Skype Call Gone Wrong

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2013
  • Opdateret: 11 jan. 2014
  • Status: Færdig
De bedste ting sker for dem der venter. Bella har ventet i 17 år på at der ville ske noget godt for hende. En dag efter skole bliver hendes drøm til virkelighed. Hun er sjov,klog, og næsvis. Perfekt kombination. Og endu mere perfekt for Mr. Harry Styles som hun møder når et Skype Call Goes Wrong.

142Likes
78Kommentarer
16748Visninger
AA

25. The Magical Styling Of Harry Styles

Bella's Synsvinkel*

 

"Stå op!" Hvordan kunne to ord (gentaget et par gange) irritere mig så meget.

 

Men på samme tid, hvordan kunne de være sød musik i mine ører? Wow min hjerne er forvirrende om morgenen.

 

Vent hvad tænkte jeg på?

 

Argh, jeg vil bare gerne tilbage til drømmeland.

 

"OP!" Råbte den mystiske stemme.

 

"Vær nu sød at gå medmindre du vil sove med et øje åbent i aften. " Svarede jeg, personen grinte.

 

"Vil du ikke bruge den sidste dag sammen med mig?" Fortsatte den dybe stemme...

 

VENT LIGE! Sidste dag...HARRY!

 

Jeg skød op fra sengen, jeg kiggede rundt på værelset, Harry stod og smilede til mig.

 

"Jeg er klar! Jeg er klar, hvad skal vi lave?" Spurgte jeg og vred søvnen ud af mine øjne.

 

"Jeg tænkte at vi kunne tage på picnic når du er færdig? Lyder det som en god idé? Og så kan alle de andre drenge tage med, så du kan bruge noget tid sammen med dem inden vi um....." Han stoppede og hans smil forsvandt.

 

"...Bliver nødt til at tage afsted." Sagde han, hans øjne mødte mine, men denne gang var de fyldt med tristhed.

 

"Hey! Vær nu ikke helt nedtrykt på vores sidste dag! Jeg vil huske dig glad, så kom nu! Lad os gøre den her dag til den bedste!" Sagde jeg og kiggede ham direkte ind i øjnene, han smilede til mig.

 

"Ja, undskyld, lad os gøre det! Jeg ringer til drengene, mød os i stuen om 10 minutter, så kan vi tage i supermarkedet og købe ind til picnicen!" Han gik ud ad døren. Jeg hoppede op af sengen og åbnede mit skab.

 

Argh, jeg er ikke klar til at forlade alt det her!

 

Men jeg må hellere begynde at prøve på det.

 

?

-----------------------------------------------------------------------

 

 

"Sikke en god udsigt!!" Udbrød Liam fra toppen af bakken.

 

Vi stirrede alle underligt på ham.

 

"Liam..det er en sø...og en ret klam en af slagsen..." Sagde Niall.

 

"Er der nogen der gider at holde den her? Jeg er ret sikker på at det er en andens tur!" Råbte Louis, og slæbte den store picnickurven efter sig.

 

"Nej jeg mente ikke søen, jeg mente bag søen, alle træerne, det ligner en mini skov!" Forsvarede Liam da vi stoppede på toppen af bakken.

 

"Argh! Endelig, så slipper jeg for at slæbe på den her tingest, mange tak for hjælpen venner!" Sagde Louis med det ironisk smil.

 

"Bare rolig, jeg melder mig frivilligt til at bære den ned igen, og nu skal du ikke klage for bakken er rimelig stejl, så hvis jeg falder og dør, så er det din skyld." Sagde Zayn til Louis og smilede. det eneste han fik igen var Louis der mumlede at den var tungere på vej op, og at det ikke var fair.

 

"Hey drenge! Skal vi ikke tage nogle gruppebilleder henne ved det der træ?" Bag os var et stort gammelt træ, et egetræ? Aner det ikke, jeg går ikke op i træer det er jo ikke fordi jeg er træspecialist, gad vide om der er noget der hedder det? nå okay, tilbage til verdenen.

 

Vi gik alle hen for at stille os ved træet.

 

"Vi kan bruge min telefon til at tage billeder, så sender jeg dem til jer senere." Sagde Niall, han hev sin mobil op fra sin baglomme.

 

"Okay, lad os alle skiftes til at være kameramand eller dame for min sags skyld." Sagde jeg og smilede.

 

"*Host* Og Harry's*Host*" Sagde Louis, og lod som om intet var sket.

 

"Hey!...."

 

"Antyder du at jeg er homo?" Spurgte jeg Louis, alle udenset Harry flækkede af grin.

 

"Ha. Ha. Sjovt." Sagde Harry og prøvede på at efterligne os. Jeg gik over og kyssede ham på kinden, hvordan er jeg endt med sådan en fantastisk kæreste? Det er mysterium der nok aldrig bliver løst.

 

"Okay! Billede tid! Jeg sta-" Sagde jeg før jeg blev afbrudt.

 

"Undskyld mig?" Sagde en stemme bag mig.

 

Den kom fra en ældre dame. Vent hvordan kom hun herop?

 

Som nævnt før var bakken rimelig stejl.

 

"Hej, er der noget jeg kan hjælpe dig med?"

 

Gud, jeg føler mig som en af de der expedienter  der står i butikkerne.

 

"Nej, faktisk er det mig der vil hjælpe dig, jeg lagde mærke til at i godt kunne bruge en kameradame, jeg vil gerne hjælpe jer!" Sagde hun og smilede til mig.

