Forkert Sted - Forkert Tidspunkt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2013
  • Opdateret: 4 nov. 2013
  • Status: Igang
Cathrine er lige startet i 9. klasse. For at fejre det, tager hun og hendes venner til stranden for at drikke, feste og hygge. Aftenen ender brat, da to af pigerne finder et lig, hænge i et reb inde i skoven - og det er kun begyndelsen...


12Likes
28Kommentarer
1165Visninger
AA

1. Første Skoledag

Jeg vågner med et sæt. Shit! Mareridt – det får jeg altid, natten før første skoledag. Første skoledag efter ferien selvfølgelig. Og det handler altid om det samme: At jeg dummer mig totalt. På enten den ene eller anden måde. Denne gang faldt jeg gentagne gange – en af gangene på hovedet ned i skraldespanden (spørg mig ikke til, hvordan det gik til). Jeg tager mig til halsen og trækker vejret dybt et par gange. ”Bare en drøm,” siger jeg til mig selv. ”Bare en drøm.” Jeg ved godt, at det måske lyder åndssvagt, men det var virkelig pinligt i drømmen, og det vil da være mere pinligt i virkeligheden. Jeg rejser mig fra sengen, går hen til vinduet og ruller mørklægningsgardinet fra. Lyset er så skarpt, at jeg må skygge for mit ansigt med min arm, mens jeg misser med øjnene. Jeg går hen til mit store spejl, der hænger på væggen, hvor jeg kan se det hele af mig selv. Er jeg blevet tyk af alle de søde sager, jeg har fået i ferien? Har jeg fået mere uren hud, end jeg havde før ferien? Ser mine øjne ikke lidt hævede ud? Eller er det bare ren indbildning? Jeg kigger en ekstra gang – og meget grundigt. Først på mit hår. Det har den velkendte mørkebrune farve og har det fald, det skal have. Så min hud. Stort set ren, lige udover en lille bums i panden og noget uren hud på næsen, som let kan dækkes med en concealer. Så min krop. Først står jeg helt normalt og kigger, så vender jeg siden til og så vender jeg mig med ryggen til. Det ser ud som det plejer – lidt mere slank, end man bør være, men det er vel efterhånden også sådan, man skal se ud. Det hele er så perfekt, som det plejer være. En af mine mest typiske – og mest frygtede – mareridt, er hvor jeg står sådan her og kigger mig i spejlet, og det ene sekund er min hud helt perfekt og skinner, mit hår den helt rigtige farve, flot opsat og det hele, og min krop perfekt tynd, og det andet sekund ligner jeg en, der har spist hele min familie, med bumser og uren hud i hele ansigtet og gråt, glansløst hår.

Jeg kigger lidt rundt i mit værelse. Først på sminkebordet i hjørnet, der er i hvidmalet træ og har et stort rundt spejl i midten, hvor al min makeup ligger fint på en slags rektangulær tallerken med høje sider, hvor mit glattejern, min børste og alle de andre hår ting ligger fint på en hylde, der er mellem bordet og spejlet, hvor mine smykker hænger på et smykketræ, og dem, der ikke kan være der, ligger i et åbent smykkeskrin, hvor mine parfumer står symmetrisk – den højeste i midten, de to næsthøjeste på hver sin side og så videre – og på deodoranterne, der står på samme hylde som tingene til håret, bag parfumerne, hvor mine utallige hudcremer og hårplejere står i venstre side, og hvor mine små pocelænsfigurer – da jeg var lille, købte mine forældre altid en porcelænsfigur, som en souvenir, når vi har været i udlandet, og nu hvor jeg er blevet lidt ældre, er det blevet en mission for mig, hver gang vi er på ferie, at finde den fineste porcelænsfigur, der findes i det land, om jeg så skal lede i flere dage - står lidt rundt omkring for at pynte. Jeg kigger hen på sengen, der står i den modsatte ende af værelset, og som endnu er uredt. Dynen med Poul Pava sengebetræk ligger helt krøllet sammen, og lagenet, der er lidt ligesom en dug, er faldet ned på gulvet sammen med puden. Jeg kigger hen på kommoden, der er brun og gammeldags og har dybe mønstre, der er lavet i hænderne, som jeg har arvet fra min afdøde bedstemor, der døde for blot to år siden. Jeg kigger hen på prinsessestolen – som jeg burde have smidt ud for længe siden, men som er ret speciel, da jeg fik den på min 8 års fødselsdag af min onkel (som jeg havde et meget tæt forhold til) der få dage efter skulle til Afghanistan som soldat, og døde hurtigt efter af en bombe – der har lyserødt plysbetræk og hvidmalet træ rundt om, og ovenpå, er der en lille stang, der holder fast i en prinsessekrone, som man kan pille af og tage på. Jeg har brugt mange timer i den stol, hvor jeg har siddet og leget, at jeg var en prinsesse, der skulle finde en prins, jeg ville have, ud af hundrede prinser, der stod i kø.

Jeg trækker vejret dybt et par gange, før jeg går hen til min kommode, for at finde tøjet til i dag – jeg har i flere uger vidst, hvad jeg vil tage på, som enhver normal teenager, men jeg har ikke lige fået det lagt frem endnu. Det er en mørkegrøn hættetrøje med lynlås fra H&M, en hvid t-shirt med print (det er en masse mønstre, der ikke skal forestille noget sådan rigtigt - hvis det skal, ved jeg i hvert fald ikke lige, hvad det er) og et par ”Cheap Monday”-bukser i sort. Jeg købte det hele her i ferien, til lige præcis denne dag. Denne frygtede dag: Første skoledag.

Jeg hader første skoledag. Jeg er altid bange for, om jeg kommer i det forkerte tøj, at jeg har fået totalt mange bumser, og at de andre bare ser helt perfekte ud, i forhold til mig. Og alle mulige andre åndssvage ting. Bekymringer. Jeg hader at være teenager.

