Love Game

Det hele startede den aften med legen sandhed eller konsekvens og nu skulle hun altså tilbringe 2 uger som Harry Styles' kæreste. Det skulle nok blive godt!

Du har sikkert hørt om hende. Emma Johnson, den landskendte model, der er bosat i London? Hende der er så skør og altid er med på den værste? Hun er altså lige blevet Harry Styles' kæreste i 2 uger.

Men hvad sker der i de 2 uger? Vil alt gå efter konsekvensen? Vil de bare slå op efter de 2 uger er gået? Vil de blive sammen? Eller vil der ske noget helt tredje? Read to find out.

1Likes
2Kommentarer
541Visninger
AA

9. Kapitel 8

New York er den smukkeste by, jeg i mit liv har set. Den er 'absolutely fantastic'! Det er ubeskriveligt.

Jeg ved godt, at jeg ikke burde tænke det, men jeg ville ønske, at Harry var her, så han kunne se det. For at være helt ærligt, så savner jeg ham, selvom jeg ved, at det aldrig kan blive til noget mellem os, siden han ikke rigtig kan lide mig - rettere sagt; hader mig. Jeg ville bare ønske, at han ikke hadede mig, så er alt andet lige meget. For min skyld kunne han lade vær med at snakke til i mig resten af livet, så længe han ikke hadede mig.

Jeg gik rundt på mit hotelværelse og prøvede at gøre mig klar til at gå i byen, mens jeg drak af den flaske vodka, jeg havde sneget med ind. Jeg skulle bare ud og drikke mig selv i hegnet i aften, så jeg kunne prøve og glemme noget af alt det hele - måske jeg har et problem? Nej da! Jeg kan godt styre det. Altså bare fordi, at jeg har brug for at drikke for at glemme alting omkring mig lidt, betyder vel ikke, at jeg har et problem med alkohol. Aldrig.

Nu var jeg klar til at forskrække hele New York med mit mærkelige jeg. Og mit overraskende gode udseende - ej, jeg driller bare (eller måske ikke).

Endelig var jeg klar til at gå i byen, med min røde stropløse kjole og mine hvide sneakers på. Jeg ville gerne have været i byen i går, men fordi jeg var alt for træt efter fly-turen, valgte jeg at blive hjemme på hotellet i stedet - hvilket nok også var en god idé.

Jeg skyndte mig ud af døren med nøglekortet i hånden og videre hen til elevatoren. Da jeg boede på 16. sal, tænkte jeg, at jeg ikke lige orkede at gå ned af trappen. Jeg trykkede på elevator-knappen og gemte nøglekortet godt nede i min bh, så man slet ikke kunne se den. Jeg gad ikke og bære rundt på min taske, så derfor havde jeg også gemt nogle penge dernede et sted.

På vej ud af bygningen trådte jeg ned i et hul, og min ankel begyndte at gøre lidt ondt, men det gik hurtigt over igen. Ingen skade er sket. Derfor fortsatte jeg bare videre ind i byen. Alene.

Jeg må indrømme, at det er lidt kedeligt at gå i byen alene, men det er bedre end at sidde alene hjemme på hotelværelset. Det var enten det, eller at gå i byen. Du ville have valgt det samme.

Jeg gik ned ad gaden og vidste ikke rigtig, hvor jeg skulle gå hen, lige indtil jeg kunne høre musikken hamre et stykke væk. Jeg valgte at følge musikken, men den ledte hen til en privatfest i et eller anden hus, der mest af alt lignede en lagerbygning.

Man skulle tro, at et var nemmere at finde en club i New York, men jeg har da vist fået et hotelværelse i den kedelige ende af byen.

"Hey!" hørte jeg en råbe og vendte mig om for at se, hvem det var. Det var bare en eller anden fulderik, der vaklede hen imod mig. Han var faktisk ikke helt grim, hans mindede mig faktisk lidt om Harry. Han havde de samme krøller, men hans ansigt var helt anderledes. "Skal du med til fest eller hvad?" råbte han igen, efter han var kommet hen til mig. Han havde vist fået lidt for meget at drikke.

"Ok," svarede jeg - uden at råbe. Det var virkelig unødvendigt, siden vi stod op og ned af hinanden, men det havde han vist ikke fattet. Jeg begyndte at gå hen imod indgangen til bygningen, men vendte mig lige kort om, for at se om ham drengen var med, hvilket han ikke var, da han lagde på fortovet og kastede op ind i hækken.

