Without Her Best Friend - Justin Bieber

Sally og Hannah er bedste veninder. En dag på vej mod det lokale center, for at shoppe og et uskyldig opkald bliver skyld i en brutal ulykke. Hvor Hannah mister livet, men Sally overlever og skal nu leve videre uden sin bedste veninde. men det er ikke så let. Sally for har det svært med cutting, spiseforstyrelse og et mareridt som gentager sig. bliver Sallys hverdag, en hverdag hun holder i alt hemmelighed for hendes bekymret mor, men det holder ikke længe for Sallys mor opdager det og sender hende på kostskole i Canada i håb om at hun får det bedre. men hvad sker der når alle på kostskolen finder ud af Sallys historie? og hun vælger at stikke af og støder ind i den berømte Justin Bieber? hvad kommer han til betyder for hendes liv? vender Sally nogensinde tilbage til kostskolen? og får hun styr på sit liv igen? find ud af det without her best friend en novelle fyld med sorg, drejninger, drama og kys. *Læses på eget ansvar*

57Likes
42Kommentarer
4421Visninger
AA

5. Kapitel 4.

Sally Synsvirkel.

Tre uger var gået, siden min mor havde anbragt mig her på Eastpark. Jeg sat altid for mig selv. Jeg var nok en særling i deres øjne. Mit forhold til min værelseskammerat Sarah var på ingen måde blevet bedre tværtimod for at være hel præcis. Vi havde haft flere kampe eller hvad du vil kalde det. det var i hvert fald endte med, at vi havde givet hinanden et par på hoved. Mine mareridts var der stadig, og jeg spiste stadigvæk ikke eller jo nogen gange fordi lærerne ville have det, men jeg kaste det bare op igen bagefter. Skolen var røv syg, der sket ikke en skid. Jeg savnede Hannah hele tiden, jeg gik og håbede på at hun ville komme tilbage til mig, selvom jeg godt vidste, at det ikke ville ske. Når mit savn til Hannah var for stort. Cuttet jeg i mig selv, men det var der ingen der vidste. Megan troede at jeg var stoppet. Jeg skjulende det godt for at hun ikke skulle opdage det. Jeg sad på værelset i dag, jeg magtede ikke skolen.  jeg sat bare med min mobilen i hånden og læste gamle beskeder fra Hannah, der stod noget som at hun elskede mig og savnede mig. Jeg kunne ikke lade hver med at smil over de gamle beskeder.  jeg sad og smilede for mig selv. Da den postkasserøde dør gik op og Sarah med sine pink stilletter kom til syne i døren. Hun gloede irriterende på mig som hun havde noget lort, jeg skulle stå model til. Hun kom hen mod mig, jeg blev bare siddende helt stille og iagttog hendes bevægelser. Hun var nu helt henne ved min seng, hun stod under en meter fra mig, hun tog fat i min arm og klamme godt fat om den. Jeg kunne mærke en smerte fra alle mig såre på armen efter cuttingen.

”Hvad fanden har du gang i? slip mig” jeg skreg hende lige ind i hovedet, men hun grinet bare en falsk latter.

”Nå, har lille Sally ondt i armen?” hun grinte hånligt, jeg prøvede at skjule min smerte, hun skulle i hvert fald ikke se mig græde. Hvordan kunne hun egentlig vide noget om mine sår, det var der ingen der vidste. Hun trak mit ærme op, så man nu helt sikker kunne se mine sår. Jeg skiftede mellem at kigge på hende og mine sår. Jeg kunne næsten ikke holde mine tårer tilbage. Det tydelig at se, at hun vidste at jeg havde dem, men jeg vidste ikke hvordan.

”Hvordan vidste du det?” min stemme knækkede over. Hun smilede bare rigtig hånligt og sagde.

