Love Game

Det hele startede den aften med legen sandhed eller konsekvens og nu skulle hun altså tilbringe 2 uger som Harry Styles' kæreste. Det skulle nok blive godt!

Du har sikkert hørt om hende. Emma Johnson, den landskendte model, der er bosat i London? Hende der er så skør og altid er med på den værste? Hun er altså lige blevet Harry Styles' kæreste i 2 uger.

Men hvad sker der i de 2 uger? Vil alt gå efter konsekvensen? Vil de bare slå op efter de 2 uger er gået? Vil de blive sammen? Eller vil der ske noget helt tredje? Read to find out.

1Likes
2Kommentarer
525Visninger
AA

8. Kapitel 7

"Don't you worry, don't you worry child." Jeg vågnede, ved at telefonen ringede. Uden at vide, hvem der egentlig ringede, tog jeg telefonen.

”Hallo?” sagde med den værste morgenstemme, der fandtes. Jeg var godt nok træt. Jeg havde det som om klokken var 6 om morgenen. Jeg kiggede kort på uret i stuen, men blev overrasket over, at den sagde klokken var 12. Jeg gned hurtigt mine øjne og prøvede at kigge igen. Jo, den var god nok.

”Det er Diane. Jeg har brug for dig på arbejdet i morgen,” sagde hun. Det er bare løgn, tænkte jeg.

”Men jeg har ferie, Diane,” forsvarede jeg mig, idet jeg satte mig op i sofaen og en flaske røg faldt ned på gulvet. Hun grinte kort, inden hun valgte at fortsætte.

”Det er i New York,” sagde hun kort. Vent lige. Sagde hun lige New York? Som i New York i USA? Emma, din skovl, hvor ligger der ellers en by, der hedder New York?

”Hv- Hvad?” stammede jeg. Det var ikke til at forstå. Jeg skulle til New York!

”Du skal til New York i morgen indtil på fredag,” forklarede hun kort. ”Jeg bliver nødt til at løbe. Jeg ringer senere med oplysninger omkring din flybillet.”

”O- Ok,” fremstammede jeg efter kort tids stilhed, men jeg var rimelig sikker på, at hun ikke nåede at høre det, inden hun lagde på.

Jeg sad lidt og tænkte over, hvad hun egentlig havde sagt, efter jeg havde lagt telefonen fra mig. Jeg skulle til New York og arbejde. Jeg ville blive kendt i andre lande. Ikke kun England, men også USA – efter lidt tid selvfølgelig. Det var ikke til at fatte. Jeg kunne overhovedet ikke forstå det.

Jeg rejste mig langsomt op, samlede vodka flasker op fra gulvet og så at der var lidt tilbage i den. Jeg overvejede lidt, om jeg skulle drikke det. Jeg kunne godt mærke, at jeg stadig var påvirket fra i går, og det ville måske ikke være den bedste ide, at begynde og drikke igen, men fuck det, tænkte jeg og bundede det sidste. Det var godt.

Jeg overvejede lidt, hvad jeg skulle gøre nu. Jeg ville ikke bare dele glæden med mig selv, men også Amanda og Harry, og lige nu var jeg faktisk lidt ligeglad med om Harry hadede mig, eller hvad han gjorde, han skulle vide det. Jeg var hurtigt til at finde min telefon frem igen og ringe til Amanda.

”Blondie!” råbte hun med det samme og fik mig til at smile endnu mere, hvis det var muligt.

”Amanda!” råbte jeg tilbage, bare for at gøre lidt grin med hende. Jeg kunne kort efter høre en klukken i den anden af røret, hvilket også fik mig til at klukke en smule.

”Hvad så!” råbte hun igen. Jamen dog, som hun er frisk i dag.

”Jeg skal til New York!” Jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne få det sagt med det samme, men jeg tror også, at hun blev lidt chokeret, da der ikke rigtig kom noget svar fra den anden ende. Stilheden blev dog hurtig afbrudt af et så højt skrig, at jeg blev nødt til at holde telefonen lidt væk fra mit øre.

”Hvad?!” Hun lød meget glad. Meget gladere end mig, hvis det var muligt.

”Du hørte mig godt,” sang jeg, hvilket jeg nok ikke skulle have gjort.

”Hvor meget har du drukket? Hvorfor har du drukket? Har du drukket i dag? Helt ærligt, Emma, enten er der noget galt, eller også kedede du dig bare rigtig meget, og jeg gætter på at det ikke er den sidste, så hvad er der sket?” Hun holdte ingen pause og skiftedes lidt med at råbe og snakke normalt. Hun kender mig alt for godt.

