It's like an angel came by ❤ ⎪Justin Bieber

17-årig Jasmine, har været belieber siden dag et. Og i dag kan hun måske få muligheden for at møde sit aller største idol. Og det virker, hun få sneget sig ind til en m&g. Men hendes liv tager en meget stor drejning, da hun lærer Justin bedre at kende. Hun bliver knust for første gang, og finder ud af hvordan det er at være helt nede. Ikke fordi hendes liv altid har været nemt. Justin lærer hende at elske, men det er ikke kun gode ting mellem dem. Jalousi, tro, kærlighed og en masse drama. Bliver hendes liv nogensinde normalt igen?

23Likes
59Kommentarer
2317Visninger
AA

18. Undskyld

Justins synsvinkel

*kort info, Nothing Like Us er ikke blevet skrevet til Selena og er ikke udkommet*

 

Tårene løb fra hendes kinder, hun kiggede mig dybt i øjnene og løb så, jeg vidste at jeg ikke skulle løbe efter hende. Hvad havde jeg dog gjort? Jeg havde lige smidt det bedste i mit liv væk, uden at vide at hun var det, hun var det jeg ikke kunne leve uden, og jeg kunne mærke smerten tage til i mit hjerte, som om en 17 cm lang kniv langsomt borede sig ind imellem mine ribben, og hvis du ganger den smerte med 100 så er du kun halvvejs fra hvordan jeg havde det. Hvorfor havde jeg været så naiv, troet at hun ville tilgive mig, og nu stod jeg her, tomhændet og et blødende hjerte, jeg havde bare lyst til at falde om og aldrig vågne op igen. Og jeg var helt selv skyld i den her smerte. 

 

Med tunge skridt gik jeg tilbage til hotelværelset, jeg rev døren op, og smækkede den efter mig, jeg gik direkte ind til Selena, der stadig sad uskyldig inde på værelset, "ud!" råbte jeg ad hende, hendes smil blegnede en smule "hvorfor skat?" hviskede hun stille og kom hen til hende, jeg puffede hende væk "gå Selena" sagde jeg, jeg kunne ikke kende min stemme, jeg havde så meget had til hende, og til mig selv, at jeg ikke kunne klare det. Hun vendte sig om og gik ud ad rummet. Lidt efter kunne jeg høre en dør smække. Jeg sank ned på sengen, en tåre faldt ned ad min kind, efterfulgt af en mere, og så kom de bare væltende. 

 

Hvad havde jeg gjort? Jeg havde mistet min bedre halvdel, mit smil, mit grin, grunden til jeg stod op, grunden til at jeg levede, jeg åndede, mit hjerte slog, og jeg havde skubbet det hele fra mig, bevidst. Jeg kunne ikke mere, hvorfor skulle jeg ødelægge det hele for mig selv, jeg lagde mit hovede ned i mine hænder som hurtigt blev fugtige, pludselig mærkede jeg en hånd på min ryg. Jeg havde helt glemt at Alfredo stadig var her "Justin, fortæl mig hvad der er sket" sagde han stille, men jeg kunne ikke snakke, ikke snakke fordi jeg var bange for at flippe ud på mig selv, af rent selvhad. "Justin, jeg vil bare hjælpe dig" "Det ved jeg" fik jeg fremstammet. Jeg tog mit hovede op, tørrede tårene væk så godt jeg kunne, selvom flere og flere blev ved med at pible frem. Jeg begyndte at fortælle, med en masse pauser fordi mine hulk afbrød mig. Efter at have fortalt det kiggede jeg bare op, mit blik flakkede rundt i rummet, Alfredo sad og nikkede kort "Justin, jeg ved at hun elsker dig" "det ved jeg nu ikke" fik jeg sagt kort, "jeg har ødelagt alt, os, hende, mig, bare det hele" for det havde jeg, jeg havde ødelagt vores ellers så perfekte forhold, jeg havde ødelagt det, hende, mig og os. Bare det hele.