”Haha, ja det kunne du lide at vide” grinede hun hånligt. Hun slap min arm og forsvandt ud af døren, uden et eneste blik eller ord. Jeg var alene og jeg brød med det samme, sammen. Jeg græd ikke, jeg hulkede. Jeg havde brug for en at snakke med, men hvem? Hannah var der ligesom ikke mere og min mor ja hun havde ikke ringet overhoved, så hende skulle det i hvert fald ikke være. Jeg fandt bladet frem og rullede ærmet på blusen op og satte det mod huden. Blodet begyndt at flyde og jeg kunne mærke en hvis ro i min krop. jeg løb ud på toilettet, tog noget papir, holdt det op mod sårende for at stoppe blødning. Efter at det var stoppet, lade jeg mig tilbage i sengen. Den sidste tanke jeg havde i hoved inden jeg faldt grædende i søvn, var at i morgen ville, hele skolen vide det.

❤❤❤

4 dage senere. Alle på skolen kendte nu til grunden om hvor hvorfor jeg var her, alt med Hannah og min cutting. Takke være Sarah, som havde fortalt hele skolen det. Hun havde sat mange rygter i gang, om at jeg havde kørt galt med vilje og slås min såkaldte bedste veninde i ihjel og nu cutte jeg bare for at få folk til at få ondt af mig. Jeg kom gående på gangen mod fysiklokalet. jeg skulle have fysik, jeg havde nu allermest lyst til pjække, men den gik ikke her for man ville bare blive hentet og fulgte til time. Jeg var ikke ret langt fra fysik. Da en flok piger, som nok veninder med min fucking dumme værelseskammerat Sarah. De stod og hviskede et eller andet jeg ikke kunne høre. Indtil at jeg kom lidt tættere på.
 

”Der har vi jo mordren” hviskede en af dem, jeg kunne ikke se hvem det var. men jeg vidste at hun med vilje hviskede højt så jeg kunne høre det. De andre tøser rundt om hende begyndte bare at grine sammen med hende. jeg tabte mine bøger, da alle begyndte at grin af mig, så jeg valget bare at løbe min vej. Ud mod hovedindgangen og ud af den ned af grusvejen der førte op til skolen. Jeg skulle bare væk, fra den skole og det var nu. Jeg løb og løb, imens tårerne løb ned af kinderne på mig.   jeg ved ikke hvor langt jeg løb, men det som om at jeg havde løbet i flere minutter. Da jeg kom ind til centrum af en by. Jeg ikke kendte navnet på. Jeg stoppede op og trak vejret dybt. Det var en meget hård løbetur. Jeg stod lidt og træk vejret dybt, da der pludselig kom en mini bus rundt, om hjørnet. Jeg kunne se at på den stod ”Eastpark” min første tanke var fuck, men det var den eneste jeg nåede at tænke før jeg, satte i løb igen. Jeg skulle i hvert fald ikke tilbage til den skole igen.  Igen kom tårerne trillende, den gang vidste jeg ikke helt hvorfor? Måske var det det med at jeg lige nu løbe for mit liv. For jeg var 100 procent på at den mini bus var ude og lede efter mig. vent lige lidt, det var jo det samme der skete i mine mareridts, måske ville det fortælle mig noget. Jeg løb fordi der var en bus eller en mini bus der jagte mig. Jeg løbe stadig og min tanker var på mit mareridt. At jeg slet ikke, så at jeg løb ind i en person og med et låg jeg på jorden.

”Det må de undsky..” jeg nåede ikke at gøre sætningen færdig, før at jeg så den mini bus igen. jeg sat med det samme i løb, jeg så ikke rigtig på personen jeg var løbet ind. Udover at jeg kunne se at det så ud som om, at jeg havde set ham før, men hvor vidste jeg ikke.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hallo derude!

3 likes og 10 f-listen  wow 1000 tak.

jeg havde slet ikke regnede med at nogen ville læse den. 

jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre hvad i synes?

- så smid en kommentar og måske et like? 

-KF

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...