Jeg smider tøjet på gulvet foran min seng, og lægger mig på min seng, med benene på gulvet. Gid jeg bare kunne blive liggende. Bare putte mig under min dejlig varme dobbeltdyne, der altid dufter dejligt af det vaskepulver, vi har, lade tv’et køre på MTV i baggrunden og bare drømme om alt muligt underligt. 6 uger, hvor man ikke har lavet en skid, og samtidig har kunnet være så længe oppe, man har haft lyst til – jeg må indrømme at det ikke er altid jeg går i seng til tiden i hverdagene, men lad mig så sige, at man får lov til det – og så kan man sove så længe, man har lyst til. Og nu… Nu skal man i seng klokken halv elleve og op klokken 6 næste morgen, for at gøre sig klar! Og så for den dårligste grund: For at tage i skole. Det eneste positive, jeg kan sige, er, at vi alle kommer til at være sammen igen. Vi har ikke været sammen alle sammen i ferien – kun et par stykker ad gangen, og det har mest været Sille og jeg. Men vi har tit snakket sammen i mobil og skrevet sms’er – både bare to og to, men også alle sammen i en gruppe. Bare ikke om, hvor vi alle sammen har været henne på ferie, for siden 2. klasse, har vi haft en aftale om, at det måtte vi ikke fortælle til hinanden, før første skoledag efter ferien – jeg ved ikke, hvorfor, vi har bestemt det, men det er en slags tradition efterhånden.

Døren bliver åbnet ind til mit værelse og min mor viser sig i døråbningen. ”Åh, godt, du er oppe,” siger hun forpustet med en hånd på hjertet, og den anden hånd hvilende på dørkarmen. Hun har en hullet, hvid t-shirt på, der er dækket med madrester og olie. Hendes mørkebrune hår er sat fint op som altid – hun er frisør og går meget op i, at hendes eget hår altid er rigtig fint. Hun er solbrun året rundt – mere end Matthew og jeg, der har fået det halvt fra hende og halvt fra far, der kun er solbrun om sommeren. Det mørkebrune hår, de mørkebrune øjne og den slanke krop, har vi også fået fra hende.

”Ja. Er der da sket noget?” Jeg bliver straks bange. Er der en, der er død? Er mit vækkeur en time bagud og har vækket mig for sent? Har Matthew brækket en arm igen?

”Nej… jeg skulle bare lige tjekke, om du var oppe,” siger hun og kigger underligt hen på mig, som om, at det var det mest underlige spørgsmål, hun har hørt i sit liv.

Jeg forventer, at hun går, men hun bliver stående og kigger lidt rundt i værelset.

”Leder du efter noget?” spørger jeg efter lang tid – kan hun ikke se, at jeg skulle til at tage tøj på?

”Nej,” svarer hun hurtigt og kigger på mig med et smil. Hun går ud og lukker døren efter sig.

”Underlige, forvirrede mor,” siger jeg til mig selv og ryster lidt på hovedet, da jeg er sikker på, hun ikke kan høre mig.

Jeg trækker i tøjet og sætter mig på den lille, hvide skammel med vinrødt betræk, der står ved mit sminkebord.

Glat hår? Krøller? Opsat hår? Jeg overvejer lidt, hvad jeg skal vælge og prøver at vise de forskellige ting i spejlet. ”Opsat hår er nemmest.” Jeg tager en elastik, samler mit hår i hånden, reder det lidt op med børsten og sætter elastikken i. Perfekt. Jeg tager eyeliner på rundt om øjnene, lidt mascara på øjenvipperne, en concealer til de steder, der skal dækkes og så er jeg færdig.

”Så er der morgenmad!” råber mor inde fra køkkenet. Jeg kan høre Matthew løbe ud fra sit værelse, der er ved siden af mit. ”MAD! MAD! MAD!” råber han. Han er 8, og er ret barnlig af sin alder, synes jeg – men jeg kender ikke rigtig andre 8-årige, så jeg kan ikke sige det med sikkerhed.

Jeg tager min mobil ud af opladeren, sprayer lidt parfume og deodorant på og går ind i køkkenet til de andre.

”Godmorgen,” siger min far og kigger hurtigt op på mig. Han sidder i sofaen, med fødderne og halvdelen af benene på det næsten nypudsede glasbord (jeg ved det, for mor og jeg gjorde rent i går formiddags, hvor jeg bl.a. pudsede glasbordet). Han har sit jeg-skal-slappe-af-så-lad-mig-lige-være-i-fred-tøj på, som han næsten altid har på, når han er hjemme. Det består af en hvid undertrøje – der helst skal skubbes op over maven, så man kan se hans tykke, behårede mave – et par løse, grå joggingbukser og et par hvide sokker, der er så beskidte, at man ikke rigtig kan kalde dem hvide længere. Gad vide, om de nogensinde bliver vasket? Han er i fyrrene og ser ret gammel ud af sin alder med den grå måne, han har på hovedet – der stikker kun enkelte små hår op på midten af hans hoved, som han passer rigtig godt på. Jeg har aldrig forstået, hvordan min kønne mor, der kun er tredive og som ser ret ung ud af sin alder, kunne ende sammen med ham, når hun kan få… hvem som helst! Når jeg har spurgt hende, har hun bare kigget på mig, smilet og sagt: ”Det var kærlighed ved første blik. En dag vil du kunne forstå det.” Det tror jeg så aldrig, jeg kommer til at forstå. Ikke fordi, at jeg ikke elsker min far. Han er, som en far skal være – god ved børn.