 

"Hvad skal jeg gøre" sagde jeg stille, stilhed, jeg kiggede op "Giv hende lidt tid, og vis hende at du vil have hende, at du elsker hende og at du vil kæmpe for hende" for det ville jeg, jeg ville kæmpe for at få hende tilbage, jeg ville gøre alt. "Tror du hun tager hjem?" spurgte jeg, fordi jeg blev nød til at afbryde mine egne tanker. Han nikkede, "ja det tror jeg" "jeg har 14 dage til at bevise at hun er mit alt" 

 

Senere på aftenen skrev jeg en sms til hende "Er du på vej hjem?" jeg bed mig nervøst i læben, om hun overhovedet ville svare mig, jeg kunne egentlig godt forstå hvis hun ikke ville, fordi hun var så sur og indebrændt på mig, et minut føltes som flere timer, fordi jeg ventede på hendes svar, jeg lagde min mobil på sengen og gik ud for at tage et bad, jeg smed tøjet på jorden, og gik langsomt ind i badet, jeg tændte for det varme vand, jeg stod bare og lod tankerne tage over, lod vandet overtage, lod det glide stille ned ad min krop, ramme hvert et stykke på mig, lod det rense mig rent for al den dumhed jeg havde på mig, al den had til mig selv, lod det blive skyllet væk. Men så snart jeg gik ud fra badet, føltes det som om at et lag snavs blev kastet på mig, laget bestod af skyldfølelse, sorg, had til mig selv, selvforagt og irritation. Laget sad som klistret til min krop, jeg prøvede desperat at tørre det af med mit håndklæde, men det blev siddende, hver eneste af de følelser blev siddende, ti gange så slemme.  

 

Min mobil lyste op, jeg løb over mod den, desperat for at se om det var hende, og mit hjerte stoppede i et split sekund, det var hende, "jeg er lige landet i danmark, hvorfor kontakter du mig overhovedet" mine fingre fløj hen over tastaturet, bare at hun havde svaret betød alt for mig. "jeg elsker dig af hele mit hjerte, undskyld" fik jeg bare skrevet og trykkede send med det samme. Min mave snørrede sig sammen, da svaret med det samme lyst op på min skærm "jeg ved ikke hvad jeg tror længere, Justin" mit hjerte sank helt ned til knæene, svaret gjorde ondt, jeg trykkede bare "jeg er virkelig ked af det Jasmine" hun svarede bare kort tilbage "hmm"  jeg smed mobilen, hvordan kunne jeg få hende overbevist om at hun var min eneste ene. Jeg lagde mig i sengen og lod stilheden overtage og lod mine tanker frit spil, hvilket ikke var særlig rart, da de kun indholdte hende og min skyldfølelse. 

 

Om morgenen lavede jeg et opkald, en idé der måske ville få hende overbevist om at jeg elskede hende mere end noget andet, jeg tastede nummeret ind "Hej, jeg vil gerne have at resten af dagen skal du hver time give Jasmine fem roser, altså første time fem roser, anden time 10 roser, osv, og hver gang skal der være vedhæftet et kort hvor der står "jeg er ked af det, undskyld" jeg gav manden adressen og hendes navn, hvad hun mon synes om det, om det overhovedet ville hjælpe noget. Jeg krydsede alt hvad jeg havde, tog så min mobil frem og skrev "jeg elsker dig, og hvis jeg kunne ville jeg gøre sådan det aldrig var sket. Undskyld, virkelig undskyld" jeg sendte beskeden. "Jeg ved, at jeg har begået en fejl, og jeg fortryder inderligt, jeg vil bare have dig, igen andre" sendte den besked bagefter. Jeg lagde mig ned i min seng. hvad skulle jeg dog gøre. 

