Forkert Sted - Forkert Tidspunkt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2013
  • Opdateret: 4 nov. 2013
  • Status: Igang
Cathrine er lige startet i 9. klasse. For at fejre det, tager hun og hendes venner til stranden for at drikke, feste og hygge. Aftenen ender brat, da to af pigerne finder et lig, hænge i et reb inde i skoven - og det er kun begyndelsen...


12Likes
28Kommentarer
1166Visninger
AA

6. Hospitalsbesøget

Jeg sætter min cykel udenfor skolens hovedindgang, tager min taske og går ind. Der er næsten ikke kommet nogen endnu – ud over et par nørder. Hvis Regitze stadig levede, havde hun været en af dem. Jeg går hen til mit skab, tager jakken af og lægger den derind. Jeg tager bøgerne, som jeg skal bruge til de fag, vi skal have i dag – to gange dansk, tysk, matematik, engelsk og samfundsfag. Det er mine bedste fag, alle sammen, så det er en god skoledag. Der er bare den detalje, at jeg ikke rigtig bryder mig om Grete længere. Men det skal nok gå. Og hvem ved? Måske er hun alligevel blevet fyret. Efter at have puttet alle de ting, jeg skal bruge, ned i tasken, lukker jeg skabet og tager tasken på ryggen. Jeg begynder at gå hen ad mod klassen. Pludselig er der en, der tager fat i mine skuldre. Jeg lukker øjnene og tænker straks: Så er det nu. Nu bliver jeg dræbt.

”Hej,” siger Olivia og springer ind foran mig. Det må have været hende, der tog fat i mine skuldre. Jeg åbner mine øjne igen. ”Hey, hvorfor ser du så skræmt ud?”

”Ikke noget. Jeg troede bare… ikke noget.” Der er ingen grund til at gøre hende mere bekymret over beskeden, end hun er i forvejen.

”Okay,” siger hun. Hun tager fat i remmene til sin skoletaske, så hendes tommelfingre er på siden ind mod hende, og resten af hånden er på den anden. ”Har du lavet lektier? Jeg glemte det,” siger hun efter lang tids akavet stilhed.

”Nej, jeg har ikke lavet lektier. Hvad havde vi for?” spørger jeg. Jeg ved rent faktisk ikke, hvad det er vi har haft for.

”Vi havde opgave 4, 5 og 6 for i matematik. Vidste du ikke det?” Hun kigger over på mig med et løftet øjenbryn og et smil.

”Nej, det havde jeg glemt alt om,” siger jeg fraværende. Jeg kan ikke få beskeden, manden i byen og skikkelsen for enden af vejen ud af hovedet. Hænger de tre ting sammen? Vi går ind ad døren til klasseværelset. Helle, Mille og Jens er de eneste, der er kommet. De sidder i det ene hjørne af klasseværelset og kigger ud i luften. Jeg tager en stol og sætter mig ved et bord i den anden ende. Det samme gør Olivia.

”Hey, var det ikke den skjorte, du købte i går?” spørger jeg, bare for at bryde stilheden – jeg ved, det er den skjorte, hun købte.

”Jo,” siger hun, hiver lidt ud i den og kigger ned, så hun får dobbelthage. Hun har taget en løs, hvid T-shirt på indenunder skjorten, der har teksten: ”Music Is My Boyfriend” indenunder skjorten. Hendes bukser er et par kulsorte Cheap Monday-bukser, hvor hun har sat et tyndt, brunt bælte og hendes T-shirt er sat ned i bukserne.

Jeg nikker. ”Okay,” siger jeg.

Julie kommer ind i klassen og sætter sig ved siden af os. Hendes skoletaske stiller hun på gulvet. ”Hej, piger,” siger hun med et smil.

”Hej, hvad så?” Jeg smiler tilbage til hende.

”Ikke så meget, hvad med dig?” spørger hun. Hun piller lidt ved sit hår, der er blevet rodet af blæsten.

”Heller ikke det helt store. Har du lavet lektier?”

”Ja. Eller, jeg nåede at lave det i timen.”

”Vi har begge to glemt at lave det,” siger Olivia og sukker.

