Skinny Love

Dette er en historie om det at hade sig selv, hade sit udseende og om anoreksi og bulimi.
ADVARSEL: Dette er en gammel historie med massere af fejl.

45Likes
35Kommentarer
2175Visninger
AA

4. tårer

Min mor og jeg havde grædt og grædt i flere timer. Hun havde dårlig nok sagt noget før vi begge begyndte at hulke. Jeg ved ikke hvorfor hun hulkede, men jeg. Jeg gjorde det bare. Jeg trængte til at græde lidt. Kender du det?

 Da vi kom til os selv gik vi hver vores vej. Ikke mere snak nu. Jeg lukkede døren efter hende, og sat min yndlings cd på. Jeg fandt min Agatha Christie bog, Nemesis, frem og lå under dynen. Jeg havde ikke hørt beklagelser fra min mave længe, så det var helt underligt. Jeg kiggede på det stykke mavestind folk plejede at kalde maven. Mine knogle-fingre skiftede side. Jeg prøvede at koncentrere mig om bogen, men min krop rystede og var tung. Jeg havde kvalme. Min mor havde sat et stykke bart rygbrød frem og havde sat det på mit sengebord. Min mave kaldte hysterisk efter det, men jeg var stædig og nægtede at gøre hvad den sagde. Jeg svedte igen og troede jeg skulle besvime, men jeg forholdt mig oppe. Jeg vidste jo godt hvad der var galt, men jeg indså det ligesom bare ikke. Jeg havde toilet lige ved siden af mit værelse, som lå i kælderen. Jeg gik der ud, stak fingerende i halsen… og kastede op. Igen. Jeg elskede følelse af selvtilfredshed når min mave trak sig mere og mere sammen. Jeg gjorde det igen og igen, til jeg hørte skridt på vej ned. Jeg skyndte mig at skylde ud, og ligge mig tilbage i sengen. Mit hjerte bankede.

”Tina? Sover du?” Det var bare Sine. Min krop slappede af igen, og jeg vendte mig mod hende. Hun smilede men havde tårer i øjnene. Jeg rejste mig fra sengen, men måtte blive siddende da en svimmelhed overtog mig. ”Det okay, bare bliv liggende” Sagde hun og satte sig på sengekanten. Jeg lagde mig ned igen. Uden brok, da jeg ingen kræfter havde. Uden varsel gav hun tårerene frit løb, og nu hulkede hun. Jeg forstod ingenting. ”Sine?” hviskede jeg.

”Jeg kan ikke klare mere Tina. Hører du mig? Jeg vil ikke mere. Jeg kan ikke” Hulkede hun. Jeg forstod hvad hun mente. Selvmord. Hun ville tage sit eget liv. Straks begyndte jeg at ryste. Både på grund af Sine, men også på grund af madmangel.

”Sine nej..” hulkede jeg. Hun kiggede på mig som om jeg ikke forstod noget som helst. ”Sandra…” Hun stoppede sig selv, og hulkede endnu mere. ”Sandra?” Jeg forstod faktisk ingenting.

”Sandra er død” hulkede hun. I det sekund ramlede min verden sammen. ”Hun er her ikke mere, du dør snart.. Jeg vil ikke leve mere når I ikke gør”. Er hun død? Dør jeg? Jeg forstod ingenting. Stadigvæk. Jeg var helt og aldeles forvirret. Efterfølgende kom en lang hulken. Fra Sine. Ikke mig. Jeg var i chok. Jeg ville vide, ikke græde. Hvorfor? Hvornår? Hvem? Mord? Selvmord? Hvor? Alt. Jeg ville vide alt i detaljer. Jeg ville vide hvem jeg skulle elske og hade. Men der kom ikke en lyd ud af mig. Jeg kunne ikke snakke. En trukken for brystet, blev til en kæmpe klump i halsen. Jeg græd ikke.

”Hvorfor dør jeg?” Spurgte jeg koldt. Straks stoppede Sine sin hulken og havde blikket rettet mod mig. Hun tog et brev op af lommen og snøftede. Jeg rakte ud efter brevet.

Tina. Tina, det bedste menneske på jorden. Hende vores elskede veninde. Hende den tynde. Søde pige. Magrer pige. Vi elsker dig. Du må ikke forsvinde…

Der var mere endnu. Det var overvældende. Der stod flere gange at hvis jeg ikke spiste, ville jeg forsvinde fra dem. De undlod at skrive dø. De skrev at de elskede mig. Et øjeblik lukkede alt omkring mig. Bilerne på vejen, Sines hulken, Min egen hjertebanken, Min mors stemme ovenpå, alt. Det eneste jeg kunne høre var hvordan jeg langsomt træk vejret. Jeg var vred.

”Gå” Sagde jeg koldt til Sine der stadigvæk hulkede. ”Hvad?” Hun forstod mig ikke.

”For det første, ville du ikke græde sådan hvis… Nårh nej når jeg dør” Sagde jeg hårdt, lagde trykket på dør og krøllede papiret sammen. ”For det andet..” Jeg trak vejret. ”Gå”.

”Tina stop nu, du må ikke sige sådan noget” græd Sine der prøvede at tage sig sammen. ”Jeg elsker dig lige så meget som jeg elsker Sandra” Sagde hun skarpt, men hun var ikke sur.

”Elskede..” Svarede jeg kort. Sandra var væk, og snart var det min tur. Sine rejste sig. Hun åbnede munden, men gik uden en lyd. En flok politimænd kom forbi vores hus og forklarede mig alt. Sandra og hendes familie døde i en bilulykke. De spurgte mig om en masse om hende. Men jeg fortrak ikke en mine. Jeg "døde" den dag. Min sjæl og mit sind. Om så mig og Sandra bare var blevet uvenner, eller om hun var død. Det var sådan set ligegyldigt, for jeg kunne ikke undvære hende. Jeg elskede hende. Hele den nat stirrede jeg på hendes smukke ansigt på hendes Facebook profil. Dette smukke og uskyldige ansigt var væk for altid. Kun minder tilbage.  

”Tina du skal du høre her engang, du kommer til at overnatte her nogle dage, okay? Så vi kan holde øje med din krop og udvikling på den mad du får gennem sonden? Okay?” En sygeplejerske stirrede på mig. Det var nu nogle uger siden Sandras død, og mig og Sine snakkede ikke sammen. Jeg havde nægtet at spise noget, og havde pludselig vågnet op her. Hospitalet. En død sjæl i en alt for levende krop. Jeg ville ikke ligge her. Jeg ville ud og gøre noget dumt. Men i stedet for nikkede jeg bare. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...