Straks efter at have sagt godmorgen, kigger han igen ned i avisen, og jeg kan se, hvordan hans øjne går fra venstre mod højre, til venstre igen og til højre og så videre.
Skal jeg svare? Han kigger jo ned i avisen alligevel. Måske har han allerede glemt, han har sagt det. ”Godmorgen,” siger jeg alligevel – bare for at være høflig - og sætter mig ned ved vores aflange spisebord. Det ligner lidt et spisebord fra en af de der fine, amerikanske film, hvor manden altid sidder for enden. Der er nemlig kun lige præcis plads til én for enden, og så tre på siden af bordet. Og så er det lavet af træ, er mørkebrunt og gammel, og har håndlavede mønstrer i kanterne – endnu en af de ting, vi har arvet fra bedstemor, da hun døde. Der står en tallerken med toast og æg og bacon. Og nej: Jeg er ikke røvforkælet – det er bare en lille tradition, vi har, når vi starter i skole efter sommerferien. Ligesom for at få den bedste start på dagen. Hvor god en start det er på dagen for mor - der for det første skal stå tidligt op for at lave det, og så derefter også skal vaske op efter det - ved jeg ikke. Men på den anden side, kan hun jo bare lade være – og det var jo også hende, der fandt på at gøre det til en tradition.

Matthew sidder overfor mig – vi sidder altid ved enderne, os to. Han har stadig nattøj på: En mørkeblå trøje med Buzz Lightyear på, som flyver rundt mellem stjernerne og bukser, der også er mørkeblå med stjerner. På Matthews tallerken ligger der en pandekage. Han tager sukkeret og hælder det ud på pandekagen, direkte fra posen – hvilket selvfølgelig ender med at gå galt. Den tipper over og pludselig lægger en tredjedel af sukkerposen på pandekagen og ud over bordet. Og så begynder han selvfølgelig at hyle.

Far reagerer slet ikke. Han er opslugt af avisen. Fejler hans hørelse noget? Eller er han bare for doven? Nårh ja: Han har sit jeg-skal-slappe-af-så-lad-mig-lige-være-i-fred-tøj på – det er det, der er galt. Omg!

”Hold op med at græde, Matthew,” siger mor træt, mens hun vasker de sidste ting af. Han bliver ved. ”Matthew,” siger hun. ”Matthew.” Hun siger det sådan helt trøstende, som om, det er synd for ham, at han spildte sukkeret eller sådan noget. Det havde været synd, hvis han var faldet og havde slået sig – men altså ikke når han sidder og tuder over at have spildt sukker. Så må man altså lige tage sig sammen. Han bliver ved og ved og ved med at græde. Mor fortsætter med monoton stemme at sige: ”Matthew. Matthew.” Og far bliver siddende i sofaen, læser fra venstre mod højre, som om der ikke sker noget som helst omkring ham.

”STOP SÅ MED AT TUDE DIN FUCKING FLÆBEUNGE, ELLERS DRÆBER JEG DIG FANDEME SNART!” råber jeg til sidst, da jeg har fået nok. Lille overdrivelse, måske, men han har brug for det, for det her er virkelig ikke den eneste gang, han tuder over åndssvage ting.

Han kigger overrasket hen på mig, med vidt åbne øjne og en halvåben mund og stopper med at hyle. Yes, det virkede! Og to sekunder efter hyler han selvfølgelig igen.

Mor lægger opvasken fra sig og går hen til Matthew. ”Jamen for dælen, dreng, hvad har du dog lavet? Og Cathrine, sådan vil jeg ikke have, at du snakker til din lillebror,” siger hun.

”Det var ikke med vilje, mor,” siger han undskyldende, med de hundeøjne, han hurtigt er blevet mester i at lave, og tørrer nogle tårer væk fra sine kinder og får også lidt snot på sin hånd og arm, som løber sådan lidt nedad – lækkert! Hun samler sukkeret op med en ske, og det, der ligger lidt mere spredt, hælder hun ned i hånden, og hælder det ned i posen igen. Da hun har fået tilpas meget af det væk, tager hun sukkeret og stiller det ned i skabet igen. ”Så. Nu kan du spise din pandekage.” Hun stryger ham over håret, før hun igen går i gang med opvasken.

Matthew ruller pandekagen sammen og propper den ind i munden, indtil han ikke kan få mere derind – og der kommer selvfølgelig også lidt af hans snot med ind (føj!). Og så smasker han. Ulækkert. Jeg kigger væk, for ikke at miste appetitten. Burde en 8-årig ikke kunne spise pænere end det?

Jeg bliver færdig med min mad og stiller derefter tallerkenen i opvaskemaskinen. Så går jeg op på mit værelse. Jeg tager min mobil op af lommen og kigger, hvad klokken er blevet. Oh my god, den er kun 6.47. Jeg kunne sagtens have stået op klokken halv!

Jeg kaster mig ned på min seng og lægger mig på maven med fødderne i luften. Jeg kan ikke skrive til mine veninder, morgenen på første skoledag – det er en anden tradition, vi har. Jeg er ikke typen, der spiller en masse computerspil, så det er heller ikke en mulighed. Til sidst beslutter jeg mig for at pakke min skoletaske og rydde lidt op på mit værelse, så der ser nogenlunde ordentligt ud. Så tænder jeg tv’et. I Go’morgen Danmark, er der sådan en af de der computernørder inde, der skal anmelde computerspil. Kedeligt! Jeg zapper videre til tv3, hvor de sender The Vampire Diaries – jeg har set alle sæsonerne, flere gange. Det er det afsnit, hvor Bonnie opdager, hun er en heks.

