The Angel Brand

Efter et tragisk år er Violet endelig klar til at komme tilbage til sit normale liv efter mordet på hendes far. Hun lever et helt normalt teenage liv på skolen Greenway High School hvor hendes eneste rigtige ven, er veninden Khloe.
En ny fyr begynder den første dag og allerede ved første syn ved Violet at der er noget mærkeligt over ham, men bliver alligevel tiltrukket af hans mystik og skumle fortid. Spørgsmålet er bare... Havde fyren noget som helst at gøre med mordet på den 47 årige Grayson Palmer?

9Likes
3Kommentarer
615Visninger
AA

3. Kapitel 1

”Violet?” Lød min mors stemme ude fra gangen af. Jeg sukkede irriteret inden jeg rejste mig og gik over til døren.

”Hvad?” Sagde jeg træt og kiggede på min mor, der stod i hendes alt for stramme stewardesse tøj. Jeg sukkede.

”Jeg bliver nød til at smutte. Jeg er hjemme igen om tre dage. Ingen fester okay. Og pas din skole. Få Khloe eller sådan noget til at komme og overnatte hvis det er. Jeg ringer fra Paris.” Sagde hun og kyssede mig på panden. Jeg nikkede og gik ind og satte mig på min seng igen. Jeg kiggede på uret. Det var mandag morgen og klokken var ikke mere en seks. Jeg var allerede oppe så jeg kunne lige så godt stå op for good.

Jeg rejste mig igen fra sengen og gik ud i badet. Lige siden min fars død for næsten et år siden havde min mor brugt hendes arbejde til at flygte fra hendes normale hverdag. Hver eneste gang der var et ledigt job havde hun taget det. Ikke for at komme væk fra mig, men for at komme væk fra alle blikkende.

Min mor havde længe overvejet en skilsmisse inden den aften og det vidste alle. Hun var så ked af det, da politiet havde banket på og fortalt om fundet på en mand i slutningen af 40’erne fundet død på East Cedar Street og alt ID tydede på en Grayson Palmer. Alt havde tydet på mord, men ingen spor af hvem, der kunne havde gjort det.

Tidligere på aftnen havde de haft en kæmpe skænderi om hvor vidt hvem skulle blive boende i huset og hvornår de kunne tilbringe tid sammen med mig. Far havde kigget på uret i raseri og stormet ud af døren få sekunder efter, uden at sige noget som helst om hvor han skulle hen. Mor var rimelig sikker på at han havde et møde med en anden kvinde og da han blev fundet foran en bed & breakfast var hun ikke længere i tvivl. Hun vidste det med sikkerhed. Jeg der i mod mente at han skulle til et møde, eller mødes med nogle om forretninger eller måske endda nogle venner. Men uanset hvad var han aldrig mødt op. Og han kom aldrig hjem igen.

Mor var så synderknust at hun ikke engang kunne få sig selv til at komme til begravelsen og det satte folks tanker i gang. Og det vidste hun godt. Hun kunne ikke engang tage ud og handle uden der blev hvisket bag hende. Så hun flygtede. Så tit hun kunne.

 

Mit hår lignede noget der var løgn. Selvom jeg lige havde været i bad gad det bare ikke som jeg ville. Det endte med at jeg satte mit hår op i en pjusket knold inden jeg hoppede i tøjet. Jeg skyndte mig i en rød ternet lang ærmet skjorte og et par shorts. Min make-up bestod kun af mascara, der gav mine øjne noget kant. Jeg tog et sidste kig i spejlet inden jeg tog min mobil op og ringede til Khloe.

”Hey Violet.” Lød Khloes muntre stemme.

”Hej. Jeg tænkte på kaffe inden skole?” Sagde jeg og rodede rundt i min taske for at finde min pung frem.

”Den er jeg med på. Jeg er hos dig om 15.” Sagde hun og lagde på. Jeg fandt min pung og lagde mine skolebøger ned i tasken. Jeg gik ned af de gamle trapper og fandt en bolle frem i skabet.