Sander, Julius, Claus og Freja træder ind ad døren. Julius fægter med armene og hans læber bevæger sig. Jeg er ikke sikker på, hvad det er, han siger. ”Åh, hej!” siger han, da han får øje på os og går over mod os. De andre går med ham. ”Hej,” siger de alle tre, næsten på samme tid. De tager hver en stol og sætter sig ned overfor os.

”Hej,” siger jeg. Det samme gør Olivia og Julie. ”Hey, er der egentlig nogen, der ved, hvor Sille er?” spørger jeg. Klokken er tre minutter i otte, og hun plejer at være her ved den tid.

”Nej. Hun kommer nok,” svarer Sander.

”Ja, ja, det kunne bare godt være, I havde set hende ved skabene eller noget.”

”Det har vi ikke,” siger Freja. ”Jeg så hende i hvert fald ikke.”

”Okay. Nå, men hun skal nok komme,” siger jeg.

En dame, jeg aldrig har set før, kommer ind i klassen. Hun er ung, nok midt i 20’erne – hun er sikkert lige blevet færdig med at uddanne sig. Hun har lyst, langt hår, der er sat op i en hestehale, og hendes tøj består af en lyseblå T-shirt og sorte, tætsiddende bukser. Hun har en piercing i næsen, og så selvfølgelig øreringe, og så synes jeg, at jeg kan ane, hun har en navlepiercing også. ”Hej alle sammen, mit navn er Sofie, og jeg skal være jeres midlertidige dansklærer,” siger hun med en sukkersød stemme, der næsten er for meget. Hun skriver sit navn på tavlen og vender sig så om mod os igen. ”Værsgo at finde jeres pladser, alle sammen.”

Hele klassen er her nu – ud over Sille. Hvor bliver hun af? Jeg sætter mig over til mit bord, og Claus og Julius følger med. Jeg sætter mit penalhus op på bordet, og stiller det sådan, at jeg kan have min mobil bagved, uden Sofie opdager det. Jeg tager min mobil frem, sætter den hurtigt på lydløst og går ind i beskeder. Jeg trykker på samtalen, jeg har med Sille, og begynder at skrive en sms:

”Hej søde. Hvor bliver du af? Er du syg, eller har du bare valgt at blive hjemme i dag? Knus Cat. <3<3<3:*:*”

Et halvt minut efter, får jeg en sms tilbage:

”Hej, min skat! Jeg har det fint, har bare fået lidt feber. Møs fra Sille. <3<3<3:*:*:*:*:*”

Jeg begynder straks at skrive en ny sms:

”Nurh, din stakkel. Skal vi komme over efter skole? Vi kan tage nogen film med, hvis du vil.:):*:*:*:*:*<3<3”

Ca. 10 sekunder efter, kommer der svar:

”Nej.”

Jeg rynker panden. Nej? Hun plejer ellers elske, når vi kommer over til hende med film, når hun er syg. Og hvorfor skrev hun ikke mere end ”nej”?

”Hej,” siger en blid stemme bag mig. Jeg kigger op og ser Sofie smile til mig. ”Vil du ikke være venlig og lægge den mobil ned i din taske eller ned i lommen?” Hun fortsætter med at smile, og med at snakke med den sukkersøde, blide stemme. Jeg gør som hun siger og lægger mobilen i lommen. ”Tak,” siger hun, klapper mig på skulderen og går op til katederet igen. Hun stiller sig bag det og vender sig om mod os. ”Okay, nu vil jeg gerne vide, hvad I alle sammen hedder. Og jeg starter med dig,” siger hun og peger på Helle.

”Jeg hedder Helle.”

Sofie fortsætter med at pege på folk, og folk siger deres navne, når hun peger på dem.

”Cathrine,” siger jeg, da hun når til mig. Hun nikker og fortsætter så med at pege.

”Godt så,” siger hun, da hun er færdig med at få folks navn at vide. ”Så skal jeg lige føre protokol.” Hun finder den lyseblå protokol i skabet og tager en kuglepen frem fra sit penalhus. ”Jeg sætter bare lige en prik, ved dem, jeg kan huske,” siger hun. ”Så spørger jeg lige bare om resten.” Hun sætter hurtigt en prik ved den første, fører kuglepennen lidt længere ned og sætter endnu en hurtig prik. Det fortsætter hun med, til hun er nået helt ned i bunden. ”Okay. Så vi mangler Regitze, Sille, Nick, Andreas og Frederik.” Hun kigger op.

