Skype Call Gone Wrong

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2013
  • Opdateret: 11 jan. 2014
  • Status: Færdig
De bedste ting sker for dem der venter. Bella har ventet i 17 år på at der ville ske noget godt for hende. En dag efter skole bliver hendes drøm til virkelighed. Hun er sjov,klog, og næsvis. Perfekt kombination. Og endu mere perfekt for Mr. Harry Styles som hun møder når et Skype Call Goes Wrong.

142Likes
78Kommentarer
16842Visninger
AA

30. It's the return of Psy!

Bellas synsvinkel*

 

"Okay tøs, få så det game face på. Eller er det poker face? Årh nej...ikke Lady Gaga!" Udbrød Aria, med et usikkert udtryk. Vores sko lavede små klikkelyde mens vi gik ned af gangen i backstage området af arenaen og fulgte efter en bodyguard på vej til drengenes omklædningsrum.

 

"Hvorfor skal du altid begynde at skrålle Lady Gaga sange eller sige noget der referere til hende hver eneste gang nogen siger Poker Face?!" Sagde jeg, og fniste.

 

"Det ved jeg ikke. Spørg Jesus!"

 

Jeg rullede øjne af hende og fortsatte med at gå ned ad den lange gang inden vi stoppede ved en dør hvor et 'One Direction' skilt var klistret på, det måtte være der.

 

Jeg bankede på og ventede på at nogen åbnede døren, hvilket der ikke var nogen der gjorde.

 

Aria sukkede før hun bankede hårdt på døren imens hun råbte "Åben op. Det er politiet!" 

 

Der kom en masse larm på den anden side af døren inden Zayn åbnede døren, han kiggede skræmt rundt.

 

"Vi har ikke gjort noget forkert- åh hej Bell. Og Aria. Hvad laver i piger her? Hvordan er i overhovedet kommet ind ?!"

 

Vi var tavse et øjeblik før Aria sagde noget. "Flyt dig bonde, vi er kommet for at se Mr. Styles."

 

"Whoa i kan ikke bare- holy shit hvordan kan du løfte mig?" Spurgte Zayn dumt, da min bedsteveninde løftede ham op og placerede ham ude foran døren.

 

Du er ikke den eneste der kan løfte tunge ting pretty boy! Ha-ha!" Smilede hun, hun smækkede døren lige i lige i hovedet på ham. 

 

"Aria, du ved godt at det her er hans koncert ik'?"

 

"Jeg mener at scenen er den anden vej. Han har ikke brug for at være herinde længere."

 

"Hvad i....?" Sagde nogen, hvilket fik os til at vende os rundt for at se hvem det var. Der stod Louis i bar overkrop i dørkammen, han kiggede forvirret på os, men også lidt skræmt....?

 

"Øh.... rengøringsdamerne?" Sagde Aria.

 

Uh oh, der blev vi vist opdaget .

 

 

--------------------------------------------------------------------

 

 

"Det kan du ikke mene?! Og ingen havde tænkt på at fortælle Harrys kæreste at Harry havde fået freaking hukkomelsestab?!" Råbte jeg, og rejste mig op fra stolen. "Hvordan i alverden fik han det overhovedet?!"

 

"Tjo um, Harry og jeg fjollede lidt rundt og vi gik måske en lille smule over gevinst, og det næste der skete var at Harry lå bevidstløs på gulvet efter at han havde smadret sit hovede ind i væggen. Men bare rolig der skete ikke noget alvorligt." Smilede Louis falskt, han prøvede at få det til at lyde som om der ikke var sket det helt store.

 

Min kæreste har hukommelsestab og han tror det her er en joke?!

 

"Hvor meget kan han huske?" Spurgte Aria lidt efter, jeg var overrasket over at hun kunne sige det i en rolig tone. Jeg mener, jeg troede måske hun ville komme over Louis efter at hun havde ringet til James, åbenbart ikke. For at være helt ærlig kan jeg ikke se hvad hun ser i Louis. Han er bare en verdensberømt britisk pop sensation i et band med ekstremt lækre drenge. Ikke det helt store.

 

"Han er begyndt at huske igen. Han kan huske vores sange og alt det før X-Factor. Han kan bare ikke huske alt det der skete imellem jer." Hans stemme blev stille til sidst, mest fordi han ikke ville have at jeg hørte det.

