Forkert Sted - Forkert Tidspunkt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2013
  • Opdateret: 4 nov. 2013
  • Status: Igang
Cathrine er lige startet i 9. klasse. For at fejre det, tager hun og hendes venner til stranden for at drikke, feste og hygge. Aftenen ender brat, da to af pigerne finder et lig, hænge i et reb inde i skoven - og det er kun begyndelsen...


12Likes
28Kommentarer
1147Visninger
AA

3. Liget

Det er begyndt at blive mørkt.

”Nå, Freja, nu er det da snart tid til, at du skal nøgenbade!” siger Julie. Vi andre har glemt alt om det.

”Nårh ja for fanden Freja!” siger Olivia.

”Nej, jeg vil ikke nøgenbade!” siger Freja.

”Jo, kom så,” siger Sille, tager et håndklæde og hiver Freja med ned på badebroen. Vi andre bliver stående oppe ved tingene og kigger derfra. Vi har før drukket om, hvem der skulle nøgenbade, og besluttede os allerede første gang for, at man ikke måtte gå i vandet eller for tæt på.

Hun klæder sig af med ryggen til – selvfølgelig – og lader bh og underbukser blive på. Hun springer i og tager så undertøjet af og ligger det op på broen.

”Det er kooooooldt!” råber hun.

”Haha, du må hellere lære at bunde sådan en flaske der, svagdrikker, før næste gang!” siger Sille.

Efter de fem minutter, tager hun håndklædet ned til sig i vandet, passer på, at det ikke rammer vandet, og som hun går op ad stigen, sørger hun for, at håndklædet dækker hende. Det lykkes hende at komme hele vejen op på broen, tage sit tøj og hen til skovstien. Julie løber efter hende, så hun ikke er alene derhenne.

Vi andre stiller os og snakker og danser lidt. Efter et stykke tid, kommer Julie og Freja løbende, skrigende, henne fra skoven. Freja har fået sit tøj på igen. Deres ansigter kan næsten ikke ses, men man kan alligevel lige se et par tårer på deres kinder. Sille og jeg står og snakker, før vi opdager dem, og vi går straks hen mod dem. Jeg kigger spørgende på Freja og Julie.

”Hvad sker der?” spørger jeg forvirret med et løftet øjenbryn.

Der går noget tid, før de kan sige noget, de er helt i chok.

”Regitze,” siger Freja så. ”Regitze, hun…”

”Regitze hænger ude i skoven,” får Julie endelig sagt.

”Hvad mener du?” spørger Sille.

Der går igen lidt tid, før de kan sige noget.

”Regitze, hun hænger ude i skoven! I et reb!” siger Freja.

Sille og jeg kigger på hinanden og jeg kan se på hende, at hun ligesom jeg ikke helt ved, hvordan hun skal reagere. De andre har stoppet dansen og slukket musikken og kommer op ved siden af os.

”Er det en joke?” spørger Sille.

”Nej! Det er rigtigt!” siger Julie.

”I kan selv gå om og se!” siger Freja. Hun har stadig tårer til at løbe ned ad kinderne. ”Men jeg skal bare ikke med.”

”Heller ikke mig,” siger Julie.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på i dag i skolen. Hun havde siddet og stirret ud i luften i de første to timer, og i frikvarteret sad hun bare på sin plads og kiggede ned i bordet og resten af dagen, var det som om, at hun ikke rigtig kunne koncentrere sig. Havde hun siddet og tænkt på, hvordan hun skulle begå selvmord?

”Fuck da det, det er jo bare Regitze – hun er jo så fucking klam! Det var da også på tide, at hun hængte sig selv!” siger Sander.

Jeg kigger chokeret på Sander, og da jeg kigger rundt, kan jeg se, at jeg ikke er den eneste. Han bliver helt rød i hovedet.

”Skal vi gå derom, piger?” spørger Sille stille. Hun plejer altid at være den, der aldrig er bange for noget, men der er noget specielt over døden, som hun ikke bryder sig om.

”Hun hænger lidt til højre for stien,” siger Freja, der står og krammer Julie. ”Det var derfor, vi ikke så hende på vejen hen til baderummet.”

