Hele vejen ned (Pompeji)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2013
  • Opdateret: 12 jun. 2013
  • Status: Igang
*REDIGERET DEN 16/6 2013



And the walls kept tumbling down

In the city that we love

Great clouds roll over the hills

Bringing darkness from above.


Min historie til konkurrencen: "Inspireret af en sang".
Den er inspireret af sangen "Pompeji" af Bastille

Lukas's liv går langsomt itu, og han står bare selv som tilskuer uden at kunne gøre noget ved det. Som det hele ser allermest sort ud, møder han ved en tilfældighed Frida. Kan et forhold redde hans liv fra at gå helt i sort? Eller: gøre det værre, og få bægeret til at flyde over?

10Likes
25Kommentarer
597Visninger

2. 2

Vi skulle mødes en uge efter. Jeg glædede mig til at se hende og hendes smukke øjne igen. Tanken om hende, var det eneste det holdt mig i gang. Og inden i mig blev noget langsomt bygget op igen. Jeg sad på mit værelse derhjemme, og pludselig ringede min telefon. Det var Frida. ”Hej Lukas! Øh jeg tænkte på, når du kommer og besøger mig igen, om du vil med i biffen?” ”Ja klart!” svarede jeg. ”Jeg vil super gerne se den nye film, Pompeji! Er det fint med dig?” spurgte hun. ”Ja det er fint” Pompeji. Det var den film, som jeg havde set på plakaten ved busstoppestedet, da jeg mødte Frida. Den lød da god nok, den film. Bare der ikke var ALT for meget romantisk pladder.

”Hej Lukas” sagde min mor. Hun kiggede på mig. Jeg sad med min guitar og spillede ”Knocking On The Heavens Door”. Det var en af de første sange jeg lærte, og det fik mig ligesom til at slappe af, når jeg spillede den. ”Er du ved at komme ovenpå igen? Du ser bedre ud. Du ligner en almindelig 17 årig dreng igen, som før! ” Det var rigtigt nok. Poserne under mine øjne var forsvundet, og jeg var i bedre humør. Og jeg vidste at min mor havde luret, noget ikke var som før. Jeg elskede mig mor, selvom hun nogle gange var komplet skør. Og, typisk hende, sagde hun det bare lige ud af posen ”Hvem er hun?” Jeg vidste at jeg ikke kunne løbe fra det, min mor kendte mig bedre end nogen anden. ”Hun hedder Frida”. Mor nikkede og strøg sit mellemlange hår bag øret. Derefter kiggede hun på mig og sagde med, nu, bekymrede øjne. ”Gør mig den tjeneste, ikke at blive såret, ik’?” Det lignede ikke hende. Hun var normalt ikke en følsom type, men, jeg vidste hvor hun ville hen med det. Men Frida var så uskyldig og ærlig. Og jeg ville ikke ødelægge min egen lykke lige nu, ved at være paranoid. ”Jeg har styr på det mor, okay?” sagde jeg. Inden hun gik ud klemte hun min hånd og sagde: ”For din egen skyld ikke?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...