Where is the love, it's hiding from me?!

Diana (en helt almindelig 17 årig pige) møder en aften Charlie (en 19 årig en skiftende dreng og dæmon fra helvede). Charlie lever for at dræbe alt og alle, men af en eller anden grund kan han bare ikke gøre Diana ondt. Diana får til opgave at gøre Charlie god igen, så han kan fortsætte sin fortid som engel, men bliver det sværere end hun troede? Får de et forhold til hinanden?
Find ud af det her, og læs med i "Where is the love, it's hiding from me?!"

To The Peoble: Hele historien er skrevet i forvejen, så jeg skal nok sørge for at lægge kapitler ind så ofte som muligt (:

7Likes
2Kommentarer
542Visninger
AA

3. Kapitel 2

Han så roligt på hende, og lod hende bare gå imod ham, for hans skyld kunne hun stå helt op af ham, og han var ligeglad, hun var ligegyldig. ''Næ'', svare han roligt, ærligt, for konstateringen var sarkastisk, hun var ikke hurtig, han udstødt altid kulde, endda også som menneske skikkelsen. Han kunne sagtens mærke hendes varme, den skræmte ham lidt.

"Nå." Hun skævede til ham, og rakte en hånd frem mod hans kind. Hånden rystede en del, men hun prøvede at slappe af. Hans kind var så kold. Som is. Hun kunne ikke lade være med at lade hånden ligge. Det var så mærkeligt. Dragende. Spændende. Det var næsten som om hendes vrede og frygt gik lidt væk når hun rørte ham. Den anden hånd fandt også vej til den anden kind. Den stikkende fornemmelse af de to temperaturer der rammes, var rar. Underlig, men rar.

Han syntes også fornemmelsen var rar, underlig og sær, men rar. Han lod hende bare ligge sine hænder, blev det for meget, gik han selv væk. Han så roligt på hende, gennem totterne af det sorte hår. De lige så sorte og dunkle øjne, så i hendes, blide og bløde øjne. Han holdt stadig kniven, og kunne godt finde på at stikke den i hende, så hun døde, bare for sjov.

Hendes hænder gled dovent nedad til hænderne, hvor hun holdt lidt fast. Ikke så hårdt som før. Mere blidt. I håb om at han ville slippe kniven endnu en gang. Hun prøvede at se roligt ind i hans øjne. Hun fastholdt blikket mens hun snoede hendes fingre sammen med hans frie hånd, og prøvede at gøre det samme med den anden. Ikke alt for overbevisende om, at det egentligt bare var kniven hun ville have væk. Hun smilede. Et rigtigt smil. Hvis hun døde omlidt, skulle hun nyde at have en hos sig. Selv hvis det var morderen, der var hos hende, så nød hun at have ham tæt på sig, på en eller anden mærkelig måde ...

Han gav ikke slip om kniven, men da hun prøvede at få sine fingre ned til den sagde hans krop stop. Han tog et skridt tilbage, ''Jeg giver ikke slip på den'', siger han roligt og ligger hovedet lidt på skrå, bare en anelse imens han ser dødt på hende, han ser hende ikke som andet end et offer, og nægter at se hende som andet. Da han tager skridtet tilbage, giver han slip om hendes hænder.

Hun ser lidt forskrækket på ham. Nok mest overrasket. Følte han det mon på samme måde som hende? Med trygheden? Måske var han for ond til at få det ind i sit sind. Måske havde han aldrig været god. "Det regnede jeg heller ikke med. Jeg ville bare..." Hun tøvede, kunne godt høre det lød lidt dumt. Hun kiggede på afstanden mellem dem. Mindst to meter. Derefter satte hun sig ned på brostenene. Selv om det var beskidt. Hun kunne lige så stille mærke det dryppe på hendes pande. Det begyndte nok at regne.

Han ser nysgerrig på hende, ''Bare hvad?'', siger han utålmodigt og venter på hun fortsætter. Hun ser med et underligt blik på hende, og står så han stadig tydeligt kan mærke varmen begynde at overtage kroppen. Han går lidt tættere på. De står med mindre end 1 meter mellem dem, og han ser roligt ned på hende, han var måske et hoved højere end hende.

Han gik endnu engang tættere på. Cirka 20 cm fra hende. Hun vendte så hovedet opad, og smilede til hans mørke onde øjne. Smilede. Men hun vidste faktisk ikke hvorfor. Hun havde det morsomt. Som en solstråle der gik igennem regnskyen. Hendes hår var gennemblødt af regnen, der nu voldsomt var brudt ud. Hendes tøj var også vådt. "Bare.." sagde hun, og grinte, med et stort varmt smil på læberne. "Bare ikke noget."

