Knust lykke

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jun. 2013
  • Opdateret: 13 jun. 2013
  • Status: Igang
"Jeg vidste det godt. At man skulle være glad for det, man havde. Men det er alt for nemt at ønske sig noget, man ikke har. Især hvis det er noget, man har haft engang. Jeg forstod stadig ikke helt, at det kunne være endt sådan. Det virkede så uvirkeligt. Desværre var virkeligheden i det ikke til at komme udenom. Det værste var, at jeg sommetider følte, at det var min egen skyld."

En kort novelle om at miste en man holder rigtig meget af - inspireret af Passengers Let Her Go.

16Likes
17Kommentarer
735Visninger

1. Knust lykke

Regnen silede ned udenfor. Det var en rigtig typisk efterårsaften med alt, hvad sådan en indebærer. Lyden af vand der rammer fliserne på terrassen, blæst, mørke, men også alle de hyggelige ting, der kan opstå indenfor, når man sidder under en dyne med chips og varm kakao.

Mine tre bedsteveninder og jeg sad på min venindes værelse og så film på et TV, vi havde lånt af hendes bror. Tidligere havde vi været nede i Kvickly for at købe chips og alt, hvad man skal bruge for at lave en omgang mexicansk aftensmad. Heldige som vi var, havde vi fået et par venlige forældre til at vaske op for os.

Alexandra, Michelle og jeg sad i sengen, mens Mie måtte sidde på gulvet foran den, fordi hun havde glemt sine briller og derfor ikke kunne se underteksterne, hvis hun sad sammen med os. Der var intet usædvanligt ved den tøseaften, og jeg sad som alle andre gange og klemte Michelles hånd, hver gang der skete noget spændende eller uhyggeligt, mens Alexandra sad lidt mere for sig selv i den anden ende af sengen. Alting var som det plejede at være. Hyggeligt og bekymringsløst.

”Shit,” udbrød Alexandra pludseligt, og vi fik vist alle et mindre chok. Min mørkhårede veninde, der sad i sit hjørne med en pude i ryggen og en dyne over benene, sad med sin mobil i hånden og lignede en, der lige havde læst noget sindssygt. Det havde hun også, fandt vi ud af.

”Min kusine har lige skrevet til mig,” fortalte hun vores undrende ansigter. ”Der er en dreng fra min fætters klasse, der er død af en overdosis. Altså stoffer.”
Kort tid efter sad Mie ikke længere på gulvet. Hun havde i stedet smidt sig ved siden af Alexandra for at læse sms’en. Det var i det øjeblik, at hyggen forsvandt, og at tingene pludseligt begyndte at blive mere alvorlige.

Mine tre veninder glemte hurtigt filmen og begyndte at snakke om stoffer og stofmisbrug. Ikke ligefrem det hyggeligste emne. Slet ikke i min verden. For kort tid siden havde jeg været glad og i godt humør – pludselig var det vendt, og jeg var blevet trist. Trist og bange. Trist fordi emnet mindede mig alt for meget om en, jeg havde kendt engang. Bange fordi det pludseligt var gået op for mig, at han kunne lide samme skæbne. Ville jeg overhovedet finde ud af det, hvis han gjorde? Måske det allerede var sket.

Jeg slog armene rundt om mine knæ og mit blik fandt loftet over vores hoveder. Et helt normalt loft. Lange træbjælker på række. En knast her og der. Loftet var i hvert fald magen til det, jeg havde ligget og kigget op i en anden aften, hvor jeg også havde været bange. Eller i hvert fald bekymret.

Jeg rakte hånden om bag mig og famlede i mørket efter kontakten til min natlampe. Da jeg havde vænnet mig til det pludselige lys, tog jeg min mobil fra natbordet. 00:24. Jeg sendte endnu en sms af sted til sidst anvendte nummer. Jeg kunne ikke lide, at jeg ikke vidste, hvor han var. Jeg kunne ikke lide, at han blev så sent ude en hverdagsaften.

Det var efterhånden begyndt at ske lidt for ofte, og jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg skulle gøre. For skulle jeg overhovedet gøre noget?
Jeg bed mig i læben. Jeg kunne prøve at ringe igen? Problemet var bare, at jeg allerede havde ringet én gang, og at jeg lige havde sendt min femte sms. På én aften. Min finger svævede ubeslutsomt over den grønne knap. Skulle jeg, eller skulle jeg ikke? Jeg burde sove, men jeg kunne ikke falde i søvn, før jeg vidste, at han var hjemme.

Jeg kiggede op i loftet. Betragtede de mange bjælker over mig. Hvordan var det endt sådan her? Mobilen vibrerede i min hånd, og jeg fik et chok. Det var lige før, at jeg havde slået hovedet ind i muren bag mig. Endelig – efter fem sms’er og et opkald – svarede han.

