Forkert Sted - Forkert Tidspunkt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2013
  • Opdateret: 4 nov. 2013
  • Status: Igang
Cathrine er lige startet i 9. klasse. For at fejre det, tager hun og hendes venner til stranden for at drikke, feste og hygge. Aftenen ender brat, da to af pigerne finder et lig, hænge i et reb inde i skoven - og det er kun begyndelsen...


12Likes
28Kommentarer
1151Visninger
AA

5. Paranoia

”Der er de!” hører vi Julius sige. Jeg kigger hen på døren ind til biblioteket, hvor han står og peger hen på os, med en mindre flok bag sig – bestående af Freja, Olivia, Julie, Sander, Julius og Claus.

”Hvad fuck skete der lige for Grete?” spørger Sander og sætter sig ved siden af mig.

”Aner det ikke. Vi har været oppe at klage,” siger Sille.

”Det var så sygt! Og hun sagde ikke engang undskyld!” Olivia fægter med armene og gør sine øjne store.

”De vil måske ikke engang fyre hende,” siger jeg. ”De vil høre hendes side af historien først.

”Seriøst!? De kan da ikke lade være med at fyre hende!” siger Olivia.

”Åbenbart,” siger Sille. ”Hvad skete der efter vi gik?”

”Undervisningen fortsatte bare,” svarer Julius og piller i et sår på sin albue.

”Nævnte hun slet ikke noget om Regitze?” spørger jeg, for at skifte emne.

”Nej. Sander spurgte, om hun vidste, hvor Regitze var i dag, da hun plejer være i skole altid, og så svarede hun bare, at det vidste hun ikke, men hun ville gætte på, at hun var syg.

Der er akavet stilhed i et stykke tid. Ved Grete virkelig ikke, at Regitze er død? Eller prøver hun bare på at skjule det fra os?

”Øhmm… Vi skal lige snakke med jer drenge,” siger Sille så. ”I nat fik jeg to beskeder fra et hemmeligt nummer.”

Hun finder beskeden på sin mobil, og giver Julius mobilen. De to andre drenge, stiller sig på hver sin side af ham, og de begynder at læse.

”Er det her en joke?” spørger Julius efter et stykke tid. ”Hvis I laver sjov med os, så sig det!”

”Vi laver ikke sjov med jer. Men vi ved ikke, om personen, der har skrevet det, mener det som en joke eller som alvor,” siger jeg.

”Jamen, hvad skal vi gøre?” spørger Julius med løftede øjenbryn.

”Jeg tror vist nok, at vi har tænkt os at vente og se, hvad der sker. Det kan jo godt bare være en eller anden, der joker. Og så, hvis vi bliver forfulgt, må vi jo tage den derfra,” siger Freja.

”Ok. Jamen, så må det være det, vi gør,” siger Claus.

”Nogen, der er med på at pjække resten af dagen?” spørger Sander. Den er vi alle med på – vi plejer ikke at pjække fra skole, men hvem af os, kan koncentrere sig alligevel?

”Hvor skal vi tage hen?” spørger Julius.

”Ned i byen, måske,” svarer Sander.

”Ja, lad os det,” siger Sille og rejser sig.

 

”Den her jeg bare prøve,” siger Sille og holder en kjole ud foran sig. Hun forsvinder hurtigt ind i et af prøverummene med den.

Vi har været henne i banken, for at hæve penge, vi kan bruge hernede. Det var så tæt på, at vi blev opdaget af Claus’ mor, der pludselig kom gående ud fra boghandlen med en pose bøger. Vi nåede kun lige at løbe ned ad en af sidegaderne, før hun fik øje på os.

”Tada! Hvad synes I?” spørger Sille og træder ud af omklædningsrummet. ”Er den ikke bare perfekt til fest?” Kjolen er sort, med hvide, bølgende striber i siden. Den er lårkort og sidder helt tæt ind på kroppen.

”Helt perfekt,” siger Olivia. ”Den må du have! Hvor meget koster den?”

”Kun 549.”

”Billigt,” siger jeg. ”Og den klæder dig virkelig. Man skulle næsten tro, den var lavet specielt til dig.”

”Ja, ikke?” siger Sille og smiler. Hun kigger sig lidt i spejlet og trækker så forhænget for. ”Har I andre fundet noget?” spørger hun.

”Nej, ikke endnu,” svarer jeg. Jeg står og kigger lidt på en skjorte, som de desværre kun har i en størrelse large.

Sille kommer ud fra prøverummet med kjolen i hånden, og går op til kassen for at betale. ”Jeg vil gerne have den her.” Hun lægger kjolen på disken.

”Det bliver 549,” siger damen bag disken.

Sille hiver tre tohundredekronesedler op af sin pung. ”Værsgo.”

”Tak. Og du får lige 51 kr. tilbage,” siger damen. Sille rækker sin hånd ud, og damen giver hende en 50’er og en enkrone.

”Nå, finder I noget, piger,” spørger Sille, mens hun tager fat i posen med kjolen.

