskede mig mere end nødvendigt, og jeg kiggede straks på ham. Han blik mødte mine solbriller, mens mine øjne blev fanget af hans undskyldende blik.

”Har han fortalt dig, hvad jeg sagde?” spurgte jeg håbefuldt og krydsede alt, hvad der kunne krydses, men da Niall rystede på hovedet, kom mit humør helt ned igen. Jeg havde virkeligt troet, at han ville fortælle det til Niall.

”Ved du, om han har sagt det til nogen andre?” spurgte jeg derefter, denne gang knapt så håbefuldt. Hvis han havde sagt det til nogen af de andre drenge, kunne jeg jo bare spørge dem.

”Han har ikke villet fortælle det til nogen,” sagde han kort og undskyldende.

”Ok.” Jeg lænede mig frem over, lagde mit hoved i mine hænder og sukkede tungt. Hvorfor skulle han også være så hemmelighedsfuld? Hvorfor kunne han ikke bare sige det til en eller anden? Altså, hvorfor ville han ikke sige det til nogen?

Hvorfor skal han altid være så besværlig?

”Hvorfor slog du egentlig op med ham?” spurgte Niall stille. Jeg hurtigt op på ham, da hans spørgsmål overraskede mig en del. Havde Harry nu heller ikke fortalt det?

”Fordi der ikke var grund til, at vi blev ved med at lade som om, når jeg alligevel skulle til New York halvdelen af tiden,” sagde jeg kort. ”Har han ikke fort-.”

”Nej, jeg mener, hvorfor slog du virkelig op med ham?” spurgte han, mens hans øjne borede sig ind i mine, så godt som han nu kunne, da jeg stadig havde solbriller på. Jeg ville godt tage dem af, men jeg vidste, at hvis jeg gjorde det, ville mit hoved bare gøre endnu mere ondt.

Jeg kiggede falskt uforstående på ham lidt, men da han ikke opgav hans blik, vidste jeg, at jeg var blevet afsløret, hvilket medførte et tungt suk.

”Jeg hørte ham snakke med Louis om mig, da jeg kom for at fortælle, at jeg skulle til New York,” sagde jeg kort. Jeg havde ikke lyst til at uddybe det mere, en d nødvendigt, og hvad de sagde om mig, var ikke ligegyldigt.

”Hvad sagde han?” spurgte han stille.

”Ja, hvad sagde han egentligt om dig?” tilføjede Amanda. Jeg sukkede tungt, inden jeg svarede.

”Han sagde, at han var træt af, at jeg bare tvang mig ind i hans liv på den måde.” Jeg sagde det hele med et tungt suk, mens jeg bare sad og kiggede ud over parken.

”Men,” startede Niall, men stoppede i stedet med at trække vejret? Jeg kiggede undrende på ham, inden han pustede luften ud, som han havde holdt inde. Jeg rystede uforstående på hovedet, inden jeg igen kiggede på ham.

”Men hvad?” spurgte jeg. Han kiggede lidt undrende på mig, inden han endelig tog sig sammen til at svare, så ved jeg ikke om det var fordi, han havde glemt, hvad han skulle til at sige eller bare ikke vidste, om han skulle fortælle mig det eller ej.

Det ville ikke komme bag på mig, hvis han havde glemt det.

”Jeg ved ikke, om jeg burde sige det her.” Jeg gætter på mulighed nummer 2. ”Men Harry har altså snakket rigtig meget om dig på det seneste, og han har kun snakket om, hvor sød og pæn du er, og hvor meget han glædede sig til i skulle være sammen igen,” sagde han og rullede med øjnene. Jeg tror vidst, han var blevet træt af at høre på Harry.

Et smil kunne nu ses i hele mit ansigt, og det mener jeg virkelig. Altså, det var så voldsomt, at hvis man kun kunne se min pande, ville man kunne se, at jeg smilede, og så er det voldsomt.

Jeg åbnede munden for at sige noget, men Amanda kom mig i forkøbet.

”Men hvem var det så han snakkede om?” blandede Amanda sig igen. Det var lige præcist det, jeg tænkte på. Hvor vildt! Amanda og jeg er bare soulmates.