Mine ødelagte sneakers stod klar foran døren sammen med tasken jeg havde smidt og ramt perfekt. Jeg tog en bid af bollen inden jeg hørte et dyt ude fra vejen. Jeg skyndte mig over og hoppede i de alt for slidte sko og gik udenfor.

Khloes Volvo p1800 holdte ved indkørslen. Jeg gik over til passager siden og åbnede døren og satte mig ind. Khloe trådte speederen i bund og kørte som en gal. Præcis som hun plejede.

Cafeen lå 3 minutter væk fra vores skole, Greenway High School. Khloe holdte ind på en af de tomme parkeringspladser og gik ud af bilen.

”Seriøst. Jeg er bare klar til det her skole år.” Sagde hun og smilede stort til mig.

”Det er kun lige indtil vi skal lave noget og det ved du også godt.” Sagde jeg og gengældte hendes alt for store smil. Hun kiggede på mig med et løftet øjenbryn.

”Overhovedet ikke. Det her er bare mit skoleår. Jeg kan bare mærke det. Jeg havde ikke tænkt mig at fortælle det til nogen, men i sommers fik jeg en åbenbaring.” Sagde hun dystert. Jeg kiggede på hende med mit laver-du-sjov-med-mig blik.

”En åbenbaring?” Gentog jeg og løftede mit øjenbryn. Eller prøvede på det. Khloe synes at ignorere det og nikkede bare.

”Jeg så for mig at jeg ville ende med et gennemsnit på mindst 9 når skoleåret slutter. Og at jeg ender med at få i hvert fald 7 i kemi.” Sagde hun og smilede til mig.

”Mindst 7 i kemi? Held og lykke med det… En caramel macchiato. Men helt seriøst. En åbenbaring? Altså come on. Jeg er ked af at skulle skuffe dig, men vi ved jo godt at det ikke kommer til at ske.” Sagde jeg og kiggede ned i min taske, mens jeg endnu engang fandt min pung frem. ”Hvor meget bliver det?” Spurgte jeg og kiggede op på den mandlige ekspedient.

”5 dollars.” Sagde han og kiggede på skærmen. Jeg fandt pengene frem og gav ham dem og gik over og ventede på min kaffe.

”Nej jeg mener det helt seriøst. Jeg tror faktisk at den her åbenbaring kan have ret. Hvis jeg tager mig sammen kan jeg sagtens komme op og få et snit på 9.” Sagde Khloe og viftede med hænderne.

”Selvfølgelig kan du det. Men sig mig lige en ting. Den her åbenbaring. Hvor fik du den henne?” Spurgte jeg og smilede skævt.

”På en massage briks på Fiji.” Sagde Khloe tøvende.

”Der kan du bare se.” Sagde jeg og tog i mod min kaffe. Khloe sukkede, tog sin egen kaffe og fulgte efter mig hen til et tomt bord.

 

”Vi snakkes senere.” Sagde Khloe, da vi var kommet ind på skolen. Jeg nikkede og gik over mod mit skab, men stoppede, da en stor flok første elever stormede i min retning efter en fyr. Sikkert også første års elev.

Jeg rullede med øjnene, da han og alle pigerne gik forbi mig og gik videre hen mod mit skab.

Jeg låste det op og lagde min taske ind og tog mine kemi bøger frem og gik langsomt hen mod kemi lokalet. Man havde ikke svært ved at se hvem første års eleverne er og jeg tænkte tilbage på sidste år, da jeg første gang trådte ind på den her skole.

Lille og forvirret, præcis som dem. Jeg smilte for mig selv og satte mig ved et tomt bord.

Klokken ringede og vores lærer, hr. Hernandez, kom ind og stillede sig i midten af lokalet.

”Godmorgen elever og godt at se jer alle igen. Jeg håber i er klar til et nyt og lærerigt år. I år har vi den fornøjelse at få en ny elev fra North Carolina. Hans navn er Chase og vær nu søde ved ham. I ved alle sammen hvordan det er at være helt ny på en skole. Men indtil han kommer så lad og starte med at læse de fire første sider af kapitel et i grundbogen.” Sagde hr. Hernandez.

Jeg tog min bog frem og slog op på den første side og begyndte at læse. Jeg nåede ikke engang at læse en halv side før døren gik op.