”Nej, ikke rigtig,” siger Freja.

”Lad os komme videre fra den her pigeforretning,” siger Julius. ”Jeg vil gerne snart over i Munk og Co.”

”Ja, der vil jeg også gerne over,” siger Olivia. ”Det er altså det eneste sted, jeg kan finde tøj, jeg kan lide. Alt det her det er bare så… kedeligt at kigge på.”

”Mange tak, Olivia,” siger Sille og griner.

”Det var ikke sådan ment. Jeg mente bare… til mig selv. Der er ingenting, der er kedeligt til dig.” Olivia smiler til Sille, og så flækker de begge to af grin.

Vi går over til Munk og Co, der er lige ovre på den anden side af gaden. Der er ikke rigtig nogen mennesker nede i byen – ud over os. Og heldigvis, kan man sige, for så er der jo en mindre risiko for, at vi bliver opdaget. Mor ville flippe skråt, hvis hun fandt ud af, at jeg har pjækket. Og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan far vil reagere.

”Er den her ikke bare fed?” spørger Olivia og poserer i en lyseblå skjorte fra ”Won Hundred.” ”Og er den ikke bare dyr?” Hun kigger på prismærket, og falder helt sammen.

”Hvor meget?” spørger Julie, mens hun står og kigger på en T-shirt med teksten: ”Cool Things Will Come My Way.”

”900 kroner.”

”Wow, det er meget,” siger jeg og bliver overrasket over, at den kan koste så meget.

”Ja. Men jeg tror, jeg tager den alligevel.” Olivia smiler.

”Selvfølgelig gør du det. Det kender vi dig godt nok, til at vide. Hader at arbejde, men elsker at bruge penge,” siger Julie og går ind i et af prøverummene med T-shirten fra før.

 

”Tak,” siger jeg og tager imod min softice. Jeg går ned til Sille, der sidder bagest i kiosken ved et stort bord, der har plads til os alle. Jeg sætter mig ved siden af hende og tager min mobil frem. Det er 20 minutter siden, vi ville have fået fri – hvis ikke vi havde pjækket - så jeg kan sagtens sende mor en besked om, at jeg er nede i byen.

”Er du glad for de ting, du har købt?” spørger hun og nikker mod poserne, der står ved mine fødder.

”Ja,” svarer jeg. Jeg har købt et par Cheap Monday-bukser og en hvid T-shirt med perler på ærmerne fra Vero Moda. ”Er du?”

”Helt vildt. Jeg glæder mig sådan til at få brugt den kjole!” siger Sille.

Olivia kommer ned til os med en softice i bæger. ”Hvad så? Hvad snakker I om?” Hun sætter sig ned, tager lidt is på teskeen og spiser det.

”Vi snakker om det tøj, vi har købt,” siger Sille og tager selv lidt af sin is. ”Er du glad for dit?”

”Ja, selvfølgelig! Jeg kan ikke vente med at skulle bruge det. Men… jeg brugte lidt for mange penge.”

”Hvor mange?” spørger jeg. Julius og Sander sætter sig også ned ved bordet med hver sin softice.

”1900 kroner,” svarer hun og smiler flovt.

”Det er da ikke så galt. Hvor mange ting var det nu, du fik?” spørger Sille.

”Kun to. En skjorte fra Won Hundred til 900 og et par sorte bukser fra Tiger of Sweden til 1000.”

”Nårh, ja. Ej, men de er også fede, de ting,” siger Sille og tager lidt mere af sin is. ”Hey, venner… Har I lagt mærke til, at ham manden derude, har kigget på os i ret lang tid efterhånden?”

Jeg kigger ud, og rigtig nok står der en mand og kigger direkte ind på os. Han er klædt i en sort hættetrøje, sorte cowboybukser og har en kasket på, der skygger for hans ansigt.

”Hvor?” spørger Julius og drejer sit hoved, for at kigge ud. Sander og Olivia vender sig også. Jeg kan se, at manden smiler og han vender sig så om og begynder at gå.

”Ej, hvor underligt. Han kiggede direkte ind på os!” siger Olivia og fægter med armene.

”Tror I, det er ham, der har sendt beskeden?” spørger Julius.

”Det kan jo også bare være tilfældigt, at han står og kigger herind. Måske kiggede han ikke engang på os, men på prisskiltet eller sådan noget,” siger jeg. Jeg tror ikke engang selv på det.

”Måske har du ret. Måske er vi bare paranoide,” siger Olivia. Julie, Freja og Claus sætter sig også ved bordet med hver deres is.

 

”Ses,” siger jeg, sætter mig op på min cykel og cykler af sted hjemad. Det er blevet aften. Klokken er 22.30, og butikkerne lukkede for over en time siden. Siden har vi siddet på kanten af springvandet og snakket.

