Forkert Sted - Forkert Tidspunkt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2013
  • Opdateret: 4 nov. 2013
  • Status: Igang
Cathrine er lige startet i 9. klasse. For at fejre det, tager hun og hendes venner til stranden for at drikke, feste og hygge. Aftenen ender brat, da to af pigerne finder et lig, hænge i et reb inde i skoven - og det er kun begyndelsen...


12Likes
28Kommentarer
1151Visninger
AA

7. Flugten

”Hej, drenge. Kom indenfor,” siger Sille.

Sander, Julius og Claus står i døren til Silles hus. De går med hende ind, og vi går alle op på Silles værelse. Jeg sætter mig på sengen sammen med Sille og Freja.

”Hva’ så? Hvad sker der, siden vi skulle komme så hurtigt?” spørger Sander.

”Er I blevet forfulgt?” spørger Sille hurtigt, han når næsten ikke snakke færdig.

Claus og Julius ryster på hovedet. Men Sander nikker. ”Det tror jeg. I går var der en, der løb bag mig. Og jeg tror, han løb efter mig. Han skulle de samme veje, som jeg skulle. Løb jeg ned på en sti, løb han med. Løb jeg ud på hovedvejen, løb han med. Selv da jeg pludselig vendte om, så jeg kørte modsatte vej af, hvad jeg lige havde gjort. Men der skete ikke noget. Hey, hvad er der for resten sket med din arm?”

”Jeg blev påkørt i går – og bilen havde fulgt efter mig et stykke tid inden. Cat og Olivia følte også, at de blev forfulgt. Og du har også følt dig forfulgt! Vi bliver nødt til at gøre noget nu,” siger Sille og fægter med armene. Jeg kan se hendes øjne blive blanke.

”Hvad med Marcus og Malte? Er de blevet forfulgt?” spørger Julius.

”Gud!” udbryder jeg. ”Dem havde jeg glemt alt om!”

”Også mig. Er der nogen, der overhovedet har fortalt dem om… alt det her?” siger Olivia.

”Jeg har ikke,” siger Julius og alle de andre ryster på hovedet. ”Men jeg ringer bare til dem nu. Skal jeg bare bede dem om at komme herhen?”

”Ja, bare gør det,” svarer Sille.

Julius tager sin mobil frem og ringer først op til Marcus og så til Malte. Efter at have lagt på, efter at have talt med Malte, lægger han sin mobil ned i lommen igen. ”De kommer så snart, de kan.”

Alle er helt stille. Freja, Olivia, Julius og Claus, sidder alle og trækker vejret dybt og puster langsomt ud igen. Sille og Julie sidder og kigger ned i gulvet, så på deres sko og til sidst på hinanden – som om, de ved præcist, hvad den anden vil gøre. Og Sander og jeg kigger rundt i rummet. Jeg kan se, han prøver at skjule sin frygt, ved at prøve at se helt cool ud – ved at se helt afslappet ud. Men hans skuldre er spændt, han har et tomt blik og hans øjenbryn er en smule længere oppe end normalt. Jeg føler mig som en lille mus, der sidder i sit musehul, kigger ud på katten, der bare venter på, man kommer ud, så den kan gøre det af med en – og man ved bare, at når det først er kommet så langt, er der ingen vej tilbage, for katten vil bare blive ved med at vente, til man kommer ud.

Vi kan høre, det ringer på døren nedenunder. Sille går derned og kommer snart op igen, sammen med Marcus og Malte. ”Hej,” siger de begge.

”Hej,” svarer Freja og jeg, lige efter hinanden.

”Hvad sker der?” spørger Malte og sætter sig på Silles kontorstol.

”Jo… har I modtaget nogen underlige beskeder? Eller er I blevet forfulgt?” spørger Sille og sætter sig i skrædderstilling på sengen.

”Jeg har ikke modtaget nogen beskeder,” svarer Malte.

”Heller ikke mig. Men, Malte, kan du huske, da vi var nede på tanken? Og igen nede i byen, dagen efter,” siger Marcus. Han har sat sig ved siden af Sander, på gulvet.

”Nårh, ja,” siger Malte.

”Hvad!?” spørger Freja frustreret.

