When everything disappears - {1D}

Hun har glemt alt.. Lige fra deres første date til deres første kys. Hun har glemt deres første skænderi, første gang han sagde, at han elskede hende, og første gang han kom med blomster. Hun kan ikke engang huske, hvem han er. Hun har glemt noget slemt, noget som ingen gider minde hende om. Hvad sker der helt præcist, når alt forsvinder lige pludseligt?
OBS! Den her historie er før blevet skrevet på engelsk på wattpad.com. Jeg har dog valgt at oversætte den, da jeg synes, at alle skal give den en chance og læse den. Den er dog ikke direkte oversat, da den er skrevet med mine egne ord osv. *Credit til forfatteren "1Donlyyou*

22Likes
11Kommentarer
1397Visninger
AA

3. "Who are you?"

Jeg kunne høre en konstant bippen ved siden af mig.

*BBBBIIIIIPPPP*

Det var kun det, som jeg vidste, mens jeg lå der med øjnene lukket.

Det var ikke alarmklokken, da jeg vidste, at den ikke lød sådan. Det her var bare en slags konstant bippen.

Langsomt vågnede jeg op og blev efterhånden vant til den dulmende smerte, og den tunge vægt på mine ben.

Mine øjne åbne sig langsomt, mens de prøvede at blive vant til lyset i rummet.

Jeg blinkede et par gange, mens jeg kiggede rundt og langsomt slog det mig, at jeg var på et hospital. Hvorfor var jeg på et hospital?

Mine øjne søgt hen mod mine ben, for at se hvad der var galt med dem.

Den ene af dem var der gips på, men det var ikke det, der tog min opmærksomhed.

Mine øjne bliv store, da jeg opdagede en dreng med blond/brunt hår, som sad med sit hoved på mine ben.

Min hjertes rytme blev hurtigere, da jeg opdagede, at jeg ikke kendte denne dreng.

Spørgsmålene svømmede rundt i mit hoved, mens jeg prøvede at finde ud af, hvad der var sket.

Han var en nuttet dreng, fra hvor jeg kunne se det.

Hans ansigt var vendt mod mig, og hans ene kind var stødt ind i mit ben.

Hans anden kind, som jeg kunne se, var en svag rødlige farve, og hans øjne var tæt lukket, som om han prøvede at komme væk fra verdenen, som var omkring ham. Som om han var fanget i en ond drøm.

Jeg vidste ikke, hvem han var, men mens jeg så på ham, blev jeg langsomt beroliget. Ikke meget, men drengen beroliget mig på en eller anden mystisk måde.

Der var dog stadig tonsvis af spørgsmål, som jeg vil have svar på.

Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg stirrede på ham. Men jeg slog blikket væk, da jeg så, at hans øjenvipper begyndte at flagrer åbent, og viste nogle lyse, himmelblå farvede øjne.

Han åbnede sin mund og gabede, før han så hen på mig.

Hans øjne blev store, og et stort smil begyndte at forme sig på hans læber, og viste hans søde og perfekte tænder.

Han rykkede sig tættere på mig, men jeg rykkede længere væk.

Hans smil blev langsomt mindre, og jeg fortrød, men jeg så langsomt, at han havde det samme smukke smil på sig igen.

”Hej Brooklyn”, sagde han med en tyk irisk accent. Mine lyse brune øjne blev større. Hvorfor havde han en Irisk accent i Doncaster? Det her gav ingen mening.

Jeg åbnede min mund for at sig noget, men opdagede at den var ufattelig tør.

Jeg rakte ud efter et glas vand, som lå på et bord ved siden af mig og drak den.

Hans blå øjne forlod mig ikke, mens jeg gjorde alt dette.

Jeg tog mig langsomt sammen til at sige noget.

”Hvordan..”, jeg stoppede.

”Hvordan ved du, hvad jeg hedder? Hvem er du?”, forsatte jeg.

”Så.. Du ved slet ikke, hvem jeg er?”, spurgte han meget bekymret.

”Skal jeg kunne vide, hvem du er?”, spurgte jeg, mens jeg pressede mine øjne halvt sammen for at kunne huske, om jeg havde set ham før, men min hjerne var helt tom.

”Øh.. Jeg er tilbage om lidt, søde”, sagde han hurtigt, som om han gik i panik.

Han skubbede sin stol ud og var meget hurtigt forsvundet uden af døren.

Jeg følte mig skyldig, for ikke at kunne huske ham, men jeg havde ikke engang en grund til at kunne huske ham. Jeg kendte slet ikke nogen irisk folk.

Jeg kiggede mig omkring.

Alt så meget større ud, og det så slet ikke ud som om, at jeg befandt mig i den lille by, Doncaster. Det lignede, at jeg var i Amerika.

Jeg rystede på hovedet, da jeg ikke kunne være i Amerika. Jeg var i Doncaster, men hvorfor så alt så amerikansk ud.

Jeg rystede voldsommere på hovedet denne gang. Det skulle jeg bare ikke have gjort, for lige pludselig skød en stor smerte igennem mig.

Et gisp forlod min mund, mens jeg langsomt førte min ene hånd op til mit hoved. Jeg følte en stor flænge, som startede i venstre side af mit hoved og gik hen til midten af min hovedbund. Gisp. Hvad var der dog sket med mig?

Frygten tog over, og panikken spredte sig igennem mig.

Lige da jeg skulle til at råbe efter nogle, kom ham drengen fra før ind, og han skyndte sig hen imod mig, og han havde en sygeplejerske og 3 andre drenge med. De 3 andre drenge havde jeg heller aldrig set før.

Men jeg kunne dog se endnu en dreng.. Min bror.

