Når regnen begynder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2013
  • Opdateret: 14 jun. 2013
  • Status: Færdig
Louise bliver hentet midt i en leg med hendes venner og tager hjem, som hun altid gør med sine forældre. Det begynder at regne og Louise oplever det først som noget godt, indtil forældrene begynder at skændes. Louise synes pludselig, at både de voksne og hendes jævnaldrende er dumme og hun vil ikke være som dem. Men hun må sande, at det er det hun er på vej mod.
Skrevet ud fra sangen Bastille - Pompeii

0Likes
1Kommentarer
203Visninger
AA

1. Regnen begynder

Louise så i øjenkrogen sine forældre komme gående. Hun grinede og hun drillede den, der løb efter hende, for sjov. Forældrene kiggede på hinanden og smilede en smule sørgmodigt over, at de nu måtte afbryde legen. 
"Louise! Louise, vi skal se at komme hjem nu." 
Louise vendte hovedet og blev dermed fanget af hendes forfølger.  "Fanget!" 
"Ej altså moaar, se nu!" Men Lousie tog det pænt og grinede: "Men jeg kan ikke være den, for jeg skal hjem nu." 
De andre børn havde tydeligvis oplevet at stå i sådan et problem før og de kom lynhurtigt med deres foreslag til hvem, der så skulle være fanger. 
Lousie løb over mod sine forældre, men lige inden hun nåede dem, vendte hun om og løb hen mod sin fanger. Så gav hun pigen et kram og løb så igen hen mod sine forældre. 
"Jeg var lige ved at glemme det. Vi har nemlig aftalt, at vi hver dag skal give hinanden et kram. Også selvom hun lige fangede mig. Så er vi ikke sure på hinanden i morgen."
"Det er godt nok smart! Det kunne være vi andre også skulle tage at gøre det."
"Men det gør vi jo allerede mor. Ih hvor er du altså fjollet mor." Svarede hun og rystede på hovedet og løb så hen mod bilen, der var parkeret uden for gården. 
"Åben nu bilen far!" 
"Ja, ja, ja jeg kommer nu." Og han gik en smule hurtigere og klikkede så på nøglen, så bilen blinkede med lysene og låste sig selv op. 
Louise rev døren op og sprang ind og tog sin sele på. 
"Er vi der alle sammen?" Spurgte far så, da de alle sad på hver deres plads. 
Lousie sagde begejstret "ja" og mor nikkede smilende til chaufføren. 


Ikke lang tid efter bilen var startet, begyndte det at regne. 
Louise betragtede de små regndråber, som hun altid gjorde, glide ned af vinduet. Nogen sad helt stille og andre flød hurtigt, indtil de stødte på endnu en dråbe som de flød sammen med. 
I baggrunden hørtes mors og fars sagte, konserverende stemmer og Louise gled ind i sin egen verden. 
Men så kom der en stigning i mors og fars stemmeleje og deres stemmer blev grovere. Mindre blide. Hun vendte ubevidst tilbage til verden og kunne høre dem.
"Hvorfor har du ikke taget det ind?" 
"Jeg kunne da ikke vide, at det ville begynde at regne. Solen skinnede jo."
"Ja da vi tog hjemmefra. Du kan vel sige dig selv, at når vi lever i et land som Danmark, så regner det inden for få timers mellemrum."
"Ej nu må du stoppe. Det kan da ikke kun være min skyld. Du kunne da også have taget det ind."
Og så forsvandt Louise halvt igen. Hun kiggede igen på ruden, men kunne stadig høre far svare. 
Var de begyndt at skændes mere eller var det bare hende, der hørte bedre efter?
Hun lukkede øjnene og gengav formiddagens leg. Hun kunne også allerede nu lugte hvordan verden lugtede frisk og ny, som den gjorde når regnen havde været der. I morgen kunne de hoppe i vandpytter i de gule gummistøvler og de ville se hvem, der kunne komme længst ud, uden, at de blive våde.
 Så smilte hun lidt, men glæden var kort og lugten var anderledes, for forældrenes stemmer brød gennem til bagsædet og ind bag de lukkede øjne. 
Så kom billederne, brudstykkerne fra deres andre skænderier. En tåre gled ned af hendes ansigt, idet hun åbnede øjnene og fik øje på en regndråbe, der gled i samme hastighed ned af bilruden.
Hun kunne ikke længere dufte de vaskede blomster og den ikke mere støvede jord og hun glædede sig ikke til at kunne hoppe i vandpytter. Istedet kunne hun se gadelygterne blive tændt og det hele blev mørkere og en trist, grå sky lagde sig omkring Louise. 


Da bilen endelig holdte i indkørslen, rev Louise døren op og løb ind i det ulåste hjem. Hun kunne med det samme mærke de mørke stemmer sprede sig igen bag hende over den ulåste dør. 
Hun ville aldrig være voksen og blive sur over sådan nogle ting. Men det blev hun. Og nu var hun jo tættere på det der med at være voksen end hun havde været i går. 
Hun skød tanken væk og lukkede øjnene som hun lå under dynen. Minder fra i forgårs, fra i foråret og fra da hun var lille skød gennem hendes hoved. Små bider af hendes far, der løber, mens hun kører på cykel og hvor hun står med hænderne i en stor bolledej og mor drysser mel udover den klistrede dej. Hun husker engang da hende og Liv legede med vandgevær i haven og en anden gang da de alle sidder i stuen og spiser kage og fødselsdagssangen bliver sunget for hende.
"Louise. Du skal have ryddet op. Dit legetøj ligger over hele stuen." Hendes mors trætte stemme lød fra et andet sted.
Louise blev vækket fra hendes fortidsminder og hun blev irriteret, fordi hun havde lyst til bare at være alene og at de voksne, dumme og altid trætte mennesker skulle gå væk. Hun rejste sig og smækkede døren i.
På den anden side af døren stod Louises mor forskrækket og spurgte Louise om hun var ked af noget. Det var en ny reaktion fra Louises side og hendes mor sukkede stille over hendes så hurtigt voksende barn. 
Louise synes ikke længere legen fra i formiddags var lige så sjov. Faktisk lidt kedelig og selvom hun havde givet Liv det kram, så var hun stadig lidt skuffet over, at Liv havde fanget hende og ikke holdt sammen, selvom de var bedste venner.
Hele verden virkede dum synes hun og lige nu synes hun ikke hun passede ind hos hverken sine forældre, som blev sure over vasketøjet, der jo bare kunne tørre igen eller hos hendes veninde, som var kedelig og egentlig ikke så god en veninde som hun troede.
Hvis det var sådan her det var at blive voksen, så ved hun ikke hvad der ellers ventede hende der forude.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...