”Nick, Andreas og Frederik kommer aldrig og Sille har feber. Og Regitze, hun begik selvmord i mandags,” siger jeg.

Hun rynker først panden, og derefter løfter hun sine øjenbryn og gør store øjne. ”Okay så. Ja, men så lad os starte undervisningen.” Hun begynder at skrive nogle ord på tavlen, under sit navn. Da hun er færdig, vender hun sig om mod os igen. ”Okay, kan I fortælle mig, hvad ’løbene’ er for et ord?”

Helle rækker sin hånd op, og Sofie nikker til hende. ”Det er et navneord, og det står i bestemt flertal.”

”Det er rigtigt. Er der så en, der kan fortælle mig, hvad løbende er for et ord?”

Nu rækker både Mille, Helle og Joe hånden op. Sofie nikker til Joe. ”Det er et udsagnsord,” svarer han.

”Ja. Og hvilken form?” spørger Sofie.

”Øhmm… det ved jeg ikke,” svarer han.

”Er der andre, der ved det?” spørger Sofie.

Milles arm ryger i vejret. ”Det er lang tillægsform.”

”Det er nemlig rigtigt,” roser Sofie.

 

”Hey, er der nogen, der vil med over til Sille? Hun har feber,” siger jeg, da vi står henne ved skabene, og bestemmer mig for, ikke at fortælle, hun skrev nej til, at vi skulle komme.
”Jeg vil gerne med,” siger Olivia, lukker sit skab og tager sin taske på ryggen.

”Det vil jeg også gerne,” siger Julie.

”Jeg vil også gerne med,” siger Freja. ”Skal vi tage en film med?” Vi begynder at gå hen til hovedindgangen, hvor vi alle holder vores cykler.

”Jeg har jo Netflix, så vi kan bare se en film derinde,” siger Olivia. Hun sætter sin taske i cykelkurven, sætter sig op på cyklen og støtter med sin ene fod – hun er ikke høj nok, til at røre jorden med begge.

”Okay,” siger jeg og putter også min taske i cykelkurven. Jeg sætter mig op på cyklen, og det samme gør Freja og Julie.

Vi cykler ned ad vejen, der fører hen til Silles hus. Hun bor utrolig tæt på skolen. Vejen, der fører hen til hendes hus, er den første sidegade, man kommer til, når man cykler mod venstre fra skolens parkeringsplads. Derfor når vi hurtigt til hendes hus. Vi stiller cyklerne i deres have, som vi plejer, når vi er hos Sille, og går så hen til hoveddøren og banker på. Lidt efter kommer hendes far, Jørgen, ud og lukker op. Han står i en hvid, hullet T-shirt og et par slidte cowboybukser. ”Hej, piger,” siger han og ser lidt forvirret ud. ”Hvad laver I her?”

”Hej. Vi ville lige besøge Sille, nu hvor hun har feber,” svarer jeg og smiler.

”Jamen, Sille, hun er ikke her. Og hun har ikke feber.”

”Jamen, hun skrev til mig, at… lige meget.” Jeg bestemmer mig for, at jeg hellere vil spørge Sille om, hvorfor hun har løget – det er der ingen grund til at snakke med hendes far om. ”Hvor er hun, hvis hun ikke er her?”

”Ved I ikke det? Hun er på hospitalet. Hun blev ramt af en bil i går,” siger han.

”Må vi besøge hende på hospitalet?” spørger jeg.

”Ja, selvfølgelig må I det. Skal jeg køre jer derhen? Vi kan køre nu, hvis det skal være.”

Jeg kigger rundt på de andre og de nikker til mig. ”Det må du gerne.”

Han går ind i huset igen og kommer så kort efter med et nøglebundt i hånden. Han trækker i et par klipklapper og går ud til bilen. Vi følger med. Olivia sætter sig foran hos Jørgen, mens vi andre sætter os bagi.

