Nightmare

Jeg vil ikke fortælle om historiens indhold her, jeg vil lade jer læse det ;)
Men jeg vil fortælle hvordan jeg fik idéen til den.
Jeg fik idéen til denne movella/historie, da jeg lå og sov. Jeg drømte denne historie, og da jeg tidligere er blevet opfordret til at lave mine drømme til en historie, vil jeg gøre det med denne :)

1Likes
0Kommentarer
177Visninger
AA

3. Kapitel 3

Jeg vågnede langsomt, og søvnig, efter en kort nats søvn. Jeg havde ikke sovet det meste af natten, for hver gang jeg faldt i søvn, vågnede jeg ved fornemmelsen af at nogen eller noget stod og betragtede mig. Jeg kunne ikke sige det til min forlovede, han ville med sikkerhed tro at jeg var ved at blive sindsyg, og straks skyde skylden på sig selv, på grund af den samtale vi havde haft inden vi lagde os til at sove. Nej, det måtte ikke ske. 

Vi gik ned i den store spisestue, hvor bordet var dækket med lækker morgenmad, der spredte sine dufte i de mange gange. Maden smagte vidunderligt, og derefter trængte min forlovede og jeg til at gå en tur i haven.

Haven var smuk og velplejet, med en masse velduftende blomster, og buske. Overalt hørtes fugle sang, og et sted i haven, hørtes en lille hund gø lykkeligt. Værtinden havde ingen børn endnu, men hun havde jo heller ingen ægtemand, til trods for at hun nærmede sig de ni og tyve år. Men hun så ikke ud til at have travlt, og spurgte man hende om hun ikke skulle finde sig en ægtemand, sagde hun altid: "Og skille mig af med alle mine mange bejlere, aldrig i livet, de er så morsomme og nogen af dem endda kære, men jeg kan ikke se nogen af dem som min kommende ægtemand, eller endnu værre, som fader til mine børn, hvis jeg da overhovedet vil have børn." 

Mange blev chokeret over, at hun muligvis ikke nærede tanker om at få børn. Det var en kvindes ret at føde sin mand arvinger, skete det ikke, var man ikke en vellykket kvinde, og bragte skam og vanære til sin familie. Men det så hun ud til at være ligeglad med. Jeg selv ville gerne have børn, men jeg vidste bare ikke med hvem, for jeg var sikker på, at det ikke skulle være med min nuværende forlovede. Han havde jo end ikke selv de rigtige følelser, som han så smukt udtrykte det. 

Men hvordan jeg skulle finde manden jeg ville føde nogle børn, vidste jeg ikke. Men en ting var sikkert, det skulle være en jeg elskede, og var sikker på jeg ville komme til at elske resten af mit liv. Hvor han boede, og hvem han var havde jeg endnu ingen anelser om, jeg vidste end ikke at han var tættere på end jeg havde turdet håbe. 

in forlovede og jeg gik tilbage til godset, da det var tid til formiddags teen. Ikke fordi jeg overhoveder havde lyst til te, men det hørte sig til når man var adelig. Ind i mellem hadede jeg inderligt at være født ind i en adelig familie, det var altid etikette og pæn opførsel. Slog man en bøvs eller opførte sig upassende på andre måder, ville der blive set skævt til en, af alle, for var der en adelig kvinde til stede der havde overværet ens upassende opførsel, vidste alle i området det. Alle adelige kvinder var det jeg sådan set ikke måtte kalde dem, men hvilket jeg gjorde alligevel, nogle forbandede sladrekællinger. Hvis nogen vidste at jeg kaldte dem det i mit stille sind, ville det næsten være en tur i gabestokken hvor jeg ville blive pint og plaget, som de stakkels bønder der ofte ikke havde råd til at betale skatten.

Jeg hadede at skulle vise mig som en der var bedre en alle andre, når jeg i virkeligheden mente at alle mennesker var lige meget værd. Om de så var bønder, eller adelige, mente jeg at alle burde have de samme rettigheder, og at skatterne skulle sættes en hel del ned så de arme bønder havde råd til at betale den. Havde de ikke det, ville de få taget nogle af deres ejendele så det svarede til mængden af skatte penge, problemet var bare at skatte opkræverene var nogle ækle væsener, og ofte tog meget mere end de skulle. Når der så ikke var flere værdi genstande de kunne tage i stedet for penge, blev de ført til gabestokken, hvor de som tidligere nævnt blev pint og plaget. Hvis de var heldige blev de hængt, hvor de døde hurtigt. I gabestokken døde de langsomt, og led en grusom død. 

"Jeg skal lige op og vaske mig inden jeg kommer ned, gå du bare i forvejen min kære." 

Sagde jeg til min forlovede, det var en anden ting jeg hadede når man var adelig, at man skulle tale som om man holdt sig for næsen, og med et sådant fint og fornemt sprog der lød noget så snobbet. Var der noget jeg ikke var, så var det snobbet, jeg kunne ikke have de piger der var snobbede, men desværre delte jeg liv med dem, og hvis jeg ikke ville udstødes af min egen familie, måtte jeg underordne mig de forskellige regler, om jeg kunne lide det eller ej, spillede ingen rolle for dem.

Jeg gik op mod vores værelse, og ud på det tilhørende badeværelse. Jeg fyldte hånvasken med vand, og pjaskede det i hovedet flere gange. Hvis folk vidste hvordan jeg havde det med at være adelig, ville de straks se på mig som en skamplet for familien, men ærligt talt, var jeg ligeglad. Min familie havde aldrig rigtig gjort noget godt for mig, de havde altid været strenge og til tider modbydelige når jeg ikke lige gjorde som det forventedes af en lille pige. Hvis jeg kunne, ville jeg med glæder løbe bort med en vidunderlig ung mand, der på ingen måder var adelig, vel at mærke hvis jeg følte det rette for ham. Men det var blot en drøm, der aldrig ville gå i opfyldelse. 

