Love Game

Det hele startede den aften med legen sandhed eller konsekvens og nu skulle hun altså tilbringe 2 uger som Harry Styles' kæreste. Det skulle nok blive godt!

Du har sikkert hørt om hende. Emma Johnson, den landskendte model, der er bosat i London? Hende der er så skør og altid er med på den værste? Hun er altså lige blevet Harry Styles' kæreste i 2 uger.

Men hvad sker der i de 2 uger? Vil alt gå efter konsekvensen? Vil de bare slå op efter de 2 uger er gået? Vil de blive sammen? Eller vil der ske noget helt tredje? Read to find out.

1Likes
2Kommentarer
526Visninger
AA

4. Kapitel 3

Ok, så måske løj jeg en lille smule, men kun ene lille hvid løgn.

Jeg sad derhjemme sammen med Amanda, og vi havde siddet hele formiddagen og analyseret gårsdagens 'Nandos-tur' og var til sidst blevet enige om, at jeg skulle have farvet mit hår blond. Hun synes åbenbart, at det var så åbenlyst som noget kunne være, og kom derfor med den idé, at jeg skulle have farvet mit hår, og fordi jeg også selv havde tænkt på det, så var jeg nu officielt blondine! Jeg kunne ikke være mere lykkelig for min hårfarve og tænk engang, det klæder mig endda. Nu mangler jeg bare at holde op med at føle for Harry som jeg gør, og så er alt bare i skønno-skønneste-orden.

“Så kan du jo ikke kalde mig ‘Kinder’ mere,” smilede jeg. Hold kæft, hvor skønt. Det bliver dejligt.

“Når nej, men jeg har allerede fundet et nyt et til dig, Blondie,” grinede hun.

Selvfølgelig. Selvfølgelig havde allerede fundet et nyt! Det er bare så typisk hende og hendes fantasi, altså! Jeg sukkede tungt med et lille smil placeret på mine læber, men kun et lille et. Jeg har ikke ligeså meget imod det her kælenavn som det andet. Mærkeligt nok. Ja, det synes jeg ti-hvert-ti-fald.

Jeg rejste mig og gik ud i køkkenet og efterlod Amanda i stuen alene med et afsnit af 'CSI' kørende i fjernsynet. Da jeg kom ud i køkkenet, gik jeg lige direkte hen til mit dejlige slikskab - ja, sådan et har jeg nemlig, og jeg skulle lige hilse og sige, fra mig selv, at det er stort - og tog en pose 'sour cream and onion' chips ud. Derefter gik jeg over til mit fine lyseblå, elskede køleskab og tog en bøtte, med dip i, ud. Sådan en har jeg altid lige stående, bare lige i tilfælde af en nødsituation, hvilket det så var nu - jeg var sliksulten! Den nødsituation kommer jeg faktisk tit ud for, men så er det jo godt, at jeg har sådan et dejligt stort slikskab.

Jeg tog det hele og gik ind i stuen, hvor Amanda stadig sad. Hun vendte sig lige kort rundt og kiggede efter mig, da hun hørte, at jeg kom gående. Måske skulle jeg få snakket med hende om den der hemmelighed. Jeg ved sgu bare ikke lige, hvad jeg skal sige. Jeg vil jo ikke dømme hende, og jeg vil jo heller ikke lyde egocentralistisk som om, det er hendes pligt at fortælle mig det, for det er det jo i bund og grund ikke. Altså, jeg ville bestemt ikke have haft noget imod det, hvis hun havde fortalt mig det. Overhovedet ikke, men, øhm, det er bare min mening.

Efter jeg havde sat mig ned i sofaen ved siden af hende, åbnede jeg straks posen med chipsene og gik i krig. Jeg sad lidt og prøvede at tage mig sammen til at spørge hende - Arjj, hvor er det bare latterligt det her. Jeg mener, come on, jeg sad og prøvede at samle mig sammen til at stille min bedste veninde et fucking spørgsmål. Stop dig selv, Emma.

