Never knew what was to come.. -1D

17 årige Anastasia, vil for alt i verden ikke efterlade sin bedste ven Harry Styles, men hvad gør man når man for alvor skal flytte?
Anastasia's storebror hjælper hende så godt han kan. Men noget ændre sig, Anastasia bliver voldlig, hun begynder at få de forkerte venner, og hvem er så den eneste der kan redde hende? Hendes bedste ven, som ikke længere snakker til hende.

0Likes
0Kommentarer
369Visninger
AA

2. On the road again

Anastasia's synsvinkel

Her sidder jeg så, i bilen på vej til New York, folk siger der er lækkert der, at jeg er heldig at få lov til at bo sådan et sted, men intet sted er lækkert uden ens bedste ven. 

Jeg savner ham allerede, selvom der ikke engang er gået en halv dag, men han var mit liv, og nu skal jeg begynde helt forfra. 

Jeg kigger kort ud af vinduet, og ser alle mine minder for mig, nu skal jeg begynde på en frisk, skabe nogle nye minder et helt nyt sted. 

selvfølgelig ved jeg at jeg en dag vil komme tilbage, jeg vil savne stedet for meget, så jeg ved at jeg rejser her til en dag. En dag jeg bliver træt af New York. 

en besked bipper ind på min telefon, så jeg var lige ved at smide den ned på gulvet i bilen, jeg tørre hurtigt mine øjne med min trøje og går ind i beskeden.

-Ana, jeg savner dig allerede! kom snart og besøg mig<3 Love Harry.

Jeg smiler lidt over hans besked, han savner mig allerede, det er da et godt tegn.

''Hvem skriver du med?'' det er min far der spørger, han kender til mig og Harry's forhold, han ved hvor svært det er for mig at skulle flytte her fra, han ved også at jeg allerhelst bare ville blive boende, men han har fået et bedre arbejde i New York, så vi blev nød til at flytte, han ved også hvor hårdt det er for min storebror at skulle flytte, han havde lige fundet sig en kæreste også kommer vores far med den 'nyhed'

''Det bare Harry, far kan jeg ikke snart besøge ham? eller kan han ikke besøge mig?'' jeg kigger på min far, han begynder at smile.

''jeg vidste i havde et godt forhold, men i har kun været væk fra Hinanden en halv dag?'' han kigger i bakspejlet for at se min reaktion. 

''Men far han er jo min bedste ven, du burde da vide hvor hårdt det er at miste sin bedste ven!'' Jeg vidste godt det var forkert af mig at sige det sådan, min far har allerede mistet sin bedste ven, min mor. 

jeg ser tårene i hans øjnekrog, og det får mig også til at kigge væk.

''Undskyld far, jeg mente det ikke på den måde...'' han ryster på hovedet.

''Nej jeg ved det godt, det er meget hårdt ja. men jeg lover dig! Du skal nok få lov til at besøge ham så tit du vil'' min far havde altid kunnet lide mig og Harry's forhold, vi var som pot og pande noget der bare hørte sammen, noget der ikke skulle skilles af, ikke medmindre man ville have det dårligt med sig selv resten af sit liv.

''Tak far'' jeg kigger på min storebror som sidder med musik i ørene, han så ikke det mindste ked ud af det, jeg tror hellere ikke at han er ked af det, jeg tror han er lettet.

Jeg prikker hurtigt til ham, han kigger hen på mig og smiler kort til mig.

''Savner du hende?'' han har taget sine høretelefoner ud af ørene, og ryster på hovedet, han savnede hende altså ikke.

''Hvorfor ikke?'' han begynder at smile.

''Hun slog op med mig for 4 dage siden, hun har fundet en ny, men det er fint nok. Nu kan jeg begynde på en frisk hvor ingen kender mig'' svare han og kigger endnu engang ud af vinduet, han virkede så stille så ensom.

Det ender med at jeg falder i søvn imens jeg kigger på ham, så jeg væltede over imod ham og sover på hans skulder, uden at have svaret Harry tilbage.

***

Hvor ville jeg ønske min familie de var mere heldige. Jeg syntes hele tiden noget slemt sker for os. Fx så er vi lige gået i stå midt ude i ingen ting, intet signal til mobilerne, også er der varmt, meget endda.

''Far'' jeg sidder på bilens bagklap imens min far han prøver at finde ud af hvad der er galt med bilen, ud over den er alt for gammel, og slet ikke burde virke længere.

''Ja min pige?'' han kigger hurtigt op, men kigger så ned igen.

''Jeg syntes jeg så en tank nogle få km den vej'' jeg peger mod vejen som vi kom fra, egentlig havde jeg ingen idé om hvad fanden jeg snakkede om, jeg vidste bare det ikke hjalp at lade min far kigge på den.

''fint nok, tag din bror med'' sagde han og gik ind i bilen efter et eller andet, jeg sprang ned fra bilen og hentede min storebror, vi begyndte at gå tilbage af vejen.

''Du så egentlig ikke en tank vel?'' sagde han, jeg smilede til ham, og så vidste han at jeg ikke havde set en tank.

''Du ville bare gerne væk?'' han lagde armen om min nakke, og begyndte at rode i mit hår.

''Hey! Ikke mit hår!'' jeg slog febrilsk hans hånd væk, gid han da ville lade mig være i fred.

Han tog sine smøger frem. Min far vidste ikke at han røg, og at jeg nogle gange røg når jeg var stresset, eller bare for at være hyggelig at være sammen med.

''Skal du have en?'' han kiggede på mig med et løftet øjenbryn, så jeg tog imod en, han vidste alt om mig, lige fra hvad min ynglings farve var til at jeg stadigvæk var jomfru, han var som en bedste ven for mig, desværre kunne han ikke erstatte Harry. 

''Hvorfor tror du at far er blevet forfremmet til New York i stedet for et sted der var tættere på?'' jeg kiggede op på himlen, det var ved at blive ret mørkt, og vi må have gået i en time hvis ikke mere.

''Det ved jeg ikke Ana, de behøvede vel en til at styre det i New York, og de havde vel allerede nogle til at styre det de andre steder'' han kiggede til siden, og begyndte så at skubbe lidt til min skulder.

''men hey! New York er ikke så langt væk fra Boston, så vi skal nok overleve det her, vi skal bare stå sammen! Desuden, nu får vi lov at bo i et hus, ikke sådan en skod lejlighed som før hen.'' Han tager stille min hånd, og nu begynder i nok at forstå vi har et meget tæt forhold.

Alligevel river jeg den til mig.

''Intet er et godt sted at bo uden Harry! Han var min bedste ven! Helt ærligt forstår du da overhovedet ingenting?! Er du snot dum!'' Jeg græder endnu engang, han ser overrasket ud, det er første gang jeg kalder ham snot dum. Og jeg fortryder det så meget.

''Ana, Undskyld, jeg ved i havde et godt venskab, og tro mig hvis jeg kunne gøre noget for at vi stadigvæk boede i Boston så ville jeg gøre det. Men se det fra den lyse side? Du kan blive så meget større, få så mange flere venner!'' 

''Fint, det fint! Jeg gør som du siger, får mig nogle venner og glemmer Harry?'' Jeg kiggede på ham, han begyndte at ryste på hovedet.

''Du skal ikke glemme ham, bare sætte ham lidt til side, men må jeg ikke synge en sang for dig?'' Han kiggede på mig, og pludselig begyndte han at synge, min ynglings sang selvfølgelig.

Breakeven by the  script

 

-----------------

Like it? 

:)

I hope so!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...