Where is the love, it's hiding from me?!

Diana (en helt almindelig 17 årig pige) møder en aften Charlie (en 19 årig en skiftende dreng og dæmon fra helvede). Charlie lever for at dræbe alt og alle, men af en eller anden grund kan han bare ikke gøre Diana ondt. Diana får til opgave at gøre Charlie god igen, så han kan fortsætte sin fortid som engel, men bliver det sværere end hun troede? Får de et forhold til hinanden?
Find ud af det her, og læs med i "Where is the love, it's hiding from me?!"

To The Peoble: Hele historien er skrevet i forvejen, så jeg skal nok sørge for at lægge kapitler ind så ofte som muligt (:

7Likes
2Kommentarer
589Visninger
AA

6. Kapitel 5

Han ser roligt på hende, næsten stolt over at have overvundet sulten, for det var næsten umuligt for en dæmon. ''Vil du selv gå derhen, eller må jeg gå med?'', svare han roligt, det var egentlig fint nok, han ville jo ikke dø af at følge hende hjem. Han rejser sig selv op, og ser roligt hen på hende.

"Du må meget gerne gå med, hvis du har lyst." Hun er lettet, og hun smiler, stort og varmt. Hun føler en glæde og varme indeni. Hun begynder så småt at gå, mens hun smiler, og nynner lidt for sig selv.

Han ser roligt på hende, og følger trop, går så hen ved siden af hende, og stikker hænderne i hver sin forlomme. Han leger lidt med en lommekniv i den ene lomme, men er fuldstændig koncentreret på hvad der sker rundt omkring ham.

De når ud af skoven, og når tættere på hendes hus, da hun kommer i tanke om en episode i skoven. Hvordan vidste han mon at den ulv ville komme? Han sagde fare en del tid før ulven overhovedet kom frem. Men hun føler det upassende at spørge om det. I stedet for smiler hun bare til ham. Hendes hus var 20 meter fra dem.

''Er det derhenne?'', spørger han roligt og nikker mod et halv stort hus ikke langt fra dem. Han havde ikke tænkt sig at følge med hende indenfor, kun hen til huset, men det var også kun fordi han havde lovet hende det.

Hun nikkede, og stoppede op foran døren. Trådte op på dørtrinet. Nu var de lige høje. Hun kiggede ind i hans brune øjne. Hendes knæ var stadig ømt, men hun mærkede det ikke så meget. "Vil du med ind?" spurgte hun, og pegede på døren. Hun kunne godt have brug for selvskab. Det var lang tid siden hun havde haft en ven med hjem. Hun betragtede ham som en ven.

Han svarede roligt, han kunne ikke komme med ind, han kunne ikke tillade sig selv at gøre det. ''Nej tak'', siger han roligt, og tager et skridt tilbage fra trappen, så de ikke står lige op af hinanden. Ser roligt på hende, nej han måtte ikke komme ind, det var forkert på så mange måder, det burde være ulovligt.

Hun kiggede skuffet ned i jorden. Prøvede hurtigt at gemme skuffelsen. Hun var alene hjemme. Det havde hun været i lang tid. Lige siden hendes forældre forsvandt, for 2 år siden. Hun fik lov af retten til at blive boende, heldigvis. Og hvis hun havde brug for noget, kunne hun jo besøge naboerne. Hun vidste ikke hun følte sig ensom. Det havde hun først lige fundet ud af. "Ses vi så i morgen igen?" spurgte hun, og håbede på svar.

''Måske'', svare han roligt, og vender sig bagefter og går mod skoven. Han var måske som dæmon eller menneske i morgen, alt i alt, han blev i skoven, der boede han jo. Han vendte et øjeblik hovedet imens han gik og smilede til hende, venligt, inden han fortsatte videre fremad.

Hun vinkede til ham, og så ham gå. De havde været ude længe, det var allerede ved at blive lidt mat i vejret. Hun åbnede døren og gik indenfor. Hun satte sig ned på sofaen, og tænkte på ham. Hun kunne mærke det i maven. Hvorfor lige dét? Hun havde ikke mærket det før nu. Hun var blevet forelsket. Kunne det virkeligt passe? Efter lang tid hvor hun bare havde siddet og siddet, fik hun lavet noget mad. Hun var skrupsulten, så hun spiste en del. Da hun var færdig, var det ved at blive sent, så hun gik op i sin seng. Hun lagde sig ned, og kiggede op i loftet. Med et fik hun store øjne. Hun havde glemt at spørge hvor de skulle mødes! En tåre faldt ned ad hendes kind. Hun håbede på han ville være i skoven.

