Love Game

Det hele startede den aften med legen sandhed eller konsekvens og nu skulle hun altså tilbringe 2 uger som Harry Styles' kæreste. Det skulle nok blive godt!

Du har sikkert hørt om hende. Emma Johnson, den landskendte model, der er bosat i London? Hende der er så skør og altid er med på den værste? Hun er altså lige blevet Harry Styles' kæreste i 2 uger.

Men hvad sker der i de 2 uger? Vil alt gå efter konsekvensen? Vil de bare slå op efter de 2 uger er gået? Vil de blive sammen? Eller vil der ske noget helt tredje? Read to find out.

1Likes
2Kommentarer
524Visninger
AA

5. Kapitel 4

”Du minder om Niall,” grinte han.

”Det gør jeg da overhovedet ikke!” halvgrinede jeg og spillede fornærmet. Vi havde fundet et sted at spise i nærheden af parken og fordi jeg spiste mere end Harry, mente han lige pludselig at jeg mindede om Niall og hans spisevaner. Det synes jeg da bare overhovedet ikke. Det gør jeg da heller ikke, vel? Hold lige med mig i det her. Gør du et? Ja? Godt. Tak skal du have! Du er en rigtig ven.

”Det gør du da,” sagde han og grinede videre.

”Det gør jeg da overhovedet ikke,” var mit fantastiske modsvar. Ej, det var godt nok en barnlig diskussion, men sådan er jeg, barnlig og umoden, og jeg elsker det! Det er det, der gør mit liv så fantastisk.

”Det synes jeg,” sagde han bestemt, men stadig med en drillende undertone.

”Jamen, det synes jeg ikke,” sagde jeg endnu mere bestemt, og uden nogen drillende undertone. Bare lige for at være umoden. Nu havde vi jo en barnlig diskussion, så synes jeg også, at det var på tide at bringe umoden på banen, så den ikke var alt for ensom.

”Vi bliver aldrig enige,” fastslog han til sidst med et kæmpe smil placeret på sine fine, bløde læber. Så du giver bare op, lækkermås? Fint med mig, det betyder jo, at jeg vandt vores lille barnlige diskussion. Ja, det har jeg ti-hvert-ti-fald ikke noget problem med.

”Jeg tror, du har ret, men du gav op først, så jeg vandt,” grinede jeg. Han svarede ikke, han sad bare og rystede på hovedet over mig, med det søde smil på læberne, og grinte lidt, hvilket også fik mig til at grine.

Jeg kiggede hurtigt på klokken på min telefon, men jeg blev lige nødt til at kigge en ekstra gang, da jeg ikke rigtig kunne forstå det. Vi havde jo været sammen i lang tid! Tiden var da godt nok gået hurtigt, - men sådan går det jo når man hygger sig, så meget som vi gjorde.

Harry må have set mit overraskede ansigtsudtryk, for han så lidt undrende ud, inden han spurgte. ”Hvad nu?”

”Klokken er næsten seks,” svarede jeg.

”Så var det derfor, du var så sulten,” grinte han endnu en gang. Han burde næsten have været stand-up komiker i stedet for sanger, så sjov som han er – sarkasme, denne gang! Bare lige for at være lidt anderledes. Jeg aner faktisk overhovedet ikke, hvad forskellen på ironi og sarkasme er. Er det ikke det samme? Det siger vi, og så holder du med mig, for du er min aller bedsteste ven i hele universet – og det siger ikke så lidt.

Jeg blev banket ud af mine dejlige tanker og lige ned i den stol, jeg hele tiden har siddet i, da min telefon begyndte at ringe.

”Hallo?” sagde jeg smilende ned i telefonen, efter jeg havde fisket den op af min lomme igen. Endnu en gang orkede jeg ikke at se, hvem der ringede. Det var vist rimelig godt, at jeg blev blondine, men det vidste vi jo godt i forvejen.

”Emma?”

”Ja? Hvem er det?” spurgte jeg og mit smil fadede lige så stille ud. Stemmen i den anden ende lød både mørk, dyb og bekymret og lød som en, jeg ikke havde snakket med i rigtig lang tid, men jeg turde ikke gætte, da det simpelthen er så pinligt, hvis man gætter forkert.