Da det er færdigt, er klokken blevet tyve minutter i otte, og jeg beslutter mig for at tage af sted til skole. Jeg tager lidt mere parfume (det lyserøde æble fra DKNY – den dufter mega godt og så er det den eneste, der dur for tiden). Jeg tager min skoletaske og min mobil (som forresten er en skod-nokia – jeg ødelagde min iPhone, da jeg tabte den på vej ned ad trappen, her i ferien… ups!) og går ud i gangen. Vi har ikke ret meget plads i gangen. Der er kun lige plads til det, jeg tror, svarer til en voksen og to børn – okay, det er så, hvis ikke man tæller de utallige møbler med, som min mor har placeret derude. Bl.a. står der en skohylde (forståeligt nok), fire kammertjenere (I ved, sådan en, hvor man hænger sine jakker). Det er så ikke så forståeligt. Jeg forstår en eller to, men fire. Fire! Det er én til hver person i familien. Jeg synes, det er meget. Derudover er der også en kommode (hvor min mor har alle hendes gamle sko og jakker, som hun ikke nænner at smide ud, for det kunne jo være, at hun en morgen, på magisk vis, stod op og elskede dem igen, som hun havde gjort dengang (som om…). Så er der en stol, som INGEN bruger, men som mor synes er alt for speciel og fin til bare at smide væk – dog er det bare en helt almindelig, klam plasticstol, som man kan købe i ikea for 145 kr. Og den er heller ikke køn.

Jeg binder en sløjfe på snørebåndene på mine - efterhånden slidte - mørkeblå converse sko, gemmer dem i skoens sider og stikker mine arme ind i den sorte læderjakkes ærmer. Jeg retter lidt på min hættetrøje, så hatten sidder uden over læderjakken, og ikke indeni. Det ser alt for kikset og dumt ud, hvis den sidder under, for så kommer der sådan en bule på den, så man kommer til at ligne Quasimodo – og det er der ingen, der har lyst til. Eller, det håber jeg da ikke, der er nogen, der har. ”Vi ses mor!” råber jeg, som jeg går ud af den store hoveddør. Jeg lukker – tæt på, hvad man ville kalde at smække - døren efter mig, putter tasken i cykelkurven og cykler af sted mod skolen.

Første skoledag efter sommerferien. 8. klasse går vi i nu. Det er slet ikke til at fatte – men sådan tænker jeg jo hvert evig eneste år. Det er som om, at når man lige kommer det ekstra klassetrin op, så er de bare bitte små, dem der går ét klassetrin under en. Når man går i 8. er man ”stor” – ej, jeg ved ikke, om jeg tænker, man er stor, men jeg ved ikke lige, hvad jeg ellers skal kalde det. Det samme sagde vi i 7. klasse. Og i 6. klasse. Det er det samme hvert år. Det er det samme, når man fylder år. Jeg er 14 nu. Nu synes jeg, at 13-årige er små. Som om det er en evighed siden, jeg selv var det. Når det pludselig bliver 2012 i stedet for 2011. Og så videre. Sådan fortsætter det. Indtil tiden løber ud en dag. Det skal jeg ikke begynde at tænke på nu – det gør mig trist!

Jeg cykler forbi de små børn, for at komme hen til den ende af skolen, jeg går i. Når jeg ser dem, bliver jeg helt glad. Jeg kommer til at tænke på, hvor nemt det hele var dengang – man tænkte ikke på, hvad andre tænkte om en og man hyggede sig bare helt vildt meget. Var man ked af det, var det på grund af åndssvage ting, som f.eks. at en eller anden havde taget ens bamse. Eller, at man kommer til at hælde for meget sukker på sin pandekage, som Matthew gjorde. Så enkelt det var dengang. Og jeg husker, hvor meget jeg glædede mig til at vokse mig stor og komme op i de store klasser og senere komme til at arbejde – på det tidspunkt var det selvfølgelig frisør, jeg drømte om at blive, da min mor er det. Sådan tror jeg de fleste børn på den alder har det: ”Jeg vil være fuldstændig ligesom mine forældre!” Man så jo helt vildt meget op til dem. Nu er man faktisk blevet lidt ligeglad med dem. De er der bare for at gøre ens liv surt. De beder en om at tømme opvaskemaskinen, hænge tøj ud på tørresnoren, tage tøj ind fra tørresnoren, lægge tøj sammen, vaske op, rydde op, gøre rent og jeg kunne blive ved. Og så er der det allerværste ved forældre (eller i hvert fald ved mine forældre): De er så PINLIGE! Åh gud, hvor er de pinlige. Jeg kan huske engang, hvor jeg havde haft veninder med hjemme, og min mor så var kommet hen til mig, da jeg kom ind i stuen, og så krammede hun mig og kyssede mig på kinden og sagde: ”Hej søde skat, hvordan har din dag så været i dag?” Og mine veninder stod bare bagved mig og var ved at dø af grin. Så pinligt. Der havde jeg virkelig bare lyst til at løbe skrigende væk – men det ville næsten være lige så pinligt, som det, min mor lige havde gjort. Og så var der engang, hvor vi havde et arrangement på skolen, hvor vi skulle have forældre med, hvor min mor og far kom hen til mig og sagde: ”Så lille skattemus, nu skal vi hjem.” Og det var foran næsten hele klassen! Man skulle tro, at forældre kun er her for at ydmyge sine børn. I hvert fald mine forældre. Hvorfor laver man overhovedet de arrangementer, når man godt ved, at ingen har lyst til at have sine forældre der, mens man hygger med vennerne og veninderne? Det kan godt være, at man siger det her til sine forældre, men det passer altså ikke ret tit: ”Jeg laver aldrig noget, jeg ikke må! I ved da godt, at sådan noget kunne jeg aldrig finde på!”