Han fortsatte ind i skoven, nåede dertil, og da det blev aften, var sårene fra ulven ikke slemme, så han forvandlede sig til dæmon, og dræbte to mennesker, ikke fordi han var sulten, men det var et par. Og han hadede som sagt kærlighed over alt på jorden, det var gyseligt, og det skulle bare afskaffes. Han sætter sig ned og vasker blodet af ansigtet og den blege hud. Kigger bare ud på søen, og ønsker snart at kunne komme tilbage, tilbage til helvedet.

Hun vågnede om morgenen. Fuglene pippede. Hun havde stadig en glæde i kroppen fra dagen før. Han var jo faktisk rigtig sød. Hun ønskede han syntes det samme om hende. Men på samme tid var der også en frygt, hun var både tryg, og utryg i hans selvskab. Hvor skulle hun lede efter ham? Og var det mon virkeligt, det med dæmonskikkelsen der spejledes i vandet ved søen den dag? Hun håbede det ikke...

Han vågnede da et egern pillede et agern, og han fik en skal på maven. Det kildrede og han grinte lidt af det, på den måde vågnede han. Han var stadig i skoven, han satte sig ned ved søen, og drak noget vand.

Hun tog hurtigt noget tøj på, og gik i gang med sin morgenmad. Derefter tog hun sin jakke på, og gik ned mod gågaden, for at gå den lange tur ned til skoven. Bare for at få lidt mere frisk luft.

Han rejste sig op, han var i dæmon skikkelse og kunne genkende en lugt komme mod sig, langsomt, men genkendeligt. Han rejser sig hurtigt og tager en kniv op i tilføjelse af hvis der kom nogen, for når han var dæmon, kunne han ikke modstå trængen til at dræbe, det var næsten umuligt.

Hun var lige nået ind i skoven, da hun hørte en lyd rasle i bladene og grenene lidt væk. Hun stivnede, men var alligevel sikker på hvem det var. Hun gik mod lyden, og kom hen til en busk. Han var sikkert bag busken, det var der lyden kom fra. Hun fandt et hul, og kravlede igennem. "Hej!" i det hun sagde det, vendte hun sig om. Og i det hun vendte sig om, skreg hun. En hvid ulv stod foran hende og knurrede.

Han hørte hurtigt skriget, og stod næsten ved siden af hende med det samme. ''Løb, løb væk NU!'', sagde han bestemt i dæmon skikkelsen, og gik imod den hvide ulv.

Hun begyndte at græde, mens hun løb. Alt hvad hun kunne. Hun var nu ikke kun bange for ulven, men også ham. Endnu engang havde han den mærkelige skikkelse. Hun løb og løb, og følte nogen løb efter hende, men der var ingen. Hun løb længere end hendes ben nærmest kunne bære hende, længere end hun troede hun kunne komme, og hun havde aldrig været der hvor hun var nu. Der var skyfrit i forhold til før. Hun kunne mærke en masse tårer der ville ud, men hun lod dem ikke komme ud. Hvad var det for et sted hun var kommet til? Hun begyndte at gå. Så faldt hun. Så gik hun lidt igen, men til sidst satte hun sig ned. Da hun hørte noget rasle bag træerne blev hun bange, men det forsvandt pludseligt, uforståeligt. En lysende skikkelse kom frem. Hun havde en guldring om hovedet, der hang sammen med hendes lange, lyse, gyldne hår.

Han blev og sloges med ulven, og endte med at ulven døde, på trods af alle de skader den havde forsaget ham, han var tømt for kræfter lige nu, og åd ulven, for at bare at kunne gå hen til søen. Han løb altså ikke efter hende, men gik hen til søen.

Hun stirrede på skikkelsen. Gik et par skridt tættere på, og udstødte så et gisp da hun så hende. Det var hende fra drømmen. Som måske ikke var en drøm alligevel. Hende der havde advaret hende. "Bare rolig, du skal ikke være bange. Jeg er helt sikker på du er den udvalgte, så nu har jeg en lille opgave til dig. Eller det vil sige, den er stor. Jeg vil have dig til at få ham til at finde kærligheden igen. Du må lukke dine følelser ud til ham, så han måske kan blive god igen, så vi får dæmonen ud af ham. Men start med at få et godt forhold til ham. Derefter vil jeg have dig til at trykke på denne knap." Hun rækte en hånd ud mod Diana, der tog imod. Det var en ring. "Hvad mener du, hvorfor er det jeg skal gøre det her?" hviskede Diana. Hun var lidt ude af den. "For at redde denne verden, med uskyldige ofre!" Da hendes sætning var færdig, forsvandt damen. "Hey, hvordan kommer jeg tilbage?!" råbte hun. Det begyndte pludseligt at glitre rundt om hende. Med et, befandt hun sig teleporteret over søen, og fald med et plask i vandet!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...