Jeg ventede fint til han var færdig, før jeg hjalp ham op igen og begyndte at gå hen mod indgangen - igen. Han tørrede sin mund med håndryggen og holdte den så frem mod mig. "Hej, jeg hedder Matt," smilede han.

"Emma," svarede jeg kort og undlod at røre hans hånd. Den var lidt for klam.

Da vi kom ind, kom der straks nogen løbende hen mod os.

"Hvor har du været!" råbte hun højt - sådan virkelig højt - og så meget sur ud. "Og hvem er nu det?" Han rejste sig lidt op og mente ikke, at han havde brug for min støtte mere, da han åbenbart synes, at han godt selv kunne holde balancen. Jeg kunne se på ham, at han skulle til at forklare, men inden han nåede det, havde hun givet ham en ordentlig lussing, så han hurtigt mistede balancen, som han ellers lige havde holdt meget godt.

"Hey. Slap lige af," sagde jeg hurtigt og satte mig på hug, for at se om han havde slået sit hoved i faldet, men igen; ingen skade sket.

"Bland dig uden om, so!" råbte hun igen, og det skulle hun bestemt ikke have gjort, for hvis der noget, der bringer mit pis i kog, så er det at blive kaldt noget af fremmede mennesker. Det har de da ingen ret til!

"Hvad sagde du?" spurgte jeg hende, efter jeg havde rejst mig og gav hende derved en chance for at lave det om. Jeg kiggede hende dybt i øjnene og ventede bare på, at hun skulle svare.

"Jeg sagde: Bland dig uden om, so," sagde hun truende og lagde trykket på 'so', for at pisse mig mere af. Hun skulle have lavet det om, for efter kort tid lagde hun ovenpå Matt, med hvad jeg regnede med ville blive til et blåt øje. Nemlig, jeg gav hende en ordentlig knytnæve lige på siden af hovedet.

Hun rejste sig hurtigt op igen, og jeg kunne se, at hun havde slået sit hoved lidt mere, end jeg først havde troet. Hun så ikke ud til, at hun havde lagt mærke til, at hun havde slået hovedet i væggen og nu blødte ned ad siden af hovedet, men hun så mere ud til at ville have hævn. Så derfor blev jeg hurtig enig med mig selv om at begynde og løbe, hvilket nok også var en god idé.

Da jeg var kommet et godt stykke væk fra festen, begyndte jeg at gå igen. Heldigvis var jeg ikke så kendt her i landet, så derfor var der ikke nogen journalister, der prøvede at tage et billede af mig. Jeg må indrømme at min hånd var lidt øm efter slaget, men det var ikke noget, der var så slemt.

Jeg fortsatte videre og kom endelig til en bar - det var da på tide. Jeg gik hurtigt ind og satte mig med det samme oppe ved baren, på en af de høje stole og bestilte en stor øl, som hurtig var væk igen, men det gjorde ikke noget, for inden længe stod der en ny foran mig.

Jeg kiggede forvirret rundt, da det ikke var mig, der havde bestilt den, men den var åbenbart 'fra herren ved bordet ude til venstre', som bartenderen havde forklaret. Da jeg endelig fik øje på ham, løftede jeg glasset og skålede med ham. Det var ikke så svært at se, hvem det var, da han sad og overgloede mig. Han sad sammen med nogle andre, som også sad og skævede til mig, det var faktisk meget sjovt. Han håbede nok på at score mig.

Jeg kiggede kort efter væk igen og ventede vel egentlig bare på, at han skulle komme over til mig, og jeg behøvede da heller ikke at vente i særlig lang tid, for efter få sekunder stod han ved siden af mig.

"Hej," sagde han kort med et frækt blik i øjnene. Jeg sad lidt og studerede hans ansigt; han var faktisk ikke særlig køn, men han så ud til at have meget selvtillid, hvor det kom fra, det ved jeg godt nok ikke.

"Hej," svarede jeg ham og kiggede væk igen og tog en tår af min øl. Jeg ville ikke virke alt for desperat, men jeg ville jo gerne - hvis du forstår sådan et lille peberfrø.

"Simon," sagde han og strakte hånden ud foran mig, men efter oplevelsen i aften med Matt, tænkte jeg, at jeg nok heller måtte lade vær. Jeg skulle ikke risikere at få et eller andet mærkeligt på min hånd.