Jeg ankommer til den del af skolen, der kaldes overbygningen, hvor 7., 8. og 9. går. Der er allerede fyldt op med cykler i skurene, selvom klokken stadig er kvart i 8. Normalt kommer alle sammen først klokken 2 minutter i eller deromkring. Mange kommer også først efter læreren er kommet. Så er der dem, der aldrig kommer: Nick, Andreas og Frederik. De tror selv de er så seje, men egentlig er de bare tomhjernede idioter, der går rundt og ryger hash – og hvad de nu ellers ryger. De kommer måske én gang i måneden. Og når de endelig kommer, er det højst i 45 minutter, de er der. De siger, det er fordi, de skal ud og have sprut eller blive høje, ellers bliver de snart sindssyge – om det er rigtigt eller forkert aner jeg ikke. Det kan jo godt være, at de bare leger seje, og tror, at det gør dem seje at sige sådan. Jeg har ikke selv spurgt dem om det er rigtigt. Jeg er sådan set ret ligeglad Selvom jeg ikke er den der søde pige - ikke 100 %, vil ikke sige, at jeg er skidt på nogen måder - holder jeg mig fra sådan nogen typer. Det er okay at drikke sig fuld engang imellem, men at gøre det 5 dage i ugen, plus minus. Det er for klamt. Og så ryge hash og sådan noget også! Sørgeligt liv at have. Men hvis det er det, de har lyst til, er jeg ligeglad. Det er deres liv, det er dem selv, der ødelægger det. Omg, nu lyder jeg mega mor-agtig – ikke lige med det sidste, men ellers! Stop! Stop!

Jeg går ind ad hoveddøren til skolen. Jeg kan se, at alle mine veninder står lidt længere henne ad gangen. Jeg spæner hen til dem med åbne arme, og de får hurtigt øje på mig og åbner også deres arme. Vi gruppekrammer lidt, før vi så trækker os væk fra hinanden. De er alle perfekte, som altid. Freja med sit lyse, krøllede hår, sine smilende lyseblå øjne og hendes søde æblekinder, der sammen med hendes næse er dækket af bittesmå fregner. Hendes lave højde og spinkle krop, der bare alt sammen på en eller anden måde, gør hende helt vildt nuttet! Julie med sit næsten hvide, glatte hår, sine lysebrune, funklende øjne, sin lyse, perfekte hud, og så er hun spinkel som Freja, men næsten lige så høj, som os andre. Olivia med sin, som altid, perfekt solbrune hud – farven minder lidt om mors – sit meget mørkebrune, let krøllede hår, sine meget mørkebrune øjne, der på afstand ser helt sorte ud, og sin høje, slanke krop. Sille – der er den mest perfekte af os alle – med sit lange, lyse, glansfulde hår, der bølger let, sine lysende, babyblå øjne, sin perfekte, slanke krop og sin perfekte højde.

Vi er os fem sammen, og vi kan ikke undvære en eneste! Det ville være forfærdeligt, hvis vi skulle det. Vi har altid hængt sammen, os fem. Vi har fulgt hinanden siden børnehaven, og det ses vist ikke så tit, at man er FEM personer, der er veninder så længe alle sammen. Men det har nok også noget at gøre med, at vi ikke så tit skændes. Ikke for alvor. For det meste er det bare for sjov, når vi siger noget. F.eks. kan man godt – hvis der f.eks. er en, der tager ens iPhone – komme til at sige: ”Fuck dig din bitch, giv mig så den fucking iPhone tilbage!” Og så er vi alle sammen flade af grin bagefter, for det er jo bare sådan noget åndssvagt at sige. Selvfølgelig har de små ting også engang imellem udviklet sig til store ting. Det kan være, at der er en af pigerne, der er blevet såret af ordene, hvis nu hun måske er blevet kaldet det samme af nogen andre. Så er det jo, at man begynder at tænke: Er der noget galt med mig? Er jeg virkelig en møgkælling? Eller er det bare noget, de siger for sjov?

”Ej, hvor har jeg bare savnet jer alle sammen!” sig jeg og krammer dem alle fire, én efter én.

”Vi har også savnet dig helt vildt!” siger Sille.

”Ja, jeg har savnet jer alle mega meget! Det har været så træls, vi ikke har mødtes – alle sammen!” nærmest råber Freja, mens hun fægter med sine arme og stamper i gulvet med sin ene fod.

”Helt vildt,” istemmer Julie.

”Jeg er bare så glad for, at vi igen skal se hinanden, næsten hver dag! Det er så fedt. Bare irriterende, at vi skal gå i skole igen.” Olivia sukker, og puster en tot hår væk fra sit ansigt.

”Nå. Nu er tiden kommet, piger!” Sille klapper i sine hænder, smiler, og kigger rundt på os alle. Hendes øjne stråler, som de kun plejer at gøre, lige før, hun fortæller os om en ny fyr, hun har mødt. ”Og jeg har været så spændt! Hvad har I lavet i ferien? Hvad har du lavet, Cat?”

”Ikke så meget. Jeg slappede mest af og solede mig. Så var vi lige i København i en uge, og på et par shoppingture med mine kusiner og sådan.”

”København er så fedt! Hvad lavede I der?” spørger Freja.

”Altså, ikke så meget. Vi besøgte min onkel og to fætre, så var vi i tivoli og så var vi på Christiania.”

”Ad! Lugtede det ikke meget af hash?” spørger Olivia.

”Der var i hvert fald en underlig lugt. Jeg ved ikke, om det er hash, for det har jeg ikke lugtet til før. ”Jeg griner og de andre griner med. ”Nu vil jeg vide, hvad I andre har lavet.”

”Altså, jeg har været på Mallorca. Vejret var dejligt! Hvorfor kan vi ikke bare have det sådan i Danmark? Det er så snyd!” Olivia prøver at se trist ud, men hun kommer i stedet til at grine.

”Og jeg var på rundrejse i Europa. Vi lejede en auto camper og kørte lidt rundt og så nogen forskellige ting. Kan virkelig ikke se, hvad der skulle være sjovt ved det. Hader at køre og hader at se på sådan noget historisk noget!” siger Julie.

”Jeg tror, jeg taler for alle her, når jeg siger, at vi føler med dig!” griner Freja.

