Underverdenen

Alexander, Sebastian og Karoline skal på lejrtur med klassen. De skal hen til en lille ø ud for Fyn. Inden de tager af sted fortæller deres klasselærer et sagn der handler om øen. Er det mon sandt?

2Likes
3Kommentarer
391Visninger

1. 1

 

”På en lille ø i en fjord er der en klippehule, hvis dybde man ikke kan måle. Ifølge et gammelt sagn har man engang villet måle, hvor dyb den var. Til det formål bandt man et reb om livet på en lille dreng og hejsede ham ned igennem den snævre åbning. Kort efter mærkede man, at drengen ikke var der længere, og da man trak rebet op, sås det tydeligt, at det var brændt over.”

Dette fortalte vores lærer os – Jørgen hedder han – to sekunder før klokken ringede.

Alle rejste sig og pakkede sammen i en frygtelig larm.

”Og,” råbte Jørgen. ”Husk at i skal være her klokken kvart i otte i morgen!” Der var sikket ikke særlig mange, der hørte det, men det gjorde ikke noget, for vi havde mindst fået det af vide hundrede gange de sidste to dage.

”Hva' så Alex?” Sebastian kom hen mod mig. ”Hva' så?” Svarede jeg igen.

Jeg så op på Sebastian. Sebastian var min bedste ven og havde været det, siden vi begyndte at tale. Jeg slyngede tasken over skulderen, tog jakken i hånden og gik sammen med Sebastian ud af klasseværelset. Ude i skolegården var alle på vej væk fra skolen i en fart, fordi de havde weekend. Men alle fra ottende klassetrin skulle være på her på skolen igen i morgen kvart i otte. Vi skulle på skoleudflugt til den lille ø i fjorden, som Jørgen havde snakket om. Langsomt gik mig og Sebastian hen ad fortorvet, ikke særligt ivrige efter at komme hjem på grund af den store stak lektier der stod på skrivebordet derhjemme.

”Hey!” Blev der råbt bag os, da vi var kommet et godt stykke væk fra skolen trods vores meget langsomme gå tempo. Vi vendte os om. Bag os, foran skolen stod Karoline. Når Karoline var sammen med mig, og Sebastian var kredsen fuldendt. Når vi var sammen, var alt bare perfekt. Karoline løb hen mod os. Hun lagde sin hånd på min og Sebastian skulder, for at have noget at støtte sig til mens hun fik vejret.

”Jeg fik slet ikke nogen chance for at sige farvel til jer inde i klassen,” sagde hun, mens vi gik videre.

”Nårh... Det havde jeg slet ikke lige tænkt på,” sagde Sebastian og rødmede.

”Nå men det gør altså ikke noget,” sagde Karoline så og smilede stort op i hovedet på ham. Vi gik lidt videre, indtil vi nåede den sidevej, som Karoline skulle ind ad. Vi stoppede op.

”Nå men vi ses i morgen så,” sagde hun, inden hun drejede af.

”Ja hej, hej! Vi ses, ” sagde Sebastian og jeg lidt i munden på hinanden. Hun smilede, vinkede og gik videre. Sebastian sendte skjulte blikke over skulderen efter hende. Jeg rømmede mig. Sebastian så spørgende på mig.

”Har i noget kørende?” Spurgte jeg. Sebastian rystede på hovedet.

”Nej, nej. Slet ikke.”

”Ikke noget Karo ved noget om i hvert fald,” sagde jeg. Sebastian rødmede igen men prøvede på at skjule det, ved at gnide sig i ansigtet med hånden.

”Hold nu op Alec,” sagde han under hånden. ”Der er intet mellem os.”

Karoline havde sandsynligvis ikke haft nogen grund til at gå langsomt hjem, og da mig og Sebastian var blevet nødt til at følges med hende, kom vi meget hurtigere hjem end planlagt. Vi stod lidt ude foran havelågen ind til mig og så på hinanden.

”Nå men så ses vi i morgen,” sagde jeg.

”Ja det gør vi.” Sebastian smilede, og så gik han videre hen ad fortovet.