”Jeg kyssede Harry i går, og han trak sig væk,” sagde jeg kort, og mit humør blev hurtigt dårligt igen. Smilet på mine læber, som ikke var svær og overse for lidt siden, forsvandt hurtigt og blev erstattet af en tåre, der trillede stille ned af min kind. – Det skal måske lige siges, at jeg bliver meget følsom, når jeg er påvirket, og det er lige meget, om jeg så bare har fået en enkelt øl.

”Jeg er på vej over til dig nu,” sagde hun kort, og jeg kunne høre, at hun var ved at gøre sig klar.

”Nej!” sagde jeg kort. Jeg ville ikke have, at hun skulle komme, og jeg skulle alligevel snart hen til Harry, for at fortælle ham de gode nyheder. ”Jeg er selv på vej ud af døren.”

”Ok, men vi snakker om det her senere,” sagde hun meget bestemt. Hun skal også bare altid bestemme alting, men jeg valgte at gøre mig enig.

”Ok,” sukkede jeg. ”Vi ses.”

”Ses skat,” sagde hun overgearet, og inden hun kunne nå at tilføje mere, lagde jeg på. Jeg ved godt, at det måske ikke er så sødt sagt, men jeg ville gerne hen til Harry. Der blev det lige ’dicks before chicks’, ups. Never mind, life goes on.

Inden jeg skulle nogen steder, blev jeg nødt til at skifte, derfor gik jeg ind i soveværelset for at skifte til noget andet tøj. Jeg gad altså ikke og tage hen til Harry i det tøj, som jeg lige havde sovet i. Derfor fandt jeg i stedet en hvid top, et par lyseblå denim jeans og en stor, sort hættetrøje frem og fik hurtigt skiftet. Jeg ville ikke have at nogen skulle genkende mig i den her tilstand, og nu jeg tænker over det, burde jeg måske skaffe noget tyggegummi, så jeg ikke stinker af alkohol. Det må jeg købe på vejen.

Jeg kunne se solen skinne udenfor, derfor tog jeg et par solbriller i min farverige, stribede taske sammen med alt muligt andet bras, som jeg sikkert ikke fik brug for. Jeg kiggede mig hurtigt i spejlet, men det jeg så var forfærdeligt. Det blev jeg nødt til at gøre noget ved. Jeg kunne godt mærke, at jeg havde grædt i går, men jeg troede ikke, at mine øjne ville være så puffede.

Jeg tog hurtigt lidt pudder på og gjorde alt for at dække det til. Jeg lagde lidt mascara og en lys øjenskygge, som man næsten ikke kunne se, men det var stadig nødvendigt. Det var bedre.

Nu var jeg færdig, og hurtigere end man kan sige: ’fem flade flødeboller på et fladt flødebolle fad’, havde jeg fået mine sneakers på og var ude af døren, og siden jeg boede på 8. sal, og der var en elevator, var jeg også hurtigt ude af bygningen. Jeg tog hurtig min hætte, på hættetrøjen, over hovedet og prøvede at skjule mit ansigt for de mennesker, jeg gik forbi på vejen.

Inden længe stod jeg foran Harrys dør, men da jeg skulle til at banke på, hørte jeg ham råbe på en side af døren.

”Jeg gider hende ikke længere. Hun er alt for påtrængende, det er for meget. Hun har ingen ret til at vade ind i mit liv på den måde uden at give mig noget valg,” hørte jeg Harry skælde ud. Jeg vidste ikke, hvem han snakkede med, men jeg var ret sikker på, hvem han snakkede om. Mig. Hvem skulle det ellers være? En anden falsk kæreste? Nej. Det ville ikke rigtig give mening.

”Hold nu op. Giv hende nu en chance for at forklare sig,” hørte jeg Louis forsvare mig, men om han sagde mere, aner jeg ikke noget om, da jeg gik. Jeg havde ikke lyst til at høre mere. Jeg havde hørt nok, og jeg vidste præcis, hvad jeg nu skulle gøre.

Da jeg var kommet ud på gaden, skyndte jeg mig at tørre mine tårer væk og fandt hurtigt mine solbriller frem. Det var vidst godt, at det var en vandfast mascara, jeg havde taget på. Jeg fandt derefter min telefon frem, og der gik ikke mange øjeblikke, før der blev svaret, og Harry var i den anden ende af røret.

”Hej Em,” sagde han med en udtryksløs stemme.

”Hej,” sagde jeg stille, men prøvede at lyde så glad som mulig. Det failede lidt, da jeg snøftede.

