Forkert Sted - Forkert Tidspunkt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2013
  • Opdateret: 4 nov. 2013
  • Status: Igang
Cathrine er lige startet i 9. klasse. For at fejre det, tager hun og hendes venner til stranden for at drikke, feste og hygge. Aftenen ender brat, da to af pigerne finder et lig, hænge i et reb inde i skoven - og det er kun begyndelsen...


12Likes
28Kommentarer
1211Visninger
AA

4. Grete

Jeg kigger på min mobil. Klokken er 7.13. Jeg har ikke lukket et øje siden beskeden bippede ind på Silles mobil i nat. Jeg har simpelthen ikke kunnet få mine tanker væk fra beskeden.

”Skal vi vække de andre?” hvisker Olivia til mig.

”Ja. Men vi skal gøre det på en sjov måde,” hvisker jeg tilbage.

”Hmm… Lad os bruge megafonen!”

”Ja!”

Olivia finder hurtigt megafonen i skabet. Der har den ligget i... al den tid, vi har haft den. Jeg kan huske, da vi købte den. Vi gik vel i 4. klasse eller sådan noget, og vi var nede i byen. Så kom vi forbi sådan en megafon, og vi synes det kunne være sjovt at gå rundt og råbe i den nede i byen. Det var det da også. Men vi har ikke brugt den andet end den ene gang. Så måske en smule spild af penge.

Olivia kigger på mig og griner lidt, før hun trykker knappen på megafonen ned. Hun tager en dyb indånding: ”SÅ ER DET OP, SOVETRYNER!”

Sille spjætter helt, da hun hører Olivia råbe, og Freja og Julie sætter sig op, som havde de haft mareridt. Sjovt syn. Vi kan ikke lade være med at grine lidt ad dem.

”Fuck, hvor er I klamme!” skriger Sille, tager fat i sin pude og begynder at slå os med den, samtidig med at hun griner. ”Av… mit hoved gør ondt. Hvor meget fik jeg at drikke i går?” Hun sætter sig ned, lægger puden fra sig og tager sig til hovedet.

”Jeg er ikke sikker, men mellem 20 og 30 genstande. Du var også ude og brække dig et par gange,” svarer jeg.

”Så meget? Wow. Jeg gjorde ikke noget dumt, vel?” spørger hun.

”Ikke, hvad vi ved af,” siger Olivia. ”Jo, du kom op at skændes med en mand, der gik tur med sin hund. Men han var meget venlig, så det gjorde vist ikke noget.”

”Og så kan vi informere dig om, at Regitze begik selvmord,” siger jeg.

”Regitze? Hun var da ikke med til festen,” siger Sille uforstående. ”Var hun?”

”Hun hang i et reb i skoven. Freja og Julie opdagede hende, da Freja skulle i bad efter sin nøgenbadning,” forklarer jeg.

”Det er løgn! Nøgenbadede Freja?” Hun laver store øjne, åbner sin mund så meget hun kan, smiler så og kigger på Freja, der stadig ikke er helt vågen.

”Ja, jeg gjorde,” siger Freja surt. Sille begynder at grine.

”Piger,” siger jeg alvorligt. Vi bliver nødt til at fortælle dem det. Nu. ”Der skete noget i nat.”

”Ja, Regitze hang sig. Det har I lige fortalt,” siger Sille.

”Det er ikke det. Det er noget andet,” siger Olivia. ”Giv mig lige din mobil.”

Sille kigger med løftede øjenbryn på Olivia, og rækker hende så sin mobil. ”Her.”

”Okay, vi aner ikke, hvem der har sendt den her besked, men det er en eller anden, der må have set os nede på stranden. Vi ved ikke, om det er drengene, der laver sjov med os, men sproget ligner ikke dem,” siger Olivia. Hun åbner beskeden og viser den til Sille, Freja og Julie.

Deres øjne kører lidt fra side til side, da de læser beskeden. Jo mere, de læser, jo større bliver deres øjne, og deres munde åbner sig mere og mere.

Freja bliver først færdig med at læse. Hun kigger på mig, så Olivia, og så ned på mobilen igen.

”FUCK NOGET LORT AT SENDE TIL FOLK!” udbryder Sille, rejser sig op og slår i sin seng. ”Jeg kan godt sige jer, at hvis det er drengene, det der, så dræber jeg dem fandeme!”