”Nå, hvordan går det ellers med jer, piger? Det er længe siden, jeg har set jer,” spørger han og kigger på os i bakspejlet, før han igen retter blikket mod vejen.

”Tjo, det går fint,” svarer Olivia.

”Ja, lidt ligesom det plejer,” siger jeg.

På resten af køreturen til hospitalet, er der lidt akavet stilhed. ”Så er vi her,” siger Jørgen og slukker for bilen. ”Jeg følger jer bare lige op til hende, og så kører jeg igen. Anne er oppe hos Sille, og hun er kørt herud, så I kører bare med hende hjem.”

”Okay,” siger Freja og træder ud af bilen. Hun går lidt frem, så vi andre kan komme ud.

Jørgen træder også ud af bilen og låser den. ”Kom.”

Vi følger efter ham op til hospitalets hovedindgang. Over døren, hænger der et stort skilt, hvorpå der med store blokbogstaver står: HOSPITAL.

Inde i receptionen, står en lille, mørkhåret dame. ”Hvad kan jeg gøre for jer,” siger hun, løfter sit hoved fra en stak papirer, der ligger på bordet og smiler et kæmpe smil.

”Vi vil gerne besøge Sille Nielsen,” siger Jørgen.

”Ja.” Hun kigger ned på sin skærm. ”Hun ligger på stue 5.”
”Mange tak,” siger Jørgen og vender sig mod os, der står et lille stykke ude til siden. ”Kom.”

Vi går hen ad en lille gang, der fører hen til nogle elevatorer, som vi træder ind i. Jørgen trykker på 1 og elevatorens dør lukker. Jeg har aldrig været vild med elevatorer. De er ret skræmmende. Man kan ikke se, hvad der sker udenfor elevatoren. Og hvad hvis den pludselig falder ned? Jeg gyser ved tanken.

Vi når 1. etage og går hen ad en lang, bred gang. ”Stue 5, stue 5…” gentager Jørgen i et lavt toneleje. ”Stue 5!” udbryder han og peger på et skilt, hvor der ganske rigtigt står: Stue 5. Han kigger hurtigt om på os, der står som en ands små ællinger, og åbner så langsomt døren.

Sille sidder på kanten af sengen, og ser ud som om, hun skal til at rejse sig. ”Hej piger,” siger hun og smiler. Jeg kan ikke undgå at bemærke hendes arm i gips.

”Hej,” siger vi på næsten samme tid. Vi stiller os i hjørnet af rummet og kigger hen på Sille. Jørgen smiler til Sille, siger hej og går igen.

”Hva’ så? Hvad laver I her?” spørger Sille, smiler, rykker helt op til højre på sengen, så vi kan være der alle sammen, og klapper med sin højre hånd ved siden af sig. Jeg sætter mig ved siden af Sille, og Olivia sætter sig ved siden af mig. Freja og Julie sætter sig på gulvet med ryggen mod væggen.

”Jeg lader jer lige være alene,” siger Silles mor og træder hen til døren. Hun åbner den og er på vej ud, da hun stopper. ”Jeg er i kantinen, hvis du skal bruge mig, Sille.”

”Okay,” siger Sille ligeglad. Hun vinker, som tegn til, at nu må hun gerne gå – og det gør hun kort efter. ”Nå, hvor kom vi fra? Nårh, ja. Hvad laver I her?”

”Din far fortalte, du var her, og så kørte han os herud. Men… hvad er der sket?” spørger jeg og peger på hendes venstre arm.