”Vi var nede på tanken i går, hvor der var en mand udenfor. Og jeg er ret sikker på, at han kiggede direkte hen på os. Han havde sådan en kasket på, der gjorde, at vi ikke kunne se hans ansigt 100 procent. Og så, da vi var nede i byen, ser vi den samme mand, og han havde stadig kasketten på – det så i hvert fald ud til at være den samme – inde i sportsforretningen, og der er det helt tydeligt, at han kigger på os. Så vi går ud derindefra og han følger efter, lige indtil, vi begyndte at løbe,” fortæller Marcus. ”Nå, men, det er sikkert ingenting. Det var sikkert bare en særling. Men hvorfor spørger I?”

Sille finder endnu en gang beskeden på sin mobil frem og viser den til Malte og Marcus.

Okay,” siger Malte, da de begge har læst beskeden. ”Så var det måske ikke bare en særling. Hvorfor har I ikke fortalt os det før?”

”Fordi…” svarer jeg og trækker på skuldrene.

”De glemte jer,” siger Sander. Jeg kan se på hans smil, at det bare var for at irritere os, og jeg sender ham derfor et ondt blik. Han smiler bare endnu mere, da han ser det.

”Nå. Fuck det, det gør ikke noget. Men hvad gør vi?” siger Marcus. Jeg er overrasket over, at han er ligeglad med, at vi ikke fortalte dem om beskeden før – det kan jo betyde, at vi alle skal dø.

”Jeg ved det lyder helt åndssvagt, men… hvad med at vi flygter? Vi kan jo ikke fortælle noget til vores forældre eller til politiet – eller nogen andre for den sags skyld. Og hvis vi har valget mellem at blive her og helt sikkert blive dræbt, og at flygte og have en ret stor chance for at overleve… så vil jeg altså vælge at flygte.” Sander løfter øjenbrynene og suger læberne indad, som havde han ingen tænder.

”Ja… men er det ikke ret hurtigt at tage beslutningen om at flygte? Det er jo ikke sikkert, vi bliver forfulgt,” siger Claus. Han ser bange ud.

”Claus, vær ikke sådan en baby! Jeg er blevet kørt ned, tre andre blev forfulgt på vej hjem fra byen, en mand stod og kiggede på os udenfor iskiosken og Malte og Marcus har to gange følt sig overvågede eller forfulgt. Så tag dig sammen! Det her er helt tydeligt noget! Vi risikerer at dø her, det ved jeg ikke, om der er gået op for dig! Men du må da gerne blive her og få din hals skåret op eller hvad fanden de har tænkt sig at gøre. Og jeg er sikker på, at de andre er på min side. Hvor mange er helt sikre på, at hvis vi ikke handler, vil vi på et tidspunkt blive dræbt?” nærmest råber Sille. Jeg får lidt ondt af Claus, der trækker knæene helt op til brystet. Jeg rækker hånden op, som svar på Silles spørgsmål. Det samme gør Olivia. Så Sander, Freja, Julie, Julius, Marcus og Malte. Claus rækker endda hånden op. Jeg er ikke sikker på, om det er noget han mener, eller om det er fordi, han er bange for Sille.

”Godt så. Jeg er med på Sanders idé. Vi flygter. Dem, der vil med, kan møde op på togstationen i nat klokken 3.00 - præcist! Så tager vi det første tog, der kommer. Husk, at I ikke kan fortælle jeres forældre noget. I kan allerhøjest lægge et lille afskedsbrev – vi ved jo ikke, om vi nogensinde vender tilbage. Pak kun de vigtigste ting. Og når jeg siger, at I kun skal pakke de vigtigste ting, mener jeg selvfølgelig, at I kun skal pakke penge. Snup også nogen af jeres forældres. Det kan godt være, nogen af jer vil kalde det en forbrydelse, men penge er det, vi har mest brug for, når vi flygter. Hvis I ikke kommer i nat, så… held og lykke.” Sille åbner døren og gør tegn til, at vi skal gå. Jeg rejser mig og kigger på Sille. Hun mener det virkelig. Hun vil flygte.