 

Tårene pressede sig på da jeg tænkte på Harry- jeg kunne vel ikke rigtig kalde ham min kæreste længere.

 

"Aww vi er venner nu Bella så jeg bliver nødt til at tage mig af dig hvis du græder." Surmulede Louis. Han rejste sig op for at give mig et stort kram, jeg kunne næsten ikke få vejret.

 

"Lewis, stop med at tage dig af mig." Gispede jeg, og prøvede at trække væk fra krammet. Han gav med det samme slip, han så sur ud.

 

"Det er LOUIS ikke LEWIS!"

 

"Lou, hvorfor råber du?" Spurgte en ekstremt velkendt stemme, stemmen kom nærmere. Langsomt kiggede jeg op på ham, jeg ønskede alt det her bare var en drøm og at han ville løbe op til mig med åbne arme. Men det skete ikke. Han så mere forvirret ud end nogensinde.

 

"Hvem er disse smukke damer?" Smilede Harry, han kiggede imellem Aria og jeg. Mit hjerte blev fuldstændig knust, jeg vendte mig mod Aria og håbede på at hun ville kunne stoppe mig i at bryde ud i gråd igen.

 

"Det her er Aria og øh...Bella." Mumlede Louis, han efterlod Harry usikker på hvordan han skulle reagere. Han kiggede nysgerrigt på mig, op og ned ad min krop før han smilte, hans grønne krystaller blinkede under de skarpe lys.

 

"Bella." Gentog han til sig selv, han nikkede langsomt.

 

Hurtigt hviskede han noget ind i Louis' øre som fik ham til at grine, før han kom over til mig, hans højde tårnede over min.

 

"Hey." Han grinte, det grin ville kunne få mig til at smelte dengang. Du ved, i de gamle dage hvor jeg ikke engang kendte One Direction personligt, og inden Harry spurgte mig om jeg ville være hans. Jeg ønskede mere end noget andet at hans hukommelse ville komme tilbage, og at jeg kunne fortælle ham at jeg elskede ham endnu engang. Men efter min mening så det ikke ud som om at den ville komme tilbage i den nærmeste fremtid uden et mirakel.

 

"Hej." Sagde jeg stille, jeg lagde mærke til at Louis og Aria havde forladt os. Awwww hun var sådan en god ven. Louis var....på vej derop af. Hun er ikke helt på hendes niveau endnu. Det kommer til at tage lidt tid inden han kommer helt derop.

 

 

"Så jeg går ud fra at du er den folk siger er min kæreste. Jeg må sige, jeg har gjort det godt. Du er virkelig smuk."

 

Oh. My. God.

 

Det er helt ligesom skype samtalen igen.

 

"Tak. Du er heller ikke helt så dårlig, selvfølgelig,ellers ville jeg nok heller ikke lade dig være min kæreste." Jokede jeg, men jeg rødmede stadig lidt af hans tidligere kompliment.

 

Han lo. "Og du er også sjov. Jeg elskede altid det i piger. Hey, jeg, um, undskyld at jeg ikke kan huske dig. Jeg ved at det her må være hårdt for dig og alting. Men du må ikke tro at jeg har givet op på vores forhold eller sådan noget. Jeg er villig til at give det endu et skud hvis det er okay med dig?

 

Skyd mig foden, klæd mig ud i et ko kostume og kald mig engolf, jeg er fuldstændig ligeglad, selvfølgelig vil jeg gerne give det et skud! Men jeg sagde ikke det højt.

 

Håber jeg.

 

"Jo, det ville være fantastisk!"

 

"Det her kommer måske til at lyde lidt underligt, men måske kunne vi have en slags anden første date. Uanset hvad vi lavede, er jeg sikker på at den var god."

 

Mine tanker vandrede tilbage til den første gang vi mødtes ansigt til ansigt. Dengang hvor han kommer over med en film, og noget virkelig lækkert slik. Jeg betragtede altid det som vores første date, du ved... mentalt.

 

Damn jeg var virkelig en stor Directioner i gamle dage.

 

Og det er du stadig......

 

Det sagde jeg ikke! Hvaaaad? Oh my god det er Psy der er vendt tilbage!

 

"Ja den var rimelig god. Du kom hjem til mig og så, så vi film sammen. Det var rart ikke at have paparazzi der omringede dig." Svarede jeg endelig, jeg kiggede op på ham med et bredt smil.