”Tak, tak!” siger Julie og begynder at grine.

”Hvad med jer andre?” spørger jeg.

”Jeg har ikke lavet en skid! Jeg har bare solet mig og slappet af – og shoppet så meget, at jeg skylder både min far, mor og søster penge.

”Alene?” spørger jeg og løfter det ene øjenbryn. ”Altså, ud over de par gange, vi var af sted.”

”Nej, jeg shoppede med min søster og kusine, selvfølgelig.”

”Hvad har du så lavet Freja?” spørger jeg.

”Altså først var jeg i Italien i en uge, så kom jeg hjem, og så skulle jeg så til London et par dage efter. Der var vi så i to uger. Så tog vi direkte fra London til New York, hvor vi var i 16 dage. Og så har jeg slappet af i de sidste par dage,” svarer Freja.

”Det er så typisk din familie, Freja!” siger jeg og griner. ”I skal altid en hel masse. Sidste år var det Spanien, Frankrig og Australien.” De andre griner med.

”Ja, men… vi kan godt lide at rejse – eller det kan de andre. Jeg synes, at det er ved at blive lidt træls med alle de flyveture og alle de fremmede sprog og underlige folk.”

”Ej, jeg gad sgu godt rejse rundt, som du gør. Måske ikke så meget. Bare to lande, måske,” siger Julie med en finger ved sin mundvig.

”Ja, det kunne være lækkert, at komme til udlandet hvert år. Bare blive lækkerbrun i Frankrig, og shoppe løs i London. Blive lækkerbrun på Hawaii og shoppe i New York!” siger Sille. ”Nå, ved I, hvad jeg synes, piger? Jeg synes, vi skal fejre, at vi er startet i skole igen. Altså, ikke det med, at vi skal gå i skole, men det med, at vi skal være sammen næsten hver eneste dag indtil næste sommerferie. Og for at få en god start.”

”Den er jeg med på!” siger Olivia. ”Nogen der tager noget alkohol med?”

”Altså, vi har en masse derhjemme. Noget gajol og sådan,” siger Julie.

”Så er det en aftale, piger,” siger jeg.

”Ja, men skal vi ikke spørge nogen af drengene, om de vil med? Det kan være, at de kan tage nogen af deres venner fra fodboldholdet med!” siger Olivia.

”Du spørger sgu bare løs Olivia!” siger Sille. ”Jo flere, jo bedre.”

”Nå, vil I med hen til skabene, piger? Jeg skal lige have mine ting lagt derind,” siger jeg.

”Også mig,” siger Freja.

”Ok,” siger Olivia.

Vi går hen til skabene, hvor Julius, Sander og Claus står og snakker sammen og skubber lidt venskabeligt til hinanden. De har ændret sig en del fra sidste år. Sander har lyst svenskerhår, grønne øjne og er på højde med Sille. Og så er han den dreng i klassen, der har flest bumser, som nok hænger sammen med, at han er den i klassen med det højeste chips-og-andet-usundt forbrug. Men der er færre bumser nu, end der var før sommeren, og han ser mere moden ud. Julius har lyst, kort strithår, lyseblå øjne, er høj og så har han – som klassens fodboldgeni skal have – meget veltrænet, med sixpack og det hele. Han har ikke ændret sig så meget, udover, han har fået en ny frisure – som faktisk ser ret godt ud til ham. Claus har venlige, brune øjne og brunt, rodet hår, lidt ligesom det, Robert Pattinson havde, da han var med i Twilight-filmene. Han er lidt højere end Freja, er tynd og så er hans hud solbrun som Olivias. Han er den af drengene, der er og ser mest moden ud, og det er ikke blevet ringere over sommerferien.

”Hva’ så, drenge? Skal I med på stranden i dag? Der kommer alkohol!” siger Olivia og går hen og lægger armene om to af dem – Julius og Sander.

”Jo, hvis der er alkohol, så kommer vi fandeme!” siger Sander og griner lidt. ”Skal vi tage noget sprut med selv?”

”Tag alt det med, I vil!” siger Sille. ”Vi skal være fulde!”

”Ok, så er det en deal,” siger Julius.

”Men kan I ikke tage nogen af drengene fra fodboldholdet med?” spørger Olivia.

”Er vi ikke gode nok?” Julius holder en kort pause, hvor han smiler lidt. ”Bare gas – jeg skal nok spørge nogle af dem.”

”Skal vi gå, piger?” spørger jeg, da jeg har lagt mine ting i skabet.

”Ja. Vil I med op i klassen, drenge?” spørger Julie.

”Ja, ja,” svarer Claus.

Vi snakker så røven går, alle sammen, på vej op til klassen – det er selvfølgelig begrænset, hvor meget man kan nå at snakke om på en ’tur’ på 250 skridt eller deromkring. Vi snakker om, hvad vi alle har lavet i ferien, om strandturen, der skal være i eftermiddag og om Julius’ søsters næseoperation – det er dog mest Sille og Olivia, der interesserer sig for den.

Inde i klassen, er borde og stole stablet op ude i siderne - vi stak af, da Grete bad os stille dem sådan, før ferien. Vi hiver en stol ned hver, og sætter os i en lille rundkreds.

”Jeg vil vædde på, at Regitze har været her i mindst en time og siddet og kigget ned i den der åndssvage bog,” siger Sander og nikker over mod Regitze. Hun er klassens freak. Hun er blevet drillet meget, men folk er blevet trætte af det, for hun virker ret ligeglad. Hun går rundt på gangene og synger og løber gadedrengeløb. Og så er hun jo bare verdens største nørd.

”Jeg kan ikke tro, at du virkelig mødte Nik og Jay! Det er jo for vildt!” siger Sille, efter jeg har vist hende et billede med dem og mig.