Jeg springer op på min cykel og cykler hjemad. Det er utroligt. Det var natten til i går, vi fik beskeden. Og nu må vi flygte, for at overleve. Jeg har taget min beslutning: Jeg flygter også.

Jeg træder ind i gangen og stiller min skoletaske, som jeg havde med om til Sille. ”Hej,” siger jeg, stiller mine sko på plads og hænger min jakke op.

”Hej,” siger min mor glad inde fra stuen. ”Gæt, hvad jeg lige har bestilt!”

Jeg går ind i stuen. Hun sidder med sin computer på lårene.

”Hvad har du bestilt,” spørger jeg, smiler tilbage og prøver at glemme, at jeg efter klokken 3 i nat måske aldrig ser hende igen. Jeg sætter mig ved siden af hende i sofaen og kigger på skærmen.

”En rejse til New York. Jeg ved, hvor meget, du har drømt om at komme derhen. Og nu har vi endelig penge nok. Det bliver kun os to, det håber jeg, der er okay.”

”Wow, mor. Det… det er helt okay!” siger jeg og prøver at lyde begejstret. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal sige, så jeg krammer hende bare. ”Hvor fedt. Tak.” Har hun virkelig købt en rejse til New York for mig og hende – bare for at gøre mig glad?

”Du har fortjent det. Du har virkelig oppet dig på det sidste. Og efter vores lille snak i går aftes, gik det op for mig, hvor meget vi behøver sådan en mor-datter tur her,” siger hun.

Jeg kan ikke lade være med at have dårlig samvittighed. 1: Hun har bestilt en rejse til New York – verdens fedeste sted. 2: Hun kunne godt tænke sig at bruge mere tid med mig – bare med mig. Lige siden Matthew blev født, har jeg følt mig en smule glemt. Jeg var ligesom bare den pige, der var stor nok til at klare tingene selv. Matthew, han var den lille, nuttede dreng, der elskede sine forældre så højt. Jeg kan mærke tårerne trille ned ad min kind. Hun gør det her for min skyld – og jeg løber hjemmefra. Jeg fortjener ikke en mor som hende. Hvorfor kunne min mor ikke være en dum, gammel so, der slår sine børn? Det ville være så meget nemmere at stikke af fra.

 