 

"Det lyder som noget jeg kunne finde på. Hvad med imorgen? Du kan komme over på det hotel vi bor på?"

 

"Ok.....jeg, jeg skriver til dig."

 

Og med det var han væk for at optræde for tusinder af fans med hans bedstevenner. I mens jeg sad på første række sammen med Aria og prøvede at forklare hende hvad der var sket og heppede vildt på dem. På et tidspunkt kom der faktisk en pige hen og spurgte efter en autograf!

 

Mig! Bella freaking Jacobs! En autograf. Åh gud, det var et stolt øjeblik.

 

Jeg vil gerne takke min bror, Josh, min bedsteveninde Aria, Min-teknisksete-kæreste-men-vi-starter-forfra-fordi-han-fik-hukommelsestab, Harry,  Min bamse Psy, og vigtigst af alt mig selv Fordi jeg er så awesome!

 

 

 

--------------------------------------------------------

 

 

 

Næste dag kunne ikke komme langsomere. For at være helt ærlig tror jeg det tog 2 år inden det blev morgen. Jeg er overbevist om at jorden gik igennem sådan et slags tidsdæmpende sort hul. Eller hvidt hul. Jeg er ikke racist.

 

Aria vækkede mig med et sæt ved daggry. Hun klagede over at jeg havde ødelagt hendes hårtørrer, og også for at fortælle mig at jeg blev nødt til at se "Fabulouis" ud for Harry.

 

Hvis han kunne lide mig i sweatpants så er jeg sikker på at han ville kunne lide mig i hvad som helst. Altså jeg mener, jeg er Bella Star Jacobs. Jeg var født til at være fantastisk. Mit efternavn er godt nok ikke Star men jeg har overvejet at ændre det til det, for jeg er jo en stjerne i mig selv! Måske hellere til Starrrrrr, med 6 r'er, det ville se godt ud på mit pas!

 

Shit,Jeg er stadig syg Directioner.

 

Nå,videre i livet. Efter hun havde brokket sig i over 10 minutter var jeg endelig i stand til at falde i søvn igen i et par timer, inden jeg var tvunget til at stå op, rimelig ondt af min bedsteveninde der synes det ville være sjovt at hælde en spand salt på mig.

 

Ikke vand....salt. Hvem i alverden gør sådan noget?!

 

Mit outfit bestod af en bordeaux rød t-shirt med et billede af det amerikanske flag og et par skinny jeans som faktisk ikke stoppede blodomløbet i mine ben.

 

Jeg skulle møde Harry klokken 11, og klokken var 10:30 nu så jeg besluttede mig for at tage afsted. Selvom jeg er 18 har jeg stadig ikke en bil. Hvis det ikke siger taber så ved jeg ikke hvad gør.

 

Heldigvis kørte Aria til hotellet som den gode person hun

 er (Hahaha NOT) Hvor jeg hurtigt skramlede op af trapperne, jeg lagde mærke til at jeg var kommet en smule for sent.

 

 

-------------------------------------------

 

"Hej smukke." Sagde Harry så snart han åbnede døren., han gav mig et af de smil der ville kunne få flere millioner af piger til at besvime.

 

"Hej." Svarede jeg tilbage, og gik ind lige så snart han havde flyttet sig for at lade mig komme ind. 

 

Det meste af tiden sad vi på hans hotelseng med hans muskuløse arme rundt om mine skuldre og mit hovede på hans. Det var rart, bare at nyde hinandens selskab. et øjeblik føltes det næsten som om at alt var normalt som før.

 

Vi så Find Nemo, ligesom vi gjorde første gang. Vi havde præcis de samme reaktioner til alt som sidst. Selvfølgelig blev jeg helt trist da babyerne var væk, og blev med det samme glad da Marlin fandt Nemo. Jeg er bare stadigvæk et lille barn indeni.

 

Desværre var filmen ovre inden længe og inden du kan nå at sige Alpaca-der-bader-i-saftevand. stod jeg foran Harry og skulle til at sige farvel.

 

"Det var sjovt, bare at hænge ud sammen i dag." Sagde jeg, mine kinder rødmede da han kiggede ned på mig

 

"Ja, det synes jeg også. Vi burde være sammen igen snart. Måske kan ting blive som de var før. Godnat BellaBoo."

 

Da han havde lukkede døren tog jeg mig et minut til lige at få registreret alting.

 

Vent nu lige. Kaldte han mig lige BellaBoo?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...