Alle stoppede med det de var i gang med og kiggede op. En dreng med mørkt hår, en sort T-shirt som i den grad ikke skjulte hans veltrænet mave særlig godt og et par mørke bukser trådte ind.

Han var høj, men ikke overdrevet. Men han var værd at se på uden tvivl.

”Velkommen til hr. Miller.” Sagde hr. Hernandez og rakte hånden ud. Den nye dreng kiggede på hånden og så nærmest frastødt ud. Hr. Hernandez trak flovt hånden tilbage og rømmede sig.

”Du må meget gerne tage plads ved siden af frøken Palmer.” Sagde han og pegede over på den tomme plads ved mit bord. Han nikkede og gik hen og satte sig.

”I læser bare videre og Violet vær venlig at dele din bog med Chase indtil han har fået sine egne.” Sagde hr. Hernandez og satte sig på sin stol bag kateteret. Jeg nikkede og skubbede bogen lidt til side så Chase også havde muligheden for at læse med.

”Palmer… Hvor har jeg hørt det fra?” Lød en mumlen ved siden af mig. Jeg kiggede op på Chase, som sad oprejst med hånden på hagen.

”Jeg er nok ikke den eneste, der hedder Palmer til efternavn i USA.” Mumlede jeg og kiggede igen ned i bogen.

”Violet Palmer. Sig mig Violet. Hvad hedder dine forældre?” Spurgte han og jeg kunne mærke hans blik falde på mig. Jeg rømmede mig.

”Evelynn og Grayson.” Sagde jeg og sank den klump, der havde sat sig i halsen på mig ved tanken om min far.

”Grayson Palmer. Se det lyder bekendt. Hvor gammel er han?” Spurgte han.

”Du er da godt nok nysgerrig af en ny elev at være.” Sagde jeg irriteret.

”Jeg prøver bare at lære min nye klassekammerat at kende.” Sagde han i samme toneleje som mig. Jeg kiggede på ham.

”Han er død.” Sagde jeg koldt. Hans øjne mødte mine. De var næsten lige så mørke som hans hår.

”Det er jeg ked af.” Sagde han og holdte stadig øjenkontakten. Jeg nikkede.

”Hvordan skete det, hvis jeg må spørge?” Sagde han. Jeg sukkede.

”Han blev myrdet. Sidste år. Der var nogen, der brækkede nakken på ham og efterlod ham død på jorden.” Sagde jeg som om at det slet ikke rørte mig at tale om det. Han kiggede på mig, men sagde ikke noget.

Det var første gang jeg havde fortalt historien om min fars død og der ikke var nogen, der fortalte mig hvor kede af det de var på mine vegne og hvis jeg havde brug for at tale kunne jeg altid komme til dem.

Jeg åndede lettet ud og Chase kiggede forvirret på mig.

”Kendte du min far?” Spurgte jeg og kiggede ned i bogen igen så hr. Hernandez troede at jeg læste og jeg ikke ville komme i problemer.

”Lad mig bare sige at jeg har hørt en hel del om ham.” Sagde han og rejste sig.

Jeg kiggede forvirret på Chase, da klokken ringede. Jeg tog mig sammen og pakkede mine bøger sammen og gik efter alle de andre elever ud af døren og ud på den allerede fyldte skolegang.

Jeg gik hurtigt hen til mit skab og byttede bøgerne ud med matematik bøger.

”Violet Palmer. Altid en fornøjelse at se dig her.” Lød en stemme bag mig.

Jeg behøvede ikke engang at vende mig om for at vide hvem det var.

”Audrey… gid jeg kunne sige det samme om dig.” Sagde jeg og Audreys selvsikre smil forsvandt.

”Her prøver jeg at være flink efter alt det med din far og det her er takken.” Sagde hun og kastede med sit ildrøde lange hår.

”Min far døde for næsten et år siden og nu har du tænkt dig at være ’sød’?” Sagde jeg og kiggede forvirret på hende.

”Det må du selv om Palmer. Men husk du selv beder om det.” Sagde hun og gik.