”Øhmm…” Hun tænker sig om et øjeblik. ”Okay, jeg fortæller jer det. Da jeg kørte hjem fra byen i går, var det som om, der var en, der fulgte efter mig. En bil. Sådan en sort varevogn – en af de der mega uhyggelige nogen med sorte ruder og det hele.” Hun trækker vejret dybt og synker en gang. ”Den skulle alle de samme veje, som jeg skulle. Jeg prøvede flere gange at dreje væk – ud til hovedvejen, hvor der var mange, men det hjalp ikke, så hen ad sidegader, og det hjalp heller ikke! Den blev bare ved med at følge efter mig. Og så, da jeg kørte ind på en blind vej, kom bilen op på siden af mig. Så kiggede jeg til side og så, at de havde rullet det ene vindue ned, og en mand med solbriller siger så til mig: ”Watch Out, Sille Nielsen.” Og det næste, jeg ser, er bilen, der kommer hen mod mig. Derfra, har jeg ingen idé om, hvad der skete. Men jeg vågnede op her på hospitalet noget tid efter, hvor jeg så fik at vide, at der ville komme en læge ind til mig og undersøge, om jeg havde brækket noget og om jeg evt. havde fået hjernerystelse eller andet. Men jeg slap med en brækket arm.” Hun kigger ned på sin arm. ”Jeg ved ikke, om det har noget med beskeden. Men det er altså ret uhyggeligt, at der nede i byen stod en og gloede på os og så, at jeg om aftenen, bliver påkørt! Og de ved, hvad jeg hedder! Jeg vidste ikke lige, om jeg skulle fortælle om det, for jeg vil jo ikke have, at I går i panik. Men der er ikke nogen af jer, der har oplevet noget underligt, vel?”

Jeg kan mærke en klump i halsen og får ondt i maven. Hvor store er oddsene for, at både mig og Sille – og måske en anden af os – bliver forfulgt efter at have fået en skræmmende besked. Altså, hvis ikke det er personen, der har sendt den besked, der har fulgt efter os, så ved jeg ikke, hvem det skulle være. Skal jeg fortælle dem, at jeg også blev forfulgt?

I samme øjeblik, jeg åbner munden for at sige noget, begynder Olivia at snakke. ”Jeg blev også forfulgt i går. Eller, det følte jeg, at jeg blev. Da jeg kørte hen ad stien, der fører hen til mit hus, så synes jeg, jeg så en stå og holde øje med mig, inde i skoven. Det var seriøst så uhyggeligt og jeg skyndte mig også bare væk.”

Jeg tager mig til hovedet og skubber lidt hår om bag ørerne. ”Jeg blev også forfulgt i går.” Min mave gør så ubeskriveligt ondt i det øjeblik. ”Jeg kørte hen ad den der gade med det rådne træstakit, graffiti muren og træerne, der buer. Og så ser jeg pludselig en skikkelse, der står for enden af vejen. Den så ikke ud til at bevæge sig og enten stod den og kiggede hen mod mig eller også den modsatte vej, for den stod sådan, at man kunne se to ben, to arme, hoved og krop. Jeg drejede så af, og kørte ud på hovedvejen, før jeg nåede hen til den. Og så så jeg den ikke mere.”

”Der er ikke nogen af jer, der tror, I er blevet forfulgt, vel?” spørger Sille og kigger hen på Freja og Olivia. De ryster begge på hovedet. ”Lad os ringe til drengene og høre, om de er blevet forfulgt,” siger Sille. ”Min mobil er blevet væk. Kan en af jer ikke ringe til dem?”

Jeg kommer til at tænke på den samtale, jeg havde haft med ’Sille’. ”Hvornår blev den væk?” spørger jeg.

”Jeg havde den ikke på mig, da jeg vågnede op her på hospitalet. Hvorfor?”

Jeg tager min mobil frem og viser hende samtalen.

”Det er altså ikke mig, der har skrevet det der! Tænk, at der er en, der har stjålet min mobil – og har skrevet fra den, som om personen var mig! Det er bare ikke i orden.”

”Jeg ved det. Men hvad gør vi med hensyn til alt det her. Beskeden, forfølgelsen… altså, vi kan vel ikke blive ved med at lade som ingenting. Du er jo lige blevet kørt over! Hvem ved, hvad personen kan finde på at gøre næste gang?” siger jeg frustreret. Jeg har de sidste par dage prøvet at få min hjerne til at tro, at det hele her, det er ikke virkeligt. At det hele er en drøm – en meget lang drøm – som jeg snart vågner fra. Men nu, hvor vi er tre, der er blevet forfulgt og en af os er blevet kørt ned… ja, så må jeg til at tage det mere seriøst. Det hænger jo sammen. Beskeden og det, at vi bliver forfulgt. Det næste er jo… døden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...