Skinny Love

Dette er en historie om det at hade sig selv, hade sit udseende og om anoreksi og bulimi.
ADVARSEL: Dette er en gammel historie med massere af fejl.

45Likes
35Kommentarer
2219Visninger
AA

5. Tvang

Jeg lå der. Der i hospitalssengen og følte mig lige så død og tom, som før jeg kom herind. Jeg havde ikke set skyggen af Sine. Familiemedlemmer kom ind og besøgte mig engang i mellem. Men jeg hadede dem. Dem alle sammen. "Det er for dit eget bedste, Tina" Havde min mor sagt. Jeg svarede ikke. Hadet stod ud af mig. Jeg havde hørt min mor og far snakke ude foran min dør. Skændes. Højt. Jeg trak vejret i små besværlige åndedragt, og blev enig om en ting med mig selv. Var det ikke bare bedre, ikke at være her? Bare forsvinde langsomt? forsvinde som støv. Dag for dag forsvandt livslysten og glæden i mine øjne. I nogle dage var jeg igen en tom skal og jeg havde opgivet alt og alle. Jeg havde selv opgivet at dø. Bare ligge og mærke hvordan alt håb blev suget ud. 

"Tina vi har en god nyhed til dig. Din krop er begyndt at optage mere næring, og du har taget flere kilo på" En sygeplejerske prøvede at trænge igennem mine blanke øjne. De var mere grå end nogensinde før.

"Skynd jer lidt ikke?" sagde min idrætslærer. Vi skulle klæde om til idræt. Jeg hadede idræt. Min kondition var træls, og jeg så så smadder dum ud i idrætstøj. Tyk. Jeg tog forsigtig min bluse af, så kun min undertrøje kunne ses. De kiggede på min mave. Det gjorde de. Og de tænkte "kæft hvor er hun tyk".  

Jeg gispede efter vejret. 

"Haha, skal du tabe dig lidt?" 

Mine hænder fiskede efter sonden. Jeg rev til. 

"Jeg kaster bare op" sagde jeg som om det var det mest normale i hele verden. 

Jeg trak vejret voldsomt og rejste mig fra sengen. Sygeplejersken tog fat i mine hænder og sagde noget utydelig. Jeg slog dem væk. 

Det gik op for mig at der var noget galt med mig men jeg indså bare ikke at det var det. 

Jeg stod op. Mine nøgne fødder satte i løb på det kolde gulv. Sygeplejersken kaldte på nogen. 

Tina. Tina, det bedste menneske på jorden. Hende vores elskede veninde. Hende den tynde. Søde pige. Magre pige. Vi elsker dig. Du må ikke forsvinde... 

Det mislykkes. Jeg nåede ikke at tænke videre. Jeg blev fanget. I stedet for at skrige eller kæmpe imod faldt jeg sammen. Tilbage i sengen. Og tilbage til sonden. Det var ikke til at bære. Ned af mine blege kinder trillede tunge tåre. Mine forældre skulle snakke med lægen og det hele skabte så meget hurlumhej. Jeg sank langsomt under dynen. Jeg fik en bedre ide. Hive sonden ud hver gang nogen ikke kiggede. Det virkede. I nogle dage tabte jeg kiloerne igen. Min blåhvide hud, hvide læber og nu grålige hår fik mig til at ligne en død. Nogle småtotter var begyndt at falde af mit hår. "Det bliver værre endnu Tina. Tænk over hvad du gør ved dig selv" sagde lægen. Jeg svarede ikke. Min psykolog var ved at opgive at samarbejde med mig, for jeg sagde ikke noget. lukkede munden. Det hele var jo ligemeget, og følelsen af opgivelse fyldte min hjerne. Jeg tænkte over tingene hele tiden. Men for hvert sekund gjorde tanken om død og ingen sonde mig, mere og mere tørstig efter det. 

"Tina?". Jeg sank en klump. De stemmer havde jeg ikke hørt længe. Sine og Sarah. Sine havde ikke en givet en lyd fra sig siden sidst, og Sarah var ikke rigtig en del af vores fællesskab mere. Mine døde grå øjnene stirrede frem for sig. "Måske skal vi komme en anden dag?" Hviskede Sine til Sarah. Jeg vendte hovedet. Sarah gav mig et kram. Sine stirrede på mig med rædsel i øjnene. "Er du klar over hvad du gør?" spurgte hun. "Ikke nok med at du ødelægger dig selv... Er du klar over hvilken situation du sætter os andre i?". Jeg svarede ikke. "Du dør" sagde hun koldt. "lad os håbe det" hviskede jeg og hev igen sonden langsomt ud. Sarahs trang til at græde overmanede hende og hun gik ud. Sine stirrede lige så dødt og koldt på mig, som jeg gjorde på hende. 

Jeg vågnede op til endnu en dag i rædsel og ingenting. For hver dag der gik, fik jeg mere og mere lyst til at opgive. "mor..?" Min mor havde siddet hos mig hele dagen. "Dør jeg?" jeg lød næsten som om at jeg var bange for at dø. Det var jeg ikke. Hendes blanke øjne blev igen fyldt med vand. Hun tog fat i min hånd og nussede mit hår. "nej.. Det lover jeg". 

"Jeg kan ikke klare mere nu, mor. Jeg vil ikke mere". min stemme lød træt og opgivende, som understregede min pointe. "Jeg vil ikke mere.." hviskede jeg. 

Og nu ligger jeg her. Min historie er færdig. Jeg mangler kun slutningen nu. Og min livshistorie ender ikke med at jeg fylder 93 år, har 4 børn og er en lykkelig gammel enke. Den ender her. Det håber jeg. 

"Er du sikker Tina?" 

"Ja" 

"Der er intet vi kan gøre?" 

"nej.. Eller vent"... 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...