Nightmare

Jeg vil ikke fortælle om historiens indhold her, jeg vil lade jer læse det ;)
Men jeg vil fortælle hvordan jeg fik idéen til den.
Jeg fik idéen til denne movella/historie, da jeg lå og sov. Jeg drømte denne historie, og da jeg tidligere er blevet opfordret til at lave mine drømme til en historie, vil jeg gøre det med denne :)

1Likes
0Kommentarer
185Visninger
AA

2. Kapitel 2

Det var nu blevet tid til en lille gåtur rundt på godsets mange gange, med min forlovede, for han syntes at luften i den store dansesal var lidt trængt, og at vi godt kunne bruge lidt andet luft. 

Gangene var lange, og pyntet med smukke malerier af de forhenværende godsejere. Rammerne rundt om malerierne, var smukt udskåret, med fantastiske motiver. Loftet var fyldt med malerier, væggene var fyldt med malerier. Det eneste sted hvor der ikke var malerier, eller ihvertfald ikke endnu, var på gulvet. Hjemme på mine forældres gods, hang der også malerier og billeder i alle gangene, og jeg glædede mig til at arve det, for i mine øjne var det et af de smukkeste godser i verden, ikke kun fordi det var det gods hvor jeg var opvokset, men i det hele taget. På grund af de mange velplejede haver, på grund af udsmykningerne over alt på og i godset. Alt var smukt ved det.

Vi prøvede at regne ud hvor vores værelse var henne, og kom derfor til en stor rød dør. Vi bankede på, og da ingen svarede, tænkte vi at det sikkert godt kunne være her, om ikke andet kunne vi tjekke om vores ting lå herinde. Jeg åbnede forsigtigt døren, der knagede en hel del. Den var ikke nem at åbne, for den bandt en smule. Men langt om længe fik vi den åbnet, og trådte stille ind i værelset. Vi fandt dog hurtigt ud af, at det ikke var her vi skulle befinde os i nattens løb. Der var helt mørkt, gardinerne var trukket for, og der var ingen lamper. Vi bevægede os mod døren igen, men da jeg gik forbi sengen, for at komme hen til døren var der noget der greb fat i mit ene ben. Jeg kvalte et skrig, og skyndte mig at befri mit ben, så jeg kunne komme hen til min forlovede.

"Hvad er der galt min kære? Du ligner en der har set et spøgelse." 

Jeg rystede diskret på hovedet, og sagde at der ikke var noget, at vi nok hellere måtte gå tilbage til ballet, og lade en af tjenerene vise os frem til vores værelse senere. Han nikkede, og lukkede den bindene dør i, og tog min hånd under sin arm. 

Hvad mon det var der havde grebet fat i mig? Jeg vidste det ikke, og jeg måtte indrømme at jeg heller ikke ville finde ud af det, sæt nu det var noget farligt. 

Vi kom tilbage til ballet, og min forlovede spurgte om han måtte få denne dans. Jeg nikkede og sagde at det ville være mig en ære at danse med ham. Så han trak mig langsomt og elegant ud på dansegulvet, og dansede mig rundt, i takt til den smukke musik der blev spillet fra det lille fest orkester. 

Måske den røde dør, havde været det forbudte værelse? Men hvis det var det, hvorfor stod det så ulåst? Det var vel egentligt ligmeget lige nu, var det ikke? 

Det blev sent, og ballet nåede sin slutning. En tjener kom og viste os vej til det værelse vi skulle sove i. Værelset var et af de største godset havde, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at på vej hertil, så vi den røde dør igen, og den gav mig kuldegysninger. Min forlovede og jeg skulle tilbringe en uge her på godset, for at komme lidt væk fra hverdagens stress og jag. 

Sengen var lige så enorm som værelset. Det var en vidunderlig himmelseng, med stof hængende ned at stolperne. Til værelset tilhørte et lille badeværelse, hvor jeg passende gik ud og skiftede til min natkjole. I de fine kredse var det ikke velset, at kvinder klædte om foran deres forlovede, eller deres mænd. Og havde man gjort sine ægteskabelige pligter i løbet af natten, skulle kvinden enten vågne før manden, og liste ud på badeværelset for at klæde sig på, eller lægge sig til at sove igen, og vente på at manden vågnede, så hun stille kunne gå ud og skifte, imens han begav sig ned til morgenbordet. 

De ægteskabelige pligter havde vi ingen af endnu, vi var jo endnu ikke gift, og det var ganske uhørt at have sex udenfor ægteskabet. En kvinde skulle være ren og jomfruelig, på bryllupsnatten. Den første, og eneste mand der skulle røre en kvinde, var hendes ægtemand. Det var praktisk talt en umulighed at blive skilt, og hørte til de ting der ikke burde gøres. Man måtte leve med et valg man havde taget, og kunne man ikke det, var et bare synd. En skilsmisse kunne kun forefindes hvis ægtemanden var voldelig, hvilket min forlovede på ingen måde var, så det var vel på grund af at jeg ikke ville kunne få en skilsmisse, hvis jeg ikke følte at det ville gå imellem os, at jeg trak brylluppet i langdrag.

Jeg lagde mig hen ved siden af min forlovede i den store seng, forsigtigt og uden et ord. 

"Jeg føler at vi må snakke sammen min kære."

Sagde han stille efter lidt tid. 

"Er du sikker på at du vil giftes med mig?"

Jeg blev underlig til mode over hans spørgsmål, hvad skulle jeg svarer? Jeg kunne jo ikke blot sige, at jeg ikke vidste om jeg var sikker på et ægteskab mellem ham og mig.

"Ja, selvfølgelig er jeg det min kære, hvorfor skulle  jeg ikke være sikker?" 

"Du virker bare så fraværende i vores forhold min kære, som om du ikke er sikker på at det vil gå os godt. Hvis du ikke vil giftes, skal jeg gøre så ingen tror det har noget med dig at gøre. Jeg selv er ikke så sikker. Jeg holder umådeligt af dig, min kære, men jeg er blot bange for at følelserne ikke er der som de engang var."

Jeg nikkede i mørket, og sagde at jeg havde det på samme måde, at jeg bare ikke havde vidst hvordan jeg skulle sige det til ham.

"Lad os tjekke med os selv i denne uge, og er følelserne ikke som de helst skulle være, finder vi en løsning der er god for os begge."

Jeg nikkede igen, og lagde mig bedre til rette. Nu var det sagt, jeg følte mig en form for lettet. Alligevel kunne jeg ikke sove, det føltes som om nogen, eller noget overvågede mig, men der var ikke andre end mig og min forlovede. 

Efter lang tid faldt jeg endelige hen i søvnens beroligende tag, men blev brat vækket, da jeg igen følte at nogen stod et sted inde i mørket, her på værelset, og lurede på mig. Kunne det være det der havde grebet fat i mit ben? Nej, det kunne det umuligt, for der var ikke noget der havde haft fat i mit ben, det var bare angsten for det mørke rum, der havde fremkaldt syner, og berøringer der ikke fandt sted. Det håbede jeg da ihvertfald. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...