Don't complain

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2013
  • Opdateret: 13 jun. 2013
  • Status: Færdig
Denne her historie har jeg skrevet fordi at der foregår så meget i mit liv jeg bare gerne vil dræbe! Jeg har alt for travlt og jeg vil bare gerne lægge mig ned og slappe af en gang i mellem. Jeg håber i kan lide den! #feedback tak! Elsker jer!
LÆS FØRST DETTE EFTER HISTORIEN:
- Mange ville nok mene at det her på ingen måde er en kærligheds historie... Det er det måske heller ikke uden på! Men mellem linjerne siger hun at hun elsker manden hun dræbte og at hun nu kan give slip uden skyldfølelse.

4Likes
3Kommentarer
403Visninger

1. Don't complain

Jeg lagde mig i min seng og prøvede at få vejret. Kniven lå stadig i min rystende hånd men jeg var for bange til at give slip. Hvad havde jeg gjort? Stille drejede jeg hovedet. Synet der mødte mig fik mig til at bryde sammen af gråd. Der lå han. Blodet strømmede ud af hans brystkasse og bredte sig i en hurtig strøm ud på gulvet... Hans øjne var fuldstændig blodsprungene og hans mund var på vid gab. Alt ting blev sløret og jeg lukkede mine øjne. Det sidste jeg kunne huske var min hjerterytme der dunkede som en panisk og vild hests hove.

 

Da jeg vågnede lå jeg ikke længere i min blodfyldte seng. Jeg lå på noget hårdt og vådt. Som asfalt. Stille åbnede jeg mine øjne. Det var som om jeg så igennem et tykt stykke glas. Mit hoved dunkede hårdt og jeg var næsten sikker på at det snart ville springe. Min hvide bluse var blevet farvet mørkerød af det indtørrede blod som tilhørte ham... Med et gik det op for mig hvad der var sket. Jeg kiggede mig panisk omkring og prøvede at stille mig op. Der var mursten over alt. Ingen døre... Et vindue. Jeg vaklede hen til det tynde stykke glas som skulle forstille at være vinduet. Der jeg kiggede ud blev jeg rundtosset. Jeg var mindst halvtreds meter oppe i luften. Jeg satte mig ned og begyndte at græde. Det var måske ikke det klogeste at gøre men i den givne situation virkede det som det eneste. Jeg kiggede op og skreg. Det virkede som om mit skrig varede i flere minutter selvom det sikkert kun var et par sekunder før det døde hen til en rystende hulken. Foran mig sad en høj skikkelse iført en sort hættetrøje. ”Hvorfor?” sagde han og kiggede mig i øjnene. ”Hvorfor hvad?” svarede jeg. Selvom jeg prøvede at lyde normal var jeg sikker på at der kun kom en halvkvalt hvisken ud af min mund. I stedet for at svare mig blev han bare ved med at stirre mig i øjnene. Tilsidst kunne jeg ikke klare det længere. Jeg kiggede væk. ”Du dræbte ham” sagde han gennem sammenbidte tænder. Jeg drejede igen mit hoved så jeg så ind i de kolde og udtryksløse øjne som var foran mig. Jeg rystede panisk på hovedet. ”Nej... Nej... Ikke mig!” hulkede jeg. Ansigtet foran mig viste ingen former for følelser. Bare kulde, og død. Han hævede en kniv over hovedet og jeg vidste med det samme hvad der var ved at ske. Jeg klemte mine øjne sammen og tænkte tilbage på dengang vi havde gået på stranden og snakket, grinet og haft det sjovt. Den gang der ikke var nogen som helst der kunne sætte en stopper for vores kærlighed. Den gang havde jeg været en anden, men det betød ikke noget – for selvom det ikke var mig, og jeg aldrig ville gøre sådan noget nu... Så fortrød jeg ikke den mindste smule hvad der var sket i min fortid. Jeg havde dræbt min eneste ene, og uden ham ville der alligevel heller ikke være nogen mig. Så på det tidspunkt. Lige før knivens skarpe blad skar igennem mit hoved – smilte jeg. Jeg smilede over den kærlighed jeg havde noget at få i mit korte liv. Jeg smilede over at jeg var noget så langt. Men mest af alt – så smilede jeg over at jeg endelig kunne give slip.

 

It dosn't matter how you die - But how you live.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...