Where is the love, it's hiding from me?!

Diana (en helt almindelig 17 årig pige) møder en aften Charlie (en 19 årig en skiftende dreng og dæmon fra helvede). Charlie lever for at dræbe alt og alle, men af en eller anden grund kan han bare ikke gøre Diana ondt. Diana får til opgave at gøre Charlie god igen, så han kan fortsætte sin fortid som engel, men bliver det sværere end hun troede? Får de et forhold til hinanden?
Find ud af det her, og læs med i "Where is the love, it's hiding from me?!"

To The Peoble: Hele historien er skrevet i forvejen, så jeg skal nok sørge for at lægge kapitler ind så ofte som muligt (:

7Likes
2Kommentarer
529Visninger
AA

4. Kapitel 3

Han rejste sig op fra skovbunden, og det brune korte hår var lidt klamt og fugtigt af regnen om natten. Hans brune øjne kigger hurtigt rundt, for at se om der kom nogen, og tager så sin T-shirt af så han står i bar overkrop. Hans overkrop var meget veltrænet og flot, men dog med en del ar, og en tatovering over det ene bryst, med citatet ''I am, and will always be, your enemy''.

Hun sang højere og højere. På vej hen mod en lille sø, af en art. Hun var glad og smilende. Da hendes sang var færdig fandt hun endnu en, hun kunne synge med på, mens hun trådte på kviste og grene, der knasede, og gav en hyggelig lyd af sjov omkring hende. Hun kiggede rundt omkring, og betragtede de grønne farver.

Han så mod en pige der kom, hende fra i går, lod som om han ikke kendte hende, eller havde set hende før, da han jo var menneske nu. Gik så ned til søen, og skyllede T-shirten, så det meste af blodet flød med rød farve ud i vandet. Bagefter vred han den, og tog den på. Den var dejlig kølig at få på igen.

Hun nåede hen til søen, da hun så en skikkelse nær vandet. Det var en fyr. Højere end hende selv. Hun kunne kun se ham bagfra. "Hej. Øh, du må undskylde hvis jeg sang for højt." Hun smilede mod ham, mens hun gik tættere på. Der var noget over ham, der mindede hende om en eller anden. Men hun vidste ikke hvem. Hun gik tættere på ham, og var næsten nået op på siden af ham, da hun stak hovedet frem, for at kunne smile til ham. Mon han var generet at hendes sang?

Han rettede blikket med de gylden brune øjne mod hende, da hun kom nær ham. Han blev stående hvor han var, hun var ingen trussel nu han var menneske. ''Nej det ikke slemt, bare rolig.'', han så roligt på hende. Den kolde våde bluse indtog kroppen langsomt, og det var dejligt. For menneske eller dæmon, han var ligkold uanset hvad.

Hun følte et koldt jag i hendes krop. En kuldegysning af deja vu susede ind i hendes krop. Det var nærmest som i drømmen. Hun frøs ikke, men det var koldere end det var for lidt siden. Det var helt mærkeligt. Hun fik lidt ondt i maven. "Åh, godt! Troede nemlig lige.." hun grinte, og trådte et par skridt tilbage, så hun kunne se ham ordenligt. Han var faktisk ret flot.

Hans brune øjne var meget charmerende, og de kiggede bare nærmest trofast på hende. Han grinte lidt af hende, håbede hun ikke sagde noget om den kulde han udstødt. Hun trak nogle skridt tilbage, og det gjorde ham ingenting, han stak bare hænderne ned i forlommerne. Underligt hun ikke kommenterede blodet på T-shirten, det sad nemlig stadig på ved kraven.

Hun studerede ham fra top til tå, men stivnede da hun så hans T-shirt. Var det blod? Det kunne ikke passe. Hun blev lidt utilpas. Fuglelydene dæmpede sig pludseligt. Det var som om det kun var dem, og ingen andre i skoven. Det virkede lidt for stille. Hun var utilpas. "Der er godt nok stille i skoven." Hun kiggede ned i jorden. Det var sikkert bare bær der havde smittet af på hans trøje. Det kunne da ikke være blod?