Sille kigger over på mig, for at få et svar fra hendes tidligere spørgsmål. Jeg nikker. Derefter kigger hun over på Olivia, som også nikker. Jeg tager en dyb indånding, og vi begynder at gå.

”Hey, hvis I skal om og se døde Regitze, så vil jeg også med!” råber Sander og lægger tryk på ordet ”døde”. Jeg forsøger at ignorere ham, så godt jeg kan, men man må da godt nok sige, at det er respektløst. Vi har aldrig rigtig bekymret os om Regitze, men man skal da have respekt for døde mennesker.

”Så går jeg fandeme også med!” råber Julius, og pludselig følger alle drengene med os. Julie og Freja bliver stående tilbage på stranden.

Alle er helt stille, undtaget nogen af drengene, der synes det er sjovt at prutte, bøvse eller lave andre lyde indimellem – barnligt.

Vi går ligeså stille og roligt inde i skoven. Sille, Olivia og jeg holder om hinanden.

Lyden af en fugl, der skriger, lyder højere end nogensinde før. Vi kan høre bilerne, der kører forbi ude på hovedvejen. Og alle de lyde, gør os ikke mindre bange.

Den værste lyd af dem alle, er dog lyden af skridt. Skridt, der kommer nærmere. Lyden af en, der går i den halvmosede jord. Vi står stille. Jeg kigger bagud. Drengene står også helt stille. Vi er alle rædselsslagne. Hvem er det mon, der går rundt i skoven klokken 1 om natten? Er det en freak, der lufter sin hund? Er det en morder, der er ude for at finde sit næste offer?

”Fuck!” udbryder jeg.

De andre ser spørgende på mig.

”Kan I huske alle de ting, der er sket på det sidste? Med mord og indbrud og alle de ting der?” siger jeg.

”Fuck, du har ret! Lad os komme væk herfra!” siger Sille.

”Det… det kan jo bare være en, der lufter sin hund eller nogen, der går tur,” siger Olivia.

”Klokken 1 om natten? Nej, så holder jeg mig til morder-teorien,” siger Sille.

”Det har vi sgu da ikke tid til at diskutere! Tænk, hvis det er en morder. En rigtig morder! Vi må sgu da se at komme væk herfra så,” siger jeg rædselsslagen.

Men det er for sent. Lyden af skridt bliver højere. Der går kortere og kortere tid mellem hvert skridt. Hvem det end er, så løber personen pludselig.

Jeg vil gerne løbe væk, men det er som om, at mine ben ikke vil fungere.

Der er flere skridt, kan jeg høre nu. To personer. To mordere!

”Hey!” er der så en, der råber bag os.

Jeg tør ikke kigge. Jeg tør ikke kigge! bliver jeg ved med at tænke. Og så kigger jeg.

”Vent da lige på os!” Pyh. Det er bare Freja og Julie. Man bliver totalt paranoid af at vide, at der er en livløs person meget tæt på en.

”Fuck jer, hvor er I klamme og tarvelige mand!” siger Sille. ”Vi var fucking bange for, at der var en eller anden morder herude.”

Freja og Julie svarer hende ikke.

”Hvorfor vil I alligevel med nu?” spørger jeg.

”Vi synes det var lidt uhyggeligt at være alene,” svarer Julie.

Vi går videre gennem skoven. Jeg tør næsten ikke at kigge. Og pludselig er hun der – Regitze. Hun hænger i et reb, der hænger ned fra en af grenene på et stort træ. Hendes lig drejer en smule i rebet, når vinden blæser kraftigst. Der er rifter på hendes kinder og arme, og der er et stort hul ved knæet i hendes bukser.

”Men hvad gør vi så nu?” spørger Olivia.

”Hvad mener du?” spørger Sander.

”Ja, vi kan jo ligesom ikke bare lade hende hænge der, vel!” snerrer Olivia ad ham.

”Ehem!” siger en mandestemme bag os. Ingen af os tør rigtig at kigge. ”Hørte I mig ikke?” spørger mandestemmen, og ud af øjenkrogen ser jeg, at Sille vender sig om. Bagefter vender Sander sig om, så Marcus og til sidst, har de alle vendt sig om. Jeg lukker øjnene, vender mig langsomt og åbner dem så.