”Når,” sagde Niall pludseligt. ”Ham og hans mor har ikke snakket sammen i virkelig lang tid, det ved du vel godt, ikke Emma?” spurgte han. Jeg svarede ved at nikke overdrevent og ventede bare på, at han kom videre i sin historie.

”Well, sidste torsdag, dagen før du hørte det der, kom hans mor pludselig til byen for at snakke med Harry, og det blev han lidt sur over, men det var hun ligeglad med, og flyttede bare ind og begyndte at bestemme over ham,” sagde han, som om det ikke rigtig betød noget. Jeg sad med åben mund og tænkte over, hvad han havde sagt.

Så han snakkede altså om hans mor? Hvad fanden? Jeg har været så ked af det og grædt, fordi han råbte over sin mor? Åh gud, alt det alkohol, jeg har drukket. Hvad fanden? Jeg kunne have holdt den sygeste fest med alt det alkohol. Åh gud, hvor er jeg dum!

Jeg slog mig selv hårdt i panden.

”Hvad laver du?” grinte Amanda. Jeg kunne næsten heller ikke selv lade vær med at grine. Hele situationen har bare været så dum.

Ej, jeg var da næsten også sammen med en eller anden idiot i New York, fordi jeg var så ked så det, og endnu en gang, slog mig selv i panden. Altså, hvad er der i vejen med mig?

”Fuck, hvor er jeg dum!” råbte jeg af vrede og skam med et smil på læben. Smilet var dog ikke glad, på nogen måde. Hvad i alverden tænkte jeg dog på? Føj, hvor jeg dog skammede mig over mig selv. Min opførsel, dog.

”Nej, du er ej. Enhver kunne have taget fejl,” prøvede Niall at trøste mig, dog uden held. For det virkede da bare overhovedet ikke!

Jeg sukkede højt og rullede med øjnene.

”Det er altså rigtigt,” blandede Amanda sig endnu engang.

”Det er sødt af jer, at i prøver at hjælpe mig, men det virker ikke,” sagde jeg kort. Så vidste de det da i der mindste. Jeg rejste mig og gik min vej. Jeg blev nødt til at tænke over tingene.

Jeg kunne høre de kaldte efter mig, men ignorerede dem, jeg ville gerne være alene nu.

***

Efter jeg havde gået i flere timer, vidste jeg egentlig ikke, hvor jeg var. Jeg havde bare fortsat lige ud og drejet et par gange. Alt var helt fremmet for mig. Lige meget, hvor jeg kiggede hen, kunne jeg ikke genkende noget.

Jeg var i et kvarter for meget rige folk, var jeg rimelig sikker på. Man kan selvfølgelig altid være i tvivl. Det begyndte at blive koldt udenfor, og jeg havde ikke nogen trøje med. Jeg holdte om mig selv og prøvede at holde mig varm, mens jeg prøvede at finde hjem.

Flere biler kørte forbi, og jeg blev mere og mere jaloux for hver gang. De havde alle det varmt inde i bilerne, og så gik jeg bare herude og var ved at fryse ihjel.

En bil kørte fordi, men denne stoppede den. Den holdte stille lidt, inden den bakkede tilbage mod mig. Jeg prøvede at ignorere den og fortsatte bare ligeud.

”Emma?” spurgte han forundret. Jeg kiggede hurtigt til siden, hvor Harry sad i bilen. ”Hvad laver du her?”

Jeg kiggede rundt og prøvede at finde en udvej. Jeg vidste jo slet ikke, hvad jeg skulle sige.

”Skal du have et lift?” grinte han kort efter. Jeg overvejede det lidt, inden jeg svarede.

”Nej, det er ok,” svarede jeg kort. Jeg kunne da ikke bare sætte mig ind i bilen sammen med ham, det ville da blive totalt akavet. ”Jeg er snart hjemme alligevel,” løj jeg kort og begyndte at gå videre.

”Emma?” kaldte han med et smil i stemmen.

Jeg sukkede kort, inden jeg vendte mig. ”Ja?” svarede jeg med et smil.

”Det er den anden vej,” grinte han igen. Jeg rullede med øjnene og vendte så rundt.

”Det vidste jeg godt,” sagde jeg flabet, da jeg gik forbi ham igen. Pis, tænkte jeg. Hvorfor fanden skulle jeg også gå den forkerte vej? Ej, så pinligt.

