Intet guld intet liv

Det var for 3 år siden mit liv vendte, alt hvad jeg elskede, mistede jeg. Det var forfærdeligt.

1Likes
0Kommentarer
270Visninger
AA

3. Uheldet

 

Han kørte meget stærkt og kunne ikke bremse han sussede direkte ind i et træ, med hovedet først. William var helt blank i hovedet. Han havde en tåre i øjne ”William” Jeg kunne ikke komme i kontakt med ham. Han slap min hånd og sussede ned til Micael dog ikke hurtigere end han kunne bremse igen. Jeg kiggede efter ham. Jeg var gået i stå, kunne ikke røre mig. Mathilde fra klassen havde set det og havde hentet hjælp. William var helt ude af den, han sad bare i sneen og råbte til Micael. Sune kom ”hvad er der sket” spurte han. Sune er vores klasse lære. Mathilde var den eneste der var i stand til at fortælle. ”Han ville vise Line hvor hurtig han kunne køre, og da han kiggede tilbage ramte han træet” forklaret hun ”det lyder ikke godt”. Han satte sig ned ved siden af William. ”Er i bedste venner?” spurgte han ham William var græde færdig, det eneste han kunne få frem var et lille nik. Sune tog hans puls. Den var svag. Mathilde var kørt tilbage for at ringe efter en læge.

 

Lægen kom og prøvede at få liv i ham. Sune havde slæbt William væk. Han skulle ikke se det. Jeg satte mig over ved siden af ham. Og kiggede over til Micael. ”hvad tænker du på Willi?” spurgte jeg ham ”på hvordan jeg skal have det sjovt uden ham” sagde han og foldede hænderne og kiggede op. Jeg kunne se hans mund mime nogle ord, men jeg var ikke sikker på hvilke. ”du skal ikke tænke på det, lægerne skal nok gøre ham god igen” jeg kiggede ned i sneen og tabte en tåre ”hvis han over lever bliver han ikke som den Micael vi kender. Så du ikke hvor hårdt han ramte det træ?” Sagde han og lagde sig ned på ryggen. Jeg lagde mig ned ved siden af ”man kan jo altid håbe” det eneste han svarede var ”hm”

 

Da vi kom tilbage til hotellet, var der mega dårlig stemning. William lå bare under dynen. Line kunne stadig ikke få det ud af hovedet. Og jeg sad bare mellem dem og græd. Sune kom ind og fik hurtig opmærksomheden fra os alle 3. ”han overlevede, men han kommer ikke til at blive normal igen, og han rejser hjem i dag sammen med Bodil” han kiggede hen på William ”han klare sig” sagde han uden at få svar. William sad og kiggede hen Micaels t-shirt der lå på sengen. ”det var jo ikke din skyld” Han vendte sig hurtig mod Line ” Nej det er det! ikke det var din skyld Line! hvis du ikke havde haft så travlt med Lukas, så var det aldrig sket”. Jeg har aldrig set ham så sur, Line var blevet så bange at hun var gået over til døren hvor Sune stod ”rolig William.. Det er ikke nogen skyld ingen kunne forud se det” sagde Sune og Tog Line med ud på gange. Det var nok også bedst. Jeg sad og snakke ham til fornuft i mange timer. Vi var ikke gået ned og spise der var ingen af os der var sådan rigtig sultne. William havde taget Micaels t-shirt på mens vi snakkede og gik nu i bad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...