Mom's Boyfriend (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2013
  • Opdateret: 22 jun. 2014
  • Status: Igang
Evalyn Flack er datter til Caroline Flack. Det er ikke helt så fedt, som det lyder. For Caroline er nemlig kærester med Harry Styles, den søde dreng fra boybandet: One Direction, og Evalyn kan godt lide Harry.
Hvad kommer der til at ske? Har Evalyn for længst opgivet at få et forhold med Harry, eller prøver hun at vinde ham fra sin egen mor?

54Likes
75Kommentarer
4043Visninger
AA

13. Landsmesterskabet

Evalyns synsvinkel

“Er du snart klar? Vi skulle nødig komme for sent?” Jeg kiggede op fra min portion med havregryn og fangede min mors øjne. Jeg tog skeen ud af munden og nikkede. “Jeg er næsten færdig.” Jeg skrabede tallerknen af, mens jeg gik hen med den til opvaskemaskinen. “Jeg går lige op og børster tænder, og så er jeg klar.” Min mor nikkede bekræftende og gik ind på sit værelse.
Mens jeg stod og børstede tænder, kunne jeg mærke sommerfuglene i maven. Jeg plejer at sige til folk, at jeg aldrig er nervøs, men nogle gennemskuer mig. Jeg gider ikke vise, at jeg er nervøs. Så virker man svag. Og man kan ikke være svag til sådan nogle konkurrencer, for ellers gennemskuer konkurrenterne det, og de vil prøve at hakke én ned.
Jeg gik ned igen, tog mine sko og min jakke på. “Godt, du er klar,” sagde min mor og kom ud i gangen. “Ja, det er jeg,” sagde jeg og nikkede. “Så kører vi.” Min mor låste døren, og jeg satte mig ud i bilen. “Du kan altså ikke sidde på forsædet. Der skal Harry jo sidde.” Jeg fik anstrengende løftet min krop væk fra forsædet og ind på bagsædet. Fuck, hvor irriterende. Ikke at Harry skal med, men bare den måde min mor sagde det på. Og hvorfor kunne jeg ikke bare sidde på forsædet, indtil vi kom hjem til ham? Ja, et meget godt spørgsmål, ikke?

Vi holdte ude foran Harry og Louis' hus. Min mor gik op for at banke på døren, mens jeg sad ud i bilen. Jeg sad næsten og sov. “Bank, bank,” lød det på ruden. Jeg vendte mig forskrækket om og så, at det var Harry, som havde banket. Han grinede. Sikkert af mit ansigtsudtryk. Han satte sig ind på forsædet, og jeg kunne høre, at han stadig grinede. “Du skulle have set dit ansigtsudtryk,” sagde han grinende. “Det er ikke sjovt.” Jeg prøvede at lyde alvorlig, men begyndte selv at grine. “Jo, det er,” sagde Harry stadig grinende.
Turen hen til Manchester var lang og kedelig. Ingen af os sagde ret meget. Vi hørte faktisk bare musik. Men jeg havde også ret meget at tænke på. Jeg regnede med, at Ryan også ville være der, da han jo også er danser. Og da han er god. Hvad skulle jeg gøre, hvis jeg mødte ham? Jeg har ikke snakket med ham i evigheder.