Min mobils alarm ringer. Jeg vågner med et sæt og skynder mig at slå alarmen fra. Jeg har taget høretelefoner på, for at der skulle være en mindre risiko for, at nogen af de andre skulle vågne. Jeg sidder i nogle minutter og lytter. Det lyder ikke, som om, der er nogen, der er oppe. Jeg tager høretelefonerne ud og lægger dem på mit sengebord. Jeg kigger på min mobil. Klokken er 01.37. Jeg rejser mig op, og gør det så hurtigt, at jeg bliver helt svimmel og må sætte mig på sengen igen. Efter et lille stykke tid, prøver jeg igen at rejse mig op – denne gang en smule langsommere. Jeg har ladet døren til mit værelse stå åben, så jeg ikke skulle til at åbne den – den knirker helt vildt. Jeg går ud og børster mine tænder, går på toilet og går så ind på mit værelse igen. Jeg står helt stille i nogle sekunder. Var det skridt, jeg kunne høre? Da jeg ikke hører mere, fortsætter jeg igen. Jeg gør ting i slowmotion – jeg går endda i slowmotion. Jeg tager min skoletaske – det er en lille, gul fjällräven – og smider den på sengen. Jeg lyner den op og tømmer den for indhold. Jeg tager et lille bundt elastikker, putter dem i en af de utallige poser, jeg gemmer på mit værelse – jeg er for doven til at lægge dem ind under vasken, når jeg har købt noget, så jeg har mit eget lille poselager – og putter så posen i tasken. Selvom man skal flygte, må man vel gerne gøre en lille smule ud af sig selv – men jeg må nok droppe makeup. Jeg kigger i min pung. Der ligger 200 kr. i sedler og et par småpenge. Sidst jeg tjekkede, havde jeg 856 komma et eller andet på min konto. Jeg er klar over, at det ikke rækker til længe. Jeg kan stadig ikke bestemme mig for, om jeg skal tage nogle penge fra mine forældre. På den ene side, føles det bare ikke rigtigt at stjæle. Mine forældre har aldrig gjort noget imod mig, der har gjort, at jeg har haft lyst til at stjæle ting fra dem. På den anden side, vil de måske ønske, at jeg tager deres penge. De vil jo gerne have, jeg har det godt – går jeg ud fra. De har ikke lyst til at vide, at jeg sulter, eller at jeg skal bo på gaden (okay, det kommer jeg måske til alligevel). Og jeg har jo også brug for penge til toget. Tænk, at jeg overhovedet overvejer at stjæle! Jeg dropper tanken og putter min pung i tasken. Jeg lister ind i køkkenet og smører fire stykker rugbrød og putter kødpølse ovenpå. Jeg hader egentlig både rugbrød og kødpølse. Og det, at det er mikset sammen, gør det ikke bedre. Vi har bare ikke andet pålæg end kødpølse og pålægschokolade lige nu. Og rugbrød tager jeg kun fordi, det skal være nærende og mættende. Jeg putter madpakken i en pose og går ind i stuen. Jeg står der i lidt tid. Det er underligt at tænke på, at det måske er sidste gang, jeg står i den her stue. Sidste gang, jeg er i det her hus. Sidste gang, jeg er i byen. Jeg mærker tårerne presse sig på, og prøver at undgå at begynde at græde, ved at nive mig selv i håndfladen og tage en dyb indånding. Det hjælper ikke. Tårerne triller én efter én ned ad mine kinder. Jeg tørrer dem væk med håndryggen og sætter mig så ned på sofaen. Jeg kigger rundt i rummet. Jeg har aldrig boet andre steder end her. Det er ret vildt, synes jeg selv. Men alligevel har jeg aldrig haft lyst til at flytte herfra. Det er her, jeg hører til. Det er her, jeg skal være, til jeg flytter hjemmefra. Sådan troede jeg, det var. Nu ser tingene anderledes ud. Jeg lukker mine øjne. Jeg kommer sådan til at savne det herhjemme. Da jeg åbner mine øjne igen, er det første, jeg får øje på, min mors skuldertaske, der står på sofabordet. Jeg kigger rundt, for at tjekke, der ikke er nogen, der kigger. Jeg tager en hurtig beslutning. Hiver tasken til mig, roder lidt rundt i den og finder så pungen. Endnu en gang kigger jeg rundt, for at se, om der er nogen, der kigger – jeg føler mig altid overvåget, når jeg gør noget, jeg ikke har lyst til, andre ser. Jeg tager en dyb indånding, hiver pungen op af tasken og stiller hurtigt tasken på plads. Jeg lyner langsomt lynlåsen i pungen op. Jeg tager fat i hendes Mastercard, som jeg kan pinkoden til. 5648. På en måde, ville jeg ønske, jeg ikke kendte den - så havde jeg ingen grund til at tage det. Jeg stopper kortet ned i min baglomme og rejser mig fra sofaen. Jeg går ind på mit værelse og lægger så hurtigt Mastercardet i tasken. Det var vist alt. Jeg går igen ind i stuen, tager et stykke papir og en kuglepen og begynder så at skrive:

”Hej mor, far og Matthew. Jeg er blevet nødt til at flygte herfra – jeg kan ikke sige hvorfor eller hvorhen, men vær venlige ikke at lede efter mig. Og tro mig: Jeg flygter fordi, jeg er nødt til det. Det har ikke noget med jer at gøre. Jeg har taget dit Mastercard, mor. Det er jeg ked af. Men det er for, at jeg kan overleve. Jeg ved ikke, hvor lang tid, jeg skal være væk – eller om jeg nogensinde kommer tilbage hertil. Men I skal vide, at I har været gode forældre, mor og far. Og Matthew, selvom du virkelig har været en pestilens indimellem, så er du en god lillebror.

Jeg håber virkelig, I forstår.

- Cathrine.”