"Hvad, øhm," startede jeg. Tag dig nu sammen, Emma, for søren da også. Så svært kan det da heller ikke være. "Hvad var det lige, der skete i fredags?" spurgte jeg. Endelig. Det var godt nok også på tide, altså.

"Hvad mener du?" spurgte hun uforstående. Ej, det er bare løgn, tænkte jeg. Seriøst?! Det er bare så typisk hende, ikke at forstå en radisse af, hvad jeg prøver at sige til hende.

"Jeg mener den hemmelighed der," uddybede jeg og kunne med det samme se, at der gik et lys op for hende.

"Når, det," sagde hun og gjorde alt for at undvige mit blik. Hold kæft en pylderrøv.. - siger jeg. Sorry, Amanda! "Hvad er der at snakke om?" spurgte hun. Jeg løftede mine øjenbryn. Var hun seriøs? Mente hun virkelig det der? Ok, jeg går snart ud og skyder mig selv.

"Det ved jeg sørme ikke, måske det faktum, at du aldrig har kysset en dreng, og du ikke har fortalt noget om det til mig?" sagde jeg med en lille irriteret undertone, men til mit forsvar irriterede hun mig med alt det uforstående fis, selvom hun forstod det. Jeg hader, når hun gør det. Det er bare det værste, jeg ved.

Nej, vent. Det værste må nok være, når andre fortæller mig, hvad jeg tænker, eller hvad jeg føler, så flipper jeg kegler! Dont mess with that.

"Hvorfor vidste jeg ikke det?" spurgte jeg efter et stykke tid, da hun stadig ikke havde svaret mig.

"Det er ikke noget, jeg har lyst til at sige til alle," prøvede hun at forsvare sig selv.

"Men jeg er din bedste veninde," endte jeg med at sige. Det var ikke meningen, at jeg skulle lyde så selvisk, som jeg nok egentlig gjorde. Det var heller ikke meningen, at jeg skulle starte en diskussion, som jeg nok egentlig også gjorde.

Det gik jo super det her - læg lige mærke til ironien i den sætning der, tak.

"Jamen, undskyld da," nærmest råbte hun, lagde armene over kors og lænede sig surmulende tilbage i sofaen. Hun så på mig med både skuffelse og vrede i hendes øjne. Jeg sukkede tungt, rystede på mit hoved over mig selv, for til sidst at begrave det i mine hænder.

Ok, så det her var nok den største fejl i denne uge. Det her var så meget dummere, end da jeg slog mit hoved op i min lampe, som jeg endnu ikke har fået hængt længere op egentlig.

"Du er bare for meget," sagde hun pludselig, og med det rejste hun sig og gik over til døren. Hun fangede hurtigt min opmærksomhed og jeg for op - uden at smadre mit hoved, dog. Jeg skyndte mig over til hende og prøvede at forklare hende grunden til, at jeg rystede på hovedet, men hun ville ikke høre på mig. Hun kiggede kort på mig med et tomt blik og forsvandt derefter ud af min lejlighed.

Der var tomt efter døren blev smækket. Der var stille. Den eneste lyd, der var tilbage, var lyden fra fjernsynet, der stadig afspillede et afsnit af 'CSI'. Tavsheden blev hurtigt brudt af min telefon, der begyndte at afspille sangen 'Don't you worry child' af Swedish House Mafia - det er min ringetone.

Jeg tog mig hurtigt sammen og skyndte mig over til sofabordet, hvor den lå. Det kunne jo være at det var Amanda, der ringede. Uden at kigge på, hvem der egentlig ringede, førte jeg fingeren over skærmen på min iPhone 5! Ja, undskyld, men jeg fik den i sidste uge, og jeg kan godt lide at blære mig med det. Men, ja, som sagt, så undskyld.

"Amanda, jeg er virkelig ked af det, det var ikke meningen, at jeg vil-," jeg blev afbrudt af stemmen i den anden ende af røret.

"Hey hey, tag det roligt. Det' Harry," sagde han. Jeg slog håndfladen mod panden og lukkede øjnene. Fuck, hvor dumt. Hvorfor kiggede jeg ikke på min fine iPhone 5, for at se, hvem der ringede?! Det var da vist godt, at jeg blev blondine. "Er du ok?" fortsatte han, da jeg endnu ikke havde sagt noget.

