Where is the love, it's hiding from me?!

Diana (en helt almindelig 17 årig pige) møder en aften Charlie (en 19 årig en skiftende dreng og dæmon fra helvede). Charlie lever for at dræbe alt og alle, men af en eller anden grund kan han bare ikke gøre Diana ondt. Diana får til opgave at gøre Charlie god igen, så han kan fortsætte sin fortid som engel, men bliver det sværere end hun troede? Får de et forhold til hinanden?
Find ud af det her, og læs med i "Where is the love, it's hiding from me?!"

To The Peoble: Hele historien er skrevet i forvejen, så jeg skal nok sørge for at lægge kapitler ind så ofte som muligt (:

7Likes
2Kommentarer
542Visninger
AA

2. Kapitel 1

Charlie er i menneske skikkelse, men han har alligevel fornemmelsen af at dræbe i sig, så han skifter til dæmon skikkelsen, og går ned af gaden, og vælger sit næste uskyldige offer. Han går roligt ned af gaden, mens de dunkle sorte øjne, kigger efter det næste menneske der trænger til at dø.

Gaderne er let belyste, da Diana går ned af gaden. En pære springer da hun går forbi, og hun vender sig hurtigt om. Bag hende står en tynd sammenkrympet gammel dame, der tager hendes hånd og siger: "Du skal forsvare de uskyldige, der er ikke flere der må dø! Hører du! Han er helt sikkert her et sted, jeg kan mærke det, HØRER DU?!" Diana kigger skræmt ind i den gamle dames matte øjne. Inden hun når at svare hende, forvandles damen til støv, der langsomt forsvinder op gennem de skyer, man lige kan ane for mørket. Hun gisper et par gange over det hun lige har set og oplevet. Pludseligt mærker hun et koldt jag i hendes krop.

Han sender et hånligt smil på læberne, imens han går, alle i miles omkreds vidste han dræbte dem, men var al for bange til at gøre noget imod det, han truede dem bare eller dræbte deres familier, og på den måde lukkede han helt munden på dem. Han går videre ned af gaden, og stikker hænderne i hver sin forlomme mens han ser ud af de sorte små totter af hår der stikker ned foran øjnene.

Hun går videre ned af gaden, stadig med den mærkelige fornemmelse i sin krop. Hun mærker alt bliver koldere og koldere, jo længere ned af gaden hun går. Hun får mere og mere lyst til at vende om. Men hun kan ikke. Må ikke. Ikke efter det damen sagde til hende. Hun forstod godt nok ikke hvad det handlede om. Kun at det var om en der var tæt på. Hendes øjne søger fra de våde brosten, og op, ud i horisonten. Der er noget derude. Hun kan mærke det...

Han får øje på noget der ligner et let offer, en pige med orange rødt hår, hun er bleg i huden og hun ser skrækslagen ud. Han stod foran hende, i et hurtigt løb på få sekunder, som blot var en af hans specialer. Han vendte hovedet lidt, og så hende dybt i øjnene, med de sorte hånlige øjne, bare for at se om hun ville løbe bort eller hvad hun ville.

Hendes krop eksploderede nærmest af forskrækkelse og rædsel, og hun skulle lige til at give et skrig fra sig. Men hun holdt det inde. Kom i tanke om det damen sagde. Ham her var helt klart ikke en almindelig dreng! Hans mørke øjne borede sig ind i hendes. Hun trådte langsomt et skridt tilbage. Hun var sikker på at det ville være dumt at løbe væk derfra. Han var farlig. Det kunne hun bare mærke.

Han så hånligt på hende, og mærkede tørsten for at dræbe, den svulmede ind over ham, og tog fat i hver en centimeter af ham. Han drejede hovedet lidt, og så hende dybt i øjnene. Han var næsten glad for hun ikke løb sin vej, det gjorde det nemmere, når der ikke var andre på gaden. ''Hvad laver du ude så sent?'', spørger han roligt, med sin mørke, dybe stemme.

Hun så på ham, og krummede sine tæer ved blikket af ham. Hun kiggede op og ned. Trak det lidt ud. Hun vidste godt det ikke var smart at gøre ham vred, så hun tog sig sammen for at svare ham. "Jeg går altid en tur om aftenen. For at få ro.." hun tøvede lidt, og så ned på stenene. Hun havde altid gået den tur. Hver eneste aften, efter hun kom hjem fra hendes utålelige lange undervisninger. Hver aften var hun nød til at stresse af. Det hjalp gåturen altid på.