Jeg gik ind ad havelågen, hen ad have gangen og så op ad trappen. Jeg tog tasken af ryggen for at finde mine nøgler. Jeg gravede hånden ned på bunden af tasken, hvor de altid lå, men der var ingen nøgler. Så trak jeg hånden til mig og stak næsen ned i tasken. Der var ingen nøgler at se. Jeg tænkte tilbage på i morges og prøvede at huske, hvor jeg havde lagt dem. Men så kom jeg i tanke om det. Jonathan – en af mine fem søskende – skulle først møde klokken ni i morges, så jeg havde ikke låst døren, da jeg gik klokken otte, og derfor måtte jeg have glemt dem. ”Pis også,” sagde jeg til mig selv men det var vist så højt, at andre også kunne høre det for naboen – ham den sure gamle mand – så underligt op på mig. Jeg blev irriteret og skyndte mig ned af trappen og om i baghaven. Hvis jeg var heldig, stod havedøren eller et af vinduerne på klem. Det var jeg ikke. Men så kom jeg i tanke om kælderdøren. Den stod næsten altid åben. Og denne gang var jeg heldig. Jeg løb ned ad trappen til kælderskakten og hev døren op; den var ikke låst. Da jeg kom ind, måtte jeg træde over et par af min mors potteplanter, der endnu ikke var kommet ud i haven, selv om der snart var sommerferie. Hun elskede dem meget højt, så jeg gjorde mit bedste for ikke at træde dem i stykker eller knække et blad af. Det gik ikke så godt. Jeg tror, at jeg mindst fik knækket fem blade. Men mor behøvede jo heller ikke at få noget af vide om det. Jeg kunne bare sige, at det var Oliver. Op ad kældertrappen mødte jeg kun én edderkop, men jeg nænnede ikke at slå den ihjel. Jeg smed min jakke i gangen og slæbte min taske med op på mit værelse. Tasken smed jeg inden for døren og gik over mod skrivebordet for at tage hul på nogle af lektierne. Der sad jeg, helt indtil vi skulle spise. Så gik jeg nedenunder og begyndte uden ordrer fra mor at dække bord. Rundt om i køkkenet og stuen fløj mine mindre søskende rundt i en fangeleg. Da min mor endelig fik dem til at sætte sig ved bordet, kunne vi komme i gang med at spise.

”Glæder du dig til i morgen?” Spurgte min mor på et tidspunkt.

”Ja, meget,” svarede jeg.

”Hvad sker der da i morgen?” Spurgte Gustav.

”Har du slet ikke hørt det endnu?” Spurgte min far og så over på ham. Gustav rystede på hovedet.

”Alexander skal på lejrtur med skolen i morgen,” sagde min mor. Gustav smed sin gaffel ned i tallerkenen og lagde armene over kors. Unødvendig overreaktion.

”Jeg vil også på lejrtur,” tudede han. Min far lagde en hånd på hans skulder.

”Du skal nok komme på lejrtur min skat men lige nu er du kun 4 år og du går ikke engang i skole. Når du kommer i syvende klasse kommer du også på lejrtur,” sagde han.

”Jeg håber det bliver sjovt,” sagde Maja.

”Det er jeg sikker på at det gør,” sagde mor, og så på mig.

”Hvor skal i hen?” Spurgte Nikoline. Jeg så hen på mor for jeg vidste det ikke.

”Til en lille ø der hedder Romsø. Den ligger lidt ud for Fyn,” svarede hun for mig.

”Jeg tænkte det nok. Altid det samme. Der var vi også i syvende,” sagde Maja. ”Har Jørgen så fortalt jer den der historie? Den med drengen der blev hejst ned i et hul?” Hun så på mig og jeg nikkede.

”Jeg tror at den er sand,” sagde Nikoline. ”Vi hørte nogle underlige ting dengang vi var der.”

”Så Nikoline. Nu skal du ikke skræmme Alexander,” sagde min mor og så på hende. Jeg smilede indvendigt og spiste færdig. Jeg arbejdede et par timer på min opgave, da der var ryddet af bordet, men så kunne jeg heller ikke mere. Jeg var så udkørt, at jeg næsten faldt om på sengen med det samme. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...