Titanic

Da Katarina mister sin mor, beslutter hun sig for at snige sig på det store skib, Titanic, som ligger nede i havnen, parat til sin første rejse.
På skibet møder Katarine farer, glæde og en dreng ved navn William...

3Likes
2Kommentarer
439Visninger

2. 1

Jeg havde planlagt det her i flere uger nu. Og nu lå det lige foran mig. Et kæmpe stort skib nede i havnen. Titanic.

På opslag overalt i havnen kunne man se det kæmpe store skib. Skibet ville afgå om et par timer – havnen var helt tæt pakket af mennesker. En masse journalister med kameraer prøvede at komme op foran for at få nogle billeder af skibet, inden det skulle ud på sin rejse. Jeg blandede mig med menneskemængden. I virvaret af mennesker var der sikkert ingen, der opdagede at jeg smuttede ombord på skibet. Det gik langsomt op ad vindebroen, men efter et lille stykke tid var jeg ombord. Jeg fulgte med tredjeklasses passagererne til deres del af skibet.

 

Et stykke tid efter at mor var død, og jeg var løbet hjemmefra, kom jeg tilbage til det tomme hus. Her havde jeg hentet mit tøj og nogle få andre ting såsom amuletten med billedet af min mor og mig. Min far var rejst fra min mor, før jeg blev født.

Da alle havde fundet plads til deres ting og var gået op på dækket igen, sneg jeg mig rundt i gangene. Et eller andet sted måtte der jo være et sted, jeg kunne sætte mine ting. Jeg trak i alle dørhåndtag, men det var nærmest umuligt at finde et rum, der ikke var låst. Endelig fandt jeg et rum,, der var ulåst. Det var meget mørkt så jeg ledte efter en kontakt på væggen. Den sad meget højt oppe. Rummet blev badet i lys. Det var et kosteskab, så vidt jeg kunne se. I hjørnet stod koste, mopper og spande. Jeg gemte min taske i den mindste spand. Den der stod længst væk. Der var der sikkert ingen, der ville finde den. Omhyggeligt sørgede jeg for, at man ikke kunne se min taske hvis man stod i døren. Så slukkede jeg lyset og lukkede døren efter mig. Da jeg var kommet ud på gangen igen, stod jeg stille lidt og lyttede efter, om der kom nogen. Jeg overvejede lidt, hvad jeg skulle sige, hvis de spurgte, men der kom ingen. Jeg kiggede på skiltene rundt omkring på dørene og prøvede at huske numrene. Da jeg var næsten sikker på, at jeg kunne huske det, løb jeg op på dækket.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...