Han rankede brynene, aldrig havde han set hende da han var ude og 'jage', og det var han hver nat. Han holder blikket i hendes øjne, mens han fjerner en lille tot hår fra hendes ansigt, så han bedre kunne bedømme hende. Hans hud er kold, og det stikker nærmest i huden, da han rammer sin kolde hud mod hendes varme. Han fjerner bare totten bag hendes øre, hårdt og fast, og tager hånden ned i forlommen igen. ''Er du bange for mig?'', spørg han nysgerrigt.

Hun får kuldegysninger da hans berøring strejfer hendes hud. Hans spørgsmål giver hende ondt i maven. Hun vidste ikke hvad hun skulle svare. For hvordan ville han reagere? Hvad vil han have? Og hvorfor? Hun har nød til at finde ud af hvem han var, og det kunne hun kun finde ud af, hvis hun kom igennem hans spørgsmål. Hun rettede sig op, og kiggede på hans sorte hår, og derefter hans øjne i samme farve. "Burde jeg være det?" Hun virkede selvsikker, men inderst inde var hun rædselsslagen.

Han kunne ikke gennemskue den selvsikre måde hun var på, hun forvirrede ham meget, men det gjorde det kun sjovt at stå her og spørge ind til sit næste offer. ''Du ligner en der mest af alt har lyst til at løbe skrigene bort'', siger han roligt, og trækker en stor køkkenkniv på 15 centimeter op af lommen, og ser bare roligt, samt hånligt på hende.

Da hun ser kniven, bliver hendes øjne store, men med ét, normale igen. Bare han ikke så det! Han må ikke se hendes frygt. Hun var sikker på det vil gøre det helle meget værre. "Nå, men sådan er jeg altså ikke." hviskede hun, og vendte sig med ryggen til ham. Hun gik to skridt frem, og vender sig så igen. Kigger på hans ændrende blikke. "Desuden har jeg ikke tiden til det her. Jeg skal hjem." Hun er godt klar over at han ikke vil lade hende slippe så nemt, men hun er nød til at prøve. Hun vil bare væk!

Han kaster et grin af munden, da hun vender sig og går, som om hun ville slippe uden en enkelt skramme, eller døden. Han blev stående hvor han var, ''Hvorfor går du så tidligt?'', spørg han roligt, ville hun ikke svare skete der en ting, ville hun, noget andet, hun valgte selv hvilken af mulighederne hun ville.

Hun drejede hovedet på skrå, og kiggede endnu engang ind i hans mørke øjne. De lyste nærmest. Lyste af en eller anden lyst, hun ikke kunne forstå. Og hvad var det med den kniv? Ville han virkeligt dræbe hende? "Du sagde lige før jeg var sent ude.. Nu siger du det er tidligt. Kan du bestemme dig?" Hun kiggede irriteret på ham, og ventede på hans reaktion. Ganske nok fyldt med rædsel i hendes krop. Hun var sikker på at det værste kunne ske.

Hun fanger hurtigt hans opmærksomhed, og han går lidt mod hende, så han står med en meter mellem dem, kniven lader han blive i hånden, og holder bare armene ned langs siden. ''Ja, bliv gerne, hvis du altså tør?!'', svare han med sin mørke dybe stemme, og ser hånligt på hende.

Hun er ved at fatte hans spil. Han leger med hende. Han ville helt sikkert have dræbt hende, men nu leger han med hende. Vil sikkert se hvor skræmt hun kan blive. Men så let skal han ikke vinde. Damen der snakkede til hende. Hun var hunderæd. Men det er som om hun selv har fået en styrke nu. Måske kan hun stå imod. Altså, og overleve. Bare i dag? "Tør?" Hun kigger undrende på ham. Hun prøver i hvert fald. "Jeg er nu sikker på at jeg tør. Det er mere om du tør." Hendes svar får hende til at ryste. Helt sikkert, stendumt sagt!

