Love Game

Det hele startede den aften med legen sandhed eller konsekvens og nu skulle hun altså tilbringe 2 uger som Harry Styles' kæreste. Det skulle nok blive godt!

Du har sikkert hørt om hende. Emma Johnson, den landskendte model, der er bosat i London? Hende der er så skør og altid er med på den værste? Hun er altså lige blevet Harry Styles' kæreste i 2 uger.

Men hvad sker der i de 2 uger? Vil alt gå efter konsekvensen? Vil de bare slå op efter de 2 uger er gået? Vil de blive sammen? Eller vil der ske noget helt tredje? Read to find out.

1Likes
2Kommentarer
536Visninger
AA

6. Kapitel 5

”Jeg slikker på dig!” udbrød jeg grinende, da Christian prøvede at tage min mad. Han gad ikke stoppe, da jeg bad ham. Så vi klarede det på den hårde måde i stedet! Og endelig gav han slip på min pandekage.

Vi var gået ned for at få noget at spise, men fordi jeg er så langsom til at spise – fordi jeg rent faktisk nyder min mad, - blev han færdig før mig og så synes han lige, at han skulle tage min mad – og det kunne han da godt lige glemme alt om!

Jeg sagde til Harry tidligere, at han skulle køre hjem, men det var ikke fordi, han var alt for villig, men han gjorde det da, efter vi havde haft en lille diskussion om, at han ikke synes, at jeg skulle tage bussen hjem, men efter en helt masse ’Er du sikker?’, ’Er du nu også helt sikker?’ og ’Jeg kan altså godt blive her,’ gik han med til det.

Far var også taget hjem, men det er vist mest fordi, han ikke vil se på mig. Så derfor var Christian og jeg nu alene.

”Du er så klam,” sagde han og rynkede brynene. Jeg smilede overdrevent for mig selv, da han gik op efter mere mad til sig selv. Så kan du bare lære, at holde dig fra min mad! Muhaha.

Da han kom ned til bordet igen, var jeg blevet færdig – hvor typisk er det lige? – så derfor valgte jeg at tage noget af hans mad.

”Hey!” udbrød han, men inden han kunne nå at gøre noget ved det, var jeg smuttet. Jeg skulle nemlig også have lidt flere pandekager. Jeg elsker pandekager! – Hvis du ikke allerede havde regnet den ud.

På vej op til maden, grinede jeg, og hele vejen ned til bordet, grinede jeg. Du skulle have set de blikke, jeg fik. Det fik mig kun til at grine mere! Det var så sjovt. De kiggede på mig som om: ’Du er da vist på det forkerte hospital’. Det var det sjoveste, jeg længe har oplevet. Her kommer den bedste del: Da jeg kom ned til bordet, og fik sat mig ned, gav Christian mig det samme blik! Men til sidst begyndte han at grine af mig.

”Hvad er det lige, der er så sjovt?” smågrinede han. Sig mig lige en gang, ved han ikke en gang det? Det er for dårligt!

”Dig!” grinede jeg videre, og endnu en gang fik jeg det der blik, der siger: ’ Duer da vist på det forkerte hospital!’

Da jeg endelig var færdig med at grine, og vi var blevet færdig med at spise, gik vi tilbage på værelset, hvor vi gav os til at se fjernsyn og snakke.

***

Ok, nu var jeg ved at være rimelig irriteret på Amanda. Jeg havde ringet til hende 40 gange – ok, måske ikke lige så mange gange, men husk på: Overdrivelse fremmer forståelsen! – og hun havde stadig ikke taget telefonen. Jeg mener, jeg forstår godt at hun blev irriteret på mig, da jeg var sådan et egoistisk svin – for at sige det mildt – men kom da lige over det igen. Så var det da heller ikke værre. Jeg må nok hellere tage hjem til hende, efter jeg er kommet hjem til mig selv.