"Jaja, alt er fint," løj jeg. Jeg behøvede ikke belemre min nye 'kæreste' med mine problemer.

"Øhm, ok," tøvede han, men fortsatte så. "Jeg tænkte på, om vi skulle hænge ud i dag, så vi kunne lære hinanden bedre at kende?" foreslog han stille, og jeg kunne høre, at han var lidt usikker. Jeg begyndte hurtigt at nikke og tænkte, at det var da en rigtig god idé, men så opdagede jeg ligesom, at han ikke kunne se mig, og endnu engang fik min pande lov til at mødes med min håndflade..

"Ja. Ja, det vil jeg gerne," svarede jeg endelig. Han må da tro, at der er noget i vejen med mig. Først begynder jeg at undskylde til Amanda, bagefter lyver jeg - hvilket jeg er ret sikker på, at han gennemskuede - og sidst, men ikke mindst, går der mega lang tid, før jeg svarer, fordi jeg har travlt med at lege nikkedukke! Seriøst? Det kører da bare for mig i dag.

Jeg er ved at tro, at der er noget galt med mig..

"Super, så kommer jeg og henter dig om en halv time?" sagde han, men formulerede det mest som et spørgsmål.

"Ja, det kan vi godt sige," svarede jeg og efter vi havde sagt farvel til hinanden, lagde jeg - mærkværdig nok - på. Jeg sukkede dybt, måske skulle jeg få skiftet tøj og finde noget hurtigt at spise. Klokken var næsten to og jeg havde endnu ikke fået middagsmad eller fået ordentlig tøj på. Amanda er virkelig god til at spilde den hårfarve der, så derfor blev jeg nødt til at finde noget gammelt tøj, som gerne måtte blive farvet. 

Jeg skyndte mig først ud i køkkenet - sulten var ved at tage livet af mig - og fandt hurtigt noget brød frem, som jeg hurtigt fik smurt med et hurtigt, men tykt, lag smør, for derefter at kværne det ind i ansigtet på mig selv.

Derefter gik jeg ind i stuen, tog posen med chips i og bøtten med dip og gik ind i soveværelset. På den måde kunne jeg spise lidt mere, mens jeg klædte om. Smart, ikke?

Jeg fandt min lyserøde top frem og et par af mine ynglings jeans. Det må være fint, tænkte jeg. Vejret er dejligt udenfor i dag, så det, at jeg render rundt med bare arme, gør ikke så meget. Jeg smed alt min kluns - undtagen mit undertøj, selvfølgelig – og gik ud på badeværelset for at tisse. Jeg synes efterhånden, at jeg havde holdt mig længe nok. Nu havde jeg også holdt mig lige siden Amanda farvede mit hår, men jeg må have glemt det igen, for jeg havde da haft mange masser af muligheder for at tisse siden da.

Da jeg var færdig, gik jeg ind i soveværelset igen. Jeg havde lige fået min top på, da jeg hørte en banken på min dør. Var han her allerede? Det gik da godt nok hurtigt, syntes jeg. Jeg kiggede på klokken på min telefon og så, at der allerede var gået femogtyve minutter. Hold da op! Enten har jeg været længe om at tisse, ellers var jeg nok langsom til at spise. Jeg synes ellers, det gik meget hurtigt, men jeg har så også altid fået at vide, at jeg er langsom til at spise, så det må være derfor.

Jeg skyndte mig at få mine bukser på – heldigvis var det her sådan noget smart elastik stof, så det var meget nemt - og halvløb så ud til døren, efter der var blevet banket igen.

”Wow,” var hans første kommentar. Jeg anede ikke, hvad han snakkede om, så jeg kiggede bare forvirret på ham. "Dit hår?" sagde han så. Når ja! Mit hår, det er jo blevet farvet. Det er da også rigtigt.

”Er du klar?” spurgte han så, efter at jeg havde budt ham velkommen og alt det der fis.

