Den øde ø

Kristian er ude at sejle med et stort skib da det bliver stormvejr og skibet begynder at synke. Senere vågner Kristian op på stranden uden anelse om hvor han er og hvordan han kommer væk derfra...

2Likes
1Kommentarer
620Visninger

1. 1

Jeg rullede ind på stranden. Halvt ved bevidsthed halvt ikke. Mit hoved dunkede, og jeg havde ondt i halsen. Mine lunger hev efter luft, da der endelig var noget at tage af. Bølgerne rasede bag mig og slikkede stadig op ad mine ben. Jeg kravlede længere op på stranden for at komme lidt væk fra vandet. Selvom regnen allerede stod ned i store ståler. Jeg lå lidt og kom til fuld bevidsthed igen. Lidt efter lidt kunne jeg mærke alle kropsdele og tænke klart. Endnu et lille stykke tid gik, og jeg opdagede at jeg frøs – rigtig meget. Kulden gjorde mig næsten lam, men jeg vidste bedre end at blive liggende på den våde strand. Jeg måtte finde et sted med læ. Jeg kom vaklende på benene og gik lidt i vildelse rundt. Lidt længere fremme var der en klippe med en hule i. Jeg gik der hen ad men snublede og var ved at falde flere gange. Jeg nåede lige ind i tørvejr og fik lagt mig halvvejs ned, før jeg faldt om af udmattelse.

Mens jeg sov drømte jeg. Jeg var på et skib med en masse mennesker. Pludselig rystede det store skib, og der var en høj alarmerende lyd, som jeg bestemt ikke brød mig om. Og så gik alt pludselig hurtigt. Jeg blev sat i en redningsbåd, og pludselig var den i vandet. Men det stormede, og bølgerne var store, så der gik ikke lang tid, før gummibåden væltede omkuld. Bølgerne slog vildt omkring sig, og jeg prøvede på at holde mig oven vande. Jeg prøvede at komme over mod gummibåden, men pludselig kom en kæmpe bølge, og slog mig omkuld. Den væltede mig direkte ind i en klippe, og jeg blev slået bevidstløs.

Jeg vågnede med et sæt fra min uhyggelige drøm. Badet i sved kom jeg i tanke om, at drømmen faktisk havde været virkelighed. Et højt smæld vækkede mig helt. Jeg havde været så optaget af min drøm, at jeg ikke havde opdaget, at jeg ikke frøs mere, og at der var lys i hulen. Jeg åbnede øjnene og så op i hulens loft. Til højre for mig i midten af hulen stod et bål med varme flammerne, der havde varmet min krop op. Uden at tænke sprang jeg på benene, for at kunne se, hvem det var, der havde tændt bål. Jeg vaklede ved den hurtige bevægelse, og faldt ind mod væggen og ned på gulvet. En eller anden, som havde siddet på den anden side af bålet, rejste sig hurtigt og kom hen og hjalp mig op at sidde i en ordentlig stilling. Det var en pige.

”Hej,” sagde hun og så på mig.

”Øhhh...” Jeg kunne ikke finde på andet at sige.

”Jeg hedder Anna,” fortsatte hun. Jeg var alt for forbløffet til at svare og så bare underligt på hende.

”My name is Anna?” Sagde hun spørgende på engelsk. Jeg rystede på hovedet.

”Dansk er fint,” sagde jeg så og hun smilede.

”Nå men så hej,” sagde hun igen. ”Hvad hedder du?”

”Kristian,” svarede jeg, og hun smilede igen.

”Øh.. Jeg har fundet nogle frugter,” sagde hun. ”Den smager ikke så godt, men det er mad.” Hun trak på skuldrene og rakte mig en lyserød frugt. Jeg tog en bid, og til min overraskelse var den helt vildt blød og saftig men havde en besk og sur smag. Anna var gået over på den anden side af bålet igen og havde sat sig ned.

”Hvordan går det med hovedet?” Spurgte hun, mens jeg spiste.

”Øh.. Hvad?” Spurgte jeg forvirret, og mærkede rundt omkring på mit hoved for at se om alt var okay. Det var det tydeligvis ikke. Et blad var viklet rundt om hovedet som en slags bandage.

”Ja... Da jeg kom ind, og du lå her på gulvet, havde du slået hovedet, og det blødte en del. Jeg bandt det ind i nogle blade jeg fandt, men det bløder vist ikke mere,” sagde hun.

”Må jeg så tage det af?” Spurgte jeg, og tænkte at jeg da måtte ligne en idiot.

”Ja det må du vist godt,” svarede hun.

Jeg tog igen hånden op til hovedet, og prøvede på at finde en måde jeg kunne få bladet af på.

”Skal du have hjælp?” Spurgte hun, og jeg nikkede. Hun rejste sig og kom på benene. Selv om der ikke var mere end to meter imellem os, haltede hun tydeligt.

”Hvad er der sket med dit ben?” Spurgte jeg.

”Øh...” Svarede hun. ”Jeg slog det...” Hun trak lidt på det. ”Men det gør ikke så ondt.” Hun trak på skuldrene og begyndte at pille bladet af mit hoved. Det var tydeligt at hun løj, men jeg ville ikke sige noget. Mørket var allerede ved at falde på, så Anna foreslog at vi spiste en frugt mere og lagde os til at sove.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...