Jeg kan igen mærke tårerne presse på. Jeg lægger kuglepennen fra mig og kigger på papiret. Læser det igennem et par gange. Så går jeg igen ind på mit værelse. Jeg kigger på min mobil. 2:46. Jeg tager tasken med ud i gangen, tager jakke og sko på og tager så tasken på ryggen. Jeg tager en dyb indånding, før jeg åbner døren og træder ud i mørket. Lige, da jeg har trådt ud, får jeg det utrolig dårligt. Min mave gør ondt og det snurrer i mit hoved. Jeg går ind igen og trækker vejret meget hurtigt. Jeg bliver nødt til at se mine forældre og Matthew, før jeg tager af sted. Det er måske sidste gang, jeg ser dem. Jeg går hen ad gangen og stopper ved mor og fars værelse. De sover tungt. Godt. Jeg står i et minuts tid og kigger og går så videre hen til Matthews værelse. Han har sparket dynen af sig. Jeg går forsigtigt hen og lægger den over ham igen. Han giver et lille grynt fra sig, der gør, at jeg giver et lille hop og kommer med et lille piv. Han vender sig om på højre side, så han ligger halvt ovenpå sin elskede Peter Plys-bamse. Og så sover han videre. Jeg ånder lettet ud og går så ud af rummet. Jeg går igen udenfor, låser døren og finder min cykel i skuret. Jeg trækker cyklen ud, kigger mig igen omkring og træder så op på cyklen. Det er koldt, selvom det er august. Der er stort set ingen biler. Gadelygterne lyser vejen op for mig. Det er let tåget udenfor, og det gør ikke situationen mindre uhyggelig.

Jeg kan høre en bil bag mig, hvilket får mig til at sætte farten op. Da den kommer op på siden af mig, lukker jeg øjnene og spænder i hele kroppen. Jeg tæller til ti, før jeg åbner øjnene igen. Jeg kan se bilen køre et stykke foran mig og ånder lettet op. Jeg cykler uden om skoven, der er den hurtigste vej til stationen – det er for uhyggeligt om natten og det gør det kun værre, at der er nogen, der forfølger os. En flok krager flyver op fra træerne, mens de skriger ”kraaa, kraaa.” Jeg får et chok og vælter næsten på cyklen. Jeg sætter farten op, for at komme hurtigere hen til stationen. Jeg ser silhuetter af folk både til højre og til venstre – som viser sig bare at være en skraldespand, et træ eller lignende. Endelig når jeg til stationen. Jeg kan se nogle cykler holde ude foran. Jeg stiller cyklen, låser den – selvom den nok højst sandsynligt bliver stjålet alligevel – og går ind på togstationen. De sidder på bænkene, der er stillet op rundt omkring – alle undtagen Claus. Jeg kigger på min mobil. Klokken er blevet 2.59. Jeg lægger mobilen tilbage i min lomme og går hen og sætter mig på bænken ved Olivia og Sille. ”Hej,” siger jeg. ”Er Claus ikke kommet?”

”Nej. Men jeg havde heller ikke regnet med, han ville komme. Han tør ikke. Jeg forstår ham på en måde godt, men stadig, så bliver vi jo nødt til det her,” siger Sille.

Jeg nikker som svar. Der er helt stille i rummet. Jeg kigger op på en skærm, hvor der står, hvornår togene kører. ”Hvilket tog skal vi med?”

”Den til København, der kører klokken 3.14,” svarer Sille.

Jeg nikker igen. Jeg tager min mobil frem og tjekker om jeg har mascara i hele hovedet – jeg har trods alt både sovet og grædt med den her makeup på. Mine øjne og kinder er røde, jeg er sort om øjnene og der er et par tårer på min kind. Jeg tørrer tårerne væk og prøver at fjerne noget af mascaraen med min lillefinger. Jeg hører en, der løber udenfor, ser en skikkelse, der kommer nærmere og nærmere. Da skikkelsen kommer tættere på togstationen, kan jeg se, hvem det er: Claus. Han løber, mens han med sine hænder holder fast ved rygsækkens stropper. Han stopper op foran togstationens døre, venter på de glider til siden og går så ind. Han stiller sig forpustet og trækker vejret. Han kigger rundt på os alle og alle ser på ham.

”Nå, så havde du alligevel tid til at komme,” siger Sille i et toneleje, der fortæller, at hun egentlig er ligeglad.

”Ja, det gjorde jeg. Hej,” siger han.

