Where is the love, it's hiding from me?!

Diana (en helt almindelig 17 årig pige) møder en aften Charlie (en 19 årig en skiftende dreng og dæmon fra helvede). Charlie lever for at dræbe alt og alle, men af en eller anden grund kan han bare ikke gøre Diana ondt. Diana får til opgave at gøre Charlie god igen, så han kan fortsætte sin fortid som engel, men bliver det sværere end hun troede? Får de et forhold til hinanden?
Find ud af det her, og læs med i "Where is the love, it's hiding from me?!"

To The Peoble: Hele historien er skrevet i forvejen, så jeg skal nok sørge for at lægge kapitler ind så ofte som muligt (:

7Likes
2Kommentarer
545Visninger
AA

5. Kapitel 4

Han rejste sig langsomt op, vendte hovedet kort og så på hende, inden han så mod træerne. ''Der'', siger han, og peger mod en stor sort ulv, der kommer frem bag et træ. ''Gå NU!'', siger han hårdt, og gør sig klar til at kæmpe med ulven.

Hun giver et skrig fra sig, da hun ser den knurrende ulv. Hvor skulle hun gå hen? Hun bakkede et par skridt bagud, og væltede så over en gren. Hun rejste sig hurtigt op, og begyndte at løbe mange meter ned gennem skovbunden. Hun vendte sig om og løb baglæns. Hvorfor løb han ikke? Hvad havde han gang i?!

Han ventede med at gå imod ulven, til han kunne se hun var tilpas langt nok væk til ikke at blive såret hvis ulven ville løbe væk. Han ender med at dræbe ulven, efter en kamp med bidemærker og en hel masse kradsemærker. Han slæber den hen i siden, da den er død, og halter hen til søen, for at vaske noget af blodet af sig. Han ville gerne, men kunne ikke forvandle sig til dæmon, når han var blevet kradset af et dyr, han måtte vente til skaderne fortog sig.

Hun kiggede forskrækket, lammet, på ham. Hun fattede det ikke. Han havde lige dræbt en ulv. Han var den modigste hun nogensinde havde mødt. Gjorde han det for at beskytte hende? Da hun begyndte at kunne bevæge sig igen, løb hun hen til ham, så hurtigt hun kunne. "Er du okay?!" råbte hun, og hjalp ham med at vaske skrammerne. Hun kiggede ind i hans øjne.

''Ja jeg har det fint, tak'', siger han roligt og ser sit spejlbillede i vandet. Han har spejlbillede som dæmon skikkelsen. Selv om hans krop i virkeligheden er som menneskeskikkelsen lige nu. Hun løber skrigene væk da hun ser det, men han ville ikke gøre hende noget som menneske, der var han blid, og rar. Som dæmon, var han ubarmhjertig og ligeglad med alle og alles liv skulle tages. Undtagen hendes liv. Hvilket han ikke selv forstod.

Hun er næsten nået ud af skoven, da hun falder og slår sit knæ, fordi hun vælter over en rod. Hun er rædselslagen. Hvad var det der lige?! Det var ham fra hendes drøm! Måske var det slet ikke en drøm alligevel? Hun rejser sig langsomt op, men bliver så svimmel, fordi hun trak vejret for hurtigt ind og ud. Hun vælter igen.

Han kan høre hun falder, kan kende hendes lugt. Glemmer alt om rifterne han har, rejser sig så fra kanten ved søen og går hen til hende, ''Rolig.'', siger han mildt, og lægger begge hænder på hendes skuldre.

Hun får store øjne, da hun ser ind i hans brune. Er hendes drøm blevet til virkeligheden!? Hun gisper, og er næsten ved at besvime, så hurtigt hun trækker vejret. Hun kan slet ikke finde sin styrke, som hun havde dagen før. "Hv-hva ... Hvad er du." får hun fremstammet.

Han er stadig i menneskeskikkelse, så hans brune milde øjne ser roligt mildt på hende. ''Rolig, jeg gør dig intet'', siger han mildt, giver slip på hendes skulder i håb om at hun får det bedre så. Besvimede hun, vidste han ikke hvad han skulle gøre, bare hun ikke blødte.

