One shot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2013
  • Opdateret: 13 jun. 2013
  • Status: Igang
Her er et lille one shot :3
Jeg håber i kan lide det.

3Likes
4Kommentarer
242Visninger

1. Parken

Nu går jeg her igen. ligesom i går, i forgårs, og før i forgårs. Faktisk har jeg gået på denne vej syv dage i træk, ned mod parken, til søen. Og i dag er det syv dage siden han forsvandt ud af mit liv. Han var mig utro med min bedsteveninde. Syv dage siden, to af de trætteste venner jeg havde forsvandt ud af mit liv på et sekund. Det sekund, hvor jeg fandt dem ligge i min og hans seng. Det sekund, hvor jeg vente om på hælen og løb ud af lejeligheden. Det sekund hvor han råbte at han kunne forklarer. Men jeg ville ikke hører det. Spurte man ham, ville han være travs. Han kunne ikke forklarer det. Min 'veninde', Hope, har altid været pænere end mig. Hun har altid haft den her model-krop alle drengene drømmer om. Induktiv min elskede kæreste. Hope er forsvundet ud af mit liv, ligesom de bøtter is jeg har spist den sidste uge.

Jeg dejede ind af den velkendte indgang. Og der. Der stod han med armene omkring Hope. De kiggede forelsket på hinanden. Jeg lod som ingenting, og gik forbi dem. Jeg tog min ødelagde iPhone op af lommen, sammen med de beskidte headset. Jeg låste den op, og kiggede på iTube, og fandt Lena Del Rey - Young & Beautiful. Den velkendte musik spillede i mine ører. Will you still love me when i'm no longer Young and beautiful, Will you still love me when I got nothing.

Jeg kiggede tilbage igen, og så at Hope og han kiggede over i mod mig. En tårer trillede ned af Hopes kind, og hun trådte væk fra ham. Jeg rystede på hovedet, sukkede, og gik videre. Jeg skruede op for musikken, men jeg kunne hører hende råbte mit navn. Jeg kiggede tilbage, og så hende stå og slå på hans brystkassen, mens han stod og trøstede hende.

Jeg lukkede øjne og gik videre. Der var godt vejr i dag. Solen skinnede, og der var en masse i parken. Jeg håbede at der ikke var nogen der hvor jeg plejede at være. Jeg gik gennem en gang af blomster. Gule, røde, lilla, lyseblå, lyserøde og orange. De var så flotte! Jeg tog en af hver slags, og pukkede dem. Jeg duftede til dem, og en sød duft fløj op i min næse. De mindede om nogen han, en gang havde givet mig. Jeg smed dem igen. De mindede mig om ham. Jeg hadede ham.

Jeg kom til den hvide bro. Den var så flot. Vandløbet løb under mig. Jeg tog et headset, ud af ørerne, og lagde dem ned i lommen. Jeg satte mig ned, på broen, og hvilede mit hoved på den hvide pind. Jeg sad der godt og vel en halv time, også lød de velkendte glade stemmer i min øregang. Jeg rejste mig irriteret op, og satte i løb og løb væk. Hope løb efter mig, og jeg spurtede ind i skoven, som lå få meter fra broen. Hope måtte ikke fange mig. Aldrig. Jeg skulle aldrig snakke med hende. Jeg hadede hende. Hun var i seng med min kæreste. Ham jeg holdte så meget af. Og hun viste det. De var ikke en gang fulde Hun råbte jeg skulle stoppe, og hun bare ville snakke med mig. Jeg blev ved og ved med at løbe. Til sidst kunne hun ikke følge med, og hun stoppede. Jeg løb videre.  Jeg satte mig forpustet  ned på en gammel træstup, og fik et flashback fra dengang..

''Liiam! Jeg er hjemmeee!!'' Intet svar. ''Liam? Hallo?'' I mens gik jeg op af trappen. Jeg begyndte at høre lyde fra soveværelset. En bange følelse skyllede ind over mig. Jeg listede mig hen til døren, og skubbede stille til den. Den knirkede lidt. Der lå de. Hope oven på Liam, med dynen over sig. Men jeg kunne tydeligt se hvad de havde gang i.  Et gisp fløj ud af min mund, og de hørte det. Hope vente sig om, og gled ned fra Liam. ''Zoey! Jeg kan forklare!!'' Udbrød han og satte sig op. Jeg ville ikke høre på ham, og derfor løb jeg ud af døren, hen ad vejen, og ned i parken, ned til den hvide bro. Tårerne gled ned af mine kinder. En efter en. Jeg tørrede mine kinder med ærmet på min sweater. Den sweater jeg fik af Liam i fødselsdags gave. Jeg flåede den af mig, og smed den i vandet. Den flød stille væk i strømmen. Den nærmest råbte at jeg skulle samle den op igen. Tage den op, og varme mig i den. Men nej. Jeg ville ikke have den nu. Flere tårer gled ned af min kinder, og blandet sig med regnen fra himmelen. ''Zooey!'' Råbte den velkendte stemme. Liam. Jeg fangede sweateren, som sad fast i en sten. Jeg lå den ved broen. Han skulle se den, og vide det er forbi. Han skulle vide jeg ALDRIG kunne tilgive hverken Hope, eller ham for det her.

Jeg faldt tilbage til virkeligheden da en regn dråbe ramte min næse. Der var skyfriet lige før. Sært. Jeg begyndte at gå ud af skoven. Og der var koldt nu, og der var ingen i parken. Og som håbet var Hope eller Liam her heller ikke. Og derfor var jeg på vej hjem. Igen fandt jeg min mobil, og mit headset. Derfor hørte jeg heller ikke han kom bagfra, og væltede mig, jeg faldt ned i asfalten med et brag.

Og derfra gik jeg ud som et lys.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...