When everything disappears - {1D}

Hun har glemt alt.. Lige fra deres første date til deres første kys. Hun har glemt deres første skænderi, første gang han sagde, at han elskede hende, og første gang han kom med blomster. Hun kan ikke engang huske, hvem han er. Hun har glemt noget slemt, noget som ingen gider minde hende om. Hvad sker der helt præcist, når alt forsvinder lige pludseligt?
OBS! Den her historie er før blevet skrevet på engelsk på wattpad.com. Jeg har dog valgt at oversætte den, da jeg synes, at alle skal give den en chance og læse den. Den er dog ikke direkte oversat, da den er skrevet med mine egne ord osv. *Credit til forfatteren "1Donlyyou*

22Likes
11Kommentarer
1444Visninger
AA

17. A new friend

IKKE RETTET IGENNEM

"Australien, her kommer vi!", Louis grinede, mens vi satte os ind i bilen, der skulle køre os til lufthavnen. Drengene var alle meget glade og snakkesalig, da de glædede sig til de næste par dage. Jeg måtte indrømme, at jeg også var temmelig meget op og køre, da jeg altid havde ønsket mig en tur til Australien. Jeg så bare ikke meget frem til den lange flyvetur. Især da jeg vidste, at drengene holdt noget hemmeligt for mig.

”Hvor mange koncerter, skal I holde i Australien?", spurgte jeg Harry.

"Ingen idé.", lo han.

"Så har vi to ugers ferie før vores tour i Amerika.", sagde Niall, tydeligvis meget glad. Da drengene igen begyndte at snakke i munden på hinanden, så jeg nøjedes bare med at kigge ud af vinduet.

Jeg kunne stadig ikke tro alt, hvad der var sket i de sidste tre år. Folk ville nævne One Direction, og jeg ville stå der og tænke over, hvem det overhovedet var. Det var skræmmende, at jeg slet ikke kunne huske noget om de sidste tre år. Jeg var totalt blank. Jeg kunne huske alt, før jeg blev femten, men det efter jeg blev femten var totalt mørklagt. Den sidste dag, jeg kunne huske, var bare en normal skoledag. Jeg kom hjem fra skole og irriterede mine søskende. Jeg havde drillet Louis om hans valg af tøj, og Stan og Louis havde drillet mig med en dreng i skolen, som jeg havde et crush på. Det var en typisk dag hjemme hos familien Tomlinson, og det sidste, som jeg kunne huske var, at jeg skulle sove. Min hjerne prøvede at finde flere minder fra efter det, men det virkede bare ikke.

"Hvorfor er den pige klædt ud som en gulerod?", spurgte jeg, da vi kørte ind foran lufthavnen og fansene omringede os. Drengene begyndte at sige noget alle sammen, men så begyndte de at fnise.

"Louis kan lide piger, der kan lide gulerødder.", Zayn var den første, som tog sig sammen til at svare mig, mens Louis rullede med øjnene.

"Under The X Factor tour dairies, blev vi spurgt af fansene, hvad vi ledte efter hos piger. Jeg sagde, at jeg elskede piger, der kunne lide gulerødder. Det blev så stort, og nu får jeg altid gulerødder ved hver eneste signing eller koncert, vi går til.", Louis virkede som den eneste, som ikke morede sig ved situationen.

"Åh gud, Louis, det er så typisk dig.", sukkede jeg, selv om jeg også morede mig. Bilen stoppede, og drengenes bodyguards skyndte sig hen til vores bil. Drengene blev hevet ud af bilen først. De skulle følge efter Paul alle sammen. Niall var den eneste, der blev. Han ønskede at hjælpe mig ud til de andre bodyguards, der havde min kørestol. Jeg kunne ikke vente til, at jeg fik krykker, så jeg kunne begynde at gå selv. Niall så grinende på mig, men han gav mig sin arm at støtte sig til. Han lo, da jeg smed med ned i kørestolen. Jeg stak min tunge ud på ham, mens han stillede sig bag mig og begyndte at køre mig hen til drengene. Jeg besluttede mig for at spørge ham om noget, jeg havde haft på hjernen i lang tid nu.

"Hvorfor er du altid så sød mod mig, Niall?", spurgte jeg.

"Øh .. Hvad mener du?" Jeg kunne ikke se ham, da han var i gang med at skubbe mig over til drengene, men jeg kunne høre noget ... Noget anderledes i hans stemmen. Jeg fortsatte med at spørge ham; ”Du insisterer på at skubbe mig, du venter på mig, mens de andre drenge bare går, selv min bror .. Du er bare virkelig rar. Hvorfor?"

"Du kan selvfølgelig ikke huske det, men vi er blevet virkelig tætte gennem årene.", sagde han roligt, mens vi blev ved med at gå mod resten af drengene.