 

"Tusind tak, det ville være perfekt hvis du kunne tage nogle billeder af os alle." Sagde Liam og bragte sin indre 'gentleman' frem. Det minder mig om Psy. Og det er også navnet på min bamse. Årh.

 

Vi stod op ad det store (Ege?) træ, og lavede nogle fjollede ansigter, nogle helt seriøse, og så nogle normale smil. Da vi var færdige takkede vi den gamle dame.

 

"Wow! Du burde blive fotograf!" Jeg undgik 'burde have været' Det ville være ondt.

 

"Det var jeg." Hun smilede og vinkede til mig inden hun gik sin vej igen.

 

"Niall husk at sende billederne til mig." Sagde jeg da hun var ude af syne, efterfulgt af nogle få 'Også mig'

 

 

--------------------------------------------------------------

 

"Vi burde tage ud at sejle!" Råbte jeg opstemt, Harry grinte af min entusiasme.

 

Vi forlod drengene for lidt tid siden, de stod og spillede frisbee på toppen af bakken, lad os håbe at den frisbee ikke røger alt for langt hvis i ved hvad jeg mener.

 

"Hvor meget koster det?" Spurgte jeg.

 

"2 pund per person." Svarede Harry.

 

"Okay, jeg betaler." Sagde jeg, jeg gav ham mine sidste fem pund, han nikkede og gik over mod billetboden. Harry betalte og gav mig det sidste pund tilbage.

 

Vi tog hurtigt vores redningsveste på. Sikkerheden først. Og påbegyndte vores halvtimes tur rundt i den store 10 meter dybe sø.

 

Vi besluttede os for at lade Harry ro hele vejen, fordi vi ikke måtte skifte plads hvis båden nu skulle kændre, og fordi jeg simpelthen bare ikke havde armmusklerne til at ro os rundt uden at ro ind i noget, som en busk.

 

Eller en svane.

 

Tilbage til verdenen, Harry begyndte at ro os igennem vandet, søen var rimelig lang, der var cirka 6 andre både i vandet.

 

Min eneste frygt var at blive beskidt, fordi jeg godt kunne finde ud af at svømme.

 

"Harry, hvis jeg falder i og mit tøj bliver beskidt, ved du så hvad der sker?" Sagde jeg dybt seriøst, og hvilede mit hoved i mine hænder.

 

"Hvad sker der så skat?" Spurgte han og passerede en amatør roer.

 

"Så organisere jeg et tidligt møde med Gud, specielt til dig!" Sagde jeg med falsk entusiasme i min stemme.

 

Han begyndte at gynge båden. Fra side til side. Fra side til side. Åh gud, jeg bliver jo syg!

 

"Harrrry, jeg bliver syg!" Sagde jeg, og den kvalmende følelse forsvandt.

 

"Bellllaaaaa, du har en sø lige ved siden af dig." sagde han og efterlignede mig.

 

"Godt at vide at du faktisk bekymre dig om mig!" Sagde jeg ironisk.

 

"Selvfølgelig gør jeg det kære! Jeg vidste bare at du fakede." Sagde han og blinkede til mig.

 

Jeg rullede øjne af ham, jeg tog min taske op, og tænkte på hvor god en dag det havde været i dag.

 

Jeg tjekkede min taske, min telefon og pung var gemt sikkert væk, jeg åbnede min pung for at se om mit buskort var der, man ved jo aldrig hvornår man kan få brug for det. 

 

Men til min overraskelse lå mine 5 pund i den.

 

Dem jeg gav til Harry. Men hvordan...?

 

"Harry? Hvordan fik jeg på magiskvis mine 5 pund tilbage?" Spurgte jeg forvirret.

 

"På den magiske Styles måde." Sagde han og fniste til mig.

 

"Harry! jeg sagde jo at jeg ville betale!" Klagede jeg.

 

"Og hvordan fik du fat i min pung? Okay, lige meget, tag nu bare din femmer!" Forlangte jeg.

 

"Aldrig!" Sagde han og roede hurtigere.

 

"Harry. Vi er i den samme båd, du kan ikke slippe væk." Sagde jeg med et lusket smil.

 

Da det gik op for ham satte han farten ned igen.

 

"Tag pengene! Jeg sagde jo at jeg ville betale." Sagde jeg og nægtede at tage nej som et svar.

 

"Nej. Bella du er min kæreste, jeg synes jeg skal have lov til at betale." Sagde han.

 

"Må pigekærester ikke betale?" Svarede jeg.

 

"Jeg betaler." Sagde Harry, manden skulle bare have sin vilje.

 

"Nej, jeg betaler." Jeg rejste mig op for at vise min styrke. Det sjove er, jeg har ingen styrke.

 

Han lagde årene ned, og rejste sig op.

 

Det forsatte indtil vi besluttede os for at holde en stirrekonkurrence den første der blinkede slap for at betale.

 

Uheldigvis, med begge vores øjne låst fast på hinandens, så vi ikke en anden amatørroer der roede fuldfart mod os.

 

Vi .Faldt. I . Vandet.

 

Heldigvis havde vi redningsvestene på!

 

Vi kom begge op til overfladen igen, jeg gispede efter luft og Harry grinte, jeg begynde også men stoppede straks da jeg så hvem 'amatørroerne' var, ingen andre end de andre One Direction drenge.

 

Nå men dagen endte da med et grin.

 

Og hvilken anden måde er bedre at afslutte en dag på?

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...