Manden er høj og har mørkt tøj på. Han har sin hund med – så er der alligevel nogen, der går tur med sin hund om natten. Han har en hat på hovedet, der minder mig lidt om sådan en bowlerhat. Den eneste forskel, der er, er at denne her er mere firkantet i det. Han ligner en, der er midt i 20’erne, selvom hans tøj, hvilket er en lang, mørkegrå uldfrakke, et par sorte bukser og et par fine sorte sko – sådan nogen, som mænd tit har på til habit og sådan – minder om en 60’årigs beklædning. Hans hår – der for øvrigt ser ud til at have fået en god klat voks – er mørkebrunt med lyse striber i.

”Har I tænkt jer at forklare mig, hvad der foregår her?” spørger han.

”Ikke før du fortæller os, hvem du er, og hvad fanden du laver med din hund herude i skoven klokken… lort!” svarer Sille så.

Sille, stop nu! Det har jeg lyst til at sige. Men jeg tør ikke. Jeg står bare helt lammet og kigger på manden.

”Undskyld?” siger han fint og smiler.

”Ja, du hørte mig! Hvad fanden har du gang i herude!? Der er sgu da ingen mennesker, der går tur med sin hund så sent om natten!”

”Du er godt klar over, at det er jer, der står lige foran et lig, ikke?” siger manden.

”Og hvad så!? Så har vi myrdet hende, eller hvad!? Du kan sgu da se, at det der er selvmord!” råber Sille ad ham.

”Kom her, Sille,” får jeg sagt og hiver hende om til mig. Jeg tør ikke tænke på, hvad det kan udvikle sig til, hvis hun fortsætter sådan her. ”Du må undskylde min veninde. Hun har fået lidt for meget at drikke.”

”Det er i orden,” siger manden venligt til mig. Han tager hatten af og bukker. ”Mit navn er Jonas Hansen.”

”Jeg hedder Olivia Nielsen. Det her er mine venner. Der er Freja Dahl, Cathrine Frederiksen, Julie Kjær, Sander Hansen, Julius Sand, Claus Dam, Malte Poulsen, Marcus Bertelsen og så er der Sille Nielsen, som er hende, der råbte af dig før,” siger Olivia, samtidig med, at hun peger på den, hun nævner navnet på. Jeg gad godt vide, hvorfor hun siger vores efternavne. Hun er vel bare fuld.

”En fornøjelse at træffe jer,” siger han så. ”Jeg bliver lige nødt til at vide en ting: Har I gjort det her?”

”Jeg sværger, at vi ikke har noget med det her at gøre,” siger Olivia. ”Det var Freja og Julie, der fandt hende, og så ville vi andre lige se, om det var rigtigt. Hende, der hænger det, går i vores klasse – eller gik.”

”Okay. Hvad hedder hun så?” spørger han.

”Regitze Juul,” svarer Olivia.

”Okay. Ved I hvad. Smut I bare hjem i seng. Så skal jeg nok tage mig af det her,” siger han.

”Mange tak,” siger Olivia.

Vi begynder at gå væk derfra, og efter lidt tid, slipper jeg mit greb om Sille.

”Han var da godt nok en scary type, synes I ikke?” spørger jeg.

”Jeg synes, at han var en røvtræls røvorm,” siger Sille surt med armene over kors. Vi andre kan ikke lade være med at grine af hendes ordsammensætning.

”Røvtræls røvorm?” siger Olivia. ”Hvad er det så for noget?”

”Jo, det er en…” siger Sille og flækker af grin. Det samme gør vi andre.

”Nå, lad os komme hjem i seng,” siger Freja.

”Ja, lad os det,” siger Sille.

Vi siger farvel til drengene. Derefter går vi piger hjem til Sille, hvor vi har fået lov til at overnatte.