”Læg en besked efter tonen,” sagde jeg i takt med den dame, der altid snakker, inden det irriterende bip kom, som jeg havde hørt 40 gange nu! ”Amanda, det er mig. Igen, igen. Ring nu tilbage til mig for hulen,” sagde jeg stille, inden jeg lagde på igen. Jeg sukkede tungt. Gud, hvor var det frustrerende. Heldigvis var jeg da snart hjemme. Jeg kunne allerede genkende gaderne. Jeg kunne genkende husene. Jeg kunne genkende det hele. Jeg var hjemme – eller du ved, næsten.

Bussen holdt ind og jeg skyndte mig at rejse mig op og gik ud. Da jeg kom ud, kiggede jeg mig lidt omkring. Jeg havde egentlig ikke rigtig været lige præcis her før, så hvordan jeg fandt hjem, var jeg ikke helt sikker på. Jeg kiggede rundt igen, og så en lille antikvitetsbutik ovre på hjørnet, som jeg var sikker på, at jeg havde set før, så derfor gik jeg nu mod den.

Da jeg kom derover, kunne jeg godt se, at jeg ikke havde været der før alligevel, men jeg valgte at gå derind, da jeg måske kunne få lidt hjælp.

Jeg kiggede lidt rundt, da der ikke rigtig var nogen ekspedient.

”Kan jeg hjælpe med noget?” Jeg for sammen og vendte mig hurtigt rundt, da jeg hørte den lille stemme. Det var en gammel dame, der var lidt buttet, men så meget sød ud.

”Undskyld, jeg blev bare lidt forskrækket,” grinte jeg, men da jeg så hendes ansigtsudtryk, fadede det ligeså stille ud igen. Hun fortrak ikke en mine. I guess, jeg tog lidt fejl. Hun var vist ikke så sød, som hun så ud til.

”Kan jeg hjælpe med noget?” spurgte hun igen, på fuldstændig samme måde som før. Hov, hvad er det? Det har jeg set før. Det der kæmpe skilt. Hov, det er det skilt, jeg kan se fra mit vindue!

”Øh, ikke noget,” sagde jeg fraværende og gik fremad mod døren. Jeg så ud af øjenkrogen, at hun gik igen. Ok, det var mærkelig. Jeg mener, hun var mærkelig. Jeg gik ud af butikken, over vejen og hen til skiltet. Jeg studerede det lidt. ’Delicious starts right here’ og så en masse burgere. Det var et McDonald’s skilt, og det gjorde mig faktisk rigtig sulten. Det bliver jeg, altid når jeg ser et skilt.

Jeg vendte mig rundt og kiggede mig lidt rundt, indtil jeg så det. Der. Lige der, var min bygning.

Jeg begyndte at gå rundt om hjørner og så lidt flere hjørner og så lige lidt flere hjørner, bare lige for at gøre det lidt besværligt. Men endelig fandt jeg min bygning. Efter at have boet 2 år i London, burde jeg efterhånden have lært at kunne finde rundt, men nej. Så heldig er jeg åbenbart ikke.

Jeg åbnede døren og gik hen til elevatoren. Jeg synes ikke lige, at jeg orkede trappen.

”Emma!” råbte Amanda pludselig, da hun så mig, og jeg gætter på at hun allerede ville have overfaldet mig, hvis hun ikke havde problemer med at komme op og stå – den lille klump altså.

”Amanda?” spurgte jeg, gad vide hvorfor hun egentlig havde slået lejr uden foran min hoveddør. Måske skulle jeg spørge. ”Hvad laver du her?” spurgte jeg endelig og blev overfaldet af en Amanda, der endelig var kommet op og stå, og ignorerede bare mit spørgsmål. Hun gav mig det største kram, jeg nogensinde har fået af nogen, men der er noget mere der undre mig.

Da hun trak sig fra mig, kiggede hun på mig med bekymring lysende ud af øjnene og spurgte: ”Hvordan har Christian det?” Nårh det, tænkte jeg.

