When everything disappears - {1D}

Hun har glemt alt.. Lige fra deres første date til deres første kys. Hun har glemt deres første skænderi, første gang han sagde, at han elskede hende, og første gang han kom med blomster. Hun kan ikke engang huske, hvem han er. Hun har glemt noget slemt, noget som ingen gider minde hende om. Hvad sker der helt præcist, når alt forsvinder lige pludseligt?
OBS! Den her historie er før blevet skrevet på engelsk på wattpad.com. Jeg har dog valgt at oversætte den, da jeg synes, at alle skal give den en chance og læse den. Den er dog ikke direkte oversat, da den er skrevet med mine egne ord osv. *Credit til forfatteren "1Donlyyou*

22Likes
11Kommentarer
1376Visninger
AA

10. The last thing I need is that she keeps us out again.

”Come’on mate. Smil nu”, sagde Liam til mig, mens han puffede blidt til mig, for at gøre mig i bedre humør.

Jeg rullede øjne af ham, da han allerede havde prøvet i næsten en halv time, men jeg var stadig i lige så dårlig humør, som før. Han prøvede at sige noget igen, men jeg skar ham af, ved at rejse mig fra sofaen, inden jeg skyndte mig hen til et bord, hvor der stod alt muligt mad.

”Niall, vi skal på lige om lidt. Spis nu ikke for meget”, lød det bekymret fra Liam, men jeg tog mig ikke af det.

”Ja, ja”, mumlede jeg til Liam, mens jeg greb en chips pakke, tog en håndfuld, og skubbede dem ind i min mund.

”Hvor længe bliver du ved med at være sådan, Niall. Det er så underligt at se dig sådan. Hvor er den glade, bekymringsløs, sjove Nialler blevet af? Hvad?”, sagde Harry, mens han også prøvede at gøre mig i bedre humør.

”Mit spørgsmål er, hvordan skal Niall slog op med hende? Hvis han gør.. Jeg mener.. Hun ved jo ikke, at de dater, og så når Niall slår op med hende, vil hun da ikke forstå det..”, sagde Louis grinende, før han åbnede en vandflaske og tog en tår.

” Det er rigtig”, sagde jeg , mens jeg begyndte at grine.

Langsomt vendte alle drengenes ansigter mod mig, men jeg grinede videre. Drengene var overraskede over, at jeg grinte, da jeg ikke havde været i godt humør siden ulykken. Men det Louis havde sagt var da sjovt. Hun vil da ikke vide, hvorfor jeg sagde det til hende, HVIS jeg sagde det.

”Hvis hun har glemt de sidste 3 år.. Vil det så sige, at hun ikke ved, hvorfor hun er sammen med os?”, sagde Zayn undrende, og mine øjne søgte hen mod ham, da jeg indså, at det han lige havde sagt, var så rigtigt.

”Nej, hun ved det ikke..”, sagde Louis svagt, med en forvirret stemme.

”Det var hårdt nok for hende, da det skete. Så måske er det godt, at hun ikke kan huske det?”, forslog Liam, med en lille håb i stemmen, men man kunne godt høre, at han var lige så forvirret som os.

”Hvis hun vil vide det, siger jeg det.. Jeg har lovede hende, at jeg vil fortælle hende alt”, sagde Louis. Man ville være dum, hvis man ikke kunne høre panikken i hans stemme.

”Hvordan vil vi forklare det? Hun kan jo ikke huske det? Hun bliver lige så sørglig som sidste gang. Det er jeg sikker på.. Det er endda 1 år siden det skete”, sagde jeg, mens jeg kunne mærke tårene presse på mine øjenlåg.

Liam lagde sin arm rundt om mig, og nussede mig på ryggen, for at berolige mig.

”Jeg havde ikke tænkt på det her før..”, sagde Harry.

”Niall, du er den eneste, der kan forklare det for hende. Ved du det?”, spurgte Liam mig stille.

”Det gjorde dig ligeså sørgelige som hende..”, tilføjede Zayn.

”Jeg ved det.. Hvis hun spørger.. Hvis hun vil vide det..”, sagde jeg grådkvalt, mens jeg ikke engang gad, at tænke på hvad der skete sidste år.

”Drenge.. Er I klar til at give den gas?”, spurgte Paul smilende, da han kom gående ind af døren, men lige så snart han så vores ansigter, stoppede han op.

”Hvad er der dog sket?”, spurgte han os.

”Vi kom lige i tanke om, at Brooklyn ikke ved hvorfor..”, jeg stoppede, da jeg ikke havde kraften at færdig gør sætningen.

”Hvorfor hun er sammen med os”, tilføjede Harry.

”Jamen, I skal der ude”, sagde Paul, før han skubbede os alle sammen ud fra vores omklædningsrum. Jeg følgede med, men mine tanker svømmede rundt i mit hoved. Hvad hvis Brooklyn selv fandt ud af det? Vil hun blive sur på os?

”Niall, du ved, at du altid kan snakke med mig..”, sagde Paul, mens han kom op ved siden af mig, og lagde sin hånd på min ryg. Jeg nikkede en enkelt gang, mens vi gik hen mod scenen.

Jeg hadede tanken om, at hun ikke vidste det. Men det, at hun ikke vidste det, var helt klart bedre end tanken om, at hun skulle vide det. Det havde taget flere måneder for os, til at få hende, til at åbne sig op for os, efter det skete. Og den sidste ting, jeg havde brug for, var at hun vil lukke os ude igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...