”Oh, fuck!” udbryder Sille, da vi står udenfor hendes hus. ”Lige meget – jeg har fundet dem.” Hun løfter sine nøgler op og vifter lidt med dem, så vi alle kan se dem. Da hun jo er ret fuld - mere end nogen af os andre - er det ret svært for hende at ramme nøglehullet med nøglen. Efter omkring 10 forsøg, giver hun op og giver mig nøglen. ”Du gør det, bitch,” siger hun. Hun bryder derefter ud i en vild latter og falder lidt efter bagover. Heldigvis står Julie bag hende, og hun får hende grebet, før hun rammer jorden. Lidt efter rejser hun sig op igen, og hun begynder igen at grine. ”Whooooopsiiii!” udbyder hun derefter og begynder at liste ind gennem stuen, som var hun en eller anden tyv. Hun sender tegn til, at vi skal tie stille, og derefter vifter hun med hånden, som tegn til at vi skal komme.

Vi trækker af vores overtøj og sko, og så går vi hen til hende.

Vi går op på hendes værelse – Sille lister igen – og da vi er kommet derind, kan vi ikke stoppe med at grine. Jeg tror ikke, at nogen af os ved, hvorfor vi griner – det gør vi bare.

Vi falder hurtigt i søvn. Julie, Olivia og Freja ligger på gulvet, og Sille og jeg ligger i hver sin ende af Silles seng.

En besked bipper ind på Silles mobil. Jeg sætter mig op og gnider i mine øjne. Jeg kigger rundt på værelset. Olivia er også vågnet.

”Skal vi kigge?” hvisker jeg til Olivia.

”Ja, selvfølgelig! Jeg vil se, hvad en eller anden har skrevet til hende,” hvisker Olivia tilbage og fniser.

”Det vil jeg også. Lad os kigge,” hvisker jeg og rækker ud efter mobilen. Jeg kigger mig lige omkring, ligesom for at tjekke, at der ikke er nogen, der kigger. Det er der ikke, så jeg tager fat i telefonen og hiver den helt tæt ind til mig. Jeg låser den op og får hurtigt sat lyset på skærmen til næsten ikke at lyse. Jeg kigger mig igen omkring, og det samme gør Olivia. Vi kigger på hinanden og smiler af spænding.

Jeg åbner ”beskeder” på hendes iPhone, og frem kommer en sms. Jeg genkender ikke nummeret, der har skrevet beskeden. Jeg kigger kort over på Olivia. Det ser ikke ud til, at hun kender det heller. Jeg kigger ned på Silles iPhone igen og begynder så småt at læse:

”Jeg er ude på at dræbe. Dræbe dig. Dræbe dine venner. Dræbe jer alle. Cathrine. Freja. Julie. Olivia. Claus. Julius. Sander. Marcus. Malte. Og dig: Sille. Når jeg gør det, vil jeg le. Jeg vil stå at le, når jeg ser jer ligge der på jorden, helt livløse. Jeg vil le, når jeres familier og venner er helt trøstesløse. Og hvem ved? Måske vil jeg dræbe dem med..?

Jeg vil dræbe jer koldblodigt, jeg vil dræbe jer og nyde det. Jeg vil dræbe jer. Jeres forældre kan intet vide. Ingen kan vide noget. Politiet kan intet vide. For derved, vil jeg dræbe dem med.

Jeg vil finde jer. Jeg vil jagte jer. Jeg vil skyde jer. Stikke jer ned. Mange gange. Blive ved. Indtil jeg er tilfreds. Måske 100 gange? Måske 200 gange? Hvem ved? I gør ikke. Jeg gør ikke. Det gør ingen!

Jeg vil finde jer. Jeg vil jagte jer. At flygte nytter ikke. I kan lige så godt lade være. For jeg vil jagte jer. Og jeg vil finde jer. Og tro mig: Jeg finder jer. Jeg finder altid mit offer. Tro mig: Det gør jeg. I kan ikke undslippe mig. Det kan I ikke. Jeg ved det. I ved det. Alle ved det!

Jeg vil jagte jer, og jeg vil forfølge jer. Dag og nat. I kan aldrig føle jer trygge. Hvornår jeg dræber jer, vides endnu ikke. Det eneste, som I kan føle jer sikker på, er at I aldrig er alene: Jeg vil altid være lige bag jer. Jeg vil altid holde øje med jer.