”Han har det fint. Du ved,-” startede jeg, men afbrød mig selv, da jeg begyndte at undre mig igen. Hvordan vidste hun noget om det? – For fanden, Emma. Igen, du skal sige det højt!

”Hvordan ved du det?” Dygtig Emma. Hvor er du fanden-fløjtmer bare dygtig!

”Det er en lidt lang historie,” smilede hun stille.

”Ja. Jeg gider i hvert fald ikke stå herude og snakke om det,” smilede jeg og skubbede mig forbi hende og hen til døren og låste den op. Endelig hjemme, tænkte jeg. Jeg smed min taske på bordet ved siden af døren og traskede hen til sofaen, efter jeg selvfølgelig havde smidt mine sko, og lagde mig ned. Jeg var simpelthen så træt! Efter den lange bustur, var klokken blevet 7, og jeg havde endnu ikke fået aftensmad. Måske jeg skulle bede Amanda om at lave noget? Uh, det var en god idé, Emma!

”Amanda?” mumlede jeg med hovedet nede i en pude.

”Ja?”

”Kan du ikke lave noget mad?” Jeg smilede prøvende, indtil jeg opdagede at hun ikke rigtig kunne se det.

”Det sædvanlige?”

”Ja, tak,” sagde jeg og løftede hovedet for at sende hende et smil, men hun var allerede forsvundet ud i køkkenet. ’Det sædvanlige’ er spaghetti og røde pølser – vores fælles livret. Det får vi ofte, når vi er sammen, men ikke altid, da det ville blive for kedeligt – vi er ret tit sammen - og det må bare for alt i verdenen ikke blive kedelig.

Jeg lagde mit hoved ned igen, da jeg kom i tanke om vores lille samtale før. Hvor vidste hun det fra? Det var virkelig mærkeligt.

Derfor rejste mig hurtigt op, måske lidt for hurtigt, da mit syn begyndte at blive sløret og til sidst sort, mine ben blev svage og jeg var virkelig svimmel. Denne gang blev jeg nok nødt til at sætte mig ned igen. I troen om at der var en stol bag mig, satte jeg mig ned, men til min overraskelse, var der ikke nogen stol. Så derfor ramte jeg gulvet. Hårdt. Det var fandme flot, Emma. Det er bare din dag i dag.

 

”Emma?” spurgte Amanda pludseligt, og da jeg fik mit syn tilbage, kunne jeg se at hun sad ned ved siden af mig og kiggede bekymret på mig. Jeg fik sat mig op og gned mig lidt i øjnene. Vent, hvad? Jeg lagde mig da ikke ned. Åh nej, besvimede jeg virkelig? Ej, hvor akavet.

”Jeg har det fint,” sagde jeg og gav hende et lille smil, mens jeg rejste mig op – stille og roligt, denne gang. Hun kiggede lidt forundret på mig, men jeg ignorerede hende bare.

”Kan du ikke fortælle mig, hvorfra du vidste det med Christian?” spurgte jeg hende hurtigt om, men da jeg kiggede ned på hende, der af en eller anden grund stadig sad på gulvet, så jeg noget mærkeligt.

”Hvorfor sidder du med min telefon i hånden?” spurgte jeg hende stille om. Det var da lidt mærkeligt, synes jeg.

”Øhm, øhm,” startede hun og kiggede på telefonen i hendes hånd. Kom nu bare med svaret for hulen da, Amanda. ”Jeg blev bange, da jeg så dig bevidstløs, og jeg ringede til Harry,” sagde hun med et lille forsigtigt, prøvende smil, som om det var et spørgsmål, men det vidste jo jeg godt, at det ikke var. Jeg tog mig til hovedet. Ej, hvordan kan hun være så irriterende? Hvorfor har jeg en så irriterende ven?

Jeg har ikke noget imod, at Harry kommer, men jeg orker bare ikke, at alle begynder at pylre om mig, og jeg ved at Harry, kan komme hvert øjeblik og tro, at jeg stadig er bevidstløs, og det magter jeg altså ikke lige. Jeg sukkede tungt og lod min arme falde ned inden jeg lagde dem over kors.