Bilen blev standset, og mine sommerfugle blev ligesom ikke mere rolige. Harry tog nogle solbriller og en cap på, for at skjule sin identitet. Jeg vidste dog bare ikke, hvor meget det ville hjælpe. Folk ville genkende min mor, og så ville de nok også genkende Harry. Det er jo ikke fordi, han skjuler sine søde krøller.
Vi steg ud og gik hen imod en kæmpe bygning. Man kunne allerede høre musik, som kom indefra, helt ude på gaden. Vi kom ind og gik om backstage. Det vrimlede med folk. Det med lidt plads er ikke lige mig. Jeg får det faktisk virkelig dårligt. Får lyst til at skrige. Men da jeg vidste, at jeg kunne komme væk, gjorde det ikke noget. Da vi var kommet lidt længere hen, så jeg en blondine, som godt kunne minde om Angelina. “Hiiii,” sagde jeg og krammede hende. “Hey,” sagde hun, da hun havde fundet ud af, at det var mig, som havde krammet hende. Jeg så, at hun kiggede op. Og hvis du ikke kan regne ud, hvem hun kiggede på, kan jeg fortælle dig, at det var Harry. Han smilede til hende. Charmetrold. Jeg forstod faktisk ikke, hvorfor hun blev så overrasket. Hun ved godt, at min mor dater Harry. Hvem gør ikke det? Jeg gav hende en albue i siden, da jeg synes, det var nok stirrende. Hun er faktisk ikke særlig vild med One Direction, men derfor kan man godt synes, at Harry er lækker. For det er han. “Men I må sikkert også til at finde jeres pladser,” sagde jeg for at bryde den pinlige tavshed, som lige var opstået. “Ja, det har du ret,” sagde min mor. Hun tog mit ansigt mellem sine varme hænder og kyssede mig på panden. “Held og lykke,” sagde hun, da hun havde givet slip på mit ansigt. Jeg smilede som tak. “Er du nervøs?” spurgte hun. “Nej. Nej, slet ikke.” “Super. Igen held og lykke.” “Jeg skal lige spørge Evalyn om noget, og så kommer jeg. Du kan bare gå imod udgangen.” Min mor kiggede på Harry. “Fint, så finder jeg vores pladser. Her er din billet, så du kan komme ind.” Hun rakte en billet til Harry. “Tak,” sagde han og smilede. Efter man ikke kunne høre mine mors sko mere, trak Harry mig til side. Han tog sine briller af, og støttede sin ene arm op ad væggen, mens den anden arm hang ned ad hans krop. “Er du nervøs?” spurgte han. Jeg rystede på hovedet. “Jeg sagde jo lige nej, da min mor spurgte mig,” forklarede jeg ham. Han smilede, mens han smågrinede. “Den hopper jeg ikke. Jeg kender til alt det med at være nervøs. Jeg kan se det på dig, at du er.” Jeg kiggede ned i gulvet. Tænk at han havde gennemskuet mig. Ikke engang min egen mor kan. “Vil du snakke om det?” spurgte han mig om med den sødeste stemme. Jeg smilede. “Der er ikke ret mange som gennemskuer, eller ved det om mig.” “Tja… jeg kender dig jo ret godt, og så kender jeg til det med at stå på en scene for mange mennesker.” “Det er ikke rigtig noget, jeg snakker om. Jeg er bare glad for, at DU kunne se det på mig.” Han smilede. “Held og lykke. Men du får ikke brug for det. Jeg ved du kan.” Og med de ord havde han vendt sig om på sine hæle og gået tilbage til salen. Jeg gik tilbage til mit hold.
“Så Harry er her også,” konstaterede Adam. Jeg nikkede bekræftende med et løftet øjenbryn og begyndte at skifte mit tøj. Hvor ville han hen med det?

