Fejl. (kort)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2013
  • Opdateret: 13 jun. 2013
  • Status: Igang
Skoleopgave^^

Ej... skriv hvad i syntes, så ville jeg blive glad:)


3Likes
4Kommentarer
399Visninger

1. Fejl.

 

Jeg gik ned af de mange trapper i vores lille hus, min mor løb forvirret rundt og mumlede noget om rabatkuponer. Jeg satte mig i køkkenet, fandt en pakke Cornflakes og hældte mælk over dem. Mens jeg spiste kom min mor ind, hun kiggede forvirret rundt og blev ved med at mumle om forskellige papirer, pas og dokumenter. Sådan har hun altid været, en smule forvirret, ikke direkte psykisk syg, men heller ikke helt normal. Selvom hun tit fik angstanfald, fortalte jeg ingen om det. De ville tage hende fra mig og placere mig på et af de der forfærdelige børnehjem der er her i Mexico.

Jeg ville miste alting, min mor, mine venner og min hest. Nej det måtte ikke ske, derfor hjalp jeg hende igennem det. Hun var godt i gang med at få et nu, det var tydeligt. Derfor gik jeg hen til hende, trak hende i armen og fik hende til at kigge på mig. ”Mor, du er altså nødt til at slappe af, der er intet at være bange for.” Hun kiggede bare uforstående på mig, men satte sig så i sofaen. Jeg gav hende et tæppe og en kop te. ”Jeg ridder mig en tur ned til Finn” Sagde jeg og gik.

Da jeg kom ned i stalden striglede jeg og sadlede min hest Lorex op, jeg trak ham ud og red af den lange grussti mod byen. Senere nåede jeg et skilt hvor der stod Manazillo Mexico på. Det er en meget lille strandby, ikke specielt turistpræget, selvom den er utrolig smuk. Jeg ridder forbi den lille strandpromenade fyldt med butikker og cafeer. Da jeg når op ad en sidevej kommer jeg til en lille villa. Jeg tøjrer Lorex, går op til døren og banker på.

Ud kommer en dreng, lysebrunt hår, blå øjne og et stort smil. Finn Harries er min bedste og eneste ven. Desuden er han den eneste der kender til problemerne med min mor. Han kigger alvorligt på mig og siger: ”Kom med, jeg har opdaget noget!” Jeg følger med ham op ad trapperne og han sætter sig straks foran sin bærbar. Jeg kigger forundret på ham. Hvad sker der? Han viser mig en side, den er om forsvundne børn fra Los Angeles. En lang række børn står der, ved siden af de små navne, er der billeder, jeg kan ikke lade være med at tænke på at bag hvert et navn er en familie, en historie, en ulykkelig en. Dog er der et specifikt billede der fanger min opmærksomhed….

 

 

En dreng, med et kæmpe smil, han sidder oven på et lille føl, føllet er brunt og har den skønneste sorte manke, jeg genkender føllet før end drengen, føllet er min egen nu fuldvoksne Lorex. Derefter genkender jeg drengen. Mig.

Jeg sidder et øjeblik og tager mig til hovedet. Tiden står stille mens min hjerne opfatter det. Hele mit liv, har været en løgn? Men hvordan? Og hvem? Selvom mit hjerte skiger efter at jeg ignorer det og lader som om det ikke er mig. Styrer min hånd automatisk over til musen og klikker på det lille billede. Jeg siger ingenting, Finn sidder lydløst ved siden af mig. Da siden er loadet står der følgende:


”2 årig dreng bortført af hans mor i 1999. Drengens navn er Tyler Rucher og han er 16 i dag. Moderen tabte forældremyndigheden til drenge, dog mente dommeren at drengen kunne besøge moderen en fast dag om ugen. Man mener, at moderen havde en ubehandlet psykisk sygdom kaldet panikangst, hun har højst sandsynligt fået et anfald, mens drengen var på besøg og i panikken for at miste ham, bortført ham. Hun er flyttet ud af landet og hendes position er endnu ikke fundet. Hvis i har hørt eller kender noget til drengen, eller moderen ved navn Jolene Rucher bedes i omgående ringe til politiet.”