"Så, du er lidt ligesom en bror?" Ligeså snart ordene forlod min mund, fortrød jeg dem. Jeg var ikke sikker på hvorfor, men det virkede som om, at jeg ikke burde spørge det her.

"Øh-"

"Skynd dig nu lidt, Niall.", en sikkerhedsvagt kommenterede bag os. Jeg indså, at Louis og de andre var langt foran os nu. Niall opholdt sig rolig, mens han skubbede en lille smule hurtigere. I sidste ende, nåede vi i sikkerhed. Vi gjorde det sædvanlige, de tjekkede vores kufferter, vi gik igennem metaldetektoren og hurtigt var vi forbi fansene og paparazzierne.

"Kun seksten timer til jeg kan drikke igen.", grinede Niall, da vi alle havde fået sat os i ind i flyet. Takket være min skade fik jeg den mest benplads. Louis var på min ene side, og Niall var på min anden side, mens Harry, Liam og Zayn var alle bag os.

"Jeg kan også drikke”, sagde jeg, da jeg indså, at nu kunne jeg også drikke. Jeg var stadig ved at vænne mig til, at jeg nu var atten og ikke 15.

"Brook ...", begyndte Louis. Jeg forventede, at han ville give mig et helt foredrag, om hvordan jeg ikke vil være i stand til at drikke, osv.

"Bare sørg at du er sammen med en af os, hvis du beslutter dig for at drikke, da du meget hurtigt bliver fuld."

"True story. Vi var alle samen i byen engang, og du var helt overbevist om, du havde en tvilling, som hed Abigail.", fortalte Harry, mens drengene grinede, ”Og du havde kun haft to øl.”

"Fedt", mumlede jeg, da jeg ikke fandt spor sjovt. Selvom drengene havde passet mig så godt indtil videre, satte den sætning mig i et dårligt humør. Jeg var ved at blive sindssyg træt af at skulle få at vide, hvad jeg gør eller gjorde. Jeg burde ikke være træt af det, men det var jeg. Drengene forsøgte bare at hjælpe mig, men bare de vidste, hvor frustrerende det er ikke at huske noget? En ting. Det var alt, jeg vidste fra de sidste tre år. De lagde alle sammen mærke til mit humørskift, og de kiggede bekymret på hinanden.

$$$$

"Gør det noget, hvis jeg sætter mig her? Jeg tror ikke, jeg kan klare at tale med dem længere.", lo jeg, da jeg stod foran drengenes trommeslager. Josh smilede og nikkede. Jeg satte mig ved siden af ham. Der var kun gået fire timer siden flyet lettede, men jeg havde virkelig brug for at bevæge mig rundt, da jeg ikke var vant til at sidde i så lang tid.

"Hvordan har du det?", spurgte Josh, mens han satte sin bog ned og drejede mod mig.

"Godt. Hvad læser du?”, jeg skiftede emne, da jeg virkelig ikke behøvede endnu en person, der spurgte, hvordan jeg havde det.

"The Hunger Games", svarede Josh, mens han holdte bogen op, så jeg kunne se forsiden.

"Hvad handler den om?", spurgte jeg, da forsiden virkede interessant.

"Øh, jeg ved ikke præcis, hvordan jeg skal forklare det .. Der er tolv distrikter og et hovedstad .. Hvert år bliver en dreng og en pige fra hvert distrikt valgt til at være med i the Hunger Games. De bliver sat ind en arena og skal kæmpe til døden, indtil der kun er én tilbage. Hele historien handler om Katniss, som melder sig frivilligt i stedet for sin søster. ", forsøgte Jost at forklare, men jeg endte bare mere forvirret.

"Jeg tror, at jeg bliver nødt til at læse den selv, for at forstå .." lo jeg.

"Jeg har den første bog, hvis du ønsker at låne den.", sagde Josh med et smil. Han havde en dejlig smil, og så var han super sød.

"Det ville være awesome!", svarede jeg med et grin. Der var en akavet stilhed, da vi begge søgte efter noget andet at snakke om. "Det er virkelig akavet at skulle stille dette spørgsmål, men er vi venner? Har vi nogensinde snakket før? Er det underligt, at jeg sætter mig ved siden af dig?"

"Vi er ikke ligefrem tæt. Vi har snakket før, men du snakker mest med drengene og deres kærester.", forklarede han,"Men det er ikke akavet at sidde med dig."

"Okay, jeg ønskede ikke at gøre dig utilpas eller noget ..", sukkede jeg.

"Det må virkelig være nedern.", sagde Josh stille efter en pause.

"Hvad?" jeg så forvirret på ham.

"Det må være nedern ikke at kunne huske noget." Josh trak på skuldrene.

