Hele vejen ned (Pompeji)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2013
  • Opdateret: 12 jun. 2013
  • Status: Igang
*REDIGERET DEN 16/6 2013



And the walls kept tumbling down

In the city that we love

Great clouds roll over the hills

Bringing darkness from above.


Min historie til konkurrencen: "Inspireret af en sang".
Den er inspireret af sangen "Pompeji" af Bastille

Lukas's liv går langsomt itu, og han står bare selv som tilskuer uden at kunne gøre noget ved det. Som det hele ser allermest sort ud, møder han ved en tilfældighed Frida. Kan et forhold redde hans liv fra at gå helt i sort? Eller: gøre det værre, og få bægeret til at flyde over?

10Likes
25Kommentarer
558Visninger

3. 3

Det blev lørdag og jeg sad igen i bussen til Viborg. Jeg pillede ved en forkant på sædet foran mig. Jeg var ikke ret nervøs, for Frida virkede bare så jordbunden og ærlig, at jeg ikke følte jeg havde noget at være nervøs over. Vi mødtes ved biografens indgang. Mens vi gik ind prøvede jeg diskret at tage hendes hånd, men hun afviste den. Det sårede mig let, men måske var det bare fordi hun ikke ville gå for hurtigt frem. Men noget var ikke som før. Hendes smil var falmet, og vi snakkede ikke på vej ind i biografen. Var det bare MIG der TROEDE vi havde noget kørende? Filmen var episk, som anmelderne skrev, men Frida virkede ikke helt opslugt af den. Hun kiggede konstant på sit ur og vippede med fødderne. Mens Pompeji blev destrueret totalt, og den kvindelige hovedperson kaldte desperat på sin elskede, hviskede Frida pludselige til mig: ”Jeg skal lige på toilettet.” ”Okay” hviskede jeg, en smule forvirret, tilbage. Hvad havde hun gang i? Da pimpstenene, en halv time efter, lå i meterhøje dynger, og lavaen strømmede ned fra Vesuv’s sider, var Frida stadig ikke kommet tilbage. Jeg listede forsigtigt op fra mit sæde, og gik ud til toiletterne. Jeg hørte brudstykker af en samtale. Det gav et sug i min mave, da jeg opfattede, at det var Frida og en anden dreng der talte. Pludselig blev der stille. Jeg stod nervøst bomstille, med fingerspidserne boret in i vægkanten, ved toiletdøren. Men jeg kunne ikke længere stå bomstille. Frida var min. Jeg åbnede døren med et brag, og gispede. Fridas hænder var begravet i hans hår og hans hænder sad i et fast greb faretruende langt ned af hendes ryg. De kyssede hinanden ivrigt et par sekunder til, før at Frida vendte sig om og gispede.

Scenerne fra filmen blandede sig med virkeligheden. Toilettets mure begyndte at smuldre og falde sammen. Giftig gas forurenede rummet, og lava strømmede. Jeg kunne ikke længere se Frida eller djævlen bag hende. Hun havde været mit sidste håb. Vesuv var inden i mig og den kogte over. Jeg følte det brændende gulv under mine fødder, og snart sank hele min krop. Jeg så et glimt af Frida igen. Og jeg forstod at det bare var MIG. JEG havde bildt mig selv det hele ind. Havde jeg ikke? Alt gik i stykker. Det brændte. Og nu kunne jeg ikke trække vejret længere. Jeg gispede og skælvede og vidste at det var slutningen. Jeg kunne jo ikke gøre noget ved det. Jeg var bare en tilskuer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...