”Det er din far,” startede han. Han lød ikke ligeså anspændt som før, men det ændrede sig hurtigt, da han fortsatte. ”Du bliver nødt til at komme hjem,” sagde han hurtigt. Jeg forstod ingenting, hvorfor skulle jeg dog bare komme hjem, bare lige sådan lige pludseligt?

”Far, hvad er der sket?” spurgte jeg og rejste mig lidt for hurtigt op, da jeg begyndte at blive svimmel, men jeg ignorede det. Det blev jeg nødt til lige nu. Harry var hurtig til at følge mit eksempel, efter jeg kiggede ned på ham med bekymring lysende ud af øjnene. Han kiggede bekymret igen og rejste sig så.

”Det er Christian,” sagde han, ”han er kørt galt.” Det var som, at hele verdenen gik i stå. Han var kørt galt? Var han kommet slemt til skade? Det må han være, ellers behøvede jeg jo ikke at komme hjem. Emma, ikke alle de dumme spørgsmål! - Til dig selv. Gud, hvor må jeg snart tage hen på sindsygeanstalten.

”Jeg er på vej,” sagde jeg kort og lagde på. Tårerne var allerede på vej, men jeg begyndte først at græde, da Harry holdte om mig.

***

”Bare rolig, vi er der snart,” prøvede han at berolige mig, - sad to say; det hjalp ikke. Jeg var stadig helt ude af den. Harry havde sagt, at han ville køre mig hjem til min far, og det var så der vi var på vej hen nu. På vej hjem til min far i Whitby. Han mente ikke, at det var forsvarligt, hvis jeg kørte selv, og for at være ærlig, havde han nok ret.

Det var faktisk lang tid siden, jeg havde set min far eller Christian. Christian havde jeg ikke set eller snakket med, siden jeg flyttede hjemmefra. Vores forhold til hinanden var helt knust efter alle vores meningsløse diskussioner. Jeg håbede virkelig inderligt, at det ville ændre sig nu. Det gjorde jeg virkelig. Jeg savnede de tider vi havde. Jeg mener, de tider hvor vi ikke skændtes. Det var skønne tider.

”Nu er vi her,” sagde Harry endelig. Nu havde vi også kørt i hvad føltes som en hel dag, men ’bare’ var fire og en halv time. Jeg var træt, men jeg kunne ikke sove – jeg måtte ikke sove. Jeg blev nødt til at være vågen. Hvad nu hvis far ringede igen? Nej, jeg havde holdt mig vågen hele turen. Nu var klokken altså også bare blevet elleve. Jeg åbnede døren og løb ind på hospitalet og direkte hen til receptionisten – hvis det er det hun bliver kaldt.

”Hvor kan jeg finde Christian Johnson?” spurgte jeg hende hurtigt om. Hun kiggede overrasket op på mig, jeg tror ikke at hun havde set mig komme ind, men kiggede så ned på skærmen igen.

”Øhm,” startede hun ud og begyndte at taste noget ind på computeren. Kort tid efter kiggede hun igen op på mig og sagde stille: ”Han ligger på værelse 209 på tredje sal.” Endelig! Jeg kiggede lidt rundt og fandt trappen. Jeg ville ikke spilde tid på at vente på elevatoren, så jeg gik hurtigt hen til trappen og løb op på tredje sal. Jeg anede ikke om Harry var med, før jeg kom op og med hastige skridt fandt værelse 209, hvor jeg kunne høre hans fodtrin et stykke bag mig. Jeg gik stille ind på værelset og så min far sidde på en stol på den anden side af Christians seng.

”Christian,” hviskede jeg næsten lydløst, da jeg så ham. Han lagde bare der, bevidstløs. Helt uden at være så irriterende som han altid har været. Jeg trissede ligeså stille hen til sengen mens tårerne bare flød ned af mine kinder. Jeg har altid hadet at græde, man bliver så fandens våd af det. Ja, og så det faktum at det viser hvor svag man er – og jeg er ikke svag. Jeg er stærk! Bare på alle andre tidspunkter end lige nu.