”Rolig, Sille. Nu får vi at se, når vi kommer i skole, om det er drengene. Det kan jo også være en anden en, der laver telefonfis,” siger Olivia.

”Vi ville bare lige vise jer det. Og lad os nu se, hvad der sker,” siger jeg. ”Nå, skal vi ikke til at gøre os klar? Vi har kun 20 minutter, før vi skal til at af sted.”

”20 minutter! Så bliver det sgu hestehale i dag – jeg har ikke tid til både at skulle glatte hår og lægge make-up,” siger Sille.

”Jeg sætter også bare hestehale,” siger Julie. Jeg kan se på hendes ansigtsudtryk, at hun stadig tænker på beskeden. Det samme ansigtsudtryk har Sille og Julie.

Vi andre vælger også at sætte hestehale. Vi lægger kun lige en eyeliner og mascara, og så er vi klar til at tage i skole – ingen af os spiser morgenmad, og frokost køber vi i skolens kantine.

”Med hensyn til beskeden, så må det jo være en, vi kender, for hvorfra skulle personen ellers kende Silles nummer fra? Og alle vores navne?” spørger Freja.

”Godt spørgsmål,” siger Sille. ”Men jeg synes ikke rigtigt, der er nogen, vi kender, der opfører sig som mordere.”

”Det er jo det! Det kan godt være, at du ikke tænker, at personen er en morder, for en morder skjuler det altid! Det er ofte den person, der er for venlig, eller hvad man nu siger,” siger Olivia. ”Det har jeg læst et eller andet sted!”

”Har du læst!?” udbyder jeg med store øjne, og vi flækker af grin. Olivia er typen, der, når vi får en bog for, ser filmen i stedet. Sådan er hun bare. Desværre sker det engang i mellem, at filmen ikke er ligesom bogen, men helt anderledes. Det er altså lidt pinligt for hende, når hun sidder der og forklarer at det handler om en pige med mørke krøller og brune øjne, og det så i bogen, handler om en pige med lyst, glat hår og blå øjne. Så er der jo selvfølgelig også de gange, hvor der ikke findes en film – så spørger hun bare os om, hvad den handler om. Heldigvis sker det ikke så tit, at vi får en bog, der ikke er filmatiseret.

”Ja. Jeg har læst. Eller, det tror jeg, jeg har. Jeg er ikke sikker på, om det var noget, jeg læste, eller bare noget, jeg har hørt i TV eller sådan noget,” siger Olivia og griner lidt, mens hun kigger ned i jorden.

”Nå, tilbage til at være seriøs,” siger jeg. ”Der er ingen, der har nogen som helst idé om, hvem det kan være?”

Vi tænker os alle sammen lidt om. Freja og Sille tæller på fingrene. Efter lidt tid, giver jeg op. ”Jeg har virkelig ingen idé om, hvem det kan være,” siger jeg. ”Nogen af jer, der har det?”

”Nej,” svarer de alle fire i munden på hinanden.

”Nå, men vi siger det til drengene, ikke? For de er jo også i fare for at blive dræbt. Jeg tror altså ikke på, det er dem, for de ville aldrig skrive det på den måde. Men lad os nu se – det kan jo også bare være en anden, der laver sjov med os. Vi fortæller dem det, og så kan vi jo lige se, om vi bliver forfulgt, og så tage den derfra,” siger Freja.

Vi nikker alle.

”Godt så. Så gør vi det,” siger Olivia.

Vi træder ind ad hoveddøren til skolen, og går hen til vores skabe. Vi sætter vores ting i skabet, og tager dem ud, som vi skal bruge.

”Vi kan vist ikke nå at sige det til drengene før timen,” siger Olivia, da vi er på vej hen i klassen. ”Klokken er allerede 07.57.”

”Nå. Så… fortæller vi det til dem i frikvarteret,” siger Julie.

Jeg ser hele tiden beskeden for mig. Bare jeg kunne få det ud af hovedet! Jeg er sikker på, at det er en mand. Jeg ved ikke… det er måske lidt fordomsfuldt alligevel. Jeg tænker bare hele tiden, når der sker sådan nogle ting, at det ikke er kvinder. Sådan er kvinder bare ikke! Men der er jo nogle kvinder, der er sådan. Men jeg har alligevel bare den her underlige fornemmelse af, at det er en mand.

