It's like an angel came by ❤ ⎪Justin Bieber

17-årig Jasmine, har været belieber siden dag et. Og i dag kan hun måske få muligheden for at møde sit aller største idol. Og det virker, hun få sneget sig ind til en m&g. Men hendes liv tager en meget stor drejning, da hun lærer Justin bedre at kende. Hun bliver knust for første gang, og finder ud af hvordan det er at være helt nede. Ikke fordi hendes liv altid har været nemt. Justin lærer hende at elske, men det er ikke kun gode ting mellem dem. Jalousi, tro, kærlighed og en masse drama. Bliver hendes liv nogensinde normalt igen?

23Likes
59Kommentarer
2342Visninger
AA

10. Hvad vil du?

Jeg sad helt lammet og stirrede på ham. 

Hvad fanden lavede han her. Det var ham der havde dummet sig. Ikke mig. 

Det var ham der havde sagt at jeg skulle tage hjem. Ikke mig.

Så hvad fanden ville han her. 

"Hvad vil du" sagde jeg koldt til ham, og vente mig om. Jeg ville ikke engang se på ham. Jeg kunne høre ham gå tættere på. Da jeg så ham, kunne jeg se at han var blevet mere ædru. Nok over det chock, og den konflikt der lige var sket. Jeg kiggede koldt igennem ham. "Hvad vil du" gentog jeg mig selv. "sige undskyld" sagde han, han kiggede ned i gulvet som om han skammede sig. Men jeg var lige glad. Han kunne skamme sig alt det han ville. Og det burde han også. Skamme sig så det gjorde ondt. Fordi jeg var så såret at det gjorde ondt, i hver eneste lille celle i min krop. "okay" svarede jeg koldt. "var det alt" sagde jeg. Han kiggede forskrækket op på mig. "Jasmine" "hvad" svarede jeg hurtigt igen. 

"Undskyld, og jeg mener det" jeg svarede ham ikke. Ikke lige nu. "Jeg tror ikke på dig" svarede jeg lavt igen. For nej, et undskyld var ikke nok, for ellers ville han jo ikke have gjort det. Knust mit hjerte for anden gang. "hvorfor?" sagde han stille. Jeg skulle være ærlig overfor ham. Det fortjente han. Siden han jo havde været så ærlig over for mig, nej hov, det havde han jo ikke. Men jeg ville ikke falde så langt ned i standard som han gjorde. "hvis du mente alt det du havde sagt første gang du knuste mig, ville du ikke have gjort det igen." jeg kiggede ham lige i øjnene. Det var ikke rart, jeg havde bare lyst til at råbe ad ham. Og gå min vej. Men nej, det kunne jeg ikke.

      "Undskyld, jeg var fuld" "NEJ" råbte jeg ad ham, men sænkede så min stemme igen, "du kan ikke bruge det som en undskyldning. Jeg er ligeglad om hvor meget du havde drukket, taget stoffer eller hvad fanden du havde gjort. At bruge 'jeg var fuld' som undskyldning. Det kan man ikke, når man er i et officielt forhold, så skal man styre sig. Selvom man er til en fest" Han kiggede ned i jorden. Jeg kunne se at han kæmpede med ordene for hvad han ville sige. "Jeg fortryder" hviskede han. "Ja Justin, men nu er det for sent. Du kan ikke fortryde det mere" jeg kiggede ud af vinduet. Jeg kunne mærke hans blik vile på mig. "Jeg ved det, og jeg er rigtig ked af det. Du fortjener ikke at blive behandlet sådan, undskyld" jeg nikkede langsomt. "hvad betyder det?" sagde han stille. "Jeg tror på at du er ked af det, men jeg ved ikke om jeg tror på at du fortryder det" "det gør jeg" han hævede stemmen. 