”Hvad så? Er du ok?” spurgte han og lød pludselig lidt bekymret? Hvordan hænger det lige sammen?

”Jeg kan ikke det her mere,” sagde jeg stille, mens endnu trillede ned af kind, og jeg snøftede igen.

”Hvad mener du?” spurgte han om og lød meget forvirret. Fedt, nu skulle jeg også til at uddybe, det syntes jeg altså ikke lige, at jeg orkede, men jeg blev vel nødt til det.

”Vi kan ikke være kærester mere,” sagde og prøvede at lyde så ligeglad som muligt, mens mine kinder bare blev mere og mere våde. Jeg hader når jeg er så følsom. Fuld og følsom – den værste kombination.

”Jeg forstår ikke. Hvorfor?” spurgte han fortvivlet.

”Jeg skal rejse til New York i morgen og skal være væk indtil på fredag. Det vil sige, at vi kun har en dag tilbage, så derfor kan vi lige så godt stoppe det nu,” forklarede jeg, idet jeg kom ind i parken. Jeg ville ikke hjem lige nu, jeg ville bare gerne nyde sommervejret i selskab med fremmede mennesker.

”Jamen, hvad med konsekvensen?” spurgte han om efter kort tids stilhed. Selvfølgelig var det det, han tænkte på. Jeg sukkede tungt, inden jeg valgte at svare ham.

”Det er lige meget. Den er ophævet, hvis vi stopper nu, kan vi også sige til pressen, at vi aldrig har været kærester,” sagde jeg stille - endnu en god grund til at stoppe det.

”Harry?” spurgte jeg stille, da han efter et stykke tid stadig ikke havde svaret.

”Fint.” Det var et kort og simpelt svar, som han kom med, og det lød ærligt takt som om, han var sur igen, hvilket undrede mig en smule, men eftersom jeg var træt og bagstiv, lagde jeg ikke mere i det.

”Men vi ses vel engang?” spurgte jeg prøvende, da jeg tænkte, at han nok ikke gad og se mig igen efter det jeg havde gjort, og det han havde sagt.

”Ja,” sagde han bestemt. Han er altså meget forvirrende i dag, det er slet ikke til at forstå, hvad han mener, men det kan selvfølgelig også bare være mig, der er helt væk.

”Farvel Harry,” sagde jeg til sidst.

”Farvel.” Og med det lagde jeg på. Jeg fandt en bænk nede ved søen og slog mig ned. Der var dejligt lige her, men det var en smule varmt og have en stor, sort hættetrøje på, så derfor tog jeg den, efter kort tid, af. Så kunne jeg måske også få lidt mere sol på armene.

Man kan ikke ændre på det, der er sket, men hold fast, hvor ville jeg ønske, at jeg kunne.

Jeg sad og nød udsigten lidt. Her var smukt. Jeg kunne se nogle børn ovre på den anden sidde af søen, der rendte rundt og legede med en hund, mens deres forældre sad på et tæppe og kiggede på. Det så helt vildt hyggeligt ud.

Jeg lagde mig ned på bænken og kiggede op på skyerne, som der faktisk ikke var nogen af, så derfor kiggede jeg bare op på den blå himmel, som var så fin.

***

”Undskyld?” Jeg vågnede ved at nogen prikkede til mig. ”Er du ok?” spurgte manden. Jeg skyndte mig og sætte mig op og kiggede så på manden, inden jeg nikkede lidt for ivrigt.

”Ja. Jeg har det fint, tak,” forsikrede jeg ham med et smil på læben. Han gav også et smil fra sig og forsvandt så. På en måde var det jo løgn. Jeg havde det ikke fint, ikke kun på grund af det med Harry, men også fordi, at jeg nu havde tømmermænd – fanta-fucking-lastisk. Det hele kunne bare ikke blive værre nu – eller jo, hvis Diane nu ringede og sagde at New York-turen var aflyst, så kunne det godt være, at jeg faldt død om.

Kender du det, hvor du drikker og så er der nogle ting, som du bare ikke kan huske? Nå, men sådan har jeg det lige nu. Jeg kan ikke huske, at jeg gik herover, og hvordan var jeg egentlig endt på den her bænk? Jeg kan huske, at jeg hørte Harry snakke med en eller anden om mig, og så kan jeg huske, at jeg snakkede med Harry, men om hvad, kan jeg ikke huske.

Jeg kiggede på min telefon for at se, hvad klokken var, men det glemte jeg hurtigt, da jeg så at Diane havde prøvet at ringe til mig tre gange. Da, gik jeg en smule i panik, for ikke at sige meget. Med skrækken for, at hun skulle aflyse turen til New York, ringede jeg op til hende. Det kunne jo sagtens, at jeg tog fejl.