Jeg kiggede på det sted Audrey Lewis lige havde stået. Vi havde aldrig været venner og det ville vi aldrig blive.

Hun var bitchen over alle bitches. Havde man først gjort hende sur én gang skulle man bøde for det resten af sit liv.

Audreys pinen begyndte i 4 klasse, da hendes kæreste slog op med hende fordi han var forelsket i mig. Hun mente det hele var min skyld og efter der havde hun aldrig ladet mig være i fred. Og det ville hun nok aldrig komme til.

Jeg sukkede og gik usikkert hen mod matematik lokalet. Jeg vidste at Audrey ville sidde på en stol midt i det hele så alle drengene kunne kigge på hende. Og hvis jeg ikke skyndte mig ville jeg også komme til at skulle se på hende…

 

”Nåh. Hvordan var din første dag?” Spurgte Khloe, da vi var på vej hen til hendes bil.

”Lad mig se. Jeg startede dagen med kemi og en ny elev. En Chase Miller. Derefter gik jeg direkte ind i Audrey Lewis og skulle så sidde og glo på hendes ryg hele matematiktimen igennem.” Jeg undlod den del med Chase og hans forhør om min far.

Før Khloe fik noget af vide ville jeg være helt sikker på hvor han vidste hvem min far var og hvis han kendte ham, hvorfor han så spurgte om hans død.

”Hvad med din?” Sagde jeg og rystede tankerne om Chase væk.

”Den var helt fantastisk. Jeg vidste at min åbenbaring betød noget. Og jeg har allerede mødt en totalt sød fyr.” Sagde hun og smilede stort.

”Er der kommet flere nye elever?” Sagde jeg forbavset.

Det var ikke normalt at Greenway High School fik nye elever i 2.g.

”Øhm. Altså. Faktisk så…” Sagde Khloe og rødmede.

”Er han første års elev?” Udbrød jeg og Khloe nikkede uskyldigt.

”Wow Khloe. Det må jeg sige. Hvor gammel er han så?” Spurgte jeg nysgerrigt.

Det var ikke normalt for Khloe at synes fyre var søde, men hvem ham her så end var måtte han havde gjort et godt første hånds indtryk.

”16.” Sagde Khloe og smilede. ”Han er lige blevet 16...” Forsatte hun og stoppede sit smil.

”Ved du hvad? Alder er fuldstændig lige meget Khloe. Selvom du er 17 og han lige er blevet 16 kan i jo stadig tage i byen eller sådan noget.” Sagde jeg og prøvede at opmuntre hende. Hun nikkede og smilede til mig.

”Du har fuldstændig ret.” Sagde hun og jeg gengældte hendes smil med et endnu større et.

 

Mørket havde lagt sig udenfor og den tændte pejs varmede rummet op.

Jeg sukkede, da jeg bladrede til næste side.

Jeg sad med min yndlingsbog, Romeo and Juliet. Det var tredje gang jeg havde læst den.

Min far havde altid læst den for mig, da jeg var mindre og skulle til at sove i stedet for alle de eventyr man normalt læste for en toårig lille pige.

Jeg smilede ved tanken om min far.

Jeg lagde bogen fra mig og gik ovenpå. Jeg åbnede forsigtigt døren til mit værelse og gik over til vinduet for at trække gardinerne for.

Jeg kiggede ud på den lille mørke indkørsel.

Jeg måtte knibe øjnene sammen for at få de mørke skygger til at ligne det de var. Det tog mig lidt tid, før jeg indså at det ikke bare var skyggen på et af træerne jeg stod og kiggede på, men skikkelsen fra et menneske.

Jeg gik forsigtigt væk fra vinduet og ned til hoveddøren og gik udenfor.

”Hallo?” Spurgte jeg og kiggede derhen hvor jeg havde set skikkelsen fra mit vindue, men der stod ikke nogen.

Jeg smilede og rystede på hovedet over min dumhed. Det kunne have været hvad som helst jeg havde set, men jeg valgte at se det som et menneske.

Jeg smilede endnu engang inden jeg gik indenfor igen og ignorerede lyden af vinden, der raslede i træerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...