Vi træder ind i klassen, og Grete er allerede kommet. Jeg kigger på min mobil. 7.58. Sådan er hun: Nogle gange kommer hun for sent, andre gange for tidligt.

Undervisningen er heldigvis ikke gået i gang endnu. Jeg orker ikke at være i skole i hele 7 skoletimer – selv to minutter ekstra, vil kunne dræbe mig lige nu. Og så er der to lange frikvarterer, der varer 30 minutter, og et på 10. Så vi er i skole til 14.25. Hele 4 dage i ugen! Og så har vi én dag – kun én dag – hvor vi kun har 6 skoletimer – hvilket også er ret meget. Det er det rene børnemishandling. Børnemishandling er præcis ordet.

”Ja, nu er klokken 8, folkens!” siger Grete højt, med sådan en bestemt stemme, der er til at brække sig over.

Jeg sætter mig over på min plads. Overfor Sille, ved siden af Claus, og skråt overfor Julius.

”Drenge, vi skal snakke i frikvarteret,” hvisker jeg, så det kun er os ved bordet, der kan høre det, mens Grete står og plaprer løs om noget… jeg aner faktisk ikke, hvad det er, hun står og snakker om.

”Ja, det gør vi da hver dag?” siger Claus og laver et dumt ansigtsudtryk. Han glemmer at hviske, så Grete hører det - selvfølgelig.

”Undskyld, men forstyrrer min undervisning jeres samtale?” siger Grete så. Så typisk en lærerreplik. Hun kan ikke nogen anden end den. Det er den samme sætning, hun siger, hver gang, der er nogen, der snakker sammen.

”Ja, faktisk,” siger Sille pludseligt. Jeg bliver overrasket. Hun har i lang tid ikke sagt noget, og pludselig kommer sådan en replik ud af hendes mund. Men jeg burde egentlig have forudset det. Sille er typen, der lukker dårlige ting ude, ved at være flabet eller ondskabsfuld overfor de folk, der irriterer hende.

”Undskyldt mig?” siger Grete og… nidstirrer Sille? Jeg tror, at det er noget i den retning.

”Nå, er du nu også døv, gamle dame? Ja, det ville ikke undre mig, du er jo allerede fucking senil,” siger Sille og kigger ondt tilbage på Grete.

”Så er det nok! Ud! Ud med dig!” Hun er tæt på at begynde at græde.

Sille bliver ved med at kigge ondt på hende. ”Hvorfor skulle jeg lytte til, hvad en gammel, senil dame siger?”

”UD MED DIG, SAGDE JEG!” råber Grete. Hendes ansigt er rødt af raseri. Grete, der er en forvirret, gammel dame, der altid er så venlig. Og så endda mod Sille, der er hendes lille kæledægge.

”Hvorfor skulle jeg?” gentager Sille koldt. Jeg er lidt spændt på, hvor det fører hen. Jeg kan se på Sille, at hun er lidt bange for, hvad der skal ske, men hun prøver stadig at se så ligeglad ud, som muligt. Hun rejser sig fra stolen. ”Hvorfor skulle jeg? Svar mig!”

”Nu er det nok! Jeg gider ikke sige det mere! UD!” Grete står og råber det direkte op i hovedet på Sille.

”Hvorfor skulle jeg lytte på en grim gammel dame som dig? Du fatter jo ikke en skid! Du er bare en klam, senil, gammel dame,” siger Sille, med et næsten udtryksløst ansigt. Det eneste, jeg kan se, er, at hun er lidt bange. Den eneste grund til, at jeg kan det, er fordi vi har kendt hinanden i så lang tid.

I samme øjeblik, svinger Grete sin arm bagover, og giver så Sille den største lussing, jeg nogensinde har set en person, give en anden. Silles kind bliver helt rød, og det er helt hvidt, hvor Gretes fingre ramte.

Alle i klassen kigger hen på dem. Grete kigger rundt en gang, med et forvirret og angstfuldt ansigtsudtryk. ”Hvad… hvad kigger I dog på? Der er ikke noget at se.”

