Hele vejen ned (Pompeji)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jun. 2013
  • Opdateret: 12 jun. 2013
  • Status: Igang
*REDIGERET DEN 16/6 2013



And the walls kept tumbling down

In the city that we love

Great clouds roll over the hills

Bringing darkness from above.


Min historie til konkurrencen: "Inspireret af en sang".
Den er inspireret af sangen "Pompeji" af Bastille

Lukas's liv går langsomt itu, og han står bare selv som tilskuer uden at kunne gøre noget ved det. Som det hele ser allermest sort ud, møder han ved en tilfældighed Frida. Kan et forhold redde hans liv fra at gå helt i sort? Eller: gøre det værre, og få bægeret til at flyde over?

10Likes
25Kommentarer
559Visninger

1. 1

 


 

And the walls kept tumbling down

In the city that we love

Great cloud roll over the hills

Bringing darkness from above

 

 

 

Jeg mærkede langsomt alting falde fra hinanden. Alt jeg havde bygget op gennem mit liv. Mit gode forhold til min familie, mine talenter, min uddannelse og alt andet. For pludselig var jeg igen havnet i den der kælder, siddende med døde øjne, og nippe til en drink. Min familie gad ikke mere have noget at gøre med mig, for jeg var jo fuldstændig gået fra forstanden. På bare to år var jeg gået fra at være drengen der øvede sig på sin guitar hver dag, tog sin uddannelse alvorlig og smilede til verden, til at være en komplet fiasko.

Mens jeg sad i kælderbaren med albuerne hvilende på det beskidte bord, ringede min mobil. Det var fra Thomas fra bandet:

”Lukas det her det går fanme ikke mere. Du kommer aldrig til øverne, og du stinker når vi endelig har fået job! Hallo? Er du på coke eller noget? Du er helt væk? Lukas?” Jeg afbrudte. Han ringede igen men jeg sendte den direkte til telefonsvareren.

Jeg sad og overværede mit liv gå fuldstændig i stykker, uden at jeg følte jeg kunne forhindre det. Som om jeg bare var en tilskuer.

Men jeg kunne ikke gå hjem. Ikke endnu. Jeg kom kun hjem for at sove, og nogle gange spise. Jeg satte jeg mig ved et busstoppested. Ikke fordi jeg ville nogle steder hen, bare for at kigge på menneskerne. Og få et sted at sidde. En pige kom og satte sig ved siden af mig. Gamle mig ville have set det som en chance, men nye mig stirrede bare hen på plakaten over for mig, som pludselig var vældig interessant. Det var en reklame for en ny film. Den nye Titanic! havde Politikken skrevet. Fantastisk! Anmeldte BT. Den handlede om en naturkatastrofe i en romersk by i antikken. ”Øh hej!” sagde pigen ved siden af mig. ”Hej” svarede jeg dødt. ”Hvor skal du så hen?” spurgte hun i et kejtet forsøg på at være venlig. ”Jeg er ikke helt sikker” svarede jeg. Jeg stirrede stadig på filmplakaten. Men pludselig tog jeg mig sammen og kiggede på hende. Hun var virkelig pæn. Naturligt krøllet mellemblond hår, og store brune øjne. Og en smule buttet. Jeg kiggede ned af hende. Jo hun var buttet på den gode måde, med former. ”Det var en skam. Så ved du jo ikke om du skal tage den næste bus” ”Hvor stopper den?” spurgte jeg. Der begyndte langsomt at komme mere liv i mig. ”Viborg. Det er der jeg skal hen, for det er der jeg bor.” sagde hun. Pludselig fik jeg sådan en vild trang til at tage til Viborg. Bare sådan. ”Det er faktisk også der jeg skal hen” sagde jeg.

Før jeg vidste af det, gik jeg tur rundt omkring Viborg sø med pigen. Hun hed Frida. Det passede godt til hende. Vi snakkede om løst og fast, og det var som om vi havde kendt hinanden i lang tid. Hun fortalte mig om hendes fritidsinteresser: "Jeg spiller klaver. Og nogle gang maler jeg. Men jeg har haft lidt malerblokering på det seneste!" grinede hun. Hendes grin var virkelig sødt. "Hvordan går du så ellers og har det ?" Jeg fortalte hende om min seneste nedtur. Hun lyttede, og lød virkelig til at forstå mig.  Og med et kiggede hun på mig. Hendes øjne mødte mine og jeg kunne se noget. Noget anderledes. Noget specielt. Jeg tror at jeg blev forelsket i hende. Og i hendes øjne.

Solen gik ned og jeg inviterede hende ud at spise. Hun kendte en god resturent, som vi gik hen til. Lysene i byen virkede pludselig ekstra lyse. Og træerne virkede ekstra grønne. Mig og Frida grinede og snakkede hele vejen, og jeg kunne slet ikke få øjnene fra hende. 

Jeg faldt for hende som en dominobrik  i rækken. Jeg kunne ikke standse det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...