”Du ved godt, det var klokken tre, vi skulle mødes, ikke?” fortsætter Sille. Jeg puffer til hende, for at få hende til at stoppe, men hun ignorerer mig. ”Du pisser bare på os andre. Gå med dig igen, hvis du ikke vil med.”

”Undskyld, jeg kommer for sent. Kæden på min cykel hoppede af, så jeg måtte løbe herhen i stedet,” siger han og sætter sig ned ved siden af Sander.

Sille fnyser og kigger på sine lakerede negle.

Klokken bliver 3.10. ”Skal vi gå?” spørger jeg.

”Ja, lad os det. Husk jeres ting, alle sammen,” siger Sille og rejser sig. Derefter rejser vi os alle, og dem, der ikke allerede har sin rygsæk på ryggen, tager den på. Vi går ned til perron 9, hvor toget gerne skulle holde klokken 3.14. Vi går tæt samlet ned til toget, og alle stiller sig et stykke længere væk, end man behøver – der er jo ingen, der vil risikere at blive skubbet ud foran toget.

Da klokken bliver 3.13, hører jeg et tog i det fjerne. Lyden bliver højere og efter et lille stykke tid, kan man se det første af toget, lige rundt om hjørnet. Først da den holder helt stille foran os, går vi hen til det. Jeg træder ind i toget. Det lugter af en blanding mellem sved, parfume og røg. Vi træder ind i kupéen til højre og sætter os ved nogle af pladserne ved bordene, hvor der er plads til fire. Julius, Marcus og Malte, sætter sig ved samme bord, Sander, Claus, Julie og Freja sætter sig ved samme bord og ved det sidste bord, sidder jeg sammen med Sille og Olivia. Jeg kigger rundt og ser, at der ikke sidder andre i samme kupé som os.

”Gud, vi har da ingen billetter!” udbryder jeg.

”Nej,” hvisker Sille. ”Ikke snak så højt om det. Vi må bare håbe på, der ikke kommer nogen og tjekker det.”

Jeg nikker. Så lukker jeg øjnene og snart sover jeg.

 

”Vent, Cat! Stop! Det er farligt, og det ved du!” råber Olivia fra hjørnet af en træhytte.

”Jeg ved, det er farligt! Men det er også uundgåeligt!” råber jeg tilbage og stormer ud ad døren. Det regner, så jeg trækker hatten på min jakke op over hovedet. Det hele er tomt. Der er helt sort omkring mig. Jeg ser mig omkring og får øje på en mand, der kun står et lille stykke fra mig. Hans ansigt er sløret og i den ene hånd, holder han en kniv. Jeg prøver at løbe fra ham, men det er som om, jeg ikke kommer nogen vegne. Jeg løber i ingenting. Jeg kigger mig over skulderen og ser, at manden hæler ind på mig. Jeg sætter farten op, men kommer stadig ingen steder. Til sidst er manden helt henne ved mig. Han tager fat om min mave med sin ene arm. Jeg ser ham løfte kniven højt op og i det næste øjeblik er kniven på vej mod mig. Jeg kniber øjnene sammen og venter på, den gør det af med mig.

 

Jeg vågner med et sæt. Jeg tager mig til halsen og prøver at få styr på min vejrtrækning. Mine hænder ryster. Hele min krop ryster. Jeg kigger mig om i rummet. De sover alle, udover Julius, Marcus og Malte, der sidder og diskuterer, hvilken fodboldspiller, der er verdens bedste: Cristiano Ronaldo eller Lionel Messi. Jeg sidder og stirrer ud i luften. Tænker på drømmen. Ser den for mig om og om igen, og tænker over, om det mon bare er en drøm eller om den virkelig betyder noget.

”Hey, Cat, ved du godt, at du snorker, når du sover?” spørger Julius og kigger over på mig. Han griner og det samme gør Malte og Marcus.

”Ja, det har jeg fået at vide et par gange,” siger jeg og griner med.

”Kom og join os,” siger Julius. ”Hvis du altså ikke vil sove igen.”