’Rolig nu, Cillemus. Du burde sove nu! Vi ses i morgen.’

Han svarede stadig ikke på mine utallige spørgsmål. Ignorerede dem. Han ville ikke fortælle mig noget, og i morgen ville han lade som om, jeg ikke havde prøvet at komme i kontakt med ham den halve nat. Med et dybt suk lagde jeg telefonen fra mig og faldt tilbage på puden. Endnu en søvnløs nat med bekymring.

Med en ubehagelig følelse i kroppen vendte jeg opmærksomheden mod mine veninder, der sad samlet et stykke fra mig. Jeg rykkede en smule tættere på, men ikke helt hen til dem. Jeg havde ikke lyst til at deltage i deres samtale.

En mobil gav lyd fra sig, og Alexandra greb hurtigt den, hun havde smidt på sengen. Kort tid efter kunne hun fortælle os, at folk godt havde mistænkt ham drengen for at være ude i noget knapt så godt. Det kan man sagtens sige bagefter, tænkte jeg, men holdt tanken for mig selv. Egentlig var jeg ret ligeglad med den dreng. Ikke fordi jeg var koldhjertet eller kun tænkte på mig selv. Nej, meget enkelt fordi mine tanker kredsede om en anden.

En person der engang havde betydet alt for mig. En person jeg havde kaldt min bedre halvdel med stolthed. En person jeg havde delt mine drømme med. Drømme der nu ikke længere var til. Glemt. Ligegyldige. Uopnåelige.

Små, hvide snefnug dalede ned omkring os. De var knapt nok synlige i mørket, men under gadelygternes lyskegler viste de deres skønhed til den kolde og frosne verden. Hver gang jeg pustede ud, forlod en mindre sky mine læber, og jeg kunne ikke lade være med at smile.

”Kan du huske dengang, vi legede, at vi var drager, når man kunne se vores ånde?” Han smilede. Jeg behøvede ikke at se på ham for at vide det; jeg kunne mærke det. Jeg kendte ham næsten bedre, end jeg kendte mig selv.

”Men Cille,” sagde han med en påtaget såret klang i stemmen. ”Jeg troede da stadig, vi var drager?” Han kiggede smilende ned på mig og pustede mig ind i ansigtet. Han var efterhånden ved at være et godt stykke højere end mig.

”Fjols,” mumlede jeg og skubbede til ham, inden jeg slog armene om mig selv for at få lidt varme tilbage i kroppen.
”Jamen du fryser jo!” Han lagde en arm om mine skuldre og trak mig ind til sig, mens vi fortsatte hen ad det øde og snedækkede fortov. Jeg frøs altid, så det burde ikke overraske ham. ”Når vi er færdige med skolen, så tager vi et varmt sted hen.”

”Det er fandeme en aftale,” forsikrede jeg ham om. ”Jeg vil bo under en palme og spise is hele dagen. Og drikke så meget rød sodavand, at jeg bruser over, hvis jeg hopper!” Da jeg sagde det sidste, kunne jeg ikke lade være med selv at grine ved tanken. Gad vide om det var muligt? Altså at et menneske kunne bruse over?

”Og så skal vi huske at sende hyggelige postkort til dem herhjemme, så de kan blive rigtig misundelige,” mindede han mig om, og jeg nikkede. Enig.
”Lover du mig det?” spurgte jeg og kiggede igen op på hans smilende ansigt.
”Ja.” Et kort øjeblik så han helt alvorlig ud, men så hev han ned i min hue, og jeg kunne ikke længere se ham. Til gengæld kunne jeg høre ham grine, da han løb hen ad fortovet. Irriteret fik jeg huen på plads igen, inden jeg løb efter ham.

Min bedsteven. Det var, hvad han havde været. Igennem mange år. Engang ville jeg ikke have kunnet forestille mig en dag, hvor jeg ikke skulle følges med ham til skole. En ferie hvor vi ikke lavede åndssvage ting og spildte tiden. En tid hvor jeg ikke ville bruge alt for mange penge på chips, rød sodavand og mælkesnitter. Alle de ting havde været en naturlig del af mit liv. Men ikke længere.

Nu sad jeg i stedet her. Ikke fordi at det var dårligt. Jeg elskede mine tre bedsteveninder over alt på jorden. De var fantastiske. Sjove, søde, skøre, hjælpsomme og til at stole på. Jeg havde haft mange uforglemmelige oplevelser med dem, som jeg ikke ville bytte væk for noget som helst. Men de var ikke ham.

Jeg vidste det godt. At man skulle være glad for det, man havde. Men det er alt for nemt at ønske sig noget, man ikke har. Især hvis det er noget, man har haft engang. Jeg forstod stadig ikke helt, at det kunne være endt sådan. Det virkede så uvirkeligt. Desværre var virkeligheden i det ikke til at komme udenom. Det værste var, at jeg sommetider følte, at det var min egen skyld.