Sille sidder og holder sig på kinden. Hendes øjne er spilet op og hendes mund åben. Jeg kan se, at hun har lyst til at give Grete igen gange 100. Jeg synes, at Grete har fortjent det. En lærer kan da ikke bare slå en elev? Det ved hun da også godt. Og så sagde hun ikke engang undskyld. Men selvom hun fortjener, at få tilbage, rejser jeg mig alligevel og går over til Sille. Jeg tager fat om hendes håndled og trækker hende med ud på gangen, så hun slipper for at gøre noget dumt, der måske kan få hende bortvist.

”Må jeg lige se?” siger jeg, da vi kommer ud på gangen.

Sille løfter langsomt hånden fra sin kind.

”Det er virkelig slemt,” siger jeg.

”Det gør også skide ondt,” siger Sille. ”Den spasser, hun skal bare fyres, og det skal være nu!”

Hendes øjne er helt blanke. Hun er tæt på at græde. Det havde jeg aldrig troet ville ske. Men jeg forstår hende godt. Først den uhyggelige sms og nu slår Grete hende.

Jeg tager Sille med hen på kontoret. Inspektøren er der heldigvis. Da han ser os, gør han store øjne.

”Hvad er der dog sket med dig?” spørger han helt overrasket.

”Grete slog hende,” svarer jeg.

”Grete? Jamen, Grete, hun er da ikke typen, der slår på børn,” siger han forvirret.

”Det gjorde hun. Og hun skal fyres,” siger jeg bestemt.

”Vi kan desværre ikke bare fyre hende. Jeg må først have historien fra hendes side af,” siger han så.

Hvorfor? Hvorfor skal han det? Hun har slået en elev! Det må man ikke! Hvorfor i alverden skal hun så have en chance for at forklare sig?

”Fuck dig!” siger jeg bare og begynder at gå hen mod døren, stadig med Sille i hånden. Da vi er kommet et stykke hen, kigger jeg på Sille. Hun græder. Hun græder rigtigt. Tårerne triller ned ad hendes kind, videre ned på hendes hage og ned på hendes T-shirt.

”Kom, vi går ned på toilettet, og så får vi lige tørret de tårer væk, før de andre kommer ud,” siger jeg.

Hun nikker bare, og kører sin hånd over sin ene kind.

Jeg krammer hende, og vi går derefter ud på toilettet. ”Jeg ved, at det er en lortesituation, vi er i, men vi må bare prøve at tage det, som det kommer,” siger jeg, og tørrer med noget køkkenrulle over hendes kinder. Mascaraen er tværet helt ud.

”Ja. Ej, du må altså virkelig undskylde. Jeg aner ikke, hvad jeg græder for, og du ved, at jeg hader at græde!” siger Sille og griner lidt.

”Jeg forstår det godt,” siger jeg. ”Jeg har fandeme også bare lyst til at give mig til at græde lige nu. Så, nu er det væk. Håndaftrykket er også næsten forsvundet nu.”

”Tak,” siger Sille og smiler til mig.

Vi går ud fra toilettet, og beslutter os for at pjække fra resten af timen. I stedet sætter vi os op på biblioteket, hvor der er sådan et lille hyggehjørne, hvor man kan sidde at snakke.

”Nå, lad os snakke om noget andet end det lort,” siger jeg til hende.

”Ja. God idé.”

”Det er underligt, at Grete slet ikke har nævnt noget om Regitze.”

”Ja, det har jeg også tænkt på.”

”Men hun er jo så forvirret. Hun kan sikkert ikke engang udtale hendes navn korrekt, når hun hilser på nogen. Goddag, mit navne er Greffe. Nej, Grede. Nej, undskyld, Gritte. GRETE! MIT NAVN ER GRETE!” Jeg kan se det for mig, hvordan hun står der og gør sig selv til grin, og jeg kan ikke lade være med at grine. Sille griner også.

Der er helt stille. Det føles som 10 minutter, men da jeg ser på mit mobil-ur, kan jeg se, at der kun er gået ét.

”Helle er blevet helt vildt tyk på det sidste!” siger hun pludselig.

”Helt vildt! Hun må jo veje 80 kilo eller deromkring snart!”

”Og hun er ellers den, der plejer at være tyndest. Eller, jeg ved ikke, om hun var tynd, men hun var i hvert fald mega pæn, og ikke tyk på nogen måde. Og nu er hun bare… ad. Jeg vil hellere røre ved en kæmpe edderkop, end ved hende.” Vi griner igen. ”Lov mig, at vi aldrig stopper med at være veninder, os to,” siger hun.

”Det lover jeg.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...