”Hvordan?” hviskede jeg lidt højere og kiggede over på min far. Han kiggede op på mig, og jeg kunne se, at han selv havde tårer i øjnene, men han græd ikke. Han kiggede kort over på Harry, men hans blik faldt hurtigt på mig igen.

”Der var en, der kørte ud foran ham,” sagde han stille og kiggede ned på Christian igen. Harry kom over og stod ved med side, da han tog min hånd og gav den lille klem. Jeg kiggede op på ham og mødte et par øjne, der lyste af tryghed og gjorde mig – overraskende nok – tryg. 

Jeg havde det virkelig svært med at se min bror sådan. Ja, nu er det ikke fordi, at jeg mener, at det er nemt for nogen, at se deres bror – eller anden familiemedlem – ligge i en hospitalsseng, og være totalt bevidstløs og har skrammer i hele ansigtet, men ja.

Jeg sukkede tungt og tårerne var ligeså stille begyndt at stoppe nu. Ikke fordi at jeg ikke var ked af det mere, men fordi jeg ikke ville græde mere.

”Jeg er glad for, at du er her,” hviskede jeg stille og kiggede op på Harry, efter jeg havde givet hans hånd et lille klem. Han gav mig bare et lille smil inden jeg kiggede ned på Christian igen. Jeg var virkelig glad for at han var her. Det var dejligt at have en, der støttede mig. Du ved, en anden end min far.

”Jeg går lige ud og ringer til Louis,” sagde Harry og slap min hånd. Jeg kiggede kort op på ham og nikkede så. Min hånd var helt kold nu, den manglede Harrys hånd. Jeg kiggede rundt og så, at der var en stol for enden af sengen. Jeg gik over og bar den over på den anden side af min far, så jeg også kunne sidde ved Christians side. Jeg tog hans hånd, men blev meget overrasket da jeg tog den – den var meget kold. Der var helt stille i rummet, de eneste lyde var Harry stemme man svagt kunne høre ude fra gangen og så bippene fra den mærkelige maskine, der fortalte os at Christian stadig var i live – gudskelov.

”Det er sørgeligt,” startede min far. Der kunne jeg kun give ham ret. Det er sørgeligt, at folk bare kører over for rødt. At de ikke tænker sig om. At de ikke tænker på konsekvenserne af deres handlinger!

”Ja,” gjorde mig enig og nikkede ivrigt.

”Nej,” sagde han så. Jeg kiggede undrende over på ham og mødte to øjne, der var fulde af sorg. ”Jeg mener, det er sørgeligt, at der skal ske en ulykke, før du kommer og besøger os.” Jeg sukkede, slap Christians hånd og lænede mig tilbage i stolen med armene over kors.

Jeg kiggede lige ind i de sorgfulde øjne og svarede bestemt: ”Ikke her, far. Ikke nu.”

”Hvornår så?” sagde han strengt, rejste sig og kiggede ud vinduet, så han nu stod med ryggen til mig.

”Far, jeg er lige kommet, og jeg orker det ærlig talt ikke lige nu,” sagde jeg højlydt og lænede mig frem igen, så jeg var klar til at rejse mig, hvis han fortsatte. Jeg gad virkelig ikke, at høre på det nu. Det var da utroligt. Jeg er lige kommet og nu skulle til at diskutere med min far.

”Du svarede ikke på-” nåede han at sige, inden jeg afbrød ham.

”Senere,” råbte jeg og så strengt på min far. Han havde vendt sig om og så nu overrasket på mig med de samme sorgfulde øjne som før. Han stod lidt og kiggede på mig, men jeg ignorerede ham bare og slog mit blik ned på Christian. Til sidst stoppede han dog og gik ud.

”Er du ok?” Jeg skyndte mig at vende mig om for at se hvem det var. Det var Harry. Han gik ligeså stille hen i mod mig og lagde sin hånd på min venstre skulder.