Jeg rakte ud efter den dampende kop ved min side. Varm kakao og en god bog. Hvad mere kunne man ønske sig? Jeg puttede mig længere ned under dynen og tog en tår af den varme drik, inden jeg bladrede. Den her bog var ret hurtigt gået hen og blevet en af mine yndlings. Den var fantastisk og slet ikke til at slippe.

Jeg stillede koppen fra mig og forsvandt igen ned i den opdigtede verden. Kort efter blev min koncentration brudt et kort sekund af en sms, der tikkede ind. Jeg blev enig med mig selv om lige at læse siden færdig. En side blev til to. To sider til tre. Det var først, da jeg igen rakte ud efter koppen, at jeg kom i tanke om, at jeg egentlig havde fået den besked.

Jeg blev ikke overrasket over at se, hvem den var fra. Hvem skulle ellers skrive til mig? Det var ikke ligefrem fordi, at jeg var en af dem, der havde tusind venner.

’Vil du med ned til søen?’

Jeg læste beskeden et par gange og kunne ikke helt finde ud af, hvad jeg skulle svare. Den her bog var virkelig god, og jeg var nået til den spændende del. Jeg kunne ikke bare lægge den fra mig. På den anden side var der noget usagt i hans besked. Jeg vidste det godt, men ignorerede det. Jeg havde altså mest lyst til at læse videre, hvilket jeg også endte med at gøre. Jeg svarede hurtigt og beklagende. Jeg tog bogen op igen og fik aldrig læst den sms, der kom som svar.

Jeg vidste godt, at der var en god grund til, at han ville ned til den sø. Det var fordi, at han havde brug for at komme væk. Brug for at snakke med en. Brug for mig. Jeg kunne ikke helt slippe af med en ubehagelig følelse i maven. Følelsen af at være en ret dårlig ven i det øjeblik. Følelsen af at svigte ham. Jeg lod min dårlige samvittighed forsvinde ned mellem siderne i bogen.

Hvordan det var gået galt, vidste jeg ikke. Jeg kunne slet ikke få det til at hænge sammen. I starten havde jeg været tilbøjelig til at give ham skylden. Sige at det var ham, der opførte sig åndssvagt. Men jo længere tid der var gået, jo mere var jeg blevet i tvivl. Måske det i virkeligheden var lige så meget min skyld. I virkeligheden var det nok vores begges skyld.

Det var ligesom at jeg i starten syntes, det var kommet så pludseligt. Når jeg kiggede tilbage på det nu, kunne jeg godt se, at det var noget, der lige så stille var kommet snigende. At det allerede var begyndt tideligt og så bare havde udviklet sig. Vi havde begge været med til at fodre det monster, der til sidst havde vokset sig så stort, at det kunne smadre alt. Og det var det, det gjorde. Ødelagde alt.

Man siger altid, at bedstevenner ikke kan skjule noget for hinanden. Det passer bare ikke helt. Der var i hvert fald ting, jeg aldrig fortalte min bedsteven. Småting, men stadigvæk ting. Og der var også ting, han ikke fortalte mig. Problemet var bare, at det nok var nogle ting, jeg burde have opdaget. Jeg havde for travlt med at leve i min lykkelige boble til at se, at alting ikke var, som det skulle være. Jeg tog tingene forgivet og fandt først ud af, hvor heldig jeg havde været, da det var for sent.

For min vens liv var ikke perfekt. Det var ikke noget, han nogensinde nævnte; det var bare noget, der var der. Og jeg vidste det jo godt. Selvom stemningen altid var god, når jeg var hjemme hos ham, selvom hans mor altid var smilende og overskudagtig, så vidste jeg godt, at de havde deres problemer. Jeg vidste udmærket godt, at hans far havde forladt dem til fordel for en eller anden smuk, tysk blondine. Og jeg kunne jo selv regne ud, at sådan noget skabte problemer.

Han ændrede sig, men jeg lagde ikke noget i det. Vi ændrer os jo alle. Han begyndte at opføre sig anderledes, men jeg trak bare på skulderen. Det var ikke noget, der gjorde den store forskel. Endnu. Han begyndte at rende rundt i byen med folk, jeg ikke kendte. Det var vel naturligt. Bare fordi jeg ikke kunne finde ud af at have andre venner, kunne han vel godt? Min bedsteven begyndte at tage stoffer, og det tog mig en uendelighed at opdage. Selv derefter var jeg alt for langsom til at reagere.

”Jeg pauser lige filmen,” lød det fra Mie, og hun afbrød på den måde mine tanker. Mit humør var fuldstændig smadret, og det stod vist ikke til at blive reddet. Alexandra skrev løs på sin iPhone, og samtalen gik stadig på drengen og stoffer.