 

Jeg begyndte at skrive, skrive mine følelser ned, jeg skrev dem alle ned, hvilket fik mig til at græde igen, fik mig til at føle mig fortabt uden hende ved min side, men godt to timer efter kiggede jeg ned på to siders skrevne tekster, og jeg vidste, at det her ville være en god måde at få mine følelser meldt klart ud til hende. Jeg ringede til hende, men hun tog den ikke. Jeg snakkede på hendes telefonsvare, ringede igen, men opgav efter ca fjortene forsøg, uden hun tog den, så jeg besluttede at ringe til Dan, "Dan?" "Hvad så Justin?" "Kan vi ikke finde et studie, jeg har en sang jeg vil spille for dig, så hurtigt som muligt" vi aftalte hurtigt at mødes om en time, ved det nærmeste studie, det var kun lige tre minutters gåtur herfra, jeg tog en sort hættetrøje på, og et par solbriller, og gik ud ad døren.

 

Jeg skubbede døren op til studiet, og så at Dan stod derinde, jeg gik hen til ham, uden at tage mine solbriller af, vi snakkede kort og gik ind, jeg begyndte at spille en melodi på klaveret, Dan lyttede intenst med, jeg begyndte at synge lige så stille,

 

Lately I've been thinkin', thinkin' 'bout what we had. I know it was hard, it was all that we knew, yeah. Have you been drinkin', to take all the pain away? I wish that I could give you what you, deserve. 'Cause nothing can ever, ever replace you. Nothing can make me feel like you do, yeah. You know there's no one, I can relate to. I know we won't find a love that's so true. There's nothing like us, there's nothing like you and me. Together through the storm. There's nothing like us, there's nothing like you and me. Together, oh

 

Jeg kiggede op da jeg havde sunget den færdig, Dan stod og kiggede på mig, jeg kunne mærke en tåre falde fra min kind. Han nikkede bare, vi var i studiet hele dagen, og da jeg gik ud af studiet, var det med blandede følelser, og allerede næste morgen ville jeg ligge den ud på iTunes, det havde Dan og jeg aftalt, jeg kiggede ned på min mobil, ingen nye beskeder, ingen nye opkald, intet nyt. Jeg ringede til hende igen, indtalte en besked "Skat, undskyld" men jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, jeg ville bare have hende tilbage, jeg ville gøre alt for at få hende til at indse at hun var det bedste i hele mit liv, eller hun havde været det bedste, for lige nu ville hun ikke være en del af det mere. Jeg åbnede døren ind til mit værelse, og så at der lå en af hendes sweatere, jeg tog den forsigtigt op og snuste til den, den duftede af hende, duften beroligede  mig mere eller mindre, for den duftede af tryghed, den tryghed jeg kun følte når jeg var sammen med hende. Den tryghed som jeg havde smidt væk fra mig, som jeg var skyld i jeg havde mistet, mon jeg nogensinde ville få den igen?

 

Jeg vågnede næste morgen, og kom i tanke om at Nothing Like Us var udkommet, jeg fandt min mobil frem, intet tegn fra hende, jeg skrev "Jeg ved du ikke vil i kontakt med mig, men hør den, jeg har skrevet den til dig, om os, om dig, og om mig. Jeg elsker dig. Din for evigt" jeg sendte beskeden og linkede Nothing Like Us, i beskeden. 

 

Der var gået en uge, en uge uden noget tegn fra hende, jeg havde sendt hende roser hver dag, digte, havde skrevet en sang, ringede mindst tyve gange om dagen, skrev lange beskeder, men fik intet tegn tilbage fra hende. Og det var der jeg besluttede min næste handling, jeg pakkede ikke noget, tog bare mine solbriller på og ringede til Moshe, han skulle køre mig til lufthavnen hvor jeg med det samme skulle til Danmark, jeg kunne ikke holde det her ud mere, jeg måtte se hende, bare høre hendes stemme, føle hendes nærvær, ligemeget hvad hun ville sige, jeg blev nød til det. 

 

Jeg sad i bilen, det stoppede da lige ind ved siden af mit fly, jeg gik hurtigt ud af den, takkede Moshe og gik ind i flyet, jeg hilste på piloten, som smilede venligt til mig, jeg tvang et falsk smil frem og nikkede til ham, og jeg satte mig ind. Jeg var på vej til hende. 