”Emma, sæt dig nu bare ind,” sukkede han til sidst. Jeg genovervejede hele situationen, inden jeg sukkede virkelig tungt og satte mig ind. Det var alt for koldt til at gå hjem.

Der var stille i bilen, sådan virkelig stille. Altså, der var så stille, at man tænker hold da op, det er akavet det her. Så stille.

Jeg overvejede lidt om jeg skulle spørge til mit opkald til ham, men jeg havde ikke lyst til at rippe op i det. Det ville bare ende galt.

Køreturen var lang og stille, som jeg nok har nævnt, og da vi endelig ankom til min bygning sagde jeg et kort ”Tak,” inden jeg skulle til at stige ud af bilen.

”Emma, vent,” sagde han kort. Jeg vendte mit hoved, og kiggede afventende på ham. Jeg havde egentlig stadig solbriller på af en eller anden grund, men det ville bare være mærkeligt, hvis jeg tog dem af nu.

”Ja?” spurgte jeg, da han stadig ikke havde sagt noget.

”Jeg,” startede han, men holdte så en pause. ”Hvordan var New York?” spurgte han. Nå, det havde jeg ikke lige regnet med, at han ville spørge om. Jeg ville da have troet, at han havde spurgt om et eller andet fornuftigt.

”Har du ikke selv været der?” grinte jeg. Nu var det blevet min tur til at grine lidt af ham.

”Jo, det har jeg vel egentlig,” indrømmede han stille og kiggede ud af vinduet. Der gik lidt tid igen, hvor jeg bare kiggede afventende på ham.

”Harry,” sagde jeg kort, for at fange hans opmærksomhed, og han kiggede straks på mig igen. ”Jeg går altså ind nu.” Lige da jeg havde sagt det, kiggede hans straks mærkeligt på mig. Jeg kan ikke helt placere udtrykket i hans øjne, da det så meget mærkværdigt ud.

”Vent,” sagde han og tog min hånd. ”Jeg har savnet dig.”

Jeg kiggede ned på vores hænder, og jeg kunne ikke stoppe smilet på mine læber. Tro mig, jeg prøvede, men det var helt uden held, for smilet voksede sig bare større og større.

”Jeg har også savnet dig,” indrømmede jeg og kiggede ham i øjnene. Han smilte større end jeg havde forventet, men det forsvandt hurtigt og blev erstattet af et mere seriøst ansigtsudtryk.

Han begyndte at læne sig tættere på mig, og det samme gjorde jeg. Altså lænede mig frem mod ham. Jeg begyndte stille at lukke øjnene og gjorde mig mentalt klar til kysset, som var godt på vej.

Da vi endelig mødtes var det som om jeg kunne høre englene synge! Ej, ok, men det var ret godt. Han er god til at kysse!

Vores kys blev afbrudt af en telefon, der ringede. Vi stoppede med at kysse, men vores læber rørte stadig hinanden. Ingen af os, havde lyst til at flytte os.

Jeg begyndte stille at grine, ikke fordi det var sjovt, men fordi jeg var så glad. Jeg trak mig stille fra ham og begyndte at lede efter min telefon, som ikke var der. Jeg havde helt glemt, at jeg havde glemt den derhjemme.

”Hallo?” sagde han, da han havde taget telefonen. Han kiggede mig dybt i øjnene med et kæmpe smil i ansigtet. Hans hånd holdte stadig om min og holdte den varm. Hans kys sad stadig på mine læber, og jeg kunne umuligt blive mere lykkelig lige nu.

”Jeg bliver nødt til at smutte nu,” sagde han og surmulede på en sjov måde, der igen fik mig til at grine.

”Ok,”  sukkede jeg og gav hans hånd et lille klem, inden jeg efterlod ham alene tilbage i bilen. Jeg gik ind og for første gang i et stykke tid, havde jeg ikke lyst til at drikke, men jeg havde dog lyst til at ryge.

Jeg er bange for, at jeg er ved at blive afhængig af det skidt, måske jeg skulle tage og stoppe, men det gider jeg ikke.

 

....................

Jeg beklager til jer få, der måske følger med her, men kapitlerne kommer til at komme med nogle mærkelige mellemrum.

Jeg er ked af det for tiden, som i måske også kan se på den måde, jeg skriver på..

--Peace out--

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...