”Det er trist, hva’,” sagde Mie til mig, da hun igen satte sig i sengen, og hun misforstod vist udtrykket på mit ansigt. Ja, det var trist med ham drengen, men jeg havde ærlig talt større problemer. Der var ingen af de andre, der lagde mærke til det. Jeg var blevet alt, alt for godt til at skjule det. Men bare fordi jeg så okay ud udenpå, var jeg langsomt ved at dø indeni. Af frygt for at begynde at græde lukkede jeg øjnene, da jeg lænede mig op ad væggen, og et forfærdeligt minde bestemte sig for at dukke op i mit indre.

”Hvorfor skal det være sådan her?” Jeg havde lyst til at råbe og skrige. Og græde. Jeg havde især lyst til at græde.
”Det ved jeg ikke. Hvorfor?” Han sendte mig et koldt og afmålt blik. Alt for koldt til de ellers så varme øjne.
”Men kan du slet ikke se, hvad det gør ved dig? At det ændrer dig?”
Han rystede på hovedet. Af mig. Opgivende.

”Alle ændrer sig. Det må du bare leve med.”
”Men hvad nu hvis jeg ikke kan det?” Jeg håbede så inderligt på, at mine ord ville trænge igennem til ham. Det så bare ikke ud til, at det ville lykkedes.
”Så må du lade være.” Han lød alt for bestemt. Som om det bare var sådan, det var. Som om alting bare var sort og hvidt. ”Jeg har aldrig bedt dig om at blive, har jeg?”

Jeg stirrede målløst på ham. Hvad var det dog, han sagde? Var jeg virkelig blevet så ligegyldig for ham?
”Det kan ikke bare ende sådan her!” Jeg kunne godt selv høre, hvor desperat jeg lød.
”Hvorfor ikke?”

Fordi jeg elsker dig, havde jeg lyst til at sige. Ordene kom bare aldrig over mine læber. Jeg kunne ikke. I stedet så jeg, hvordan han rystede på hovedet endnu engang.
”Farvel, Cecilia.” Det var de sidste ord, han sagde til mig, inden han vendte sig rundt og gik. Forlod mig alene ved søen. Vores sted. På det tidspunkt havde han ikke kaldt mig Cecilia i flere år. Det havde altid været Cille. Men åbenbart ikke mere. Aldrig mere.

Jeg havde set min bedsteven gå, og jeg havde ladet ham gøre det. Jeg havde intet gjort for at stoppe ham. Det var nok den største fejltagelse i mit liv. Den aften var jeg egentlig kommet for at fortælle ham, at jeg havde overhørt mine forældre snakke om at flytte. Jeg havde været knust. Skulle jeg virkelig flytte fra dette fantastiske sted og min bedsteven?

Men det var intet i forhold til, hvordan jeg havde det, da jeg gik hjem. Jeg fik aldrig fortalt ham det, og jeg tvivlede på, at han overhovedet havde opdaget, at jeg var flyttet, selvom det nu var over et år siden. Hvis jeg havde været alene, var jeg helt klart begyndt at græde.

”Det er altså bare trist det er! Hvorfor er det altid de pæne fyre, der ender i noget skidt?” Michelles vidunderlige stemme skar igennem til mig, og jeg kiggede forvirret op på hende.
”Hvad?”
”Du følger da slet ikke med, Cecilia,” grinede hun, og på trods af mit forfærdelige humør dukkede antydningen af et smil op på mine læber. Michelle havde den dejligste og mest smittende latter i verden. ”Alexandra har fundet ham fyren på Facebook. Han er pæn, og det er fucking trist.”

Hun rakte mig telefonen, og jeg havde nær tabt den. Ansigtet på skærmen så bekendt ud. De havde haft ret. Drengen med det lyse hår og de brune øjne var køn. Men selvom han var pæn, fandt jeg det nemt at se tegn på det misbrug, der herskede under overfladen. Jeg kunne i hvert fald nemt se det, og jeg vidste godt hvorfor.

Jeg bladrede i billederne. Ikke mod højre som de fleste nok ville gøre. Jeg ville ikke se drengens seneste profilbillede, men hans første. Af flere forskellige grunde.
Det billede, der dukkede op, forestillede to smilende unge mennesker. Den ene kunne man godt genkende som drengen, selvom han havde ændret sig en del siden.  Lyst, rodet hår og et par fantastiske, varme og imødekommende, brune øjne.

Personen ved hans side var en pige. Hun havde en forfærdelig manke af røde krøller, der ikke var til at holde styr på, et sæt klare, grønne øjne og alt for mange fregner. Ligesom drengens var det også et ansigt, jeg genkendte lidt for godt. Mit eget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...