Let Her Go

Du ved først hvad du har, når du har mistet det... Men kommer hun nogensinde tilbage? Er der håb? Let Her Go er en sød historie om det at være i et forhold og omkring at sætte pris på det man har og for den sags skyld, holde fast på det, ligemeget hvad. Jeg er blevet inspireret af sangen "Let her go" af Passengers.

4Likes
2Kommentarer
588Visninger

1. Let her go

Mørket havde beklædt, storbyen i en spøgelseslignende lysende glød. Blæsten listede op igennem mit tøj, ind mod min hud i et koldt kærtegn. Jeg rystede kort, tændte smøgen med min neon gule engangslighter, og satte smøgen mod mine tørre sprukne læber. Jeg trak røgen helt ind i lungerne, mærkede hvordan hver eneste lille muskel i min krop, slappede af. Jeg sukkede og lod blikket glide ned af den øde gade. I det fjerne kunne man høre trafikken, bilerne der dyttede, bildøre der smækkede, børn der græd i hjemmene og kvindernes høje hæle der gik på brostenene, nogen der tabte en flaske som faldt mod jorden og gik itu, nogle øredøvende mande råb som råbte de grimmeste hilsner til hinanden. Alle lyde der hørte til byen.

 

Jeg så ned af mig selv, et par stramme slidte blå jeans hvor der omkring knæet var huller, som var blevet større efter at, jeg havde siddet og pillet i dem af kedsomhed, en bordeau rød hættetrøje og et par Jeffrey Campbells Lita i sort læder. Jeg trak lidt op i ærmerne, kiggede mod mine hvide spinkle arme, der var beklædt i gåsehud og nye ar fra barberblade, negle og nøgler. Jeg skoddede smøgen mod jorden med min hæl, og betragtede livet gå ud af den, rejste mig derefter op fra bænken af og satte ned mod gågaden. Mine skridt lød høje, trods storbyens larm. Jeg gik ned af gågaden, kiggede i butiksruderne, hvor jeg stoppede op og så på mig selv. Mit platin blonde hår var langt og rodet, mine øjne var brune og blanke, huden alt for hvid, rester af mascara sad mod kinden, som jeg tørrede væk med ærmet, min krop var spinkel og høj. Jeg gik tættere ruden, betragtede mit spejlbillede, gøre det samme som jeg. Jeg lagde en hånd mod ruden, og så mig selv intenst i øjnene. Efter min egen mening lignede jeg en narkoluder. Jeg mærkede musklerne spændtes igen, og jeg hamrede hånden på ruden, i ønsket om at ramme pigen i spejlbilledet. Jeg trak vejret hurtigt, mærkede tårerne presse på og skar derefter en sur grimasse. Rystende trak jeg en smøg op af lommen, tændte den igen og tog et dybt sug og mærkede atter kroppen falde til ro. Jeg vendte mig væk fra ruderne, begyndte at gå ned af gågaden igen, besluttede mig for at det nok ville være bedst hvis jeg vendte hjem.

 