Han så roligt på hende, og kunne godt se hun fandt episoden utilpas. ''Det er dejligt med stilheden'', siger han roligt. Hun var overhovedet ikke i fare, han ville ikke gøre det mindste mod hende, når han var menneske. Det var næsten alt for stille i skoven, de var de eneste i milevis, men han havde heller ingen intentioner om at følge efter hende, hvis hun gik sin vej.

Hun kiggede ind i hans øjne. Var bedre tilpas når hun så ind i dem, og så vidste hun, at hun ikke var alene. Hun begyndte at grine uden grund. Prøvede at lytte lidt rundt, men fuglene var stadig ikke til at høre. Hun studerede hans ansigt. Hun blev næsten tiltrukket. Øjeblikket var nærmest magisk.

Han så nysgerrigt på hende, da hun begyndte at grine. Hendes grin var flot, yndefuldt. ''Hvad griner du af?'', spurgte han med et smil om læberne, og så på hende med rolige og helt afslappende øjne.

Hun blev lidt flov, da hun jo i virkeligheden ikke anede hvorfor hun grinte. "Det, øh .. det ved jeg faktisk ikke." Hun smilte, og tog hænderne foran øjnene, og gav sig selv et lille flovt klap. Så rakte hun hånden ud mod hans. "Jeg hedder Diana."

Han tænkte lidt over sammensætningen, ''Charlie'', siger han roligt. Han tager til sidst imod hånden, og igen mærker han varmen tage over sig, da deres hud ramtes. Han smilede skævt til hende, ville aldrig gøre nogen ondt som menneske, men som dæmon var han næsten tvunget til det.

Hans hånd var utroligt kold. Hun blev næsten skræmt, så der kom et lille gisp fra hende. Det var ligesom i hendes drøm den nat! Det hele var så mærkeligt. Hun gav slip på hånden, og lod den falde ned af hendes side. "Jamen hej Charlie." Hun tog et par totter hår væk fra hendes øjne. Og hun vendte og drejede hovedet, for at kaste håret om til ryggen.

Han så roligt på hende, og stak sin hånd ned i forlommen, da hun trak sin hånd til sig. Holdt dog blikket på hende, det orange røde hår glimtende næsten i skæret fra sollyset, der prøvede kraftigt at komme ned til den kølige skovbund. ''Hej Diana'', siger han roligt, og bukker sig ned og sidder på hug i skovbunden. Der var nogle på vej ind i skoven, omkring 50-100 meter fra dem, og han lyttede roligt efter.

Hun så ham sætte sig på hug, og gjorde så det samme. Uden at ane hvorfor. Hun kunne jo også bare have gået. Men det var lidt hyggeligt. Bare at sidde og høre stilheden, mens man lærte en at kende. "Hvor kommer du fra?" spurgte hun, og smilede endnu engang, mens hun rodede lidt i sit hår, for at få det til at se større ud.

Han kastede et blik rundt for at se hvor lyden kom fra, men svarede roligt til hende imens. ''Langt herfra'', siger han ærligt, han kunne bare sige et andet land, men han ville nok ikke sige at han kom fra helvedet.

Hun kiggede undrende på ham, han kunne jo bare sige hvorfra. Langt herfra kunne være mange steder fra. "Jeg er herfra. Jeg bor næsten oppe ad skoven." Hun begyndte at grine, mens hun trippede lidt, og rejste sig så op, da hendes ben var trætte af at sidde på hug.

Han så ikke på hende, koncentrerede sig om at finde ud af hvor lyden kom fra. ''Fare'', siger han da han kan høre en knurren, nok mest fra en ulv der kom tæt på dem. Han vender blikket mod nogle træer få meter fra dem.

"Hvad? Hvor?" Spurgte hun hurtigt, af ren refleks, mens hun sprang op, som om hun havde set en slange. Hun vente hovedet rundt og rundt, og kiggede efter hans konstatering. Hun kunne ikke se det mindste tegn på noget der bevægede sig. Ikke endnu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...