"Emma," sagde jeg og kiggede på ham igen. Jeg lod vær med at tage hans hånd, og jeg tror, han blev lidt tøsefornærmet over det, men det må han altså lige lære at leve med.

”Du ser godt ud,” sagde han og blinkede til mig. Ja, det er fint du, tænkte jeg bare, men det sagde jeg jo selvfølgelig ikke.

”Tak,” sagde jeg med et lille fint smil på læben og kiggede væk igen.

***

"Her bor jeg så," sagde jeg smilende og kiggede op på hotellet. Simon insisterede på at følge mig hjem, hvilket jeg ikke havde noget imod. Det var lidt svært at finde hotellet, men med hinandens hjælp fandt vi det.

Inden jeg nåede at kigge tilbage på ham, havde han allerede taget min hånd. Jeg kiggede derfor overrasket på ham, da jeg ikke lige havde forventet, at han lige pludselig ville holde mig hånden, men altså, hvis det er sådan, han ville prøve at score mig, så skulle han da have lov til det.

For en gang skyld gad jeg godt og blive scoret, hver gang er det fandme mig, der skal gøre hele arbejdet, denne gang er det hans tur. Det sjove var bare, at han ikke vidste, at han allerede havde scoret mig.

Han tog kort efter sin hånd op til min kind, som han kærtegnede kort, inden han lænede sig frem imod mig, for at give mig et kys. Jeg kiggede ham dybt i øjnene og ventede bare på kysset.

Jeg synes ærlig talt, at han var rimelig langsom, og det var derfor jeg tog initiativet og smaskede mine læber mod hans først.

Han virkede overrasket, men jeg kunne hurtigt mærke smilet i kysset.

Det føltes lidt mærkeligt at kysse ham. Det føltes som om det var forkert, men jeg vidste ikke helt hvorfor. Hele aftenen havde jeg haft det hyggeligt, jeg havde haft det sjovt, lige indtil det øjeblik, hvor jeg kyssede ham. Det er svært at forklare den følelse jeg fik, men hvis jeg skulle beskrive med et ord, ville det være skyldfølelse. Jeg ved bare ikke hvorfor jeg skulle føle skyld for at kysse en fremmed fyr.

Da jeg endelig trak mig fra ham, varder placeret et kæmpe smil i hans ansigt, men ikke på mit. Jeg var så nede over den skyldfølelse, som jeg havde følt og blev ved med at føle.

"Er du ok?" Spurgte han og virkede som om, han bare ikke kunne være mere ligeglad. Han ville sikkert bare i seng med mig, hvilket jeg ikke bebrejdede ham for.

"Nej. Jeg bliver nødt til at gå," sagde jeg og vendte rundt. Ikke noget med at sige farvel eller noget, jeg gik bare. Jeg skænkede ham ikke engang et blik, jeg fortsatte bare hen mod elevatoren.

Da jeg stod inde i elevatoren, lod jeg tårerne få frit løb, de rendte ned af mine kinder og ind i mellem røg der et hulk hen over mine læber. Jeg var så ked af det, det var ubeskriveligt.

Jeg havde fået så store følelser for Harry på så kort tid, og han hadede mig for sen konsekvens, hvorfor holdt jeg ikke også bare min kæft? Jeg skulle aldrig have tænkt på, at Harry skulle være min kæreste. Jeg skulle aldrig have startet med at snakke med Harry.

Jeg skulle aldrig have taget med til den fest til at starte med.

Da elevatoren stoppede på 16. sal løb jeg hen til mit værelse. Jeg fik hurtigt døren låst op, så jeg kunne komme ind og smide mig på sengen, men da satte mig ned på sengen, ramte jeg min vodkaflaske fra før. Den var næsten fuld, og jeg havde egentlig ikke fået så meget at drikke i løbet af aftenen, så derfor valgte jeg at tage en tår.

Jeg ved godt, at det måske ikke var så smart, men jeg kunne bare ikke lade vær, - jeg elsker den smag af alkohol og især når jeg er ked af det – men som du nok allerede havde regnet ud, blev en tår til mange, og det endte med, at jeg sad oppe i vindueskarmen, med vinduet åbnet, og røg en smøg.

Men som du nok også havde regnet ud, endte det selvfølgelig ikke der. Nej, jeg skulle jo ringe rundt til alle dem i min telefonbog, deriblandt også Harry.

Jeg aner virkelig ikke, hvorfor jeg skulle ringe til ham. Det er det dummeste, jeg nogensinde har gjort - og det er ikke bare i den her uge, men hele året!