Hun mærkede pludseligt at det gjorde ondt på hendes knæ, som hun faldt på. "Det håber jeg da ikke." Hun trak langsomt hendes gamacher op over knæet, og så et rødt mærke. Hun kunne ikke tørre det væk. Det var hendes hænder for beskidte til. Hun kunne heller ikke tage hjem, det var hun for svimmel til. Hun gik fra siddestilling, til at hun lagde sig ned, helt udstrakt.

Han så ned på knæet, trængen til at slå ihjel var stor, men prøvede hårdt at fokusere på hende. Da hun lagde sig ned i skovbunden, så han mildt, venligt på hende. Han gik ned til søen og fandt en kop som var lavet af skovbundens ting. Fyldte så den med vand, og gik hen til hende med den. Satte sig så på hug ved siden af hende, og sagde ''Her drik''.

Hendes hoved gik lidt op. Hun kiggede på koppen. Så på ham. Hun kunne ikke lade være med at smile. Glemte næsten hvad hun lige havde set. "Tak." Hun tog koppen, og begyndte at drikke. Hun drak det meste af det. Resten af det hældte hun på knæet, men det nyttede ikke rigtigt noget, der kom bare nyt blod ud.

Da han så knæet igen, mærkede han sulten overtage hver en lille del af ham. Han rejser sig panisk hurtigt op, og vender sig om, så han står med ryggen fra hende. Det hjælper ikke, lugten er for stærk. Han tager nogle skridt væk fra hende, og ser frem for sig, uden én gang at sige et ord til hende.

Hun ser overrasket på ham, og får et bekymret blik. "Er der noget galt?" spørger hun. Hun lægger sig endnu engang helt ned, og vender hovedet mod ham. Hendes svimmelhed er ved at forsvinde mere og mere. Men der er stadig nok til at hun kan falde når som helst, hvis hun rejser sig op.

Han svare med en hæs stemme, i overgangen til dæmon skikkelsen. ''Bare lad vær med at bløde'', siger han, og tager endnu nogle skridt væk fra hende. Beder til hun bliver liggende, og blødningen snart stopper, for hun kunne alligevel heller ikke klare at miste så meget blod, på en gang.

Hun kiggede forskrækket på ham denne gang, og kiggede så på sit knæ. Hun satte sig op. Holde op med at bløde? Det blødte faktisk uvirkeligt meget i forhold til et normalt sår. Det måtte have været et hårdt fald. Hun kiggede på en dråbe af blodet der piblede ned. Hun havde stadig for beskidte fingre til at fjerne det. Det ville blive alt for beskidt og betændt. "Kan du ikke tørre det af for mig? Jeg har alt for beskidte hænder.."

Han sank en stor klump, og vendte sig langsomt, og så på hende, med skræk i øjnene. Han ville ikke tillade sig selv at dræbe, han kunne bare ikke gøre noget ved det. Han går mod hende, og tager sin T-shirt af, så han sidder i bar overkrop. River den op, og lægger den om hende som forbinding.

Hun jamre sig en smule, da det gør ondt, og det svier. Somme tider smugkigger hun på hans krop. Hun havde ikke set ham sådan før. Han så jo godt ud. Det var næsten uvirkeligt. Utroligt veltrænet. Hun kiggede tilbage på sit knæ, der nu var bundet ind. Det hjalp. "Tak, det er sødt af dig." Hun sendte ham et smil.

Han var ikke længere panisk at se på i øjnene, for første gang havde han overvundet sin sult til blod, og det var en helt vildt dejlig fornemmelse. ''Det var så lidt.'', siger han roligt, venligt til hende og smiler et blidt, skævt smil til hende. Stadig som menneske. ''Hvor bor du henne?'', spørg han blidt da han hentyder mest til hendes ben.

Hun kigger ind i hans brune, forførende øjne, og smiler stort, i håb om at han måske vil følge hende hjem. "Omkring 500 meter den vej." siger hun og peger ud mod slutningen af skoven. Hun rejser sig meget langsomt op, så hun er sikker på at hun ikke bliver svimmel. Hendes svimmelhed er efterhånden helt væk, og hun har det bedre. Hun står bare og smiler til ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...