Mit ansigt lyste langsomt op, da jeg så ham. Han så dog lidt anderledes ud, men jeg kunne godt genkende ham.

Hans hår var rodet og var meget kortere end før. Der voksede en lille skægstubbe på hans kæbe, og hans blå/grå øjne viste, at han var meget træt. Alt i alt så han lidt mere voksent ud, men stadig som min elskede bror, Louis.

”LOUIS!!”, sagde jeg højt, før et grin forlod mig.
Mit lille udbrud, fik ham til at kigge op mod mig. Derefter sukkede han af lettelse, mens han gik hen til mig og krammede mig hårdt ind til sig.

Jeg vidste ikke rigtigt, hvad der var sket, eller hvorfor han krammede mig så hårdt, men jeg valgte at lad være med at spørge ind til det, og i stedet for puttede jeg mig ind til ham. Og jeg tillod mig selv, at nyde den velkendte tryghed, som jeg altid havde, mens jeg var sammen med ham.

”Jeg har brug for at spørge Brooklyn nogle spørgsmål. Hvis det er i orden?”, spurgte en robust lignende læge, mens han kom ind i værelset. Carl Marvin var der skrevet på hans navneskilt.

Louis trak sig fra mig, og jeg så et par tårer forlade hans øjne.

Han smilte et svagt smil til mig, mens han bevægede sig hen til de 4 drenge, som jeg ikke kendte endnu. På den ene side så følte jeg mig tryg, fordi at jeg vidste, at min bror var her. Men på den anden side, så gav tilværelsen af de 4 andre drenge mig en uhyggelig fornemmelse.

”Er hun ok?”, spurgte en af de 4 drenge bekymret. Ham med det krøllede, brunt hår for at være helt præcist. Han havde også dybe, grønne øjne og nogle svage lyserøde læber.

”Vi tjekker hende lige. Vil I være søde og gå udenfor, mens vi tjekker hende?”, svarede lægen.

De 4 drenge forvandt hurtigt ud af rummet, mens de alle gav mig nogle bekymrede blikke.

Hvorfor var de 4 drenge bekymrede for mig, når jeg ikke engang kendte dem? Eller gjorde jeg?

”Må jeg blive? Jeg er jo hendes bror trods alt”, bad Louis.

”Please.. Lad ham blive”, mumlede jeg stille.

Lægen kiggede frem og tilbage mellem Louis og mig, og derefter nikkede han.

”Okay, vi starter med et nemt spørgsmål. Hvad er dit navn?”, spurgte lægen.

”April Tomlinson”, sagde jeg uden at tøve.

”Hvor gammel er du?”, spurgte lægen igen.

”15”, sagde jeg lige med det samme.

Louis kiggede forundret på mig, som om det jeg havde sagt var mærkeligt. Lægen kiggede også meget forvirret på mig.

Sagde jeg noget forkert?

”Hvor blev du født henne?”, spurgte lægen efter en lille pause, mens han skrev noget på en lille blok, som han havde i hånden.

”Doncaster”, svarede jeg ham.

”Hvor tror du, at du er henne nu, Brooklyn?”, spurgte han igen, mens han klemte sine øjne lettere sammen, som om han var bekymret for svaret.

Lige da lægen spurgte mig det spørgsmål, så jeg Louis’ hænder ryste en smule.

”Jeg er vel i Doncaster..”, sagde jeg til lægen undrende. Jeg trak det lidt ud, fordi jeg var ikke helt sikker. Jeg kunne virkelig ikke genkende hospitalet.

”Okay, hvor gammel er din bror her?”, spurgte lægen, mens han pegede på Louis med sin pegefinger.

”17, selvfølgelig”, svarede jeg.

Jeg havde lyst til bare at sige til lægen, at han skulle stoppe nu. Der var jo slet intet galt med mig, og hvorfor spurgte han mig sådan nogle underlige spørgsmål.

”Hvilket måned er vi i, Brooklyn?”

”September tror jeg..”, svarede jeg ham langsomt.

Den måtte jeg tænke lidt over. Det føles nemlig, som om at jeg havde sovet i virkelig lang tid, men jeg kunne da ikke have sovet i flere måneder.. Kunne jeg?

”Ved du hvilket årstal, vi er i?”, spurgte lægen igen, mens han kiggede lidt skeptisk på mig, som om jeg havde sagt noget forkert. Det havde jeg da ikke, vel?

”Øhm..”, den måtte jeg igen tænke lidt over.

”Vi er vel i 2009?”, sagde jeg så.

Louis så virkelig overrasket ud der, mens lægen så rolig ud, næsten som om at han havde fundet problemet.

”Okay, tak Brooklyn. Det var vist alt.”, sagde lægen, mens han igen skrev noget ned på sin blok.

”Vent lige lidt. Jeg har også mine egne spørgsmål”, stoppede jeg lægen med at sige.

”Hvor er min mor? Louis, hvor er mor?”, fortsatte jeg.

”Hun er hjemme”, svarede Louis kort.

”Hvem er drengene derude”", spurgte jeg, da Blondien hele tiden lå i min tankegang.

”Vent.. Ved du slet ikke, hvem de er?”, lød det overrasket fra ham, og jeg nikkede blidt. Louis kiggede hen mod døren, som om han tænkte over, hvad han skulle sige.

”Louis, må jeg lige snakke med dig under fire øjne?”, spurgte lægen.

Louis kiggede hurtigt hen imod mig, så nikkede han og gik udenfor med lægen.

De havde forladt mig helt alene med alle de spørgsmål, som kørte rundt i mit hoved.

Hvem var Blondien?

Hvem var de 3 andre drenge?

Var der noget galt med mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...