”Ja, det var så fedt! Jeg troede jeg skulle dø, da jeg så dem! Jeg var bare sådan helt!” siger jeg, mens jeg spærrer mine øjne op og åbner min mund, så meget, jeg kan.

”Ej det er bare så cool. Tror jeg ville være besvimet, hvis det var mig!” siger Sille.

”Det var da også lige før, jeg gjorde det!”

”EN DAG TILBAG’!” skråler Sille med den mest skingre stemme, jeg nogensinde har hørt. Hun rejser sig hurtigt op fra sin stol, så den bliver skubbet bagud, og så begynder hun bare og danse den underligste dans. ”LEV MENS DU GØR DET, ELSK MENS DU TØR DET!” skråler hun videre. Alle er flade af grin. Til sidst sætter hun sig ned på sin stol igen og kan ikke lade være med at grine lidt selv.

”Mine damer og herrer! Det var så Sille, der prøvede at efterligne en kat, som bliver savet midt over! Giv hende en stor hånd!” siger Freja og rækker begge arme ud, over mod Sille. Vi flækker af grin.

Det er noget af det, jeg elsker mest, ved at være sammen med mine veninder. Vi har det altid sjovt, og der er stort set aldrig akavede øjeblikke. Specielt Sille har altid et eller andet sjovt indslag, når alle begynder at blive lidt for stille.

De andre drenge og piger kommer ind ad døren – Helle, Sasha, Laura, Mille, Alec, Joe og Jens. De går og er helt stille. Som altid. Så siger de en smule indimellem, men så bliver de stille igen. Det er noget underligt noget. Godt vi ikke er sådan i vores gruppe. Men det må da også være underligt, at i en gruppe, hvor der er, lad mig se… 7 mennesker, at man så ikke kan finde ret meget, at snakke om. Men det bestemmer de jo selvfølgelig. Jeg er ligeglad. Jeg synes bare det er underligt. Det må altså også være ret akavet. Men man kan jo sige, at jeg ikke ved, hvordan de er, når de er sammen udenfor skolen. Det kan være, at de bare er sådan heroppe. Eller at de bare er sådan, når jeg lige lægger mærke til dem.

Pludselig er klokken blevet 8. Vores lærer kommer ind ad døren med to kæmpe kasser med bøger og hæfter. Så har man lige fået alle de irriterende og tunge bøger væk før ferien, og efter ferien får man bare nogen nye, der er endnu mere irriterende og tunge. Suk.

”I sætter jer lige ned på jeres pladser alle sammen!” råber læreren. Vores lærer, der hedder Grete, er en gammel dame – hun er vel omkring de 65 år. Hun er tit meget forvirret og… glemsom.

”Øhmm, jeg ved ikke om du har opdaget det, men stolene og bordene står derhenne alle sammen. Og skal vi ikke også have nye pladser?” siger Claus og peger på stolene og bordene i siden af lokalet.

”Øhh, jo, jo, det… det er rigtigt, jo. Jamen, øh, I laver bare lige 5 bordgrupper, ligesom dem, vi havde før ferien, og så fikser jeg lige pladserne.”

Den anden gruppe går i gang med at stille bordene ud, mens vi i vores gruppe sætter os og snakker. Det ser helt vildt sjovt ud, at de andre bare går rundt uden at sige ret meget til hinanden. Og så Regitze, der går lettere forvirret rundt omkring de andre og ser, om hun kan komme til at hjælpe med et bord et sted. Til sidst giver hun op, og begynder at rulle stolene på plads, ved de borde, der er blevet stillet ud.

”Sille,” hvisker jeg. ”Skal vi ikke gå op til Grete og sikre os de gode pladser?”

”God idé!” hvisker Sille tilbage. Hun rejser sig op, tager fat omkring mit ene håndled og trækker mig nærmest med sig, hele vejen op til katederet.

”Grete,” siger Sille med sin ’fedte’ stemme. ”Det er fordi, at du siger tit, at du gerne vil have, at vi skal sidde det sted, vi allerhelst vil, men også et sted, hvor vi laver noget, ikke? Og så tænkte vi, om vi ikke skulle hjælpe dig lidt? Tro mig, alle bliver glade for deres pladser, hvis du lader os hjælpe.”

”Tjo, det må I vel godt. Hvor er det dog sødt af jer piger,” svarer Grete.

Nøj, hvor er hun nem. Hun synes vi er søde. Hun tror virkelig på, at vi vil sætte os i nogle grupper, hvor vi laver noget. Nu må vi få at se.

Sille tegner bordene på et papir og begynder straks at skrive navne ned. Vi er alle enige om, at pladserne bagi er de bedste, for der kan man sidde med sin mobil fremme, så der ikke er nogen, der opdager det, så dem sørger vi selvfølgelig for at vi får. Der skal sidde ca. 4 ved hvert bord, da vi jo er 19 i klassen.

”Ok, tager vi ikke mig, dig, Claus og Julius ved det her bord, så?” siger Sille og peger med kuglepennen på et af de bagerste borde.

”Jo. Og så ved det bord i den anden side, skal Freja, Julie, Olivia og Sander sidde,” svarer jeg.

”Stakkels Sander,” siger Sille.

”Siger du stakkels Sander? Du er godt klar over, at vi snakker om ’Sander pigeglad’, ikk’?” siger jeg og griner lidt.

”Det er rigtig nok. Jeg tager det tilbage.”

”Nå, ved bordet i midten skal Helle, Sasha, Alec og Joe sidde. Og så ved det der bord, skal Laura Mille og Jens sidde,” siger jeg.

”Godt. Og så mangler vi det sidste,” siger Sille og vi griner begge lavt, så lavt, at der vist ikke er andre, der ligger mærke til det. ”Regitze, Nick, Frederik og Andreas. Så, Grete, nu er vi færdige med bordplanerne.”

”Tak piger,” siger hun og tager papiret, kigger kort på det og godtager det så.