 

***

 

Taxaen holdte uden for hendes hus, jeg takkede manden og skyndte mig hen til døren, jeg trykkede på dørklokken, lidt efter åbnede døren, og der stod hun. Hendes mund faldt op, hun skulle til at lukke døren, men jeg satte min fod imellem, hun kiggede på mig, men lod ikke vores blikke mødes, "Jasmine lad mig komme ind" hun stod og tøvede i et ort øjeblik, men lukkede så døren op, jeg gik langsomt ind, hun sagde ikke noget, gik bare hen mod trappen, og gik op ad den, jeg fulgte efter, uden at sige noget, vi gik ind på hendes værelse, min mund faldt op. Det var fyldt med plakater, og merchandise. Og alle tingene var af mig, tre af rummets fire vægge var fyldt med Justin Bieber ting, det var helt underligt at se. På en hylde havde hun min film, mine cd'er mine parfumer, bare det hele. Jeg smilede ved tanken. Men mine tanker blev afbrudt af virkeligheden, "Hvad vil du Justin?" sagde hun i en skuffet tone, som med det samme skar sig ind i mit hjerte, jeg hadede at høre hende sådan.

 

"Undskyld" fik jeg fremstammet, jeg ville egentlig sige mere, men mit blik faldt på den bunke roser der lå ved siden af hendes seng, de roser jeg havde sendt, jeg kiggede op på hende "den har jeg hørt Justin" jeg kiggede på hende, jeg kunne se at hendes blik var ved at blive fugtigt igen, "Holder du ikke af mig mere?" hun kiggede forbavset op på mig "jo, og det er det der gør så ondt, at jeg elsker dig af hele mit hjerte, og du bare smider mig væk" ordende gjorde ondt, selvom de ikke var ment til at gøre så ondt, så slog de luften ud af mig, lige som når man bliver ramt i solar plexus, jeg kunne intet sige, hun fik mig til at se hende ind i øjnene, og jeg kunne se hvor såret hun var, "der er intet jeg fortryder mere inderligt, jeg smed det bedste jeg havde væk, og det var dig, og jeg har det så skidt, jeg kan ikke leve videre uden dig" jeg prøvede at holde øjenkontakten med hende, men hun prøvede at undgå den "det skulle du have tænkt på noget før, inden du kyssede med en anden" hun rettede sit blik hårdt mod jorden "og det er det jeg har prøvet at gøre klart for dig, jeg har sendt dig roser, undskyldskort, lavet en sang til dig" jeg holdte en pause "jeg kan ikke uden dig" "baby, undskyld" hun kiggede op på mig, og i et kort øjeblik troede jeg hun skulle til at tilgive mig. Men så kiggede hun ned igen.

 

Efter en lang tid, uden ord, sagde hun noget "jeg ville så gerne tilgive dig, det ville jeg gerne, men jeg kan ikke, jeg vil ikke såres igen, jeg ved ikke om jeg kan stole på dig" "jeg ville gøre alt, jeg mener virkelig alt for at få dig tilbage, så jeg kan bevise dig at du kan stole på mig, at du kan se hvor meget jeg elsker dig" hun tøvede med sit svar "jeg ville så gerne tro på dig Justin" hun kiggede ud af vinduet, "giv mig en chance, bare en, jer ber dig Jasmine" inden hun nåede at svare trak jeg hende ind i et kram, i starten strittede hun imod, men så slappede hun af, jeg nussede blidt hendes ryg. Hun trak sig stille væk fra mig, og skulle til at sige noget "justin-" men videre kom hun ikke, for mine læber afbrød hende ord, da de ramte hendes. 

 

"undskyld" hviskede jeg under kysset, og så fik jeg lukket munden på hende for noget tid.

 

______________________________________________________________________________________

 

hvad mon Jasmine gør? tilgiver hun ham eller ikke?

Næste kapitel kommer nok først i morgen, da jeg er på arbejde til klokken 20.30 

Skriv gerne hvad i synes, i en kommentar

Og så er den også snart slut, men jeg har allerede en ny movella i tankerne

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...