Fa jeg gik tilbage mod testuen, gik jeg uden at vide det ned ad den gang hvor den store røde dør havde været. Af en eller anden grund følte jeg mig tiltrukket af den, til trods for at jeg kun havde oplevet noget ganske uhyggeligt derinde. Jeg stillede mig foran døren, trak forsigtigt håndtaget ned, imens jeg overvejede om jeg turde gå derind igen, eller om jeg ikke bare burde gå ned i testuen hvor de ventede mig. 

Døren gik stille op, knirkede næsten ikke, og jeg trådte igen ind i det enorme værelse. Jeg gik med forsigtige skridt rundt inde på det mørke værelse, og vendte mig brat da jeg fornemmede at nogen gik bag mig. En hånd blev lagt for min mund, så jeg ikke kunne skrige.

"Lov mig at de ikke skriger, så slipper jeg dem igen. Jeg vil dem ikke noget ondt."

Jeg nikkede, og manden der lød rimelig ung slap sit tag om min mund. Jeg gik et par skridt tilbage.

"Nej, de må ikke være bange, jeg gør dem ikke noget."

Jeg kiggede forskræmt på manden, der nu trådte frem i en lille lysning. Jeg kunne ikke dæmpe det gisp der undslap mine læber, da jeg så hvordan den unge mand så ud. Han var smuk, lyshåret, blå øjne og den smukkeste unge mand jeg nogensinde havde set. Han var vel på alder med mig, jeg var ikke sikker, men det kunne ikke være langt fra. 

"Hvem er du, og hvorfor er du her?"

Han kiggede på mig, som om han overvejede om han kunne fortælle mig det, eller om han hellere burde lade være, men nu havde jeg jo spurgt, så kunne han vel godt fortælle mig det, kunne han ikke?

"Er du venner eller blot en bekendt med ejeren af godset her?"

Jeg sagde lavt at jeg var vel venner med hende, selvom jeg ikke brød mig synderlig meget om hende. 

"Godt, så tør jeg godt fortælle dem hvorfor jeg er her. Men de må love mig ikke at sige noget, for gør de det, kan det koste dem deres liv. Jeg vil aldrig skade dem, men det vil hun hvis hun finder ud af at de kender til mig."

Jeg nikkede langsomt, lovede at jeg ikke ville fortælle noget til nogen, samtidig med at jeg overvejede om jeg burde være gået min vej, men han var så smuk og betagende. 

"Mit navn er Shawn. Jeg var kæreste med værtinden her, jeg nævner ikke hendes navn, fordi jeg ikke kender hendes rigtige navn. Da vi var sammen, brugte hun et falskt navn. Men da hun ikke ville have noget med mig at gøre mere, lukkede hun mig inde i dette værelse, med ordren om at hvis jeg forsøgte at flygte, dræbte hun mig på stedet."

Jeg forstod ikke rigtigt.

"Men hvis hun ikke ville have noget med dem at gøre mere, hvorfor lod hun dig så ikke gå?`"

"Fordi hun bruger mig til at dække sine dyriske lyster, og fordi jeg har set at hun er med til at slå uskyldige bønder ihjel, når de ikke kan betale de høje skatter. Hun vidste at jeg ville gå til fogeden med det, så derfor er jeg lukket inde her. Hun kommer med mad hver morgen og aften, og venter til jeg har spist, så jeg kan tilfredsstille hende. Jeg beklager meget at måtte bruge så stærke ord, men de ville vide hvad jeg laver, nu ved de det."

Jeg nikkede, satte mig på en gammel støvet stol, og forsøgte at forstå de ting jeg havde fået at vide.

"Ikke for at det vedkommer mig, men hvad hedder de?"

Spurgte han langsomt, vidste ikke om det var passende at spørge en ung kvinde om hendes navn, går jeg ud fra.

"Jeg hedder Victoria rosefield."

Han nikkede, tog forsigtigt min hånd i sin, og kyssede den som en ægte gentleman ville have gjort.

"Jeg tror de bliver nød til at gå ned til de andre, det er vel ved at være te tid, er det ikke?"

Spurgte han, jeg nikkede langsomt, men kom så hurtigt til mig selv.

"Jo, åh gud, de må da snart lede efter mig, det beklager jeg, men jeg må gå nu."

Han nikkede. 

"Lov mig at de kommer igen Victoria"

Jeg nikkede og lovede at jeg snart ville komme igen. Hvorfor jeg lovede noget der var farligt for mig selv, vidste jeg ikke, men han virkede bare så dragende. Hans smukke gyldne hår, hans havblå øjne, det perfekte smil.

"Undskyld jeg kommer så sent, jeg havde et lille problem oppe på mit værelse."

Værtinden kiggede nysgerrig, men smilende til mig. 

"Jeg håber da at de er okay Victoria."

Jeg nikkede og forsikrede værtinden og min forlovede at jeg var helt okay, at jeg bare havde haft et lille uheld med noget vand der lige skulle tørres op. 

Resten af dagen gik med små brætspil, som selv adelige kvinder kunne spille. Men det eneste jeg kunne tænke på under spillene, da min forlovede og jeg lagde os til at sove om aftenen, var Shawn. Jeg vidste ikke hvad der var med ham, men han virkede tiltrækkende, en tanke jeg ikke måtte have om en anden af mandligt køn, når jeg stadig var sammen med min forlovede, men jeg havde den tanke, og den føltes vidunderlig og forbudt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...