Jeg kan ikke forstå det, der er nu intet at løbe fra, det er mig. Min egen MOR havde kidnappet mig. Det er for meget for mig lige nu, min hjerne går i stå. Hvad skal der ske? Jeg kan ikke bare ignorere det. Jeg kigger på Finn, som allerede svarer: ”Jeg forstår godt at du skal tage hjem nu.” Det er det gode ved Finn, han er altid støttende og forstår mig. Inden jeg når ud af døren siger han dog: ”Lov mig i det mindste at sige det til nogle!”

Jeg er vred og ikke mindst frustreret da jeg endelig kommer hjem. Jeg stormer ud i køkkenet, min mor står og laver spaghetti. Af ren frustration råber jeg: ”MOR, HVAD FANDEN SKER DER?” Hun kigger forbavset på mig. Jeg løber før hun når og stoppe mig, op på mit værelse, smækker og låser døren. Jeg begynder at rode rundt i skuffer efter min mobil.

 

Da jeg endelig finder den banker det stadigvæk på min dør. Jeg ignorerer det og taster hurtigt 911. Da jeg fortæller historien hviskende, forstår kvinden i telefonen alvoren. Hun siger at de sender nogen og at de vil være der så hurtigt som muligt.

Da de første sirener lyder, hører jeg host og gisp, jeg åbner hurtigt den lille solide dør og på gulvet ligger min mor, hun er midt i et angstanfald. Et slemt et, virkelig slemt, faktisk har jeg aldrig set noget lignende før, fråde løber fra hendes mund, hun skriger, men har alligevel næsten ingen stemme. Jeg løber ud til medicinskabet, famler rundt, men finder så nogle beroligende piller. Jeg hælder 3 stk. ud i min hånd løber ud og giver hende den ene.

Sirenerne er nu tættere på, den første pille har stadigvæk ikke hjulpet, jeg giver hende to mere. Jeg må kunne gøre noget, sirenerne får hende til at udstøde hvæselyde og hyl. Hun hvisker: ”Undskyld.” Og falder sammen. Tårerne flyder ned af mine kinder, da det banker på døren, bliver jeg nødt til at kæmpe mig modløst hen til den.

Ind træder politiet, de får hurtigt overblik over situationen, da de prøver at berolige mig, kan jeg kun mærke sorg, skyldfølelsen flår i mit bryst, hvordan kunne jeg lade dette ske? Jeg mister alt, min verden bliver flået fra hinanden, jeg vidste min mor var ustabil, kun det sidste skub og hun ville falde ud over kanten.

Sengen jeg sidder på nu er blød. Min hjerne er tom, men mit hjerte er fyldt til randen med sorg. Jeg har ikke sagt et ord siden episoden. Jeg kan ikke engang klare at nævne det, de sagde jeg gjorde det rigtige, men jeg ved jeg gjorde det modsatte. De tror jeg er syg, som mor, men det er jeg ikke, jo måske syg, syg af sorg. Det ved ingen af de psykologer jeg taler med noget om. Små kruseduller på deres notesblokke, er det eneste de tænker på. Finn har ikke besøgt mig, men min far har. En gang, jeg sagde ikke et ord, da han gik, vidste jeg han ikke kom tilbage. Der er intet tilbage. Jeg har intet, jeg dræbte hende. Jeg har ikke et hjem mere, jeg er ingenting, jeg har ingenting. Intet tilbage.

En fejl, en fejl. Jeg ville gøre alt for at ændrer fortiden, det er allerede for sent at rede fremtiden, jeg er fortabt i en mellemtid.

Godt så, dette er lavet som en skoleopgave, en novelle på højst tre sider, skrevet over en realistisk artikel. Det har ikke krævet særlig meget at skrive denne historie, så det er bestemt ikke en af mine bedste, men det ville gøre mig glad hvis i gad skrive hvad i syntes^^

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...