”Ja,” nikkede jeg og lagde min højre hånd på hans. Jeg lagde mit hoved ned på vores hænder og gav et lille smil fra mig – også selv om han ikke kunne se det. Jeg lukkede øjnene og nød øjeblikket.

***

Jeg vågnede ved at døren blev smækket. Jeg var åbenbart faldet i søvn i stolen på hospitalet. Jeg åbnede mine øjne og så at Harry sad og sov i den anden. Hvem var det så, der smækkede med døren? Jeg vendte mig rundt og så min far stå og kigge på mig med vrede i hans øjne. Han var åbenbart ikke kommet over vores lille skænderi i går. Damn it, det betød, at han gerne snart ville snakke med mig, og jeg gad godt nok ikke den samtale.

”Kan vi snakke nu, eller har du for travlt?” spurgte han hårdt. Jeg lukkede øjnene, sukkede tungt og bed tænderne sammen, inden jeg rejste mig og gik forbi ham og ud i gangen. Da jeg kom ud på gangen og havde vendt mig om, så jeg at han havde fulgt efter mig. Godt, tænkte jeg, altså, det var jo også meningen.

”Far, jeg vil rigtig gerne komme og besøge jer mere ofte, men jeg har bare rigtig travlt,” forklarede jeg stille og gik tættere på ham.

”Du kan umuligt have så travlt, at du ikke har tid til at besøge din egen familie,” sagde han strengt. Det var nemt at høre, at han var stadig sur.

”I kommer heller aldrig og besøger mig,” forsvarede jeg mig med hævet stemme. Det var rigtigt. Ikke en eneste gang havde de besøgt mig i London. De har overhovedet ikke set min lejlighed. Jeg har boet der i 2 år, og de har aldrig besøgt mig. Jeg har besøgt dem flere gange – måske ikke så mange gange, men stadig flere gange.

”Emma,” Harry kom pludselig stormende ud, inde fra værelset af. ”Skynd jer at komme!” Vi løb begge efter ham og så at Christian var ved at vågne.

”Christian,” udbrød jeg og løb over til sengen. Han kiggede forvirret rundt og tog sig let til hovedet.

”Emma?” spurgte han og så nu endnu mere forvirret på kig. ”Hvad laver du her?”

”Hvad tror du?” smågrinede jeg med det mest lalleglade smil, som jeg kunne finde i min kasse med underlige ansigtsudtryk – selvom det ikke var sjovt – hvilket også fik ham til at smågrine.

”Jeg finder lige en læge,” sagde Harry, efter kort tids akavet stilhed, fangede min hånd og gav den et lille klem, inden han forsvandt ud af døren.

”Er vi på hospitalet?” spurgte Christian stille, efter Harry var gået.

”Ja, du har været med i en bilulykke,” prøvede min far at forklare ham stille, men det gik ikke så godt, da han var ved at gå i panik bare ved at snakke om det. Christian så straks undrende ud, som om han prøvede at huske det, men han gav hurtigt op.

”Hvordan skete det?” spurgte han så, og studerede sine arme for alle de blå mærker og skræmmer han havde. Jeg skulle til at svare, men jeg stoppede mig selv, da jeg kunne høre at lægen kom ind. Han bedte os pænt om at gå, mens han lige undersøgte Christian. Bare lige sådan noget rutine check havde han sagt. Vi var alle så søde og så flinke, at vi satte os ud i venteværelset og, ja, ventede.

”Hey, Emma,” sagde Harry pludseligt. Jeg kiggede over på ham og så at han kiggede ned i et blad. ”Se her,” grinede han så, og jeg gjorde som han sagde. Jeg kiggede, og jeg så. Og det jeg så fik også mig til at grine. Det var et billede af mig og Harry med resten af drengene, da vi i går gik ned på Nando’s, og det var da godt nok et godt billede! Det var der, hvor mig Harry gik og flettede fingre og de andre gik bag os og man kan bare sagtens se, at det er der hvor Niall og Louis gør grin med os.