”Ej, jeg vil faktisk sige, at pladserne, vi fik lavet, de er ok. Folk sidder jo med dem, de snakker mest med – vores gruppe sidder sammen i to grupper, de andres gruppe sidder sammen i to grupper og de andre – Nick, Frederik, Andreas og Regitze – sidder sammen. Altså, Nick, Frederik og Andreas snakker sammen… Og Regitze snakker med sig selv – er jeg ret sikker på,” siger Sille, da vi går ned mod vores stole igen.

”Ja, mon ikke hun gør det, når hun nu synger på gangene og leger teselskab med sine tøjdyr,” siger jeg og griner. Det med teselskabet er jeg ikke sikker på, men jeg kunne sagtens forestille mig det.

Bordene er blevet stillet op nu. Grete hænger papiret med vores pladser op på opslagstavlen, så vi selv kan gå hen og se, hvor vi skal sidde. En smule dovent af hende, men det kan godt være, det er nemmest at gøre det på den måde.

Da alle har fundet deres pladser, venter vi egentlig bare på, at Grete får delt bøgerne ud.

”Ups!” siger hun pludselig, da hun taber hele stakken på gulvet. Det tager en evighed for hende at få alle sammen samlet op, selvom der nok kun var 10 eller sådan noget, i den stak, hun tabte. Hun bør nok snart gå på pension eller et eller andet.

”Det… det må I, øh, undskylde,” siger hun og begynder derefter at dele bøger rundt.

Alle i klassen larmer selvfølgelig. Larm overalt. Nogen af drengene sidder og laver underlige lyde med munden – lidt babyagtigt, men stadig lidt sjovt – mens andre bare snakker en hel masse. Og så er der Regitze, der sidder og tegner. Jeg har set hendes tegninger – det er ikke noget kønt syn.

Jeg kan huske engang, hvor hun havde tegnet en en-

gel – sagde hun. Jeg synes mere, det lignede en fugl, der var i gang med at blive kvalt, med en cirkel over hovedet.

”Så slår I op på side 3 i jeres bøger,” siger Grete.

Ingen slår op på side 3. Ikke engang Regitze. Det har jeg aldrig set før, og jeg har altså gået i klasse med hende siden 0. Hun fortsætter med at tegne. Hendes mobilskærm lyser op. Hun kigger kort på den og lægger den så fra sig, og stirrer tomt ud i luften. Hendes ansigt ser ligblegt ud.

”Hey, venner. Har I lagt mærke til, at Regitze opfører sig underligt?” vælger jeg at spørge.

”Øh, godmorgen Cat?” siger Julius og griner. De andre griner med.

”Nej, jeg mener det faktisk. Hun er… anderledes end hun plejer.” De andre kigger over på hende, og hun stirrer stadig ud i luften.

”Fuck nu det, Cat! Det er lige meget. Du mener ikke, at du bekymrer dig om hende, vel?” Sille kigger på mig med løftede øjenbryn.

”Nej, altså, lidt måske. Jeg ved det ikke.”

”Glem det, Cat. Hun er en taber! Du vil ikke være en taber, vel? Så glem det,” siger Sille.

”Jeg… Jeg tager gas på jer, mand! Haha, hvor er I nemme,” siger jeg og griner, og det samme gør de.

”Der fik du os,” siger Sille. ”Jeg blev helt bange.”

Jeg kigger over på Regitze. Hun stirrer stadig ud i luften. Jeg må bare prøve at få det ud af hovedet. Jeg plejer da heller ikke tage mig af, hvordan hun har det? Hvorfor gøre det nu?

Julius’ mobil lyser op og vibrerer kort. Han tager dem op og kigger kort på en sms. ”Malte og Marcus kan godt komme i aften.”

”Awesome,” siger Sille. ”Det skal nok blive vildt.”

”Hallo, har I hørt, at der var en eller anden psykopat, der var brudt ind i et eller andet hus og havde skudt alle sammen, Plus en lille baby, der var der. Så skal man altså være pænt fucked up. Det er sket her i byen!” siger Claus.

”Virkelig? Ej, hvor uhyggeligt egentlig. Hvilken gade?” spørger jeg.

”Jeg er ikke 100% sikker, men mener det var Birkevej,” svarer Claus.

”Ej, ja, det hørte jeg også noget om. Det var vist Birkevej, ja,” siger Sille.

”Og det er ikke det eneste, der er sket på det sidste. Vores naboer havde også indbrud her for en uge siden, hvor de blev truet med en kniv, men der skete ikke noget,” siger Julius.

”Folk er godt nok fucked up efterhånden. Forstår ikke, hvordan man kan gøre sådan noget mod mennesker,” siger Sille.

”Ehem, piger og drenge!” siger Grete, som pludselig står foran vores bord. ”Jeg sagde side 4 i jeres bøger!” Hun er godt nok sur lige nu.

”Du sagde faktisk side 3,” siger Sille. Vi kan ikke lade være med at grine lidt.

”Ikke rette på mig! Men side 3, det er rigtigt ja,” siger Grete og går igen.

”Hun er virkelig forvirret. Tænk at hun stadig kan være lærer!” siger Julius.

”Det er bare dejligt, så er der mindre at lave. Der var engang, hvor jeg ikke havde lavet lektier, hvor jeg fik hende overbevist om, at jeg ikke havde været der, den dag, vi fik det for – selvom hun havde krydset af, at jeg var der,” siger Sille. ”Og jeg fik hende til at tro på, at jeg havde afleveret en seddel, som hun havde skrevet under.”

”Ja, det er luksus,” siger jeg.

”Nå, men vi bør nok gå i gang med at lave noget, hvis ikke vi vil have lektier for,” siger Claus.

”Ja. Åndssvagt, at man overhovedet kan få lektier for, på den første skoledag,” siger Sille og sukker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...