“Alle sammen kom herhen!” Det var min træner, der råbte. Vi skyndte os alle hen til hende og satte os i en rundkreds foran hende. “I dag er en meget vigtig dag. Hvis vi vinder eller kommer på en anden- og tredjeplads, kommer vi videre til EM. I skal ikke tro, at I kan slappe mere af, fordi vi har en chance for at komme på en anden- og tredjeplads. Hvis vi bare slapper den mindste smule af, bliver vi tværet ud. I skal gi’ jer 200% Ikke 100, ikke 110. Men 200% Ingen fis. Kun seriøsitet. Selvfølgelig skal I også nyde det oppe på scenen, og det skal dommerne også kunne se. Ingen gider at have nogle vindere, som ikke nyder at stå på en scene. Men det ved jeg, at I gør. I er som skabt for denne scene. Alle sammen. I fortjener at vinde. Gå nu ud og gør mor stolt.” Char rakte hendes hånd frem mod midten. Vi rejste os alle op og gjorde det samme. Vi lavede vores kampråb og råbte op af bare spænding. Efter et minut blev vores holdnavn sagt i en mikrofon. Fra nu af gik det bare hurtigt. Vi løb råbende ind på scenen. Jeg fandt min plads på den forreste række ud til siden. Jeg fik øje på min mor og Harry, som sad på forreste række. Min mor vinkede som en eller anden sindssyg kælling. Undskyld mit sprog. Men hun så virkelig sjov ud. Jeg var virkelig tæt på at grine vildt høj, men jeg beherskede mig til at kun lave et lille fnis. Harry vendte tommeltotten i vejret, mens han lavede et kæmpe smil. Han havde ikke sine solbriller på mere. Det var også en klog idé, da der var helt sort i salen undtagen oppe på scenen. Det var sikkert også derfor, han havde taget dem af, skal du nok se, Evalyn. Okay lad os gå tilbage til, hvad der så skete. Musikken begyndte, og vi begyndte at danse. Vi dansede i flere minutter. Det føltes dog bare ikke sådan. Sangen sluttede, og jeg nåede lige at se Harry løfte tommelfingeren og min mor klappe som en sindssyg kælling igen. Men det bedste ved det hele var nok resten af publikummets reaktion. Der blev råbt, skreget, klappet og piftet. Det var noget at adrenalinpust, det lige gav. Vi løb ud fra scenen i højt humør. “Sådan skal det gøres,” sagde Char. “Hvor er jeg stolt af jer. Den sad mere end i skabet.” Hun havde et kæmpe smil på læben. Jeg elsker at se hende smile på den måde. “Jeg skal på toilettet. Vil du med?” spurgte Angelina mig om. Jeg nikkede, og vi gik ned i kælderen, hvor toiletterne lå. Vi åbnede døren til pigernes toilet og gik derind. Da jeg blev først færdig, sagde jeg til Angelina, at jeg bare ventede udenfor døren.
Jeg stod lænet op ad væggen i mine egne tanker. Bifaldet fra publikummet føltes dejligt. Scenen kørte rundt i midt hoved. Lige pludselig var der en, der prikkede mig på skulderen. Jeg regnede med at se Angelina, men til min store overraskelse, var de øjne jeg stødte ind i Ryans. Jeg tror, jeg stod og måbede. Jeg er ikke helt sikker. Men noget der var helt sikkert, var, at det var ikke mig, der startede med at sige noget. “Det var ret godt, det I lavede derude.” “Tak?” Jeg trak det ret meget ud. “Det var et kompliment.” Han skiftede straks hans tone fra flink til fjendtlig. “Det ved jeg.” “Hvad vil du mig?” spurgte jeg efter et stykke tid. “Må man nu ikke have lov til at være venlig?” Jeg løftede et øjenbryn. “Okay. Du fik mig.” Endelig kom Angelina ud fra toilettet. Hun kiggede underligt på os. Jeg begyndte at gå hen imod hende, men Ryan fik taget et greb om min arm. “Du går ingen steder,” sagde han. Jeg fik overtalt mig selv til ikke at gå nogen steder, men blev for høre, hvad han havde at sige. “Bare gå,” sagde jeg stille til Angelina. Hun kiggede underligt på mig og formulerede med munden, om jeg var ok. Jeg formulerede et ja tilbage. Hun gik væk, og Ryan fjernede endelig sit greb om min arm. Det var begyndt at gøre lidt ondt. Han kiggede på mig igen og sagde så: “Jeg synes, vi skal finde sammen igen.” Jeg undslap et lille fnis. Det kunne han ikke mene. “Du var mig utro,” konstaterede jeg. “Ikke det igen.” “Jo, det