Efter en hel flaske rødvin, var mit hoved blevet ør. Jeg sad på sofaen i vores lejlighed og stirrede ned i vinglasset hvor den røde væske skvulpede rundt, som jeg sad og kørte vinglasset rundt i cirkler. Tårerne havde fået frit løb ned af mine kinder og de føltes kolde i forhold til den varme der havde bredt sig i mit ansigt. Men jeg følte mig kold indeni. Iskold. Stearinlysene i stuen lyste mit ansigt fint og smukt op, atmosfæren i rummet var så hyggeligt at det gjorde ondt. For hun var her ikke. Jeg kunne ikke dele det med hende. Jeg sukkede højlydt og snøftede en gang inden jeg bundede glasset og sank besværligt den røde væske. Jeg følte at jeg sad og ventede, som var det en hel almindelig aften hvor hun bare var nede for at hente et eller andet. Men hun kom ikke, jeg havde givet op. Håbet var væk, hun ville aldrig komme tilbage og det hele var min skyld. Jeg vidste ikke hvad jeg havde indtil jeg mistede det, og jeg fortrød det så inderligt, jeg havde været så dum, men jeg vidste at hun ville, aldrig komme tilbage. Jeg måtte give slip på hende. Jeg rejste mig op og satte kurs mod soveværelset hvor jeg trak tøjet af, smed mig på sengen og krøb ind under dynen som blidt kærtegnede min nøgne hud, som havde den medlidenhed med mig. Jeg lukkede langsomt mine øjne i, og der så jeg hende. Som hun stod der, så smuk og lille som hun var. Jeg betragtede hendes porcelæn hvide ansigt, med markerede kindben, rundt og fint. Hendes ansigt var indrammet med langt brunt krøllet hår som fortsatte ned til hendes fine, runde, gode numse. Hendes stænger var lange og tynde, dog var hun stadig lille, mindre end jeg, for hun måtte altid stå på tæer for at kysse mig, for så kunne hun nå. Det var så sødt, at jeg altid smilede stort og løftede hende lidt op så lille hende kunne nå. Når hun smilede, gjorde det mig blød i knæene. Hun havde de sødeste smilehuller og de hvideste tænder jeg nogensinde havde set, som var de taget ud af en tandpasta reklame. Min absolut yndlingsting ved hende var hendes øjne. De var dybe og blå og de gemte på hemmeligheder, som jeg længtes efter at få af vide, for hun var mystisk, dejlig, smuk, fantastisk, spændene, alt hvad min drømmepige er. Hun er perfekt for mig, min eneste ene. Men virkeligheden ramte mig. Drømmen om at hende og jeg skulle være sammen resten af vores liv var blevet smadret til jorden. For hun kom aldrig tilbage, hun var færdig med mig som hun havde råbt ind i hovedet på mig og derefter smækket døren i, med et højt brag som stadig kunne høres for mine ører. Jeg slog øjnene op, trak vejret i hurtige stød og satte mig op i sengen. Tårerne løb atter ned, af mine kinder, som en flodbølge der bare blev ved og ved. Jeg kneb øjnene i og lagde armene om mine ben og trak dem ind til mig. Jeg hulkede, skreg for at få smerten ud, for savnet af hende var alt for stort til at jeg kunne bære det. Min skat, min engel, mit livs kærlighed var væk og jeg savnede hende, jeg ville have hende her så jeg kunne kramme hende, kysse hende, sige undskyld, fortryde alt. Jeg slog hovedet mod mine knæ og skreg så højt jeg kunne, for det hjalp på smerten og sådan kørte det, nat efter nat. Men hun kom aldrig tilbage.

 

To måneder senere

Jeg kom gående ned af gaden, med smøgen mod mine læber som pustede røgen ud, langsomt op i luften for derefter at forsvinde. Mine Jeffreys larmede mod brostenene, men classy så jeg da ud. Sommeren var for alvor kommet til byen, fuglene sang og alle folk var glade omkring mig, bortset fra mig selv. Jeg sukkede let og kiggede ned, ville ikke se kæresteparrene komme gående, hånd i hånd. Smerten prikkede til mig, drillede mig, men jeg skar ansigt og bed mig selv i læben, tog et sug fra smøgen og mærkede smerten forsvinde igen. Jeg havde givet slip på hende, for det var jeg nødt til. For hun kom ikke tilbage, der var gået to måneder så håbet var rindet ud for længst. Mine tanker blev brat afbrudt da jeg så nogle små fødder, iklædt hvide ballerinaer foran mig, og jeg var lige ved at træde over dem da jeg så op og gik i stå, i de blå øjne. Jeg mærkede min luft blive slået ud af mine lunger med sådan en kraft at jeg hev efter vejret. ”Har jeg ikke sagt til dig at du skulle stoppe med at ryge? Du mister jo al din luft!” hørte jeg hendes søde lille stemme klage, inden jeg skimtede et smil. Hun greb min nakke, stillede sig helt ind til min krop på sine små søde tæer. Det fik kemien mellem os til at sitre og slå gnister. Jeg mærkede hendes bløde, runde og fyldige læber mod mine og jeg blev varm indeni, al det iskolde forsvandt, smeltede. Hendes rosa røde læber smagte af min yndlings lipgloss, tyggegummi, og jeg kyssede hende længselsfuldt igen hvorefter hun trak sig væk. Mundlam åbnede jeg mine øjne og så på hende, så sød som hun så ud, i en lyseblå hvid ternet kjole som sad så godt på hendes slanke figur, specielt over hendes barm. Hun lod sin lille hånd flette ind i min, ”Skal vi ikke tage ud og spise?” hendes øjne lyste op mens hun sagde det. Jeg stod stadig mundlam med et forvirret blik, men da hun smilte kunne jeg ikke stå for det. ”Fint så” smilede jeg, og jeg kyssede hendes pande og sammen gik vi op af gaden og jeg har aldrig nogensinde været så lykkelig før i hele mit liv.       

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...