Han så roligt på hende, med sine gyselige sorte dunkle øjne, der bare stirrede ind i hendes. ''Om jeg tør, lille skat jeg kan dræbe dig hvert sekund, det er dig der lige pludselig vil hjem?!'', Svarede han provokerende. Han ville lige se hvor langt han kunne gå før hun løb skrigene bort, hvorefter han så ville kunne finde på at kaste kniven, for bare at se utrygheden i øjnene på sine ofre.

Hun stod fast. Selvom han truede hende, stod hun fast. Hvad ville det lige nytte at frygte ham, når hun vidste at hun alligevel ville blive dræbt. Det pinte hende, ja. Men hun måtte for alt i verden ikke vise det! "Du skal ikke kalde mig skat." Hun kiggede igen ned. Hvordan mon hans fortid havde været. Hvordan var han mon blevet til sådan et uhyre, som han var?

''Jeg kalder dig hvad jeg vil, pus'', siger han drillende, med et grin foran det. Han vender kniven i hånden, og tager den hurtigt op til munden, da han ser der er blod på den der løber ned, han vender den i takt med blodet, og tager den til sidst til munden, og suger blodet af, uden at skære sig, tydeligt han var vant til det. Bagefter lod han hånden med kniven falde ned af siden igen, og så roligt afslappet på hende, nød at se hende, prøve at gemme sin frygt.

Da hun så ham, havde hun svært ved at gemme det af vejen. Det vil sige, det kunne hun ikke. Det var inde i hende. Hun vidste det var fuldstændigt alvorligt. Men havde han nu også tænkt sig at spise hende? Det ville hun ikke gå med til! En vrede susede gennem hendes krop, da hun med ét tog fat i hans arm. Den med kniven. Og så den anden. Hun havde fat i begge arme. Fuld af raseri, klemte hun til, og kunne se blodet stoppe på vej til hans hænder.

Han så helt roligt på hende, og lod kniven falde til jorden. ''Hvad er der med dig, hva?''. Han så roligt på hende, helt afslappet han havde ingen smerter som dæmon, hun kunne stikke en kniv i benet på ham, og han ville stort set ikke engang reagere på det. Han så hende roligt i øjnene, med de sorte dunkle øjne, lavede en bevægelser med det ene ben, så hun blev skubbet mod ham. Han var iskold, og hun var brændende varm i huden, og det var tydeligt at mærke hendes varme mod sig.

Hun var højst 10 cm fra ham, og holdt stadig fast. Han var så utroligt kold. Helt unaturligt. Det kriblede nærmest i hænderne, med de to modsatte temperaturer mod hinanden. "E.. er der noget med mig?" spurgte hun ham. Hendes stammen var helt sikkert en kæmpe nedtur for hendes styrke i situationen, men hun kunne ikke lade være. Han var så tæt på, at det var dragende. Det var spændende, men også farligt. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre.

Han så roligt på hende, helt afslappet. ''Du er varm'', siger han mens han mærker varmen brede sig i ham, blev hun ved og varme ham sådan op, ville han blive forvandlet til menneske skikkelse. Han så på hende gennem hårtotterne, ''har du noget imod at give slip?'', spørg han roligt.

Hun så på ham, og blev nærmest forskrækket over at hun stadig holdt ham fast. Hun gav hurtigt slip, og trådte to skridt tilbage. Kulden flød stadig i hendes hænder, så hun gned dem mod hinanden. "Og du er kold..." tøvede hun, mens hun trippede lidt, og holdt nervøsiteten inde.

''Du godt nok hurtigt hva'?'', siger han provokerende og finder sin styrke tilbage som dæmon. Han ser på hende, med rolige og stadig helt afslappede øjne. Samler den store kniv op han havde ladet dumpe ned, og holder den langs siden. Han kunne sagtens finde på at dræbe hende, han ville bare lige se hvor langt hun kunne gå først, nu hvor det jo var sjovt.

Hun gik et skridt frem. Det føltes på en eller anden måde mere sikkert tættere på ham, end længere væk fra ham. Hun var sikker på, at hvis hun gik, så ville der ske noget slemt. Hun gik endnu et skridt frem. Mindre end det første, så hun var ikke helt så tæt på ham som hun var før. Hun kunne mærke kulden foran hende. Hun fortsatte med at gnide sine hænder mod hinanden, så de kunne få varme igen. "Synes du?" spurgte hun, og kiggede direkte ind i hans mørke øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...