Han var også selv gennemblødt af regnen, det styrt regnede. Hans sorte hår plaskede ned foran hans øjne, men blev lagt tilbage til en lidt flad frisure med den ene hånd. ''Okay'', han ser underligt på hende, han havde ikke længere en træng til at dræbe hende, sært. ''Hej'', siger han og træder forbi hende hen af gaden, sulten tørstede i ham, men det skulle ikke være hende.

Hun havde rejst sig, vendte sig så hurtigt om, og råbte efter ham. "Hvor skal du hen?!" hun undrede sig meget. Skulle hun ikke dræbes? Måske var det hele bare et sygt spil, han spillede med folk på gaden? En ting var sikkert. Så let slap HAN ikke. Hvad skete der lige for ham? Hun havde endelig overvundet frygten, og nu går han bare? Det kan man da ikke?! Hun løb efter ham, og tog fat i hans arm. "Du kan da ikke bare gå?"

Han overhørte hendes første spørgsmål, og da hun tog fat i hans arm, vred han den hårdt fri for hendes hånd. ''Jeg kan gøre hvad jeg vil, og det rager ikke dig'', siger han og ser irriteret på hende, det regner stadig, man kan tydeligt se det.

Hun løber hurtigt op foran ham, og stopper brat op. "Du havde det lige så sjovt havde du ikke? Var det hele bare en dum leg, jeg skulle være med i? Er du sindssyg?!" råbte hun. Hun var faktisk lidt bange for at han ville blive sur og ond igen. Men lige nu var hun selv rigtigt vred. Hun ville bare ikke give op.

''Jeg kan godt høre dig, smarte'', siger han roligt og træder et skridt tilbage da hun lander lige foran ham. ''Skrid med dig, hvis du har dit fucking lille liv kært'', siger han, og mener hvert et ord han siger til hende, gik hun ikke, fik hun kniven i struben, og det var hundrede procent rigtigt.

Hun blev mundlam. Lod ham passere forbi hende, mens hun bare stod der og kiggede på. Han blev mindre og mindre ude i horisonten. Sikke en vild oplevelse! Forfærdelig! Og spændende... Hun kunne ikke sætte ord på det. Men der var noget over ham hun godt kunne lide. Hun vidste ikke rigtigt hvad, men der var et eller andet.

Han var nød til at gå, nød til det. Hvis han skulle beskytte sig selv for kærlighed, den var jo ond, og kun ond, og den sårede bare. Diana var ligesom hende der sårede ham, begge kunne han ikke dræbe, det var ikke en følelse han brød sig om, så han fortsatte roligt ud i skoven, og endte med at dræbe alle der kom i nærheden, bare for at få lidt sjov i hverdagen. Han skiftede til menneskeskikkelsen, og mærkede kulden i kroppen, blodet om munden tørrede han væk og kniven slikkede han af og lagde ned i lommerne.

Hun skyndte sig hjem, så hurtigt hun kunne. Det var blevet utroligt mørkt, regnen var stoppet og hun frøs. Rigtig meget. Vandet og hans kulde var ikke en god blanding. Da hun var kommet hjem, fik hun taget tørt tøj på. Hun lagde sig i sengen, og lukkede øjnene. Der gik lang tid. Men hun kunne stadig ikke sove. Dog faldt hun alligevel i søvn, efter lidt tid.

Han lagde sig til at se på sit spejlbillede i søen, som menneske. Han havde blod på sin trøje men det generede ham ikke, han lagde sig bare i skovbunden, og lagde sig til at sove. Han havde jo alligevel intet sted at være, sådan havde det været for ham i 3 år nu, og efterhånden havde han vænnet sig til kulden fra skovbunden.

Det var morgen. Hun vågnede, og tænkte sikke en drøm. Hun havde drømt om en dreng. En med sorte øjne. En, med en kniv i hånden. Det hele var lidt uvirkeligt. Og hun var selv med i drømmen. Hun kiggede udenfor. Solen skinnede. Det var vist et godt tidspunkt at gå en tur på. Nu var det også weekend, så hun havde masser af tid. Hun skyndte sig med sin morgenmad, tog så overtøj på, og satte kurs mod skoven.

Han vågnede roligt, og så op gennem træernes kroner. Der lå døde mennesker rundt omkring i skoven, men de var dog gemt lidt af vejen. Hans T-shirt var gennemblødt af al blodet, men han havde vasket alt blodet af om munden og hænderne.

Hun var allerede nået ind i skoven efter kort tid. Hun var i godt humør. Hun havde taget musik i ørerne, som hun gik og sang med på. Hun sang højt. Lige så højt som hendes humør. Hun mente ikke der ville være nogen i skoven så tidligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...