"Det er det. Det værste er, at folk er nødt til at fortælle mig om mig selv. Jeg ved, jeg har brug for det, men det er ligesom .. Det er virkelig underligt at have folk fortælle mig ting, jeg gjorde. Jeg har ingen erindring om noget, de fortæller mig, at jeg gjorde! Så er der også Louis.. Han er min bror og jeg elsker ham meget. Men han behandler mig, som om jeg er et skrøbelig lille barn, som jeg absolut ikke er. Jeg ønsker virkelig, at jeg kunne huske alt lige nu. Hvad vil der mon ske, hvis jeg aldrig kan huske de sidste 3 år? Jeg ved, at de skjuler ting fra mig, og jeg ønsker virkelig at vide, hvad .. ", rasede jeg. Jeg opdagede, at jeg bare havde snakket og snakket, og begyndte at rødme. "Åh gud, jeg er så ked af det .. Undskyld Josh .."

"Det er fint. Du kan altid tale med mig." Josh beroligede mig. "Jeg vil vædde med, at det er meget frustrerende. Det er ikke ligefrem normalt for nogen af os, så vi er hellere ikke helt sikker på, hvordan vi bør handle dig. Jeg ved det lyder forfærdeligt, men det er sandt. Men jeg lover dig, at de altid vil være der for dig"

"Tak, Josh. Jeg var ikke klar over, hvor meget jeg havde brug for at tale med nogen. Jeg føler bare, at jeg er en tikkende bombe, som er klar til at sprænge hvert øjeblik. Og det var så dig, det gik udover. Undskyld."

"Du kan altid komme til mig. Jeg har fået at vide, at jeg er en rigtig god lytter.”, sagde han, mens han blinkede.

"Jeg skal nok huske det”, sagde jeg drillende.

"Det lyder godt. Men før vi har flere meget seriøse samtaler, er jeg nød til at præsentere dig for det mest vanedannende spil nogensinde.", sagde Josh, før han fandt sin iPhone frem.

"Hvad fanden er Flappy Bird? Det lyder ikke sjovt.”, sagde jeg, mens jeg kiggede på hans iPhone.

"Tro mig, det er vanedannende som helvede. Du skal bare trykke på fuglen,”, forklarede Josh, mens han viste mig, hvordan man spillede dette spil.

”Det ser meget kedeligt ud”, kommenterede jeg.

Jeg havde ikke ret, da det faktisk var meget sjovt.

$$$$

"Velkommen til Australien!", blev der sagt over højtalerene seksten timer senere og jeg sværger, at jeg næsten begyndte at græde. Jeg var så tæt på at myrde drengene. De blev ved med at fortælle mig underlige jokes, som jeg slet ikke forstod. Heldigvis havde jeg været i stand til at falde i søvn halvejs. Zayn var den eneste, der var faldet i søvn udover mig. Han sov med det samme flyet lettede og vågnede kun for at spise. Et par gange havde jeg sat mig hen til Josh, enten for at spille Flappy Bird eller for at diskutere The Hunger Games. Han var ret sød, og jeg brød altid ud i grin, da han fortalt mig en joke. Jeg var meget glad for at have fået en ny ven, som jeg ikke ligefrem havde været så tæt med tidligere. Det var rart, at han ikke allerede vidste alt om mig.

"Brook kan komme med mig, så hun ikke behøver at blive trampet ned af fansene og paparazzierne.", foreslå Josh, da drengene greb deres kufferter.

"Hvorfor skal I ikke alle sammen følges?", spurgte jeg.

"Vi går gennem den samme gangbro, bare på forskellige tidspunkter.", forklarede Liam.

"Ja, du må gerne gå med Josh.", sagde Louis, da Paul førte os alle sammen ud af flyet. Liam og Zayn stod begge ved siden af mig, og de sagde, at de ville hjælpe mig med at sidde ned i kørestolen. Deres stærke arme hvilede på min talje, som vi langsomt gik hen til hvor min kørestol var. Jeg gav dem et lille smil for at takke dem for deres hjælp. Vi begyndte alle sammen at gå mod bagudgangen. Vi var alle tavse, da vi var trætte fra det forfærdelige lange flyvetur. Til sidst nåede vi døren. Josh og jeg blev tilbage med stylisterne og et par bodyguards. Drengene fortsatte ud af døren, og jeg kunne høre fansenes skrig.

---------------------------

Hey guys, her har I endnu et kapitel. Jeg ved, at det er lang tid siden, jeg sidst har skrevet noget herinde, da jeg har haft meget travlt det sidste halve år, men her får I endelig et nyt kapitel. 

Jeg håber, at de fleste af jer stadig gerne vil læse med ;)

Håber den er okay, selvom den ikke er rettet igennem. 

- Londongirl <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...