Jeg kører omkring hjørnet og ned ad en lidt skummel vej. Langs vejen er der et gammelt, råddent træstakit, træer, hvis grene bøjer sig ind over vejen, og en stenvæg, der er fyldt med graffiti. Jeg kigger ned i jorden, rejser mig op på cyklen og kører til. Jeg har aldrig brudt mig om vejen, fordi jeg synes, den er så uhyggelig. Jeg kigger op på træernes store grene. Man kan se fuldmånen, der lyser gennem dem. Og jeg kigger ligeud. En sort skikkelse står for enden af den smalle vej. Kigger han herhen? Jeg lukker øjnene lidt og håber på, at han vil være væk, når jeg åbner dem igen. At det bare er noget, jeg forestiller mig. Men han er der stadig. Og han bliver stående. Mit hjerte hamrer af sted. Hvad gør jeg? Jeg kommer i tanke om, at der er en sidevej, lidt længere ned ad vejen, som jeg - så snart, jeg kan - drejer nedad. Jeg cykler så hurtigt, jeg kan. Mit hjerte hamrer og min vejrtrækning bliver hurtigere. Jeg tør ikke kigge bagud, af frygt for at opdage, at han følger efter mig. Jeg drejer ud på den store vej, så jeg ikke længere er helt alene – her kører der altid biler. Jeg kigger bagud. Jeg kan ikke se andet end biler, der alle svinger lidt til venstre, for ikke at køre mig over. Jeg kører igen hen ad en lille sidevej, som mit hus – heldigvis – ikke ligger så langt oppe af. Jeg drejer ind i indkørslen og sætter min cykel i skuret. Jeg låser den og går derefter indenfor med min pose med tøj. ”Hej,” siger jeg, og hænger min jakke op på knagen. Døren ind til stuen er åben, og jeg kan se, at mor sidder i sofaen og ser fjernsyn. Jeg trækker af skoene, går ind i stuen og sætter mig ved siden af mor. ”Hej,” prøver jeg igen. Det ser ud som om, hun bider tænderne sammen. ”Oookay…” Jeg rejser mig igen, finder posen med tøj og begynder at klippe mærket af bukserne.

”Jeg fatter ikke… jeg fatter simpelthen ikke, at du kunne finde på det!” siger min mor højt inde fra stuen. Hun lyder som om, hun er tæt på at græde.

Jeg stivner og smider saksen og bukserne fra mig. ”Hvad… hvad mener du?” spørger jeg, selvom jeg er 99 % sikker på, at hun snakker om, at jeg pjækkede.

”Er det Sille, der har fået dig til det!? Hva’? Er det? Åh, ja, det er det sikkert. Jeg har altid vidst, at hun var sådan en type.” Hun sidder stadig i sofaen, men har sat fjernsynet på lydløs tilstand.

”Sådan en type!” Jeg bliver varm i ansigtet af raseri. Hvordan kunne hun finde på at sige sådan noget? Jeg går ind i stuen, stiller mig foran, hvor hun sidder, og knytter næverne med strakte arme. Jeg åbner min mund, men kommer så i tanke om, at jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal sige. I stedet begynder jeg at grine. Ikke fordi, der er noget som helst, der er sjovt – det er bare så latterligt.

”Ja. Den type, der skider på skolen og render rundt og drikker sig fuld i tide og utide, og tager ecstasy og ryger hash, og... jeg synes ikke, du skal se hende mere.”

”Du ved ikke en skid, du gør ikke,” siger jeg. ”Du ved ikke en skid!”

”Snak ordentligt. Og I går tilmed og spreder rygter om, at søde Grete slår? Hvad har jeg dog gjort forkert med dig?”

”Du har ikke gjort noget forkert! Og Sille hun er ikke skidt! Hun får gode karakterer, hun drikker kun til fester, og hun kunne aldrig nogensinde finde på at tage stoffer, for hun havde nemlig en fætter, som hun holdt meget af, der døde af det!” Mens jeg snakker, fægter jeg med armene, og jeg er sikker på, at der også kommer lidt spyt med ud, en gang imellem. Jeg kan mærke tårerne trille ned ad mine kinder. ”Og det med Grete… hun slog altså Sille, og vi har hele klassen som vidner.”

Hun ser bange og chokeret ud på samme tid. Hun åbner munden og lukker den så igen. Gentager det. ”Undskyld,” siger hun så. ”Det var bare, da jeg hørte, du havde pjækket… jeg kan ikke forstå, hvordan du kunne finde på det.”

”Undskyld,” siger jeg og bukker mig ned, for at kramme hende.

”Det er okay. Bare lov mig, at du aldrig gør det igen.”

”Det lover jeg,” siger jeg, velvidende om, at jeg måske ikke kan holde det løfte. Jeg ender krammet og rejser mig op igen. ”Hvad ser du?” spørger jeg, mens jeg sætter mig ned i sofaen.

”Jeg, mig & Irene,” svarer hun. Jeg kigger på hende med et spørgende ansigtsudtryk. ”Det er en film. Og den er lige startet, så du kan sagtens nå at forstå den. Jeg har set den før, men jeg kan sagtens holde til at se den igen.” Hun skruer op for lyden igen, smiler til mig og kører sine fingre gennem mit løse hår.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...