”Harry, undskyld. Jeg ved godt, at det var dumt af mig at tvinge dig til at være min kæreste, men vil du ikke nok tilgive mig. Jeg kan simpelthen ikke leve med, at du hader mig. Jeg..” jeg stoppede kort for at overveje om skulle fortsætte, men som den fulde stodder, jeg endnu engang var, fortsatte jeg jo selvfølgelig. ”Jeg elsker dig.”

Efter jeg havde sagt det, som jeg skulle sige, lagde jeg på. Han kunne jo alligevel ikke svare, da jeg jo bare snakkede til telefonsvareren, så der var ikke andet end at vente til han svarede.

***

Jeg vågnede ved at trafikken larmede ude foran mit vindue, og fordi det var tidlig morgen, tænkte jeg ikke over, at det var fordi mit vindue stod vidt åbent. Jeg rejste mig irriteret op, og det var der, tømmermændene ramte mig. Hold fast, hvor havde jeg det dårligt. Jeg rendte direkte ud på badeværelset og kastede op. Man skulle tro det ville hjælpe, men jeg havde det stadigvæk meget dårligt.

Jeg rejste mig stille op og gik ind til min seng igen. Jeg smed mig endnu engang på den og endnu engang ramte jeg min vodkaflaske. Smart? Nej!

Nå, men jeg havde da ikke drukket så meget i går, fordi der var stadig en halv flaske tilbage, hvilket undrede mig lidt, da jeg altid plejer at tømme flasken. Jeg gik nok kold.

Jeg rakte ud efter min telefon for at se, hvad klokken var, men det jeg så var langt værre. Harry havde ringet til mig? Hvorfor?

Jeg tog hurtigt telefonen op til øret, efter jeg havde ringet til voicemail.

Der var stille i et stykke tid, indtil jeg hørte et meget tungt suk. "Emma, jeg ved slet ikke.." han holdte en kort pause, inden han fortsatte. "Jeg hader dig ikke." sluttede han, og kort efter kunne jeg høre den velkendte stemme, der spurgte mig, om jeg ville høre beskeden igen. Jeg lagde med det samme på, inden han nåede at snakke færdig. Jeg gad virkelig ikke og høre på ham lige nu, eller nogensinde for den sags skyld.

Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige. Han hadede mig ikke? Men hvem snakkede han så om? Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv lige nu. Hvorfor tror han lige pludselig, at jeg hader ham? Hvad snakkede han egentlig om?

Jeg bestemte mig for at gå ud og finde et pizzeria. Jeg havde meget kvalme, og jeg var egentlig ikke særlig sulten, men jeg blev enig med mig selv, om det nok var bedst, hvis jeg fik noget mad i maven.  Derfor tog jeg mit tøj af fra i går, som jeg af en eller anden grund, har sovet i, og tog mine joggingbukser og en af mine mange løse t-shirt på. Derefter satte jeg mit hår op i en eller anden virkelig grim knold, og sidst, men ikke mindst, tog jeg mine tømmermænds solbriller i håret.

Mine tømmermænds solbriller er virkelig stærkt tonet, hvilket vil sige, at de er fantastiske, når solen skinner, og man har tømmermænd, deraf navnet.

Jeg bevægede mig som en zombie ud til elevatoren og videre ud af den, efter vi var ankommet til lobbyen. Jeg nærmest listede ud af bygningen, fordi jeg gik så langsomt og hen mod det nærmeste pizzeria, som heldigvis ikke var så langt væk.

Jeg skyndte mig så langsomt, som jeg kunne hen mod det, og fik hurtigt bestilt en pizza med løg og bacon på – den bedste tømmermænds kur i verdenen. Det er virkelig den bedste pizza, man kan få – og tænk, jeg blev nødt til at særbestille den, fordi de ikke havde den på menuen. Hvad sker der lige for det?

Jeg satte mig ved at af bordene og bare ventede på pizzaen. Jeg undrede mig stadig over, hvad der egentlig var sket her til morgen. Havde jeg ringet til Harry i min brandert? Det er virkelig skidt, hvis jeg gjorde, og hvad havde jeg egentlig sagt til ham? Åbenbart et eller andet med, at han hadede mig – så meget ved jeg da, men hvad jeg ellers har sagt til ham, ved jeg ikke. Jeg havde i hvert fald gjort ham mundlam..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...