”Kan du ikke bare svare mig på mit spørgsmål?” sukkede jeg igen og begyndte at gå ud i køkkenet, hvor hun stadig ikke havde fået lavet mad?! Hvad sker der lige? Endnu engang sukkede jeg.

”Jo, ser du. Jeg sad derhjemme og så fjernsyn, da Niall skrev til mig, at jeg skulle slå over på TV4, så det gjorde jeg.” Åh gud, det bliver en lang historie! ”Der ser jeg så et interview med One Direction, men jeg ser også, at Harry mangler. Det undrede mig lidt og intervieweren opdagede det samme som mig. Han spørger så ind til om, hvorfor han mangler, og Louis svarer, at der var sket noget med hans kærestes bror, og der bliver jeg bange. Så da interviewet er færdigt, efter 20 lange minutter, ringer jeg til Niall og spørger ham, hvad der er sket, men han snakker bare udenom og spørger indtil, hvordan han så ud, men så blev jeg irriteret og begyndte at skælde ham ud, derefter fortæller han mig så endelig, hvad der var sket, og hurtigere end du kan sige ’spaghetti med røde pølser’, var jeg herhenne,” sagde hun hurtigt. Var det ikke det jeg sagde? Det var en lang historie!

”Ok,” sagde jeg langtrukkent og skulle til at sige noget mere, da jeg høre døren til min lejlighed gå op.

”Amanda?” råber Harry og jeg skynder mig ud i stuen, hvor jeg ser Harry kigge forvirret rundt.

”Harry,” sagde jeg forsigtigt, da han virker meget bekymret. Han vendte sig hurtigt rundt og så pludselig meget mere forvirret ud.

”Emma?” spurgte han og skyndte sig hurtigt over til mig. Jeg begyndte at smile lidt for mig selv, som jeg stod der i hans arme. Han var faktisk ret sød, sådan at bekymre sig om mig.

”Er du ok?” spurgte han hurtigt om og trak sig fra mig igen, men gav ikke slip på mine arme.

”Jeg har det fint,” startede jeg og nikkede overdrevent, imens jeg smilede over hele femøren – som man siger. ”Amanda overdriver bare en gang i mellem.”

”Det gør jeg da overhovedet ikke,” råbte hun ude fra køkkenet af. Jeg ignorerede hende bare og rullede bare øjne af hende i stedet.

”Så du var ikke bevidstløs?” spurgte Harry stille om, og der var det igen. Det dejlige, lækre forvirret udtryk i hans dejlige ansigt. Stop dig selv, Emma!

”Jo, hun var,”  blandede Amanda sig igen, men denne gang kom hun ud, inde fra køkkenet af. ”Hun vågnede lige efter de, jeg havde lagt på,” fortsatte hun.

”Prøv at hør, jeg var ikke bevidstløs,” konstaterede jeg kort og simpelt og kiggede skiftevis mellem Harry og Amanda.

”Det var du da,” sagde Amanda.

”Det var jeg da ikke.”

”Det var du da.”

”Det var jeg da ikke.”

”Så du lagde bare og sov, eller hvad?” spurgte hun irriteret.

”Øhm, ja?” svarede jeg prøvende og prøvede at lyve, men mislykkes bare totalt! Sådan virkelig overdrevent.

”Hold nu op i to,” sagde Harry pludseligt og gik ind i mellem os, som om han skulle til at stoppe et slagsmål. Så tag den da med ro, det var da ikke så slemt.

Jeg gik forbi dem og ud i køkkenet, hvor jeg til min overraskelse fandt ud af, at Amanda endelig var færdig med at lave mad og havde sørme også dækket bord. Det var også på tide.