Hov, hvad er det nede i hjørnet? Mit grin bliver hurtigt stoppet, og jeg tager hurtigt bladet fra Harry for at kigge nærmere på billedet. Crap, hvor ser jeg dum ud! Det var der vi kyssede og min næse kunne da vist ikke være mere flad og mit ansigt! Mit ansigt er godt nok grimt fra den vinkel. Jeg burde næsten ringe til London Life – bladet – og klage! Det er da godt nok længe siden jeg har set noget så grimt.

”Emma,” sang Harry med et kæmpe smil placeret i ansigtet. Hvad, tænkte jeg. ”Nu gør du igen.” Hvad gør jeg igen? Kan du ikke bare sige det, Harry? Han sukkede dybt og rystede på hovedet, stadig med et smil placeret i ansigtet, da han så mit ansigtsudtryk. ”Du svømmer væk i dine tanker.” Åh nej! Ikke igen, det er bare løgn. Dumme labyrint-hoved. Jeg sukkede og smilte et stort undskyldende smil til Harry, inden jeg begravede mit hoved i mine hænder. Jeg lukkede kort øjnene og nød den fantastiske lyd af Harrys søde grin. Ej, det var altså bare det kæreste grin, jeg længe havde hørt! Det lyste min dag op.

”Undskyld,” sagde efter jeg kiggede op på ham igen. Han lagde armen om mig og hev mig ind til sig.

”Det er ok, søde,” grinede han videre. Ej, det var dejligt, lige her, i dette øjeblik. Med mit hoved på hans skulder, mens hans grin bare blev bedre og bedre, hvis det var muligt. Men så var det jo så selvfølgelig, at det tragiske øjeblik kom, hvor lægen kom ud afbrød det hele. Yippie-kay-yay-motherfucker – og hvis du ikke opdager ironien i det meget lange ord, er du et ligeså tragisk øjeblik – hvis man kan sige det. Kan man det? Nå, lige meget. Det kan man nu!

”Christian klarer det utroligt godt, i forhold til sine kvæstelser, men han bliver nødt til at bliver her i et par dage mere, så vi kan holde øje med ham” fortalte han. Ja ja, så længe han har det fint og får det bedre og alt det der, så er jeg altså tilfreds. Jeg rejste mig og gik ind til Christian. Det var først da jeg kom derind og havde sat mig ned, at jeg opdagede at Harry og min far ikke var gået med. Åh nej, gad vide hvad min far nu fandt på. Jeg skulle til at rejse mig, da Christian sagde noget.

”Hvem er din kæreste?” sagde han drillende. Jeg grinede kort, inden jeg valgte at svare. Det var dejligt, at vi kunne starte, hvor vi sluttede. Jeg var ovenud lykkelig over det.

”Det er Harry Styles,” svarede jeg kort, med det samme lalleglade smil fra før. Du ved, den jeg fandt i min mærkelige ansigtsudtrykskasse.

”Nårh,” startede han. ”Ham der sangeren.” Jeg nikkede. Jeg sad lidt og overvejede om jeg skulle fortælle ham, hvor glad jeg egentlig var lige nu, men jeg stoppede mig selv. Vi har aldrig været sådan nogen, der fortæller, hvordan vi har det. Vi deler ikke vores følelser for hinanden - ok, ad. Nu lyder det forkert. Vi fortæller ikke, at vi elsker hinanden – ok, det blev ikke bedre. Men forhåbentlig forstår du, hvad jeg mener, ellers er det bare ærgerligt.

Jeg kan faktisk ikke engang huske, at jeg nogensinde har givet ham et kram. Altså, jeg har set det på billeder, fra da vi var små. Ok, og nu lyver jeg også for dig. Undskyld. Jeg kan faktisk huske én gang, hvor vi krammede, men det var kun fordi, mor sagde at vi skulle.

Vi havde lige været oppe og skændes og var blevet sendt på hver vores værelse. Lidt senere gik vi så ud og spurgte mor om vi ikke nok måtte komme ud, og så var det, at hun spurgte, om vi var blevet gode venner igen. Vi sagde så selvfølgelig ja, men vi skulle lige give hinanden et kram for at  bevise det. Det er så mit sidste minde med min mor og nærkontakt med min bror.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...