igen.” “Nu må du stoppe.” Han skubbede mig op mod væggen. Jeg havde aldrig set ham sådan. “Hey, hvad har du gang i?” Den velkendte stemme gjorde mig rolig, da jeg vidste, at jeg var i rolige hænder. Ryan vendte sig om. “Og hvem tror du så lige, du er?” spurgte Ryan hårdt. Harry gik stille og roligt hen til ham, så det virkede meget truende. “Du rør hende ALDRIG igen!” Han havde hans pegefinger på hans bryst. “Er det forstået, for ellers kommer du til at fortryde det?” Ryan nikkede. “Idiot.” Harry strøg sin hånd hårdt over Ryans hoved. Så tog han mig i hånden, og vi gik. På en eller anden måde havde jeg havde håbet på, at han havde slået ham ned, men så ville vi sikkert havde blevet diskvalificeret, så jeg satte pris på, at han ikke havde gjort det. “Er du okay?” spurgte han mig om, da vi var kommet lidt længere væk. Jeg nikkede. “Tak, Harry. Jeg ved ikke, hvad der ville være sket, hvis du ikke var kommet. Men hvor fra vidste du, hvad der foregik?” Jeg kiggede undrende på ham. “Jeg var gået om backstage for at fortælle dig, at du havde gjort det rigtig godt, men du var der ikke, så jeg spurgte din ven, hvor du var henne. Hende pigen.” “Angelina?” “Ja, hende.” “Hun sagde, at hun troede, du var i knibe hende ved toiletterne. Så jeg skyndte mig derned. Og det var du jo også.” “Tusind tak.” Jeg krammede ham. “Jeg må hellere se at komme tilbage til mit hold,” sagde jeg så. Harry nikkede og vores veje skiltes.
“Er du okay?” spurgte Angelina mig om. “Ja. Ja, det er jeg nu.” “Du sagde, at du var okay.” “Det troede jeg også, jeg var. Helt ærlig. Men det var jeg åbenbart ikke.” Jeg kiggede ned i gulvet. “Hey, du. Det er okay nu, og vinderen bliver snart kåret.” Hun løftede min hage op og kiggede mig ind i øjnene. “Det er også rigtig,” svarede jeg. Jeg smilede.
“Okay, vinderen bliver snart kåret, og selvom vi ikke kommer i top-tre, skal I bare vide, at jeg er rigtig stolt af jer. Og det er det eneste, som betyder noget. Lad os tage et kampråb.”
“Vi skal bede alle 15-19års-hold om at komme ud på scenen.” Stemmen fra mikrofonen gjorde igen min mave nervøs. Jeg kan virkelig ikke lide den mikrofon.
Hele mit hold gik ind på scenen hånd i hånd. Der var ret trængt inde på scenen, da vi skulle være hele ti hold. Man kunne mærke den anspændte stemning i luften. Det eneste folk ville, var at få at vide, hvem der havde vundet, så de derefter kunne komme hjem igen. Da tredje- og andenpladsen var blevet liret af, og vores navn ikke var blevet nævnt endnu, var vi så småt begyndt at miste håbet. Der var mange gode med. “Og vinderen af landsmesterskabet er…” “Er Char’s Dansekompagni!” Undskyld, hvad?! Jeg tror, jeg hørte forkert. Sagde den lille mand lige, at vi havde vundet? OMG, VI VANDT! Vi begyndte alle sammen at skrige og hoppe rundt på scenen. “Vi vandt, vi vandt, vi vandt,” skreg vi. Vi hoppede hen til manden ved mikrofonen. Han gav os alle en guldmedalje rundt om halsen og overrakte os derefter den store, guldbeklædte pokal. Jeg kiggede ud på publikummet. Harry lavede for tredje gang den løftende tommelfinger. Jeg grinede, og det samme gjorde han. Min mor stod og filmede det hele. “Nu har vi fundet de tre finalister til EM. Og jeg er sikker på, at de vil gøre England stolt.” Og så kom nationalsangen på, og vi sang alle med.

Jeg satte mig ind på bagsædet uden brok. Jeg var rigtig glad. Jeg kiggede på min guldmedalje og kunne ikke lade være med at smile. Harry kiggede om til mig. “Det var rigtig flot.” Han smilede, og jeg smilede. “Tak.” Min mor startede bilen, og vi kørte hjem. “Hvor er jeg stolt af dig,” sagde hun. “Tak, mor,” svarede jeg.

 

*

Og her var det andet kapitel så. Jeg ved godt, det sidste kapitel var en smule kedeligt, men det var simpelthen for at binde historien sammen. :-) Undskyld jeg ikke har fået svaret på jeres kommentarer. Har ikke været på Movellas i et stykke tid. :-) Ses om en uge. <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...