”Okay. Jeg tror alligevel ikke jeg får sovet foreløbig,” svarer jeg og går over til deres bord. De kigger alle tre på mig med et spørgende ansigtsudtryk og venter på, jeg skal uddybe den sidste sætning. ”Jeg gik tidligt i seng i går,” lyver jeg og sætter mig ned ved siden af Julius, overfor Malte. ”Hvad så? Hvad snakker I om?”

”Hvilken fodboldspiller er bedst? Messi eller Ronaldo?” spørger Malte og læner sig ind over bordet.

Jeg tager en finger op til mundvigen og tænker lidt over det. ”Det ved jeg ikke… men min favorit er Ronaldo.”

”Så hvis du skal sige en af dem, vil du sige Ronaldo?” spørger Marcus.

”Hmm… måske,” siger jeg.

”Kom nu, sig en af dem,” tigger Julius.

”Ja, kom nu,” siger Marcus og Malte også.

”Okay, okay. Jamen så siger jeg nok Ronaldo.”

”Ha!” udbryder Malte og Marcus på samme tid og drejer hovederne over mod Julius.

”Flertallet har ret. Tre mod én. Ronaldo er bedst,” siger Marcus.

”Det kan godt være, I er tre, der siger, at Ronaldo er bedst, men Messi ligger nummer et på verdensranglisten, ergo, Messi er bedst,” siger Julius og lægger fornærmet armene over kors.

”Det kan godt være, at Messi ligger nummer et på verdensranglisten. Derfor betyder det ikke, han er bedst,” siger Malte.

”Vel gør det så!” snerrer Julius.

Jeg kan ikke lade være med at grine ad dem. Julius og Marcus sender mig begge et surt og jeg kniber mine læber sammen. Jeg kan se på Malte, at han næsten heller ikke kan lade være med at grine.

 

Klokken 7.49 stiger vi af toget på hovedbanegården i København. Det vrimler med folk alle steder. Folk med kufferter, mødre der hiver deres grædende børn med sig og mænd i jakkesæt, der bærer sin computertaske i den ene hånd og holder sin mobil op til øret med den anden og snakker løs. Vi går op ad rulletrapperne og hen til udgangen.

”Er alle med?” spørger Sander, der går forrest sammen med Claus og Olivia. Han stopper op og vender sig om. Han tæller os, mens han peger på hver enkelt. ”Godt. Lad os gå videre.”

”Styrmand Sander!” råber Julius omme bag os og griner.

Sander vender sig om igen. ”Ja, og jeg er god til at være styrmand. Bedre end dig i hvert fald,” siger han og griner også.

”Hvis du siger det,” siger Julius.

Vi går udenfor. Jeg har aldrig set så mange mennesker, biler og busser på samme sted.

”Hvad så nu, styrmand Sander?” spørger Julius.

”Tja, det kommer an på, hvor I vil hen,” svarer Sander.

Jeg kigger på Sille, så på Olivia, på Freja og til sidst på Julie. ”Strøget!” udbryder vi så alle fem på samme tid.

”Så tager vi strøget. Hvis det er fint med jer?” siger Sander og kigger på de andre drenge.

”Det er fint,” siger Julius og Malte. Claus og Marcus nøjes med at nikke.

Der er ikke så langt fra hovedbanegården til strøget. Drengene snakker stadig om fodbold og Sander og Claus har blandet sig. Freja og Julie snakker om, hvilke butikker de skal ind i og hvad de vil købe. Og Sille, Olivia og jeg går ved siden af hinanden og er helt stille. Indimellem kigger jeg mig rundt, for at sikre mig, at der ikke er nogen, der holder øje med os, og ud af øjenkrogen, kan jeg se, de andre gør det samme.

”Nå,” siger jeg og bryder tavsheden. ”Hvad skal I have købt?”
”Øh, jeg skal bare ind i Monki. Der finder jeg altid et eller andet,” svarer Sille, mens hun stadig kigger ud i luften.

”Jeg vil også gerne ind i Monki. Og så vil jeg gerne have noget at spise. Jeg er simpelthen så sulten,” siger Olivia og mærker på sin mave.

”Jeg har taget en bolle med til os hver. Og så har jeg taget nutella og en kniv med,” siger Claus. Selvfølgelig har han det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...