”Hvorfor tager du ikke telefonen, når jeg ringer?” råbte hun straks, hvilket overraskede mig meget.

”Undskyld,” svarede jeg hurtigt og håbede på, at hun ikke ville råbe mere, da det faktisk gjorde ondt i hovedet.

”Din flybillet er klar. Kan du komme forbi og hente den nu?” spurgte hun i et mere stille toneleje, men lød stadig sur, hvilket ikke overraskede mig, da hun altid er sur.

”Ja, det kan jeg godt,” sukkede jeg glad og kort tid efter, hørte jeg den velkendte tone, der fortalte, at hun havde lagt på, men i dag var så ligeglad, som man kunne blive. Jeg var glad! Heldigvis tog jeg fejl. Jeg var ovenud lykkelig igen. Du fatter det ikke. Det er faktisk ikke så tit, jeg tager fejl.. Ha!  Jeg tager altid fejl. Jeg er så dårlig til at gætte ting. Jeg gætter altid alt for meget.

Jeg rejste mig hurtigt op, men tog mig dog hurtigt til maven, da jeg begyndte at få kvalme. Puha, jeg drak for meget, både i går og i dag. Ej, jeg lugter garanteret stadigvæk langt væk af sprut. Jeg skal så meget hjem og børste tænder og i bad, men først skal jeg forbi arbejdet.

***

Skrubbe, skrubbe, skrubbe. Hold fast, hvor jeg elsker at være i bad. Det er noget af det bedste jeg ved. Følelsen af det dejlige, varme vand, der løber ned af ens krop – det er fantastisk! Bare følelsen af at blive ren igen, den er så fantastisk. Og så er det bare sjovt at lege med sæben. Især når man tager karbad! Men det blev ikke lige i dag. I dag blev det kun til et almindeligt brusebad.

Jeg trådte lige så stille ud af badet, da jeg utallige gange var faldet, fordi jeg er en klump, og tog et håndklæde om mit hår og min krop. Derefter dansede jeg ind i soveværelset, til den musik som jeg hørte, og fandt allerførst undertøj frem. Jeg fandt en sort bh og et par sorte trusser frem og tog det hurtigt på, så jeg kunne smide håndklædet på gulvet. Jeg elsker at have matchende undertøj på, jeg føler mig bare lidt mere fin så.

Jeg fandt derefter en hvid skjorte frem, som jeg knappe helt op og til sidst en stram, højtaljet nederdel frem, som gik til lige under brystet og ned til midt på låret. Jeg besluttede mig for at pakke med det samme, men først skulle jeg lige have tørret mit hår.

Derfor gik jeg ud på badeværelset igen og fandt hårtørreren frem. Jeg synes, det er meget sjovt at bruge hårtørreren og bare blæse luften i hovedet på mig selv. Bare varmen i sig selv er skøn.

Da mit hår efter lidt tid var blevet lidt mere tørt, så det nu var fugtigt i stedet for drivvådt, gik jeg ind i soveværelset igen og fandt min store kuffert frem fra under min seng, hvor den havde ligget og samlet støv i gud ved hvor lang tid.

Jeg tog et sæt tøj med til hver dag, selvom jeg vidste, at det ikke var nødvendigt, så bare for en sikkerhedsskyld. Derefter pakkede jeg bare alt muligt andet ned, så jeg til sidst blev nødt til at finde min anden, lidt mindre, kuffert frem. Den blev dog ikke fyldt, men så var der også plads til, at jeg kunne købe noget derovre.

Endelig var jeg færdig med at pakke det hele ned og nu skulle jeg bare af sted. Der blev jeg så nødt til at vente til i morgen. Jeg kunne pludselig høre min mave rumle og blev enig med mig selv om at finde noget mad. I dag ville jeg ikke have noget let noget, og så var jeg ligeglad med, om jeg var sulten nu. Jeg skulle have et ordentlig godt stykke kød med ris til, da jeg ikke havde nogen kartofler.

Derfor gik jeg ud i køkkenet og begyndte at forberede det hele. Det skulle nok blive godt! – og så kunne jeg måske endda tage et glas rødvin til. Ja, det gør vi. Fantastisk!

 

.......................

Jeg må lige beklage de mærkelige tidspunkter som kapitlerne kommer ud på, men jeg har rimelig mange store afleveringer for tiden, så tiden er tilegnet dem. Beklager!

--Peace out--

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...