”Ja, det er jeg,” sagde jeg og fandt hurtigt mine nøgler frem, som jeg proppede ned i mine lomme. Jeg gik ud efter Harry og smækkede så døren i. Så plejer den at låse sig selv, jeg ved ikke helt hvordan det fungerer, jeg smækker bare døren i og så er den, på magisk vis, låst. Jeg er egentlig også ret ligeglad med, hvordan det fungerer, men så længe at det fungerer, så er jeg tilfreds.

”Hvad skal vi?” spurgte jeg, da vi stod udenfor min bygning, men han svarede ikke. Han tog bare min hånd og begyndte at gå.

”Harry,” grinede jeg, ”hvor skal vi hen?” Ej, hvor var han irriterende, men på en sjov måde, hvis det altså giver mening?

***

Vi var gået ned i Hyde Park, som ligger cirka tyve minutters gang fra hvor jeg bor, men for os tog det bare dobbelt så lang tid, fordi Hr. jeg-ved-bare-alting-i-hele-verdenen-og-behøver-ingen-hjælp-fra-nogen-som-helst ikke ville høre på, hvad jeg sagde. Jeg har flere gange gået derned og kender vejen. Jeg prøvede endda flere gange at hjælpe ham, men ville han høre? Nej, det tror jeg ikke lige. Fjols.

Så jeg lod bare være med at sige noget som helst og lod ham sejle sin egen sø, som man siger. Jeg har alligevel heller ikke så meget i mod at gå, når det er dejligt vejr, men når det regner, så skal man føle sig rimelig speciel, hvis man kan få mig ud af min lejlighed.

Vi havde siddet i parken en halv time, og jeg have allerede lært meget mere om ham. Jeg havde lært, at hans forældre blev skilt, og at han havde boet hjemme hos sin mor indtil, at han flyttede til London. Nu bor han sammen med sin aller bedste ven, Louis Tomlinson, deres forhold er åbenbart meget speciel, sådan havde Harry i hvert fald beskrevet det. Han snakker vidst ikke rigtig med hans mor mere, siden han flyttede. Jeg ved ikke hvorfor.

Han er sød, charmerende og bare rigtig sød. Han tænker på menneskerne omkring sig og er på ingen måde egocentralistisk, som nogle mennesker godt kan være, blandt andet mig en gang i mellem.. Han er en rigtig drengerøv, som bare tænker på piger og videospil, for at sige det enkelt, men han er det på en sød måde, og for mig giver det altså mening.

”Nu er din tur, til at fortælle om dig selv,” konstaterede han, med et lille smil på læberne.

”Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige,” startede jeg, og jeg talte skam også sandt. Jeg anede virkelig ikke, hvor jeg skulle starte, eller hvor jeg skulle slutte, så jeg startede bare et eller andet tilfældig sted. ”Jeg er vokset op i en by kaldet Whitby, sammen med min far og min bror, Christian. Da jeg var 18 år, flyttede jeg hertil London for at blive model, og det er gået meget godt,” sagde jeg smilende.

”Hvad med din mor?” spurgte han så. Jeg havde virkelig håbet, at han ikke ville stille mig det spørgsmål. Jeg hader det spørgsmål! Det er det værste spørgsmål nogen nogensinde kan stille mig, så ved i det. Stil mig aldrig det spørgsmål! Jeg vil med glæde svare på alt andet end det spørgsmål. Men jeg blev jo nødt til at svare på spørgsmålet, når han nu har stillet det, og når alt kom til alt, så var han jo også min ’kæreste’, han fortjente at vide det.

”Hun døde, da jeg var seks år gammel,” svarede jeg og kiggede ned i jorden. Jeg kunne ikke se, hvordan han reagerede på mit svar, men jeg ville tro, at han fik et dårligt, fordi han spurgte. Det plejede folk altid at få.

”Det er jeg ked af,” sagde han hurtigt og aede mig kort på armen. Ok, nu lyder det som om, jeg er en eller anden kat. 

”Det er jeg også,” sagde jeg og sendte ham et lille smil. Jeg sad og kiggede ind i hans søde, grønne øjne og svømmede helt væk i et øjeblik.