Jeg vil forfølge jer på vej hjem fra skole. Jeg vil stå ved jeres vinduer hver eneste nat og se jer sove. Hvornår jeg slår til, vides endnu ikke. I ved det ikke. Jeg ved det ikke. Ingen ved det. Men en ting er dog sikkert: Det sker!”

Jeg smider mobilen fra mig, som om den pludselig er giftig. Derefter skynder jeg mig at samle den op igen og slukke for den. Jeg kan mærke mit hjerte hamre vildt og mit hoved snurrer. Jeg har det, som om, jeg kan besvime hvert øjeblik, det skal være.

”Tror… øh, tror du, det er rigtigt?” hvisker Olivia med skælvende stemme.

”Det… Det er sikkert bare drengene, der laver telefonfis,” hvisker jeg tilbage. Gid jeg selv troede på det – men det gør jeg ikke.

”Du har sikkert ret. Hvorfor skulle nogen som helst overhovedet få lyst til at slå os ihjel? Det er jo åndssvagt. Vi har jo ikke gjort noget.”

”Nemlig. Og der er jo heller ikke nogen andre end drengene, der ved, at vi var ude på stranden, lige udover ham den venlige mand.”

”Skal vi vække de andre?”

”Nej, lad dem sove. Vi venter til i morgen, med at fortælle dem det. Så er der i hvert fald nogen, der får sovet.”

Jeg tænder for Silles iPhone igen. Læser beskeden én gang mere. Så en mere. Og en mere.

”Hvad fanden skal vi gøre? Hvad fanden skal vi gøre. HVAD FANDEN SKAL VI GØRE!?” Hun rusker i min arm. Det går op for hende, at hun lige har råbt, og hun tager med det samme sin hånd op foran sin mund. ”Fuck.”

Det er for sent. Sille vågner. Hun gnider sig i øjnene og strækker sig. Der er mascara overalt i hendes ansigt og mærker hele vejen op ad hendes arm og kind. Hun åbner øjnene, og da hun får øje på sin telefon, bliver de spærret helt op. ”Hvad fuck er det I laver på min iPhone!?” skriger hun og kravler ned til os.

Jeg skynder mig at lukke for beskeden og låse mobilen. ”Vi… fik bare lige lyst til at tage nogen billeder af os selv, som du kan kigge på, når du savner os,” svarer jeg og prøver på at få min stemme til at lyde så rolig og troværdig som muligt.

Sille kigger på mig, så Olivia, og så mig igen. ”Hvor er I søde,” siger hun. ”Men bare til info, så ser I altså ikke for godt ud lige nu.” Hun begynder at grine, og Olivia og jeg prøver at grine med. Sille tager sin iPhone, og til min store lettelse, kigger hun ikke efter, om vi virkelig har taget billeder, men lægger den i stedet hen på bordet, hvor den lå før. Så lægger hun sig ned og kort efter sover hun igen.

Olivia kigger hen på mig. ”Nå, hvad gør vi så?”

”Vi må vel sige det til dem, der var ude på stranden. Og så må vi så sammen finde ud af, hvad vi gør. Nu synes jeg, at vi skal prøve at sove lidt.”

”Ja, du har vel ret.”

Jeg ligger mig op i sengen igen, og Olivia lægger sig på gulvet.

Jeg får ikke sovet. Jeg kan ikke stoppe med at tænke på beskeden. Er mit liv ovre nu? Skal jeg dø? Eller er det bare telefonfis? Det håber jeg, det er. Det føles også helt surrealistisk. Jeg har selvfølgelig hørt om sådan noget her i nyhederne før. Men jeg har aldrig tænkt over, at det kunne ske for mig selv. Jeg har altid håbet på, at jeg skulle leve til, jeg blev ældgammel, og så skulle jeg dø i en eller anden gyngestol eller lignende. Jeg har aldrig tænkt på, at jeg skulle blive myrdet. Godt nok er det ikke sket endnu, men min mavefornemmelse siger, at jeg ikke lever ret meget længere. Jeg er bange. Rædselsslagen. Hvad med min familie? Jeg må jo ikke fortælle dem noget som helst! Og hvad hvis de også bliver dræbt? Jeg tør næsten ikke tænke tanken.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...