      Jeg kiggede ind i hans øjne. "jeg vidste at det her ville ske Justin" han kiggede spørgenede på mig, "Hvad mener du?" "Du har aldrig elsket mig nok" "Jo jeg har, du er det bedste i mit liv" "var" sagde jeg lavt. "Hvad?" "VAR" sagde jeg med højere stemme. "Nej, du er det bedste i mit liv." "Hvis jeg var det, eller er det, så ville du ikke have gjort det Justin..." jeg tænkte mig om "Justin bare giv mig en forklaring, en rigtig" han kørte hånden gennem sit perfekte hår. Han var stadig perfekt for mig. Under den grimme facade han havde bygget op her til aften. 

      Der var en lang pause uden nogen af os sagde noget. Jeg ventede bare på at han svarede. "Jeg vil være ærlig med dig" "ja tak" "jeg ved det ikke" det svar havde jeg ikke regnet med, og det var det der fik mit indvendige raseri til at koge op. Hvordan kunne han sige noget som det. "Jeg havde forventet mere af dig Justin" jeg kiggede direkte på ham. Jeg kunne se at hans øjne var fugtige. Men jeg var ligeglad. Det var han selv udenom. "Giv mig en chance mere" hviskede han bedende. "Jeg ville gerne Justin, men jeg stoler ikke på dig." "Det forstår jeg godt" jeg kiggede på ham. Men nej, ikke før han havde forklaret sig selv.       

Hvorfor kunne han ikke bare være en mand og sige hvad der skete. 

Kunne stå ved de fejl han har begået.

"Hvad skete der præcist Justin?" "jeg ved det ikke" jeg var ved at koge over. Hvordan kunne han sige det. "Justin hvis du vil have det her til at fungere, så skal du sige hvad der er sket. Ellers kommer det her ikke til at gå!!!" Råbte jeg ad ham. Han kiggede forskrækket op. "Vil du have jeg tager hjem nu eller hvad?" Jeg kiggede seriøst på ham. "Nej, det vil jeg ikke have" "Jamen så må du gøre noget, jeg vil ikke have et forhold med en der ikke engang kan fortælle sandheden til mig" "okay" hviskede han. Endelig, tænkte jeg.

    "Da jeg kom til festen, så jeg at Selena var der. Jeg vidste med det samme at jeg ikke skulle i nærheden af hende. Især ikke når jeg havde drukket. Men... Da Lil Za, Fredo og jeg stod og snakkede kom hun over til mig. Jeg ved ikke hvad der gjorde at jeg gjorde det, for jeg fortrød med det samme. Jeg kyssede hende på kinden og pludselig, inden jeg så mig for kyssede jeg hende på munden. Efter det tog jeg hjem med det samme. Jeg vidste at jeg havde dummet mig, og jeg fortrød. Jeg ved at de ikke ændre noget, men jeg er så ked af det. Du er det aller bedste der nogensinde er sket for mig. Og jeg ved at jeg har dummet mig så meget. Du fortjener meget bedre end mig. Men jeg vil ikke lade dig gå. Jeg elsker dig. Af hele mit hjerte. Og jeg vil ikke miste dig." 

     Han kiggede på mig. Jeg rejste mig, tårene var begyndt at trille mere og mere igen. Jeg gik længere bagud i flyet. Jeg stod. Bevægede mig ikke. Jeg kunne høre at Justin havde rejst sig. Han rørte blidt ved min ryg, og hviskede roligt ind i mit øre "jasmin" jeg fik kuldegysninger gennem hele kroppen. Men jeg var for såret. Hvad skulle jeg gøre? Han nussede mig på ryggen. Kunne han ikke lade mig tænke i fred. Jeg vente mig automatisk bare rundt og råbte ham lige i hovedet. "Justiii..."

 

Men inden jeg sluttede sætningen, trak han mig ind til sig, holdt fast om mig, og pressede sine læber mod mine. Jeg havde lyst til at trække mig væk fra ham. Men jeg ville også blive. Hvorfor var han så fandens perfekt, den idiot.

 

______________________________________________________________________________________

 

Tror i at hun tilgiver ham?

At de finder sammen?

Eller tager hun hjem igen, og de går hver til sit?

Det var et lidt kort kapitel, undskyld

Skriv hvad i synes :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...