”Hvor gammel er din bror?” spurgte han så, hvilket slog mig ud af min trance.

”Øhm, han er tyve,” sagde jeg, og han begyndte med det samme at se lidt tænkende ud.

”Og hvor gammel er du?” spurgte han eftertænksomt og så undrende på mig, som om han var lige ved at løse et mysterium.

”Jeg er også tyve,” sagde jeg drillende, med et lille smil placeret lige i smasken.

”Så i-” startede han stille, men jeg afbrød ham.

”Er tvillinger,” afsluttede jeg sætningen.

”Sejt.” Det var hans eneste kommentar, inden han kiggede lidt rundt i parken. Well, i det mindste sagde han ikke lige som alle andre: ’ej, hvor snyd, jeg vil også have en tvilling!’ Jeg bliver så irriteret, når folk kommer med den kommentar. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men jeg hader det bare så grusomt.

”Nej,” svarede jeg stille og kiggede ned på mine hænder. Jeg smilede kort et lille falsk smil, men det forsvandt hurtigt igen. Mig og min bror kunne ikke enes på nogen måde. Vi kunne komme op og slås om retten til at slå en flue ihjel. Jeg savnede den tid, hvor vi var små, hvor vores største problem var, om vi skulle lege indenfor eller udenfor. Dengang vi kunne enes. Hvor vi ikke hele tiden skændes.

"Er du ok?" spurgte han. Jeg kunne mærke, at han kiggede på mig, men jeg sad og bare studerede mine negle. Jeg trængte til at få min ringefingernegl og lillefingernegl på min venstre hånd klippet og min langefingernegl på min højre hånd klippet. Og måske også mine tommelfingernegle. De er altid lange.

Jeg blev slået ud af mine tanker ,da Harry lagde en arm om mig og trak mig ind til sig. Jeg lagde automatisk mit hoved på hans skulder og slappede af. Det her var rart, jeg følte mig tryg.

"Emma?" spurgte han, og jeg kiggede straks nysgerrigt op på ham. Han forstod vist mit ansigt, for han fortsatte hurtigt sit spørgsmål. "Hvad er der sket mellem Amanda og dig?" Spurgte han stille. 

Når ja. Jeg havde næsten helt glemt det igen. Men, tak Harry. Tak, fordi du mindede mig om det - ironi. Nu havde jeg det faktisk lige ok igen, eller hvad man nu kan kalde det. Jeg bliver nødt til at snakke med hende om det.

For tis i fanden, hvor var det bare noget tis det hele. Det var bare overhovedet ikke meningen at det skulle ske. Det var bare noget tis det hele, altså!

Jeg vidste ikke, om jeg skulle sige det til ham. Bare fortælle ham alt, hvad der var sket, men nej! Jeg vidste lige præcis, hvordan jeg skulle kringle den, helt uden at lyve også. Jeg løftede hovedet og kiggede ham i øjnene.

"Det var bare et lille dumt skænderi," sagde jeg og fandt det bedste, kæmpe, ægte - falske - smil frem, som jeg kunne finde. Jeg tror, han hoppede på den, ellers fattede han måske bare, at jeg ikke ville snakke om det.

"Ok," svarede han kort og gav slip på mig, mens han kiggede ud over parken igen.

Hvad? Var han nu tøsefornærmet? Come on. Take you together, Hansi - jeg mener Harry. Han forstod det vist ikke så godt alligevel. Jeg havde virkelig ikke lyst til at indrømme, at det var mig, der havde lavet en fejl. For det vidste jeg jo godt, at det var. Jeg blev nok nødt til at fortælle ham sandheden, jeg orkede ikke flere åndssvage, meningsløse skænderier.

"Det var bare mig, der var egoistisk," indrømmede jeg og endelig kiggede han på mig igen. Endelig reagerede han. Endelig kiggede han ikke ud over parken mere. Endelig holdt han om mig igen.

Jeg gav ham et smil - ægte, denne gang, - som han returnerede. Det var fandme også på tide.

....................

Tredje kapitel. Jeg ville have lagt det ud i går, men jeg skulle lige rette det igennem.

 

-- Peace out --

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...