Jeg skyndte mig hen til bordet og satte mig til rette, inden jeg begyndte at skovle på min tallerken, for derefter at skovle det ind i munden på mig. Jeg tog en ordentlig klat remoulade på min spaghetti og dyppede min pølse i det – undskyld, det lød virkelig gustent.

”Smager det godt?” grinede Amanda og først der, opdagede jeg, at de andre også havde sat sig ned ved bordet og var begyndt at spise.

”Ja,” prøvede jeg at svare med maden fuld af mad, men det mislykkes lidt, da jeg kom til at spytte noget spaghetti ud over bordet. Mega klamt faktisk, og det fik kun Amanda og Harry til at grine endnu mere.

***

”Jeg tror, jeg skal til at hjem ad nu,” sagde Harry stille og rejste sig. Jeg sad lidt og overvejede, om jeg skulle bede ham blive. Jeg ville gerne have, at han skulle blive. Jeg ville gerne putte med ham i aften, men jeg ville ikke lyde desperat eller noget, og jeg vil jo sådan set heller ikke have at han skal vide, hvilke tanker jeg har om ham, det ville bare være for pinligt.

Så det blev et nej. Jeg beder ham ikke om at blive. Det må blive en anden gang.

”Ok,” sukkede jeg over mig selv. Hvor er jeg bare irriterende. Han sukkede også, gad vide om det bare var fordi han var træt. Lige meget! Han gik over og tog sine sko på og jeg fulgte lige så stille efter. Jeg stod lidt væk fra ham og studerede hver og en bevægelse. Da han rejste sig gik han over til mig og gav mig et lille kys på kinden, inden han vendte om og gik over til døren.

”Vi ses,” var det sidste han sagde, inden han lukkede døren efter sig.

”Vi ses,” hviskede jeg for mig selv. Nu var det bare mig. Amanda var taget hjem for en halv time siden. Hun skulle åbenbart tidligt op – spørg mig ikke hvorfor, jeg havde travlt med at kigge på Harry, hans søde krøller og hans dejlige, varme smil. Stop nu, Emma. Kan du ikke bare stoppe dig selv?

Jeg gik over og smed mig på sofaen med hovedet nede i en pude. Da jeg havde begravet mit hoved langt nok nede i puden, gav jeg mig til at skrige. Jeg skreg og jeg skreg indtil jeg ikke kunne mere. Super, nu er min hals også helt tør og ødelagt. Det er jo bare skide skønt det her!

Jeg rejste mig og hostede lidt. Jeg kunne godt bruge en smøg lige nu. Hov, det har jeg måske ikke fortalt? Jeg ryger en gang imellem, men det er ikke noget fast. Jeg er ikke afhængig af det. Og nu hvor vi - jeg - er i gang med at fortælle 'nye' ting, så skulle jeg måske også nævne, at jeg spiller klaver? Men det er kun noget jeg gør, når jeg er ked af det eller sur - og alene. Det er bare for at koncentrere mig om noget andet, end det der gør mig sur eller ked af det.

Jeg gik over til min reol og åbnede min hemmelig skuffe, som var overhovedet ikke var hemmelig, og fandt mine cigaretter og en lighter frem. Jeg satte mig i vindueskarmen ved mit panoramavindue, hvor jeg kunne se det McDonald’s skilt fra tidligere, som altid gjorde mig sulten, og tændte en smøg.

Mit vindue var delt ind i aflange firkanter, men det var kun nogle af de øverste, man kunne åbne, så for at få alt den røg ud, da der ikke rigtig var nogen, der vidste at jeg røg, rejste jeg mig og åbnede vinduet. Det var ikke fordi, jeg var pinlig berørt over at ryge, for jeg kunne jo bare holde op, hvis jeg ville, men jeg ville bare ikke have, at alle vidste det. Mest af alt pressen. Spørg mig ikke hvorfor, jeg kan bare godt lide at have hemmeligheder.

Jeg tog et hurtigt sug af min smøg og sørgede for, at det kom helt ned i bunden af mine lunger, og holdte det lidt inde og nød hvert et sekund, men da det bankede på døren, fik jeg det i stedet galt halsen og begyndte at hoste ekstremt meget.

