When everything disappears - {1D}

Hun har glemt alt.. Lige fra deres første date til deres første kys. Hun har glemt deres første skænderi, første gang han sagde, at han elskede hende, og første gang han kom med blomster. Hun kan ikke engang huske, hvem han er. Hun har glemt noget slemt, noget som ingen gider minde hende om. Hvad sker der helt præcist, når alt forsvinder lige pludseligt?
OBS! Den her historie er før blevet skrevet på engelsk på wattpad.com. Jeg har dog valgt at oversætte den, da jeg synes, at alle skal give den en chance og læse den. Den er dog ikke direkte oversat, da den er skrevet med mine egne ord osv. *Credit til forfatteren "1Donlyyou*

22Likes
11Kommentarer
1379Visninger
AA

14. "Uhm Chicken"

IKKE RETTET IGENNEM!

”Jeg skal på toilettet”, fortalte jeg drengene, når vi havde bestilt. Vi var på en resturaunt, som hed Bia is fearr na hÉireann. Det var en fin lille Irisk restuaruant.

Jeg undskyldte og begyndte at rulle min kørestol hen mod toileterne. Jeg gjorde det, som jeg skulle, og så rullede jeg hen til en af spejlene, som var derinde, og jeg kiggede på mig selv. Jeg så ud som altid, dog var jeg blevet ældre. Jeg havde nogle sår fra ulykken, men der var ikke det store.

De sidste 2 dage havde været underlige for mig. Jeg var ikke sikker på, hvad der var sket med mig. Jeg vidste, at der var sket noget stort i de sidste 2 år, men hvad det var, vidste jeg dog ikke, og det ærgede mig rigtig meget. Der var millioner af muligheder, på hvad der kunne have sket. Tankerne omkring alt det, der kunne have været sket, opslugte mig. Hvorfor rejste jeg rundt med drengene istedet for at være hjemme? Var der noget der hjemme, som jeg ikke kunne klare? Var der minder, som jeg ikke kunne klare?

Jeg sukkede, mens jeg begyndte at trykke på sæbedispenseren. Jeg vaskede mine hænder grundigt, før jeg forlod toilettet. Jeg rullede mig selv ud af toilettet. Jeg begyndte at rulle langsomere, mens jeg fastslog, at de ikke havde lagt mærke til mig endnu.

“Niall, er du okay, mate?”, spurgte Liam bekymret om, mens han kiggede på den blonde dreng. Jeg var forvirret over, hvor triste de ligepludselig lød.

“ Ja, jeg savner hende bare”, sukkede Niall.

“Det vil komme tilbage. Hun er bar-”

“Hey, Brooklyn!”, sagde Zayn højt, mens han afbrød Louis. Jeg blev mødt af fire par af overraskede øjne.

“Det ser ud, som om at jeg afbrøder noget vigtigt?”, sagde jeg med en øjenbryn en vejret, mens jeg rullede hen til vores bord.

De kiggede allesammen på hinanden og så virkelig overrasket ud.

“Hvem savner du så, Niall?”, spurgte jeg, mens jeg prøvede at gøre den akavede stemmning lettere.

“Øh..”, Niall kiggede rundt, for at få hjælp af drengene, men de sagde ingenting.

”Øh.. ikke nogen”, tilføjede han.

“Hvorfor føler jeg, at jeg ikke er en del af noget?”, spurgte jeg igen med en øjenbryn i vejret. Før de havde tid til at svare, ankom maden.

“Uhm.. Kylling”, mumlede Zayn akavede, før vi alle begyndte at spise.

$$$$

Der var gået 3 dage, men jeg havde ikke haft flere "realistiske drøme", eller flere minder. Jeg var virkelig sur på mig selv. Jeg kunne også mærke, at drengene var ved at være godt trætte af at fortælle mig om alle ting.

Jeg sukkede, mens jeg satte de sidste hår, som stak ud fra min hestehale, ind på plads. Jeg rullede mig selv ud af værelset, mens jeg takkede gud, for om to dage, kunne jeg endelig bruge krykker istedet for denne skide irriterende kørestol.

"Hey, er du klar, søde?", spurgte Louis.

"Ja, det tror jeg", sagde jeg, mens jeg kiggede ned af mig selv. En hvid t-shirt, og en sort højtalje nederdel. Det var det jeg havde på. Mit hår var krøllet, og så sat op i en hestehale. Jeg havde prøvet at skjule arene på mit ansigt med en concealer, og det var det make-up, som jeg havde på.

"Du ser smuk ud", grinnede Louis, mens han slog sine arme rundt om mig, og gav mig en kram.

"Ja selvfølgelig", jeg rullede mine øjne, og derefter skubbede kørestolen ud af gangen, og hen mod elevatoren.

"Hey, hvor er dit smil? Jeg savner den", surmulede Louis. Jeg prøvede at smile lidt, men det lykkes ikke rigtigt.

"Jeg har kendt dig i 18 år. Jeg tror, jeg ved, når dit smil er så fake, som det er overhovedet muligt", sagde han.

"Ja, der er jo også meget, jeg kan smile om", svarede jeg bittert, mens Louis rullede mig op til drengene. De kiggede allesammen på hinanden, da de hørte mig sig det. 

"Du har os til at starte med...", begyndte Harry.

"Spar dig. Jeg har det fint. I drenge, skal give en koncert lørdag aften. Lad vær med at snakke om mig", stoppede jeg Harry, mens jeg kastede et endnu bredere smil på mine læber, for at være mere overbevisende, så de kunne droppe det.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Kort kapitel, men jeg ville stoppe den der. Desuden skal jeg sove lige om lidt, så jeg har ikke tid til at skrive mere, men jeg vil ikke lade jer vente længere. Jeg lover en endnu hurtigere kapitel næste gang! Undskyld for denne gang. Håber I kan bære over med mig! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...