”To,” skulle jeg til at sige, men fordi min hals stadig tør fra at skrige og få røg galt i halsen, blev jeg lige nødt at hoste og prøve at få min stemme tilbage. ”To sekunder.” Det var bedre, men stadig ikke helt optimalt. Jeg rejste mig hurtigt og smed min cigaret ud af vinduet og skyndte mig at finde noget tyggegummi, men selvfølgelig havde jeg ingenting. Selvfølgelig! Det er jo bare typisk.

Da det bankede på døren igen, gav jeg op og gik i stedet hen og kiggede ud af det lille ’hemmelige’ hul, der er i døren, som jeg aldrig kan huske, hvad hedder, og så at Harry stod der ude og ventede. Jeg gik lidt i stå og blev bare ved med at glo på ham, som den creepy person jeg er, men da jeg kunne se, at han skulle til at banke på igen, kom jeg til mig selv.

”Hej, jeg var lige på vej i seng,” løj jeg hurtigt, da jeg åbnede døren, og skyndte mig så lidt væk fra ham, så han ikke skulle lugte til min ånde.

”Hej, jeg glemte bare lige min jakke,” sagde han med et smil, som jeg hurtigt sendte tilbage. Jeg stod lidt og trippede og prøvede mit bedste for at holde lidt afstand til ham.

”Her var den,” sagde han, da han endelig havde fundet den ude i køkkenet. ”Så tager jeg bare hjem nu?” sagde han og havde formuleret det som et spørgsmål, hvilket ikke rigtig gav mening i mit hoved, men jeg tænkte, at det nok ikke var med vilje og ignorerede det bare.

”Ok,” sagde jeg og sendte ham et lille smil, som han returnerede med et mindre smil. Hvor blev det store charmerende smil af?

Han begyndte lige så stille at gå hen i mod mig, og jeg begyndte lige så stille at gå i panik. Når ja, han giver mig jo altid et kys på kinden, inden han tager af sted. Fuck, det havde jeg helt glemt. Åh nej, nu opdager han det! Emma, tag dig nu sammen, det ville jo ikke være jordens undergang, hvis han opdagede det, vel? Eller måske ville det?

Måske ville der lige pludselig komme et jordskælv, som lavede en kæmpe revne i jorden lige under os? Eller måske ville der lige pludselig komme et sort i hul i jorden, som opslugte alting? Nej, vel? Det er måske ikke helt realistisk – Hvad snakker jeg om? Det er da overhovedet ikke realistisk.

Jeg holdte vejret og krydsede alt hvad jeg havde, der kunne krydses og håbede bare inderligt på, at han ikke ville opdage det. Da han endelig var kommet hen til mig og havde kysset mig på kinden, gik han hen mod døren igen. Jeg åndede lettet ud, hvilket jeg nok ikke skulle have gjort, da han vendte sig om mod mig igen og så lidt undrende ud.

”Lugter her ikke mærkeligt?” spurgte han stille. Mine øjne blev store og jeg var tæt på at tabe min kæbe, men jeg nåede heldigvis at stoppe mit overraskede ansigtsudtryk og lod bare som om jeg ikke anede, hvad han snakkede om.

”Nej, det synes jeg ikke,” løj jeg og kiggede undrende på ham, som om der var noget i vejen med ham. Heldigvis trak han bare skuldrene og svarede med et ’ok’, inden han forsvandt ud af døren. Thank god, han ikke opdagede noget!

Jeg kunne mærke, hvordan jeg slappede mere af i kroppen, men stadig ikke fuldstændig, derfor gik jeg nu over og låste døren og slukkede lyset i hele lejligheden, så det lignede, at jeg var gået i seng. Derefter gik jeg over og satte mig i vindueskarmen igen og tændte en ny smøg. Nu var der forhåbentlig ikke nogen, der ville afbryde mig mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...